Mosser


Logo 900


Plantelivet på Fanø's Klitheder

Mosser


Mosser

Mosserne er sporeplanter ligesom bregnerne, men de har en mere beskeden størrelse, og de er også betydelig enklere bygget. De har nok stængel og blade, men de har ikke egentlige rødder, kun enkelte celletråde, de såkaldte rhizoider, som tjener til fasthæftning og til opsugning af vand og næringsstoffer. Stænglens styrke- og ledningsvæv er kun svagt udviklet eller mangler helt, således at mosserne med hensyn til deres vandforsyning er meget afhængige af de nærmere omgivelser. Bladene er kun ét cellelag tykke, bortset fra en eventuelt forhåndenværende ribbe og randsøm. Mange mosser er knyttet til konstant fugtig bund og tåler ikke udtørring, andre kan til gengæld tåle at være fuldstændig udtørrede i lang tid og lever op på ny, når de fugtes.

Mossernes generationsskifte

Mossernes hunlige kønsorgan er et arkegonium ligesom hos karsporeplanterne, og den unge diploide sporofyt, som vokser frem af den befrugtede ægcelle i arkegoniet begynder ligesom hos karsporeplanterne sin udvikling, mens den endnu er omsluttet af arkegoniets beskyttende væg. Med hensyn til sin videre udvikling forholder mossernes sporofyt sig imidlertid ganske forskelligt fra karsporeplanternes.


Karsporeplanter er en lidt ældre betegnelse for en gruppe (Division) af karplanter, der formerer sig v.h.a. sporer i stedet for frø. Det latinske navn Pteridophyta dækker i dag kun bregner

Kendetegn Karplanterne udmærker sig ved to vigtige kendetegn: Karplanter har karvæv, hvor ressourcer bliver fordelt rundt i planten. Dette træk gør det muligt for karplanter at blive større end ikke-karplanterne, der mangler dette specialiserede ledningsvæv og derfor er tvunget til at nøjes med ringe højde.

Hos karplanterne er den vigtigste generationsfase sporofytten, der oftest er diploid med to sæt af kromosomer i hver celle (Diploid kommer af græsk dis = ”to gange” + ploos = ”fold”. En organisme er diploid, når den har det normale, dobbelte sæt kromosomer i hver kropscelle.
Menneskeceller, bortset fra sæd- og ægceller, er diploide, idet de indeholder 46 kromosomer der giver 23 kromosompar.). Kun formeringsceller og gametofytten er haploide. I modsætning hertil er den vigtigste generationsfase hos ikke-karplanterne normalt gametofytten, der er haploid med kun ét sæt kromosomer pr. celle. Hos disse planter er det almindeligvis kun sporestilken og -kapslen, der er diploide.


Vandtransport foregår enten i vedvævet (xylem) eller i sivævet (phloem): Xylem transporterer vand og opløste, uorganiske stoffer ud til bladene fra rødderne, mens phloem bringer opløste, organiske stoffer rundt i planten.

 Hos karsporeplanterne opnår sporofytten hurtigt en selvstændig tilværelse, men hos mosserne sidder den fæstnet på gametofytten (den haploide kønnede generation) og lever som parasit på denne. I begyndelsen af sin forholdsvis korte tilværelse er sporofytten dog ofte grøn, således at den kan bidrage til sin ernæring ved fotosyntese.

Hos mosserne er det gametofytten, som er den dominerende generation. Det er den, som udgør den grønne, sædvanligvis flerårige mosplante.

Mossernes systematiske inddeling

Mossernes systematiske inddeling baseres på karakterer hentet fra såvel sporofytten som fra gametofytten, selvom det måske nok er på grundlag af sporofyttens udvikling, at mosserne inddeles i følgende 5 hovedgrupper: Bladmosser, Tørvemosser, Sortmosser, Levermosser og hornkapsler.


Livsløbet hos en bladmos


livsloebet-hos-en-bladmos we


Mossernes gametofyt (dvs. den egentlige mosplante) starter sin tilværelse, når en spore (G) spirer. Der dannes først et protonema, et system af mere eller mindre rigt forgrenede grønne tråde, og på dette protonema dannes knopper (H, J), der udvikler sig til bladbærende mosplanter (A). en enkelt spore kan således, takket være knopperne på det grenede protonema give ophav til adskillige mosplanter.

