Mangfoldige plantesamfund


Logo 900



Plantelivet på Fanø's klitheder


   Mangfoldige plantesamfund


Untitled Panorama5 web

  Klik på billedet for at se det i stor størrelse


Heden består tilsyneladende af mange forskellige plantesamfund, som danner et kompliceret mønster. Det ser tilfældigt ud, men lidt system kan man godt finde. En vigtig faktor ved planternes zonering er fugtighedsforholdene. De laveste og fugtigste arealer er dækket af hedemose, hvor vi kan finde blåtop, smalbladet kæruld, almindelig star, næb-star og hirsestar. Den kødædende rundbladet soldug og klokkensian hører også til her. Højere oppe vokser klokkelyng, mose-bølle, katteskæg og tuekogleaks. På de tørre hedearealer er der forskel mellem de nordvendte klitskråninger, der får mest skygge, og derfor er koldest, og så de tørre og varme sydvendte skråninger. Mod nord findes ofte revling, og nogle steder vokser der også blåbær og mose-bølle, mens tyttebær, hedelyng, sand-star, smalbladet timian særligt er knyttet til sydsiden. Engelsk visse ses flere steder.


Kaeruld web1

   Smalbladet Kæruld

 


moseboelle-i-blomst-maj 1

Mosebølle i blomst


Revling 1 web

Revling eller Svartbær med bær i august.


DSCN0245 lav web

Rensdyrlav


IMG 0900 klokkelyng web

Klokkelyng


IMG 0904 sandhjaelme web

Sand-hjælmen ser ikke ud til at trives alt for godt


IMG 1038 moasik web

En mosaik af forskellige planter, her er Smalbladet Timian fremherskende


IMG 1042 moasik web

Her en blanding af Rensdyrlav, Gul Snerre og Smalbladet Timian samt græsser


Det der især er grund til at omtale, er den mosaik der opstår, hvor hede og egentlig klitvegetation, især den ”grå”, mødes. Vi har i vindbrud-eksemplerne set, hvordan heden for­sigtigt kryber frem fra den med hen­syn til fugtigheden gunstigere position i bunden af klitgryderne. Ved sin fremtrængen forbedrer den sikkert mikro­klimaet for sig selv, og da hedebuskene og det tætte lav- og mosdække under dem danner meget humus, vil også jorden forbedres, så der til sidst dannes et rigtigt morskjold.


rensdyrlav 4 web

Rensdyrlav, Snad-hjælme og Lyng


DSCN1617 klokkeensian web

Klokkeensian


hedemoasik b web

Mosaik af mosser, laver, lyng og sand-hjælme.


Alligevel er det ikke sådan, at he­den under alle omstændigheder sejrer og fortrænger klitvegetationen. At den kan gøre det er givet, men forskellige forhold kan stoppe successionen. 

Tørken kan stoppe successionen.

Den vigtigste faktor er tørken. Der­for ser vi langt inde i klithederne syd­vendte sider med sandskæg og laver uden en eneste lyngtot eller revling-plet. Hvert år lander tusinder af lyng­frø sådan et sted og ligeledes nogle af revlingens sorte stenfrugter, men de klimatiske betingelser er for steppe­agtige. Hvis frøene spirer, vil kim­planterne omkomme.


sandskaeg heden a web

Sandskæg


sandskaeg-i-rimfrosten 1 web

Sandskæg med rimfrost


Revlingen og gråriset er uden tvivl bedst egnede til at kolonisere. Begge har stor vegetativ spredningsevne  - kan brede sig til alle sider - hedelyn­gens planter bliver ca. 20-30 år, så dør de, og al formering må derfor foregå ved frø. Ofte ser man lyngen rykker frem i hælene på revlingen, uden tvivl fordi revlingen forbedrer mikroklima og jordbund for lyngen og gør det muligt for dens kimplan­ter at vokse frem til voksne dværg-buske.


hedemosik efteraar a web

Hedemosaik om efteråret af græsser, rensdyrlav, lyng, revling og sand-hjælme.


moseboelle-revling-lyng a we


moseboelle-revling-lyng 1 we

Her ser vi mosebølle blande sig med revling og lyng. Bjergfyren er på indtog, og er en af de faktorer der kan ændre plantelivet på klitheden så de oprindelige planter dør ud.


