Mitfanoe
Sanddæmpning

 

Logo 900

Sanddæmpning

De historiske oplysninger, man har om klitternes dannelse, er sparsomme og af en forholdsvis sen dato, hvorfor man ikke er i stand til at afgøre, hvor tidligt sandflugtens ødelæggende virkninger har taget deres begyndelse. Man er tilbøjelig til at antage, at sandflugtsperioden er opstået i det 15. århundrede, og at klitterne på Fanø før den tid må have været forholdsvis tilgroet, og at sandflugten derfor kun må have fundet sted i mindre omfang. Uden dette må det have været umuligt for beboerne at eksister dér. En kirkes tilstedeværelse mellem høje klitter - som jo er en kendsgerning i 1340 -  ville næppe kunne tænkes, hvis disse havde været en fare for dens eksistens. Der kan sikkert gåes ud fra, at da folk har slået sig ned ved det mægtige og lunefulde Vesterhav, har klitternes beskaffenhed været sådan, at de har dannet en naturlig og pålidelig beskyttelse mod de hyppige, stormlignende vestenvinde. Sønderhos beliggenhed lige op ad klitrækken beviser dette. Odden i Nordby, der knap ligger så nær op ad klitterne, er sikkert af yngre dato end Rindby (oprindeligt hedder det: ved Renderne eller „æ Rinder"), der i tidliger tider har talt flere huse og gårde end nu foruden adskillige huse, der vides i begyndelsen af 1700-tallet at have ligget inde mellem klitterne både til vest og nord for Rindby, hvilke huse nu er forsvunden (ødelagt af sandflugten). 

Pastor Niels Friis indberetter omkring 1750 til Langebæk (udateret) at „i Marken findes ingen Steds noget mærkværdigt undtagen nogle gamle Rester af Gårde og Husbygninger, som her og der har stået mellem Bjergene, men af den stærke Sand* flugt, som i Storm og Uvejr grasserer her ved Vesterkanten, for lang Tid siden lagt øde."

I Sønderho har der tidligere været en ikke ringe bebyggelse lige op ad Havside Bjergenes østside i Præstetoften (således præstegården med betydeligt landeri omkring denne) og i Bjerges Leje; som boende dér nævnes i 1654 Hans Madsen, Jens Madsen, Jes Nissen og Søren Hansen og øst derfor Niels Nielsen „en lille Ejendom på under 1 Td. Hartkorn" og Simon Madsen (stedet hedder endnu „Simons Toft"). Disse og fler beboere, som nævnes i tingbogen det nævnte og påfølgende år, har næppe slået sig ned lige op ad klitterne, hvis der havde været fare for sandflugt. Af det påbud, der i 1539 udgår til Fanø, Mandø og Rømø om, at beboerne ikke må „skære deres Helme op, så at Sandet deraf drives på Landet og fordærver megen Jord, Ager og Eng os og Kronen såvel som andre Lodsejer storlig til Skade og Fordærv . ..", fremgår det jo tydeligt, at Klitterne er bevoksede med hjelme, og i 1557, da beboerne på Fanø klager over mangel på brændsel og begærer at måtte bruge nogen lyng, som findes dér på øen, tillades det dem, når „det sker til Skællighed, dog skal Lensmanden, Erik Rud, påse, at der ikke afhugges Lyng eller andet Klittag, som kan være nyttig mod Sandflugt." Dette beviser stadig klitternes bevoksning. Den givne tilladelse til at tage lyng er sikkert ikke sket til Skællighed - manglen på brændsel har altid været stor på Fanø; thi 29. oktober 1570 udstedes en forordning om „at ingen efter denne Dag skal opslå, oprykke, ophugge eller i nogen Måde ødelægge Marehalm, Hvideris (Vægger), Helme, Sli eller Torne, som gror på Strandbakkerne ud mod Vesterhavet mellem vor Købstad Ribe og Skagen ..."

I 1633 klage Fra Sønderho på Fanø over sandets ødelæggelse. 1637 ”Det Øland Sønderho på Fanø var for nogle år siden vel ved magt, men på nogle år tog fiskeriet meget af, hvorved beboerne blev meget forarmede og formedelst idelig stormflod og sandknog er nu 48 ejendomme med grund, bygning og boested aldeles ødelag­te, som er 1/3 del af landet, de to andre parter beboes endnu, men jorden er overløben med sand og næsten øde. De søge eftergivelse af landgilder 48 øde steder, hvilken endnu kræves efter de gamle jordbøger.