Forneden på mosplantens stængel dannes rhizoider, dvs. rodlignende celletråde, som er udstyret med skråtstillede tværvægge. På den afbildede plante dannes kønsorganerne i spidsen af skuddene, omgivet af særligt udviklede blade, der benævnes svøbblade, mens skuddet til højre ender i en stand af hunlige kønsorganer. Når begge køn findes på samme plante kaldes den enbo (monoik): men de kan også være fordelt på forskellige planter, så er mosplanten tvebo klioik).

De hanlige kønsorganer, antheddierne. sidder ofte i stande (B) i spidsen af skud­det, omgivet af særligt udviklede løvblade, der stråler stjerneformet ud til siden ligesom kronbladene i en blomst. Man taler ligefrem om mossernes ”hanblomster”, der kan være meget iøjnefaldende, f.eks. hos stjernemos. Mnitun. Antheridierne er omgivet af sterile celletråde, parafyser, og disse celletrådes saft-fyldte celler har formentlig til opgave at forhindre, at kønsorganerne tørrer ud.

De hunlige kønsorganer, arkegonierne ( D) kan ligeledes være omgivet af særlige blade, men de hunlige ”blomster” er sjældent så iøjnefaldende som de hanlige. Mossernes arkegonier er flaskeformede og sidder gerne på en lille stilk, medens karsporeplanternes er indsænkede i gametofyttens væv.


Befrugtningen finder sted som hos karsporeplanterne, nemlig ved at et sædlegeme (C) fra et antheridium svømmer hen til et arkegonium og trænger ned gennem arkegoniehalsen til ægcellen i arkegoniets hund. Mossernes sædlegemer har kun 2 svingtråde, medens bregnernes har mange. Befrugtningen skal ske under vand, f.eks. når mostæppet er vådt af morgenduggen, eller når det i regnvejrsperioder er overtrukket af en tynd væskehinde. Den befrugtede ægcelle udvikler sig til den diploide sporofyt, sporehuset, i hvilket der ved rcduktionsdeling dannes haploide sporer.

Den unge sporofyt vokser inde i arkegoniet og sprænger dette ved sin vækst, således at arkegoniets top bliver siddende som en hætte (calyptra) oven på det unge sporehus (E). I fuldt udviklet tilstand består sporofytten (F) af en fod, der er foran­kret i gametofyttens væv og fungerer som et næringsoptagende organ, en stilk, der benævnes børste eller seta, som hæver sporehuset op i luften, og selve sporehuset, Dette åbner sig ved, at et låg, operculum, falder af. Omkring sporehusets munding sidder der gerne en enkelt eller dobbelt krans af tænder, peristomet.  Sporehusets tandkrans reagerer på ændringer i luftens fugtighedsgrad, i fugtigt vejr bøjer peristomet sig ind over spore­husets munding og holder således på sporerne, i tørt vejr krummer tænderne sig udefter, så sporerne kan strøs ud.


Mossernes forekomst og levevis

De fleste mosser har ganske tynde,” kun ét cellelag tykke blade uden særlig beskyt­telse mod udtørring, og de trives derfor bedst på fugtige og skyggefulde steder. Selv i granskove, hvor den mængde lys, der når ned til skovbunden, er for ringe til, at højere planter kan trives, finder man tykke tæpper af skyggetålende mosser. I moser spiller mosserne også en stor rolle, navnlig tørvemosserne, der takket være deres enestående vandsugende evne er i stand til at danne tykke tørvelag. der hæver sig op over grundvands-spejlet.

Andre arter af mosser er lyskrævende og tørketålende, og de kan ligesom laver­ne vokse som pionerplanter på nøgne klipper og med tiden danne humus, der kan tjene som grobund for højere planter. Man Under også mosser, der vokser som epifytter (d.v.s. ”på-planter”) på træernes stammer og grene, både i det fri og i skovens skygge. Den rigeste udvikling af epifyttiske mosser finder man i de tropiske tågeskove; her forekommer der også en flora af mosser (og laver), der bebor skov-træernes stedsegrønne blade.

I almindelighed kan man sige, at mosser (såvel som laver) sætter mest præg på vegetationen hvor de ikke er udsat for konkurrence fra andre kraftigere voksende planter. Dette ser man f.eks. tydeligt til fjelds og i Arktis. Men de enkelte arter af mosser stiller dog hver især bestemte krav til klima og jordbund.