Dværgbuske og urter står ikke filtret ind i hinanden i en ligelig blanding. Tørre pletter får især revling og gråris, fugtige især klokkelyng. Mosaikken skyldes altså, at flere forskellige hedesamfund findes i små pletter ligesom i et tæppe med et uordentligt mønster. Men der er kun tale om tilsyneladende uorden. I virkeligheden er det som allerede antydet en lovmæssighed til stede. Arterne retter sig efter fordelingen af bestemte kår-kombinationer. Men vegetations-mosaikken i klithede får oftest mange flere facetter end dem, der skabes af fugtige og tørre hedepletter. Sammen med heden findes nemlig andre samfund, små kær og mosestrækninger, vindbrud med grå klit vegetation, ja selv små hvide klitter med hjælme ses rundt om i den brun-grønne-grå hede.


klitheden-i-efteraarsfarver

Klitheden i efterårsfarver


mos-lav a web


klitheden-i-efteraars 1 web


Untitled Panorama7 web

Klik på billedet for at se det i stor størrelse 


IMG 0513 gul-snerre web

Man kan også støde på Gul snerre i klitheden


IMG 0514 bidendestenurt web

   Bidende Stenurt


IMG 0515 taeppeafurter web

   Tæppe af Smalbladet Timian og Gul Snerre på klit


IMG 0519 revling web

   Og indimellem en plet med revling


Revling kaldes også sortbær eller på godt jydsk: Svotbær. Den er almindelig på mager jord - så almindelig, at den er karakterplante for den magreste hede. Her kan den danne hele tæpper, som udkonkurrerer lyng og andre dværg­buske. I klithederne og den grå klit kan den være pionerplante og være med til at binde sandet. Selv­om den er tilpasset ekstrem tør bund, lindes den også i fattige moser, måske fordi så få planter kan vokse her, og konkurrencen derfor er lille. Revlings tilpasning til tør bund ses tydeligst af bla­denes form. Egentlig er bladene relativt brede, men da de er sammenrullede, kommer de til at se ud som nåle. Fordampningen sker primært fra spalte­åbningerne på bladets underside. Ved sammen­rulningen bliver disse lukket inde i deres eget lille univers med stillestående luft. Yderligere lukkes hulrummet ved, at bladrandene er beklædt med hvide hår, der ses som en hvid linie på undersiden afbladet. Det vand, der fordamper, forbliver altså inde i "nålens" hulrum. Desuden har det "lukkede blad" den fordel at når planten ånder om natten og dermed udskiller kuldioxid, gemmes det inde i bla­det til næste dag, hvor planten så igen kan optage det og bruge i fotosyntesen. Revling har altså forlængst opfundet den metode, som gartnerne netop har genopfundet, nemlig at berige atmosfæren i deres drivhuse med kuldioxid og dermed forøge væksten.  


På de magre heder har revling på det nærmeste været en betingelse for hedebøndernes overlevelse. Dens anvendelsesmuligheder var mangfoldige. For det første kan bærrene naturligvis spises.! bærti­den udgjorde bær en stor del af de fattige børns kost. På en varm, tør sommerdag på heden er en håndfuld sortbær bestemt ikke at foragte. De står langt længere end de øvrige bær, er mere talrige og dermed lettere at finde.  

Revling vokser som et tæppe af lange ranker. Sandsynligvis kommer det danske navn heraf, idet "reve" betyder ranke, og "ling" blot er diminutiv-endelsen, som vi også kender i kælling og kylling. Altså be­tyder revling bare lille ranke. Hedebønderne rev rankerne op og bundtede dem, Hjemme blev de tørret i bageovnen, hvorefter brommen (dvs. blade og bark) blev gnedet af. De rensede ranker blev sorteret efter længde og tykkelse. De lange og tynde ranker blev snoet til reb. Revlingereb er ret stærkt. Det må blot ikke blive tørt, så på kotøjr kunne det lange stykke, som lå på jorden, være hjemmelavet revlingereb, medens det korte stykke, som går op til grimen, måtte være af andet og ofte købt materiale. Desuden har revlingereb den fordel, at køerne ikke vil bide i det.