Som det fremgår heraf er det i en forholdsvis sen tid, at sandflugten begyndte på Fanø i modsætning til andre steder i lan­det. Ved den tid bevilgede Kristian den 4. daværende sognepræst i Sønderho årlig at oppebære  kongetiende af  Tjæreborg sogn, efterdi Sønderho er en udø, som er meget sand på, hvilket fordriver og fordærver kornsæden der på landet.

1637 har samme konge givet bønderne på den by Sønderho i Riberhus Len, som formedelst stormflod og sandknog er geråden i armod, lindring i deres årlige landgiIde.

Men på den østre side af landet er gode marskenge og godt agerland, hvilket, når det hviler, bærer overmåde skøndt græs og mest hvide snærler, som beboerne, så vidt de ej slås, betjene sig af med største sparsommelighed til deres kreaturers tøjring.

1661 indberetter præsten "at Sønder og Nørhå sogn” på Fanø svarer intet, da sognene årligen fordærves af sandknog. Vinterrug sås der intet af på landet.  Præstegårdens mark, som ligger sønden for kirken, til hvilken var 6 agre, hver ager 160 fod lang og 70 fod bred, forringes årligen.

Sandflugten har efter alt at skønne raset stærkest på Fanø i de hundrede år mellem 1560 og 1660. I 1573 bevilger kong Frederik den anden, sognepræsten på Fanø, hr. Søren Trugelsen "at være fri for sandfred at give af halvandet skib, som han selv om året udreder til søs, efterdi hans ejendorn meste parten af sand var fordærvet og en stor del af bøndernes ejendomme af sand ødelagt, så han ikke kunne have avl eller tiende, som andre præster før hannem".

Da man skulle tro, at de foregående præster havde klaget over sandflugtens ødelæggelse, hvis der var grund dertil, kan man deraf slutte, at sandflugten har været uden vider betydning på Fanø førend 1571.

I 1573 bliver præsten i Sønderho, Søren Truelsen fritaget for at betale sandtold (en afgift som betaltes til kronen af fiskeriet). - Det sker efter at han har klaget sin nød og berettet at både hans egen og bøndernes ejendomme "af Sand er øde, og at han nu ikke kan have sin nødtørftige Underhold hverken af Avl eller Tiende (fra sognefolkene)......" 

At beboerne er underlagt stærke kræfter fra vinden og sandet fremgår også af Lensregnskabet fra 1581, hvori det ses at en mand fra Sønderho og fem fra Nordby er fordrevne fra deres hjem "der er øde og fordærvet på Grund af Sandflugt". 

I de følgende år og århundreder findes mange eksempler på klager og beretninger om sandflugten og dens ødelæggelser. 

Præsten i Sønderho klager i 1592 til kongen over sandflugten og af svaret ses, at han må nyde "Kronens Korntiende af Tjæreborg Sogn til sin Underholdning, da samme Sønderho er en Udø, som meget Sand er på, der fordriver og fordærver Kornsæden der på Landet...." 

I Skattemand tals listen hedder det i 1606 om Fanø, at ".... "Landet er ikke andet end tvende arme Fiskelejer og i sig selv meget fordærvet af Sand."

I 1628 er Sønderho sogns præstegård "ganske fordærvet med Grund og Grøde og avling af Sandløb og tillige meget af Sognefolkenes Marker og Jorde." - Præsten Peder Laugesen "tilforhandler" sig derefter en anden præstegård, men nogle år sener må han også rykke op derfra på grund af sandflugten og bygge på en "udyrket Jord i Bjerges Leje." 

Sønderhos præster har indtil 1794 selv skullet skaffe sig bolig og har, som det fremgår, af vestenvinden og sandet været tvunget til at fortrække fra området ved Havsidebjergenes østside og længer østpå. –

 

I 1794 sælger præsten Johan Christian Bierring sin gård "til en bestandig Bolig for efterfølgende Præster i Embedet."- Det er præstegården, som vi kender i dag vest for kirken. 