Mosser i klitheden

Almindelig Jomfruhår, Polytrichum commune. Slægten jomfruhår har fået sit romantiske navn efter de lange silkeglinsende hår, der sidder på sporehusets hætte og hænger som en paryk ned over sporehuset. Dette har et specielt bygningstræk, der kun findes hos slægterne jomfruhår og urnekapsel: når låget er faldet af sporehuset, forbliver dets munding dækket af en hvid hinde, den såkaldte epiphragma, der sidder udspændt, som et trommeskind mellem peristom-tændernes spidser. Gametofytten er meget avanceret i sin udvikling. Der findes således en slags led­ningsvæv i dens stængel, og bladene er opdelt i er. grunddel, der omslutter stænglen som en skede, og en lang og smal bladplade med en bred ribbe, på hvis overside der findes flere rækker længdeløbende, énlagecle lameller. Disse lameller udgør bladels vigtigste fotosynteseorgan. Hos mange jomfruhår-arter folder resten af bladpladen sig op omkring lamellerne, når bladet tørrer ud.

Jomfruhår-arterne er tvebo (d.v.s., at hanlige og hunlige kønsorganer tindes på forskellige planter). De hanlige kønsorganer er samlede i karakteristiske gule eller røde ”blomster”. Hunplanternes vækst afsluttes med dannelsen af de hunlige kønsorganer, og skuddet dør, når sporehuset er modent. Hanplanterne kan derimod godt fortsætte deres vækst gennem ”blomsterne”. Udviklingen fra den befrugtede ægcelle til det modne sporehus tager 13 måneder, og man kan derfor finde kønsorganer og umodne sporehuse på samme tid. Jom­fruhår-planterne vokser i store tuer, idet de enkelte oprette skud udgår fra knopper på et rigt forgrenet, underjordisk system af rhizoicler.

Almindelig jomfruhår har stive og oprette, 10-40(-50) cm høje stængler med udstå­ende, indtil 12 mm lange blade, der er tornede i randen. Sporehusene er som modne firkantede og nikkende og sidder på 6-12 cm lange børster. Vokser i store løse tuer i skovmoser og hedekær og er almindelig i Danmark.


mos jomfruhaar 5 web

 

Alm. jomfruhår


Ene-Jomfruhår. Polytrichum juniperinum, ligner foregående, men har lidt lavere, indtil 10 cm høj stængel, som kun forneden er sparsomt beklædt med en filt af rhizoider. Almindelig på tør og mager bund i skove og på heder. 

Hårspidset Jomfruhår, Polytrichum piliferum, har 1-5 em høje stængler, der bærer smalle blade, som ender med en farveløs hårspids, og som har hindeagtig rand, der er foldet ind over lamellerne på bladribbens overside. På bille­det ses både hunlige og hanlige skud. De hunlige skud bærer sporofytter fra det foregående år, som endnu ikke har fuldt udviklede sporehuse. De hanlige skud ender med røde ”-hanblomster”, som endnu ikke har åbnet sig.


Hårspidsel jomfruhår vokser på tør og mager sandbund, f.eks. i klitter og på heder og er almindelig hos os. 


Stilkløs Sækkapsel, Diphyscium foliosum. Et ganske lille mos med få mm høje stængler og forholdsvis store, bleggule, skævt ægformede sporehuse, omgivet aflangt tilspidsede, frynsede perichætialblade. Stængelbladene er tungeformede, med lang ribbe. Findes hist og her på morbund i skove og på heder. 


Tørvemos, Sphagnum, er en slægt, der med hensyn til gametofyttens opbygning (især skuddenes forgreningsmåde og bladcellevævets bygning) indtager en så isoleret stilling blandt mosserne, at der, nu henregnes til en særlig klasse i mos-systemet, Sphagnopsida.

Hos tørvemosplanterne er grenene samlet i et tæt hoved i toppen af skuddet: nedefter i mange veladskilte knipper, med 3-5 omtrent lige lange grene i hvert knip­pe. De fleste arter vokser på sur, fugtig bund i moser, på heder og i skovmoser og danner ofte massevegetation. De er stærkt tørvedannende. Ved tilgroning af søer danner tørvemos-arterne hovedbestanddelen af ”hængesækken”.