Ved husbyggeri kom revlingerebet også til sin ret. Væggene var lerklinede, og for at lave et net. der kunne holde leret, kunne man lave et fletværk af vidjer (pil). På heden er der ingen rigtige vidjer, så i stedet kunne man bruge sit reviingereb. Også i tagkonstruktionen brugte man rebet, nemlig når lægterne skulle hæftes til spærrene, og når taget skulle bindes til lægterne. I hedeegnene kunne revlingeris iøvrigt indgå i selve taget sammen med rughalm og lyng. 

Af de tykke ranker kunne man lave en kost, en Mim. Tre bundter ranker blev bundet på et skaft, og når "æ liim" var slidt op, kunne resterne genbruges til karskrubber,

Revl ingens produkter var ikke kun til hjemmebrug, men gik også til eksport. Når "de Varde pottekoner" sendte deres sorte potter til markederne øst på, blev de pakket ned i vognene med revlingekoste og karskrubber. Dels blev kostene solgt, når de kom frem, dels beskyttede de lertøjet under transporten. Planten blev udnyttet til det sidste. Orn det så var brommen, blev den brugt. I nødsfald til fårefoder, men ellers til brændsel. Fra bogen ”Historien i blomsten”.


IMG 0520 boelgetbynke web

   Iblandet et flor af Bølget Bynke


IMG 0524 sandhjaelme web

   Sand-hjæmen blander sig også


IMG 0533 kogleaks web

   Siv


DSCN1246 2 torskemund web

   Torskemund


DSCN1268 vedikke web

   Græsbladet Fladstjerne


DSCN1280 vedikke web

   Snerre uspec


DSCN1298 almkongepen web

   Alm. Kongepen


alm-brombaer-5 web

   Alm. Brombær


brombaer 1 web


IMG 0837 smalbladettimian w

   Smalbladet Timian


IMG 0844 engelsoed web

   Engelsød blander sig med lyngen


IMG 0909 blandet web

   Klokkelyng, Tormentil Potentil og Hedelyng


IMG 0913 klokkelyng web

   Klokkelyng


IMG 0926 hvid-klokkelyng we

   Hvid klokkelyng


IMG 1036 blandet web

   Blandede farver i klitheden


DSCN1594 kaellingetand web

   Kællingetand blandt lyng


I klitheden SV for Skovlegepladsen kan man dele området op i:

       1.     Hede. Hedelyng dominant, meget revling og gråris.

2.                 Hede. Tør, domineret af revling

3.    Hede. Fugtig, domineret af klokkelyng

4.    Hede. Fugtig, domineret af blåtop

5.    Lavt pilekrat. Gråris og blåtop

6.    Klitvegetation, især hjælme, rød svingel og gråris

7.    Klitvegetation grå, især sandskæg, sand-star, laver

8.    Klitsøer, domineret af tagrør, dunhammer og kæruld

I visse områder findes større eller mindre pletter af især rensdyrlav og mosser.

DSCN0977 graaris web

   Gråris


DSCN0332 klitsoe web

   Klitsø


kaeruld-1 web

   Kæruld


IMG 1076 dunhammer web

   Dunhammer hører også til i klitsøen. Her er både forrige års ”eksploderede” dunhammere og årets brune dunhammere.


Dunhammere er egentlig en sumpplante. Der gror den sammen med tagrør og kogleaks, men den kan også gro i små vandhuller og moser.

Dunhammer har rod og jordstængel begravet i mudder, hvor den ikke burde kunne trives, da der mangler ilt. Ligesom dyr skal alle planter have ilt.

Den har løst problemet på samme måde som andre sumpplanter: De har udviklet et transportsystem specielt til luft. Hvis man river en dunhammer op af mudderet, bemærker man, at den er relativ let. Et tværsnit viser, at halvdelen af bladenes indre består af langsgående luftkanaler. Disse luftkanaler går helt ned under vandet. Her fordeles ilten videre via svampetvæv i jordstængel og rødder. Derfor kan de trives, hvor andre planter ville dø. De luftffydte svampe rødder der gør, at dunhammer kan gro ovenpå mudderflader som et tæppe lige under vandoverfladen. Den er herved med til at danne hængesæk, der forbavsende hurtigt kan lukke en lille og stille skovsø.