Af de mange indberetninger, klager og bønskrifter til kongen og stiftamtmanden i Ribe får vi et stærkt indtryk af hvordan sandet har plaget befolkningen.

Således også i Markbogen af 1683: "Sønderho lider stor Skade af Flyvesand. For to År siden blev ødelagt og fordærvet fire Huse, så at Ejermændene højlig blev forårsaget samme Huse at forflytte, endnu findes ni Huse, som på samme Måde til førstkommende Påske skal forflyttes." 

I 1686 ansøger Fanøboerne om afslag i deres "Frihedspenge, Fisketold, Hartkornsskatter som en Følge af Sandflugt." - Stiftamtmanden, von Speckhan, fremsender ansøgningen til kongen med anbefaling: "...Ihvorvel jeg har søgt alle mulige Midler Sandknoget at forhindre, så har det dog kun lidet hjulpet hvorfor deres allerunderdanigste Begæring til Eders kongelige Majestæts allernådigste Vilje indstilles." 

Samme år udarbejdes det første regulativ for arbejdet med sanddæmpning. Af indledningen fremgår at det nu må være slut med "...den uorden som Landets Folk har haft, deres Kvæg og Bæster løse i Bjergene at lade udgå." Dette har bevirket at klittens vegetation (hjelmegræsset) er blevet trådt løs eller oprykket. - Det bemærkes også at"... deres Hunde i Bjergene omløber, optræder Sandene efter Får at løbe og Vildtet at ødelægge, hvorved Sandflugten har taget en sådan Overhånd, at Landet en ubodelig Skade er vorden tilføjet." I regulativets efterfølgende punkter fastslås:

1.  Samtlige landfolk på Fanø og Sønderho skulle være pligtige at holde hyrde for at kunne holde kvæget væk fra sandene.

2.  At heste af samme årsag skulle holdes i hæfte om dagen og om natten i god forvaring.

3.  At der for overtrædelse af bestemmelserne skal bødes til kongens kasse af hver høved og hest, første gang Vz Rdl. og derefter dobbelt op.

4.  Ligeledes skal de som tilfordrister at drive deres får og lam over bjergene bøde af hvert får l Rigsort.

5.  At enhver skal afskaffe deres hunde. I modsat fald bøder de til kongen 2 Rdl. - Dog .... "om en Del endelig skulle behøve til deres Huses Sikkerhed en Hund at have, da samme i Lænker at holde anbunden og ikke lade løs komme."

I 1707 bliver det nødvendigt at indskærpe situationens alvor. Det sker i et brev fra Stiftamtmanden, hvori det indledningsvis lyder: "At i Nørby og Sønderho Sogne skal begås stor Uskikkelighed, idet en del af Indvånerne skal fordriste sig til at lade deres Kvæg opæde og undertræde den Grøde af Helme, Hvide-Riis (Vægger) og andet som Sandbjergene er begroet med..."-Det indskærpes at landfolkene, når der driver tang ind på stranden, med heste og vogne skal køre det på sandbjergene. De som ingen heste og vogne har skal hjælpe med på- og afkastning og tangens udstrøelse.

Det har været svært at håndhæve bestemmelsen om den kollektive udnyttelse af tang som sanddæmpningsmiddel. - Beboerne brugte nemlig store mængder tang til diger om haverne og til gødning. 

Til hjælp ved arbejdet forpligtede beboerne sig til at stille sig til rådighed med deres arbejdskraft efter nærmer bestemte regler og ejer af hest og vogn skulle besørge den nødvendige kørsel af tang, hjelme m.m. I det hele taget har Fanøboerne haft svært ved at leve op til bestemmelserne om folk og fæs færdsel i mark og klit. - Kunne, eller ville, man ikke betale bøden for overtrædelsen trådte sognets pantemænd i funktion. I vedtægt for Nordby af 21. december 1743 står bl.a. at læse: "Tvende Pantemænd i "Byen" og tvende ved "Odden" skal ved Udpantning bringe dem til Lydighed, der i en eller anden Måde findes genstridige eller naglæssige og ikke betaler, hvad de bør eller ikke forretter, hvad de befales." Ikke alle udpantede genstande blev indløst. Ved en auktion hos sognefogeden i Sønderho 27. Dec. 1780 blev følgende genstande opråbt til salg:

• "En Messing-Lysestage, Margrethe Ammes tilhørende, fordi hun ej mødte ved Tangkørsel (til Dæmpning af Sandflugten.)"

