Klitplanternes ydre former og kårene

 

Logo 900

 

Plantelivet i Fanø's Klitter

 

 

Klitplanternes ydre former og kårene 

I det foregående er der allerede talt om nogle af de formforhold, som er almindelige hos klitplanter, såsom rosetskud, nedliggende stængler m. m., og det omtaltes, at sådanne former passe godt til den stærke blæst i klitterne. Der er imidler­tid mange andre bygningstbrhold, der ligeledes må opfattes som tilpassethed til de klimatiske kår. Det påvistes, at flere af disse, navnlig den stærke blæst, den stærke hede, det stærke lys og den varme, vandfattige jordbund, ville fremkalde stærk fordampning eller vanskeliggøre plantens forsyning med vand. Det er i virkelig­heden først og fremmest vandøkonomien, hvorom alting drejer sig i klitplanternes liv. og som derfor fortrinsvis sætter præg på de overjordiske deles form; det gælder om at undgå for stærkt vandtab, om at få ligevægt mellem vandoptagelse og vandtab, mellem indtægt og udgift af vand. 

For det første er vandforsyningen vanskelig i den vandfattige jord. Planterødderne må gå dybt og langt omkring for at skaffe vand. Det nævnes af alle forskere, at klitplanterue har usædvanlig lange rødder. 

Det er en bekendt og hensigtsmæssig ejendommelighed hos rød­der, at de i en næringsrig bund grener sig stærkt, medens de hurtigt gennemtrænger en næringsfattig, idet de vokser stærkt i længden, men kun grener sig lidt; i første tilfælde er der meget at hente på hvert sted, i sidste tilfælde er det hensigtsmæssigst at søge vidt om. Hos nogle klitplanter træffer vi dog stærkt grenede rødder med yderst tynde grene, men disse rødder ligger højt oppe i jorden, fx hos Bidende Stenurt, og Sandstar. 


De højere planter har næppe nogen anden kilde til vandfor­syning end rødderne; det skulde da være, at en og anden art kan optage regn og dug ved hjælp af sin hårklædning, på lignende måde som visse ørken planter.

Nogle af de lavest organiserede planter, nemlig mosser og laver, er meget ligegyldige over for udtørring. De er i stand til at kunne tåle stor udtør­ring, men også til øjeblikkelig at kunne optage regn og dug gen­nem alle deres overjordiske organer, så snart det bydes dem; mos­serne kunne betragtes som rene svampe, der holde regnen og vårens smeltevand fast, men i tørt vejr tørrer ind uden at optage vand fra jorden. I de fugtige efterårs- og vintermåneder stå klitternes mosser frisk grønne; også laverne er bløde og formodentlig i vækst. Sommerens varme kan ikke være andet end væksthæm­mende for dem. Også visse bregner, deriblandt den i klitterne voksende engelsød, kunne tåle at miste meget vand uden at dø, og leve op igen, når de vædes af regn.  

Få klitplanter er indrettede på at gemme vand til de trange tider, således som mange saftplanter i ørkener og stepper. Af blad-saftplanter har vore klitter egentlig kun een art (Bidende stenurt), men nogle arter har ret tykke blade, fx Hønsetarm og en kødfuld form af Kællingetand (Lotus corniculatus).

 

kaellingetand 1 web

 

Kællingetand

 

 

hoensetarm 4 web

Hønsetarm spec.

 

 

Der er en stor del formforhold, som bedst forståes, når vi an­tager, at de skulle hindre for stærk fordampning. Ovenfor er alle­rede nævnt, at mange skud er nedliggende eller er rosetskud: desforuden kan der henvises til følgende forhold. 

Bladstilling. I mildt lys, fx på en skovbund, vender planterne deres bladflader mod det stærkeste lys; men på solåbne og særlig stærkt belyste steder er det alminde­ligt, at bladfladerne stilles mere eller mindre lodret, så at solen, når den står højest på himlen og lyset således er stærkest, beskinner dem under spidse vinkler; Følgen vil være, at bladet ikke opvarmes så stærkt, og bladgrøntet er mindre udsat for ødelæggelse.