Der findes ca. 35 arter af tørvemos i Danmark; de kan være brune, røde eller grønne. Det kræver imidlertid et årelangt specialstudium at lære disse arter at kende til bunds, og de kan kun bestemmes sikkert ved mikroskopi. 


Butbladet Tørvemos, Sphagnum pulustre, er bleggrøn og kraftig med bredt afrundede, hule grenblade. Findes almindeligt i kær og skovmoser. 


Kødlig Tørvemos, Sphagnum rubellum, er rødlig og spinkel, med spidse, ofte lidt ensidigt krummede grenblade. Findes almindeligt i hede- og højmoser. Anses nu for at være en spinkel form af spidsbladet tørvemos. 


Tæt Tørvemos, Sphagnum compactum, vokser i så tætte tuer, at stænglens topgrene peger opefter. Stængelbladene er brede og hule. Findes almindeligt i hedemoser. 


Sød-Tørvemos, Sphagnum pupillosum, har tykke grene med butte, hule blade ligesom butbladet tørvemos, men kendes på sin matte brune farve. Findes almindeligt i hede- og højmoser. 


Kløvtand, Dicranum, er en artsrig slægt af tuedannende mosser, hvis stængler gerne er beklædt med en tæt filt af rhizoider. Bladene er lange og smalle, opret -åbne eller ensidigt krummede; de smalner brat eller jævnt af fra en ægformet grund og løber ud i en lang spids. Ved bladets grund findes tydeligt afgrænsede ”bladvinger”, dannet af store, oftest brunlige celler. Ribben er kraftig og løber ud i bladets spids. De fleste arter er tvebo. Hos de afbildede arter er hanplanterne meget mindre end hunplanterne og sidder som dværghanplanter i hunplanternes rhizoidfih. Spore­husene modnes om sommeren. Navnet ”kløvtand” hentyder til sporehusenes dybt kløvede peristomtænder. 10 arter i Danmark. 


Kost-Kløvtand, Dicranum scoparium, danner tætte, grønne til brungrønne, noget glinsende tuer, som holdes sammen af de 3-10 (-15) cm høje, oprette stænglers rigelige beklædning af hvidlig rodfilt (rhizoider); undertiden er denne rhizoidflit dog kun sparsomt tilstede. Bladene er 6-8 mm lange, de smalner brat af opefter og er her trukket ud i en kloformet krummet spids. Alle bladspidser vender i reglen til samme side, men man kan imidlertid også finde skud med oprette bladspidser. Sporehusene sidder enkeltvis på en lang, rødlig børste.


Kost-kløvtand er et af Danmarks almindeligste mosser. Det findes på sur og næringsfattig jord, såvel som på sten og træstammer og -stubbe, bade i skoven og på åbent land, f.eks. på heder og overdrev. 


Bølgebladet Kløvtand, Dicranum polysetum, har kraftig, indtil 15 cm høj stængel, som er stærkt filtet af rhizoider. Bladene er alsidigt udspærrede og lancetformede, 7-10 mm lange, de er fint savtakkede i randen og smukt bølgede på tværs. Der udgår gerne flere, indtil 5 sporehuse fra samme skudspids. Danner løse, gulgrønne tuer på næringsfattig jord, især i nåleskove og på heder, almindelig. 


Hede-Kløvtand, Dicranum spurium, har indtil 6 cm høj stængel med lancetformede, tværbølgede blade. I tør tilstand snor bladenes spidser sig om­kring hinanden, således al skudspidsen får et karakteristisk ”løglignende” udseende. Findes hist og her på heder, hyppigst i Jylland. 


Almindelig Blegmos, Leucobryum glaucum, danner store og hvælvede, indtil 0,5 m høje tuer, som i fugtig tilstand er blegt blågrønne og svampede, men i tør tilstand næsten hvide og meget skøre, så de let går itu. Gamle tuer hviler på en lørveagtig masse afdøde mosplanter. Det er kun den yderste halve snes cm af mos-skuddet, der er levende. Skuddene er tæt besat med lange og smalle, temmelig stive blade, der er vandopsugende ligesom tørvemossernes.


Hos blegmos har bladene en meget bred ribbe, der næsten helt udfylder bladet. Ribben består af flere lag celler. Det midterste lag celler i ribben er levende og indeholder bladgrønt, og delte lag er på begge sider omgivet af et par lag tomme og døde celler, som har huller i ders væg, ligesom lervemossernes hyalinceller, således at de kan opsuge vand.