• "En Uldsaks, Jens Nielsen Callesen tilhørende, udpantet for ulovlig Tøjring på Sandbjergene."

 

Det var langt fra nogen behagelig gerning at være pantemænd. Det skete ikke sjældent, at de under udførelsen af deres hverv blev modtaget med skældsord af dem, der skulle udpantes. 

Som årene går, bliver sandflugtsbekæmpelsen intensiveret og reguleret gennem vedtagelse af nye love og forordninger. 

Der udstedes den 19. Sept. 1792 en forordning angående sandflugtens dæmpning og ansættelse af klitfogeder til at lede dæmpningen af flyvesandet. 

Som klitfoged i Sønderho ansættes sognefoged Jens J. Sonnichsen. Under hans ledelse lykkes det at dæmpe de værste sandflugtsklitter mod syd (Kåverdalen og Lodne Bjerge) og i en indberetning til birkedommer Nørup skriver han den 21. dec. 1802: "....til overordentlig Landforbedring må anses, at jeg i d.A. ligesom næstforrige ved bekvemme Tider har ordnet og fuldført en Helmeplantning på de overhåndtagende, sandflygtige Bjerge, søndernede og dæmpet en Distance af 152.550 Kvadratalen...."

B00051-55 web

I 1867 vedtages "Lov om Sandflugtens dæmpning" og ansvaret for klitbeplantningen bliver da et rent statsligt anliggende . I praksis gennemført af en lokal sandflugtskommission og klitfogeder udnævnt af sognerådene - disse ansatte det nødvendige mandskab til arbejdet i klitterne. Private lodsejer kunne pålægges dæmpning af deres klitejendom efter klitvæsenets anvisning.

Som eksempel på arbejdets omfang kan vi se på en udskrift af Sandflugtsprotokollen for Sønderho kommune. Det planlagte arbejde for året 1969/70 omfatter bl.a.: Slåning af lyng, 170 læs, - hjelmeplantning, 185.000 stk., - indkøb og nedsætning af 1400 m. kvas (fyr), - desuden kørsel ansat til et beløb af 4.000 kr. og arbejdsløn til 9.500 kr. - i alt en udgift på 29.670 kr. til fordeling mellem stat og kommune med hhv. 5/6 og 1/6.

hjaelme-udbredelse web

  

Hjelme, der dækkes af flyvesand, grener sig i mange nye skud til erstatning for det tildækkede. På den måde kan planten gennemvokse en hel klit, der gennemvæves af dens rødder (kan blive 20 m lange eller mere). Dette gør hjelmen velegnet til at binde sandet.

hjaelme 31 web

klitspade red web

Til venstre klitspaden eller vrikkespaden, vægt 3 ½ kg. Den er helt i jern, bladet er ret. Når det stikkes i sandet og vrikkes frem og tilbage dannes en spalte, som man planter i. Meget brugt til plantning af hjelme og træer. Til træplantning bruges ofte tunger klitspader. Et dagsværk er 2000 spalter. Før da brugte man plantepind, hulspade eller spiralspor. Til højre en hedetørvsspade, til afskrælning af hedetørv, blandt andet brugt til sanddæmpning. Vægt 3 ¼ kg. Efter: Poul Wegge: Lærebog for Skovgogeder

Erindringer vedr. arbejdet i klitterne.

Jens Morten Jensen, Rindby, 1881-1973, fortæller : 

"l min tid var marken efterhånden kommet i ave, så det nu kunne klares i 2 -3 dage hvert efterår, men eftersom det blev fortalt af de ældre, havde man før i tiden gået på arbejde indtil 14 dage om efteråret. Opsynsmanden sendte bud til hver ejendom, at de havde at møde til hove et bestemt sted og klokkeslæt med så mange arbejdere, dette måtte være kvinder, men man skulle være over 14 år. Undlod man at møde kunne opsynsmanden leje på vedkommen­des bekostning. Beløbet kunne udpantes.