Den luft, der trænger ned i rødderne, forsyner ikke bare rødderne med ilt. En del af luften fortsætter ud i mudderet. Herved dannes der iltholdige zoner lige omkring rødderne, medens der få millimeter væk kan vare helt iltfrit. I dette konstant skiftende miljø - ilt/ikke ilt - sker der en vældig omsætning af organisk stof. Det udnytter man nogle steder til at rense spildevand. Man laver såkaldte rodzoneanlæg. Spildevandet siver igennem rodzonen og optages af bakterier. I de iltfrie zoner sker der en gæring, der blandt andet frigiver svovlbrinte, ammoniak og sumpgas. I de iltede zoner kan sumpgassen og svovlbrinten nedbrydes samt ammoniakken iltes til nitrat. I næste iltfri zone mangler bakterierne ilt, og det skaffer de sig ved at nedbryde nitraten til frit kvælstof, der stiger til vejrs. Herved renses spildevandet for uønskede stoffer, der kunne forurene vore søer. 

Dunhammerens danske navn er indlysende. Dens store brune blomsterstand kan udmærket ligne en hammer, en kølle, og den har da også været brugt som en sådan i børns leg. Især tidligere blev den også brugt som pynt i gulvvaser, men man skal passe på. Pludselig kan den eksplodere, så man får hele stuen fyldt af små ”dun”. Blomsterstanden består af 100.000 frø, der er omgivet af svævehår. I naturen bruges svævehårene til at sprede frøene. De er så lette, at vinden kan bære dem langt omkring og forhåbentlig lade dem lande på vandet. Her kan de flyde, indtil de fanges af plantevæksten på lavet vand. 

De lette og luftige frø fra dunhammer har ligesom kæruld været brugt som fyld i puder og madrasser. Det har også været brugt som let antændeligt materiale til at fange gnister, når man slog ild. Når man så havde fået ild, kunne man jo tænde en fakkel, der var lavet ved at dyppe en anden dunhammer i tjære. Sådanne fakler brændte godt, og var udmærket belysning, når ungdommen skulle løbe på skøjter i de lange mørke vinteraftener. Fra bogen ”Historien i blomsten”.


IMG 1081 klitsoe web

   Klitsøer


DSCN1344 klisoe web


DSCN1345 klitsoe web


DSCN0342 klitsoe tagroer web

   Klitsø med dominans af tagrør


Lyngen har en kraftig pælerod og en tueformet vækst. Indimellem ser man isolerede, halvkugleformede tuer vokse på klitsiderne. Grenene lægger sig mere eller mindre ned på jorden og danner tynde rødder, der hvor de kommer i kontakt med fugtig jord, med tiden vokser tuen i højde og omfang. Lidt efter lidt vokser tuen sammen, dels ved de enkelte tuers vækst, dels ved fremvæksten af nye tuer mellem de gamle, og lyngtæppet bliver sluttet – der opstår en klithede.

Lyngens udvikling

For at forstå udviklingen, må der først mindes om, at hedelyng er stedbunden og uden et ”evigt” liv. Der hvor en hedeplante spirede som kim, dér bliver den. Hedelyng kan ikke som revling sanne krybende rodslående skud eller som tyttebær vokse hen gennem jorden ved vandrette udløbere, hvorfra oprette skud sendes op i lyset. Hedelyng opnår en bestemt alder, 20 – 30 år, så dør den. Døden indtræder ikke brat, men kvist for kvist. I det alderdomssvækkede stadium breder græs og lav og mos sig, fordi lyngbuskene ikke skygger så meget. Også revling breder sig. En skønne dag har lynghedens længelevende arter erobret lyngplanternes territorium.

Naturligvis producerer lyngplanterne tusindvis af frø, der falder ned i mosset og lavet og havner i morlagets æøverste del. Men frøet spirer ikke let her nede i mørket, og hvis det sker, vil den spæde lyngkimplante almindeligvis ikke kunne klare sig i konkurrencen med alle de andre, der har haft tid nok til at udvikle sig kraftigt, mens moderlyngplanten ældedes.