Almindelig på morbund i skov og fugtig hede, samt i tilgroede skovmoser.

 


Gråmos, Racomitrium. De mosser, der hører til denne slægt, danner løse tuer eller puder på sten, grus eller sand. De har opret eller krybende - opstigende, uregelmæssigt forgrenet stængel, der er tæt besat med lancetformede blade, hvis kraftige ribbe ofte (men ikke altid) løber helt ud i bladenes spids. Denne kan være forlænget i en farveløs hårspids, som da er med til at give mostuerne deres karakteri­stiske ”gråskimlede” præg. 

Stor Gråmos, Racomitrium lanuginosum, har 8-20 cm lange, rigt forgrenede, krybende - opstigende stængler med smalle, lancetformede blade, hvis lange, hvide hårspids er så groft tandet, at det kan ses i lup. Den farveløse hårspids forlænges bagud i en hvidlig kant ned langs bladets sider. Mosset har sin hovedudbredelse i subarktiske og subantarktiske områder med høj luftfugtighed. I Danmark er det ret sjældent, det findes hyppigst på den jyske hede. 


Sand-Gråmos, Racomitrium canescens, er spinkiere end foregående og har mere opret vækst, med talrige korte sideskud. Bladene har en fint tandet, farveløs hårspids, men ingen hvidlig kant. Danner høje, løse, grågrønne mospuder på tør sandbund, på heder og i klitter. Almindelig. 


Hulbladet Fedtmos, Scleropodium purum, har tykke og trinde, regelmæssigt fjergrenede, opstigende - oprette, 5-15 cm lange, bleggrønne skud, med grøn stængel, der bærer huie og bredt, ægformede blade med enkelt ribbe og kort spids. Danner store grønne puder eller måtter på jord i skove (både i løv- og nåleskov), på heder og på åben græsklædt bund. Almindelig.


Trind Fyrremos, Pleurozium schreberi, har opstigende -oprette, regelmæssigt fjergrenede skud med trinde grene og butte spidser. Stænglen er rødbrun, og bladene er hule og afrundet ægformede, med en ganske kort, dobbelt ribbe. Kan forveksles med hulbladet fedtmos (nr. 249), som kendes på at have grøn stængel. Vokser på tør og mager, sur jordbund, på heder og i skove (især i nåleskov). Almindelig. 


Almindelig Cypresmos, Hypnum cupressiforme. Det almindeligste af de danske mosser og samtidig en meget variabel art, som optræder i flere forskellige former, alt efter de forhold, hvorunder den vokser, l sin typiske form danner den flade, glinsende, grønne eller gulligt grønne tæp­per på jord, sten og træ, sammenvævet af krybende eller opstigende, uregelmæssigt forgrenede stængler. Skuddene er besat med hule, æg-lancetformede blade, som ligger tæt over hinanden og har en lang, krum spids. Bladene mangler ribbe, eller har kun en yderst kort, dobbelt ribbe. Alle blade på skuddet er krummet til samme side, således at skuddets spids bliver kloformet, og det lidt flade skud, set ovenfra, ser ud, som om det er flettet. Sporehusene, der modnes om efteråret, er nikkende, cylindri­ske og lidt krumme: de sidder på en rød, opret børste.

På bøgestammer i skove finder man ofte en særlig form med ganske tynde, ned­hængende skud med små, stærkt krummede blade, og på ved, sten og mure kan man finde en anden form med nedliggende skud og rette blade. 


Hede-Cypresmos, Hypnurn jutlandicum, ligner fore­gående, men kendetegnes ved sine bleggrønne, regelmæssigt fjergrenede, flade skud. Vokser på sur morbund, på heder og i nåletræsplantager og findes almindeligt i de magre egne af landet. 

Eng-Kransemos. Rhytidiadelphus squarrosus, danner tykke, bløde mostæpper, bestående af oprette, uregelmæssigt forgrenede stængler, hvis rødbrune farve anes mellem de grønne blade. Bladene har ægformet grund, men smalner pludseligt af i en lang og tynd. stærkt tilbagebøjet spids; de har en ganske kort dobbelt ribbe. Bladspidserne er spærret ud til alle sider, således at skuddene, set ovenfra, har stjerneformet udstrålende blade. Mosset danner et blødt bundlag mellem græsserne på vældenge; det findes også i mindre velpassede græsplæner, hvorfor det også har fået navnet ”græsplænernes”, såvel som i åben tørbundsvegetation. f.eks. på græsklædte overdrev, på heder og langs veje. Meget almindelig. 