Jeg erindrer, at vi skulle møde med 2 mand. Min fader solgte mælk i Nordby hver formiddag og kunne ikke komme om formiddagen, jeg kom derfor af sted sammen med min ældre broder, men opsynsmanden sendte mig hjem igen med besked om at jeg var for lille. Jeg husker godt hvor ked jeg var af det, de andre drenge grinede jo af mig. Jeg kom da med sener år, før jeg blev konfirmeret.

Arbejdet foregik på følgende måde:

Alle voksne mandfolk gik med engspade og skar sandskår ned og dæmpede med lyng og andet grøde hvor det kunne lade sig gøre. Hvor der ikke var nok at dæmpe med eller sandskårene var store, skulle der plantes helme. Disse blev plukket i Vestermarken. Enhver skulle plukke et vist antal bunker, der blev båret hen til sandskårene og plantet der. På denne måde kunne man holde klitterne i ave. Efterhånden kom de fleste klitter i grøde, men blev alligevel set efter hvert år."

PICT0051 new web

Ved anlæggelsen af Statsplantagen i 1892 blev 1004 tdr. land, beliggende på begge sider af sogneskellet mellem Nordby og Sønderho, tilplantet. Dette meget store areal var dermed sikret mod sandflugt. -1 årene 1909-19 blev plantagen udvidet med yderliger 705 tdr. land og har i dag en udstrækning på 8 km.

 

Sandflugt i nyere tid ved Jens Hansen Iversen. Rindby.

Sådan som man ser klitterne i dag, har de ikke altid været. Der har været kamp for at få ro over fygningerne, og det har sikkert ikke været let for dem, der har stået for ordningen med, at beboerne skulle gå til hove og stille med fra 1 til 3 mand et vist antal dage for at dæmpe klitterne. Ordningen holdt op i 1889. Siden er det så det offentlige , der har fungeret som kommunal klitfoged.  Lettet har det nok, at plantagen er kommen til, og også, at man ved århundredskiftet har gjort løsgang af kreaturer forbudt, hvilket var en stor begivenhed, idet løsgående heste og køer også kunne finde vej ud i "æ bjerre", men alligevel ligger det nok nær at tænke, at det var de indre bjerge, der er passet på .

I 1913 har jeg selv været med til at reparer er sådant temmelig stort og voldsomt grydehul på ca. 1 ½ tdr. land i Toftløs.

Henrik Olsen var dengang klitfoged. Der skulle et vist antal læs lyng til, men da vi havde fået slåmaskine anskaffet, gik det hurtigt fra hånden. Værre var det med at få kørt lyngen helt op i gryden. Når lyngen endelig var kommet derop, skulle det strøes over hele bunden plus et stykke af skråningen - og derefter dæmpes med sand, egentlig så det pænt ud. Alle ujævnheder skulle også skuffes ned, sådan at vinden ikke kunne begynde forfra.

Efter et års forløb gik det sådan, at det strøede areal var kommen i grøde, og der blev fortsat med en strimmel mer med lyng plus en gang nedskæring af konturerne, og så var det over­stået.

Men ellers er det gået sådan i mange år, at klitfogeden har repareret de steder, hvor lodsejerne ikke har gjort det, og så har de måttet betale derfor.

I september 1948 arbejdedes der hårdt for at standse sandflugten. Klitfoged Morten Mathiasen, Rindby kunne brette, at han havde otte mand i arbejde med at plante helme. I den nordlige del af klitrækkerne havde tyskernes ”bygningsvirksomhed” efterladt sig kraftige spor. Arbejdet var på akkord, og hver mand plantede ca. 3.500 planter om dagen. Mathiasen har været klitfoged siden 1913.

Sandflugtsbekæmpelse i nyere tid

Sandflugtsbekæmpelsen hører under skovdistriktet. Samtidig skal man påse overtrædelser af arealernes bestemmelser.

Skovens folk bekæmper sandflugt, hvor dette er uønsket med bl.a. afslået lyng og flis, hvor det menneskeskabte slid er størst. På uopdyrkede arealer og hvor sandflugt ikke kan gøre skade, lader man naturen passe sig selv.

Sandskår i indlandsklitter tæt ved belastede sommer­husområder bekæmpes med tagrør, flis, hø og halm, hvil­ket fungerer rimeligt godt.

 


Gå til top

End Of Slide Box