 

 

engelsoed-tegning 1 web

 

 

Engelsød (E. Warming)


Dette forhold træffes hos strandplanter og ligeledes hos en del klitplanter, fx grundbladene af Strandmandstro, bladene hos Blåmunke, Museurt, Evighedsblomst, Gul Snerre, Filtet Hestehov, Gråris, Gyvel, Sandskæg, Klit-Kambunke, Bitter Bakkestjerne, småbladene hos Strand-Fladbælg og Muse-Vikke. Også bladene af Engelsød står opret, og ofte er afsnittene bøjede indad eller bladet er noget sammenlagt. Lignende rendeformede eller V-formede foldninger ses hos Sandstar, og mange græsser og småbladene af Muse-Vikke. 

Indrulning af Blade. Nogle arters blade formår at lempe sig efter kårene og udfører bevægelser således, at de er mere oprette og mere sammenlagte i tørt vejr end i fugtigt. Det kan nævnes, at Kattefod i tørt vejr folder sine blade sammen opad, så at oversiden lukkes inde, og den gråhårede underside kommer udad. På samme måde vender Håret Høge­urt det lodne udad i tørketider, og tillige stiller bladene sig mere eller mindre stejlt opret. Bælgplanternes små-blade kunne også udføre stillingsregulerende bevægelser; og mange græssers blade kunne lukke sig mere eller mindre sammen, så at spalteåbningerne, gennem hvilke fordampningen foregår, og som særligt findes på oversiden, lukkes inde. Særlig påfaldende er dette hos Hjelmen, der i fugtigt vejr har meget brede og mere grønne blade end i tørt; det afbildede tværsnit viser bladet i tørt vejr; i fugtigt danner bladet en meget mere åben rende. Tillige bliver bladene noget mer lodrette, når de er sammenrullede, end når de er åbne.

 

hjelme-tvaersnt-blad 1 web

 

 

Tværsnit af blad af Hjelme i fugtigt vejr (A) og i tørt (E. Warming). 


Ved alle disse bevægelser opnås, at vanddampene vanskeligere slipper ud af spalteåbningerne. 

Det er ejendommeligt for klitvegetationen, at der er så mange gråhårede planter, og at der findes en del såkaldte »varie­teter«, som afviger fra de formodede stamplanter ved at være mere hårede. Sådanne arter er: Kattefod, Rundbælg, Mark-Bynke, Sand-Astragel, Evighedsblomst, Muse-Urt, Håret Høgeurt, Sandtidse, Filtbladet Hestehov. Gåse- og Sølvpotentil, Kobjælde, Gråris, Muse-Vikke, for blot at nævne de mest påfaldende. Denne grålige behåring skyldes »dækhår« der er døde og luftfyldte hår, hvis form er forskellig (uldhår, skjold-hår osv.), men hvis opgave almindelig menes at være den samme: dels at værne mod stærkt lys, dels og navnlig at danne et dække med mange luftfyldte mellemrum over spalteåbningerne, således at, vanddampene vanskeligere slipper ud, det vil sige: de nedsætter fordampningen.

Et tyndt voksovertræk over huden er ligeledes et godt værn imod for stærk fordampning. Den blå dug, som findes på mange arters blade og stængler, og som hindrer dem i at vædes af vand, så at dug- og regndråberne ikke flyder ud over bladfladerne, men bliver siddende på dem som sølvglinsende perler, der let ruller, skyldes som bekendt et sådant fedtet vokslag. Det findes i klitterne, bl. a. hos en mængde græsser: Marehalm, i mindre grad Hjelme, Kambunke, samt visse varieteter af Fåre-Svingel og Rød Svingel, fremdeles hos Mandstro, Strandkål, Strandært. Ligesom vandet ikke hæfter ved disse blade, trænger det også vanskeligt ud af dem, fordampningen er nedsat. Lader man fx blade af Strandsennep, Salturt, Mandstro og Strand­kål ligge hen i samme tid og under samme kår, vil man finde dem visnende i den anførte rækkefølge, den første hurtigst, den sidste langsomst.  

Der er næppe nogen eneste ægte klitplante, som ikke besidder et eller flere af de anførte midler til at nedsætte fordampningen.


Gå til top