Klitplanternes kampe med sandflugten

 

Logo 900

Plantelivet i Fanø's Klitter

 

Klitplanternes kampe med sandflugten 

Intet af vore plantesamfund kæmper så hårde kampe og har så ublide kår som klitplanterne: Sandflugten truer med at begrave dem og sliber deres overjordiske dele med sine talløse, ophvirvlede kvartskorn; Vinden river sandet bort fra rødderne, så de udtørres og dør, og den forøger fordampningen fra bladene, så at planten udsættes for at tørste ihjel i den vandfattige jord; endelig er jord­bunden yderst fattig på stoffer, der kan optages af planterne og give dem næring. Skal en plante kunne holde ud under sådanne kår, må den være særlig tilpasset til dem såvel i den ydre form som i den indre bygning. 


Klitplanternes bygningsforhold og tilpassethed til kårene: 

1. Planternes evne til at vokse op gennem det tilførte flyve­sand;

2. Planternes midler til at fæste sig i sandet og binde dette;

3. Planternes værn mod de farer, der truer de overjordiske dele fra vinden;

4. Livsformen i i Klitten.

 

Planternes evne til at vokse op gennem det tilførte flyve­sand

Det er tidligere omtalt, at de store klitgræs i den hvide klit formår at vokse op gennem et endog forholdsvis be­tydeligt dække af flyvesand, og at dette betinger deres evne til at holde ud på den udsatte forpost.  På lignende vis må de arter. som efterhånden indfinder sig mellem den hvide klits planter, og som sammensætter plantevæksten på den grå klit, have noget af denne samme evne til at vokse op gennem et sanddække, fordi også de, omend i ringere grad, er udsatte for at begraves af sandflugt. De er i denne henseende forskelligt indrettede; de langsomt voksende planter som laverne, mosserne og mange blomsterplanter er ikke i stand til at gennembryde et tykt sanddække; lyngen, fx vil næppe formå dette, om end dens skud ved sanddækning stimuleres til foryngelse.

 

sandskaeg tegning sandflugt

 

I, II, III, IV betegner successive overflader af klitten. B. det eneste friske skud. (E. Warming).    

Sagen stiller sig lidt forskelligt, efter som arterne har lodrette eller vandrette rodstokke.

Et eksempel på, hvorledes arter med lodrette rodstokke (tue­stauder) forholder sig, afgiver sand­skæg; dette normalt tueformede græs, kan strække sine stængler for at nå op til sandets overflade og der danne nye tuer..

Et andet eksempel er Stedmoderblomisten. Den afbildede plante er en kimplante, som er begravet i sand; kimbladene kot) og de nederste løvblade, 1 - 5) er dræbte, men af deres aksler udvikler der sig blege, grene med lavblade. Om efteråret bliver planten, ofte helt dækket med sand, og dette er grunden til, at man finder fler-årige eksemplarer af denne ellers enårige art.

 

viola-tricolor web

 

Violblomst. 1- 8 er blade på hovedaksen. Ved kot er kimbladenes plads. (E. Warming)

En lignende vifteformet grenstilling som hos de nævnte ses hos Kællingetand. Stængelen af 1ste orden ligger dybt begravet; de af 2den orden (II) når en del højere, og fra dem udgår grene af 3die orden (III), som er blege lav-bladskud, så længe de er begravede, men danner løvblade, så snart de når op til lyset over jordfladen.  Kællingetands underjordiske sideskud få undertiden karakter af ud­løbere, idet de under et mere eller mindre vandret løb bueformet søger ud fra moderstængelen og op til lyset.

kaellingetand-tegning web

 Kællingetand. Se teksten. (E. Warming)


kaellingetand-tegning-1 web


Kællingetand i klit. Fra stængelen I udgår et sideskud II, der grener sig. De underjordiske skud bærer lavblade, som hovedsagelig er dannede af bladfoden. (E. Warming). 

Selv hos så langsomt voksende planter som laver og mosser kan man undertiden træffe væksten præget af sandflugt. På stænglerne af Jomfruhår og Almindelig Kløvtand ses undertiden tydelige etager, der synes at, angive grænser for sandlagene.  

Planter med vandrette rodstokke forholde sig noget ander­ledes; rodstokkene ligger jo i regelen i en vis, dybde i jorden og må ventes at ville vokse opad eller nedad, efter­som dybden forøges, fx ved tilsanding, eller formindskes, fx derved, at sand blæser bort. De er således bedre stillede end arterne med lodret rodstok, der vel kunne arbejde sig opad gennem tilblæst sand, men er uheldigt stillede, når sandet blæser fra dem. Sandstar hører til de arter, der har vandret løbende rodstok Kimplanten danner straks en rodstok, der vokser skråt ned i sandet til 6 - 7 cm dybde, hvorefter den vokser vandret. Begraves den af et tykt sandlag, hører rodstokken op med at vokse, mens den lodrette stængel vokser gennem sandlaget op til lyset, og en ny, vandret rodstok udvikles af den af dens knopper, der sidder 6 - 7 cm under overfladen. Blæser der derimod sand bort, således at rodstokkens afstand fra jordoverfladen formindskes, vokser spidsen af rodstokken skråt nedad, indtil den når normaldybden, hvorpå den vokser vandret. 

Om Sandstars formforhold kan følgende tilføjes: Dens rodstok vokser i snorlige retning, ofte utrolig lange strækninger, og da der med ret regelmæssige mellemrum (af 4 stængelled) vokser løvskud lodret op til lyset, ser man disse stå særdeles elegant i snorlige rækker.

sandstar-tegning 1 web

Sandstar.

Hvor stor forskellen er mellem de underjordiske skud og lysskuddene hos Strandarve ses af nedenstående figur. Her ses en af de sædvanlige, vandrette jordstængler, blege, bløde, med tykke, opadrettede, forneden sammenvoksede blade; i A ses et lignende, men lodret voksende skud, der nåer op over jordfladen, og her får en hel anden konsistens og vandret udstående blade.

strandarve-regning 1 web

 

 

Strandarve. (E. Warming) 


Gå til top