Almindelig Kransemos, Rhytidiadelphus triquetrus, er vor kraftigste art af denne slægt (den bruges til binding af moskranse). Den har stiv, 10-20 cm lang, uregelmæssigt buskformet forgrenet, rød stængel. Bladene er bredest ved grunden, men smalner hurtigt af i en udspærret, tydeligt tandet spids; de er længdefoldede forneden og har en temmelig lang. dobbelt ribbe. Danner ofte store bestande på jord i skove, og findes også på heder og i grå klit. Almindelig. 


Almindelig Etagemos, Hylocomium splendens, danner store tæpper, bestående af regelmæssigt 2-3 gange fjergrenede, glinsende grønne eller gulgrønne skud med rødlige stængler, der ikke alene er beklædt med blade, men også med små, forgrenede ”hår” (parafyllier). Bladene er ægformede og tilspidsede og har en ganske kort, dobbelt ribbe. Kendes let på sin karakteristiske ”etagedan­nelse”; skuddet er først opret og næsten ugrenet og grener sig dernæst fjeiformet i det vandrette plan. Næste år vokser et nyt opret skud frem fra ryggen af det fjerformede. Alm. etagemos findes almindeligt på jord i skove og på heder. 


Almindelig Frynsemos. Ptilidium ciliare har 2-8 cm lange, opstigende eller oprette skud. Bladene er knapt så dybt delte, deres indskæringer er fra 1/5 - 1/2 af bladlængden. Mosset er tvebo, hunplanterne bærer kun sjældent bægre, så den afbildede plante er ikke helt typisk. Rød- til gyldenbrune, kun i stærk skygge grønne mosser, der vokser i løse tuer mellem lyng på heder og på mager, sandet bund i nåleskove. Ret almindelig. 


Mose-Fladmund, Mylia anomala er et gulgrønt eller brunligt levermos med krybende eller opstigende stængel, der bærer afrundede, underliggende sideblade. Stænglens underside er beklædt med fine hæftetråde (rhi­zoider), som delvis skjuler de små, lancetformede bugblade. Bægeret er ægformet - cylindrisk, foroven sammentrykt, med bred og flad. kreneleret munding. Sterile skud har afrundede sideblade uden nogen hulhed ved grunden. Man finder hyppigt planter, der forme­rer sig vegetativt ved hjælp af små, afrundede knopkorn (ynglelegemer). Disse planter har i toppen af skuddet aflange, tungeformede blade, der i spidsen har klumper af gulgrønne ynglekorn. Vokser mellem tørvemos i hede- og højmoser og findes ret hyppigt i Danmark). 


Vinget Rørmund, Jungermannia gracillima har krybende og opsti­gende stængel, der er tæt besat med kredsrunde sideblade Bladene har ofte en hvidlig ”randsøm” bestående af slørre, gennemsigtige celler. Ved siden af de storbladede skud findes ofte mange trådfor­mede skud med ganske små blade. Bugblade mangler. Bægeret er oftest ægformet, foroven vinget og brat sammentrukket til en kort, rør­formet munding med kreneleret rand. Bleg- til hvidgrønne el. rødbrune - højrøde planter på fugtig, sandet eller leret jord i grøfter på heder og i klitter. Ret almindelig. 


Mørk Dværgtråd, Cephaloziella divaricata, har trådfine, krybende stængler, som kan væve sig sammen til tynde, brungrønne - sortebrune overtræk på nøgen sandjord eller blottet humusbund. I lys kan bevoksningerne være mørkerøde - purpurfarvede. De yderst små, 2-fligede sideblade er ikke meget brede­re end selve stænglen. Bugbiadene er ganske små, lancetformede eller 2-fligede. Sporehuse findes sjældent, men der er vegetativ formering ved hjælp af ynglelege­mer, der dannes fra randen af bladene i toppen af oprette skud (se figuren). Vokser på sandede skrænter i skove, på heder og mellem klitter og er meget almindelig.

 

Kilde: bregner, mosser, laver. M. Skytte Christiansen. 



Gå til top