Lyngen erobrer ikke altid sin gamle plads.

Den relativt stabile hedevegetation, hvor lyngen står i småpletter, ændrer sig naturligvis hele tiden, fordi lyngplanterne rundt omkring dør. Fra engelske klitheder har Ritchie beskrevet en vegetations-cyklus, der også godt kan tænkes at foregå i danske heder.


Vegetationsudvikling i toer lynghede


   Vegetationsudvikling i tør lynghede


Det kan dog bemærkes, at på lynggrenene vokse ofte mange laver epifytisk, navnlig kan Parmelia physodes optræde i store mængder. Dertil kommer, at døde grene af lyng og revling ofte falde til jorden med samt deres laver, og man kan da finde disse voksende videre hen over jorden; dette gælder navnlig Parmelia physodes, men også om end i ringere grad Parmelia saxatilis.


lav-paa-lyng 1 web

   Parmelia physodes, Oppustet skållav


På fugtige og åbne steder i klitheden træffer man også, ganske som i den på Diluvialsand voksende hede, rødbrune, i fugtigt vejr slibrige alge-overtræk hovedsagelig af Zygogonium


lyngen-doer-og-ny-indvanding

   Her ser vi døde grene af lyng, og en invasion af rensdyrlav og mosser tager lyngens plads.


doede-lynggrene a web

   Døde lynggrene, og nu er der fri udsigt til mosdækket under lyngen.


lyngen-er-ved-at-doe web

   Her er lyngen isprængt af rensdyrlav.


lyngen-er-ved-at-doe 2 web

   Og her er det mosset der indtager den plads lyngen havde, inden den begyndte at dø fra midten og ud


laven-fortraenger-totalt-lyn

   Laven fortrænger lyngen fuldstændigt.


DSCN0151 mos web

   Mossen gror der, hvor der tidligere var lyngplanter


IMG 0898 lyngendoer web

   Lyngen dør fra midten og ud


lyng 8 web

   Lyngblomst

Den oprindelige plantevækst bliver undertrykt, nogle arter forsvinder helt mens fx sand-hjælmen standhaftigt bliver, men det ser ikke ud til, at de trives særlig godt. Ligeledes ser man sandstar i mange klitheder, let kendelig på dens til venstre snoede blade, som rager op af lyngen og genkendes på deres voksemåde i lige rækker. Dens blade er blågrønne som hjælmens mod den kraftig mørkebrune lyng.

Gråriset og revlingen kan bedre stå sig mod lyngen, og ofte ser man pletter i klitheden, hvor plantevæksten er en næsten ligelig blanding af disse tre planter; på andre steder har de hvert sit lille område, man kan se de kraftig mørkegrønne pletter af revling, og de grågrønne af gråris i moasikagtig skifte med lyngen. Klitrose kunne også blande sig, men det ser ikke ud til, at den vokser på Fanø.


Lyngens indvandring udelukker dog ikke kun arter, den baner også vejen for nye arter kendt fra den ”grå” klit, fx mosser. Under lyngtæppet kan man finde en høj og tæt mosvegetation: hårspidset jomfruhår, ene-jomfruhår, almindelig kløvtand og tandet gråmos.

På gammelt flyvesand kan man også se en udbredt lavvegetation, især rensdyrlav, der breder sig og danner store bløde fyldige grå tæpper og også hundelav er til stede.

På lynggrenene vokser der ofte mange laver epifytisk (vokser på en anden plante uden at tage næring fra den). Navnlig kan skållav optræde i store mængder. De døde grene af lyng og revling falder til jorden med deres laver og disse vokser da videre hen over jorden.

Hedens plantevækst er fattig, men forskellige blomsterplanter kan dog findes her.

Bølget bunke er en ret almindelig art. Røllike kan ses hæve sine blomsterstande op over lyngen, men bladene bliver unaturligt langstrakte og vokser lige i vejret mellem lynggrenene for at nå op i lyset. Engelsk visse optræder også mange steder.

I de våde lavninger dannes kær og blomsterrige grårissletter, eller andda små søer eller damme.


IMG 0888 graaris web

   Grårisslette




Gå til top