Klitheden

Klitterne, fortrinsvis dem, der ligger op til dyrket land, beses, og mens turen går fra klittop til klittop, gives der anvisning på, hvorledes den i årets løb fremkomne skade vil være at udbedre. Vestenstormen er stærk, - et lille hul i en klit er nok til, at der kan være fare for sandflugt.

Hullerne bødes ved hjælp af lyng og marehalm, og i den protokol, som overklitfogeden førte med sig, vrimler det med udtryk som „8 læs lyng”, „10 læs lyng” samt med et for os noget mystisk ord: „Gangdage”

En Fanø-Rejse (1920)

Der har i ældre tid altid været mangel på brændsel på Fanø, hvor der hverken var skov eller mose.

”Tørv og Brændsel skal man købe på Fastlandet, og lade det føre over med Skib”, hedder det i præsteindberetningen af 1651; den samme klage går igen i indberetningen af 1743, og i 1791 skriver pastor O. T. Foss i Sønderho:

”Her falder aldeles ingen Skov, hvorfor Egetømmer til Husbygninger og Fartøjer maa købes fra Skovene her i Landet, og Fyrretømmer fra Norge. Moser haves ej heller, men tvertimod er Manglen paa Brændsel meget stor, hvorfor man meget dyrt maa købe fra Fastlandet Klyne, Tørv og Lyng til at brænde fra de nærmeste Steder, som er Tjæreborg og Darum.”  

Det var ikke så sært at fattigfolk hele sommeren igennem samlede og tørrede fåregødning og kokasser til brænde i bilæggerovnen om vinteren.

Lyngen der var meget kort og indtil slutningen af det 18. århundrede ikke var særlig udbredt, idet sandfygningen kvalte den, var et meget anvendt brændselsstof.

Hedetørv blev også anvendt som brændsel til madlavning på arnen og i bilæggerovnen.

Sandflugten på Fanø

Fra RIBE AMT 1903.I: side 115. af plantør Jens Brüel.

I 1633 klage Fra Sønderho på Fanø over sandets ødelæggelse. 1637 • Det Øland Sønderho på Fanø var for nogle år siden vel ved magt, men på nogle år tog fiskeriet meget af, hvorved beboerne blev meget forarmede og formedelst idelig stormflod og sandknog er nu 48 ejendomme med grund, bygning og boested aldeles ødelag­te, som er 1/3 del af landet, de to andre parter beboes endnu, men jorden er overløben med sand og næsten øde. De søge eftergivelse af landgilder 48 øde steder, hvilken endnu kræves efter de gamle jordbøger. (Top.Saml. Fanø 8.2.3)

Som det fremgår heraf er det i en forholdsvis sen tid, at sandflugten begyndte på Fanø i modsætning til andre steder i lan­det. Ved den tid bevilgede Christian den 4. daværende sognepræst i Sønderho årlig at oppebære  kongetiende af  Tjæreborg sogn, efterdi Sønderho er en udø, som er meget sand på, hvilket fordriver og fordærver kornsæden der på landet.

1637 har samme konge givet bønderne på den by Sønderho i Riberhus Len, som formedelst stormflod og sandknog er geråden i armod, lindring i deres årlige landgiIde.

Men på den østre side af landet er gode marskenge og godt agerland, hvilket, når det hviler, bærer overmåde skøndt græs og mest hvide snærler, som beboerne, så vidt de ej slås, betjene sig af med største sparsommelighed til deres kreaturers tøjring.

1661 indberetter præsten ”at Sønder og Nørhaa sogn” på Fanø svarer intet, da sognene årligen fordærves af sandknog. Vinterrug sås der intet af på landet.  Præstegårdens mark, som ligger sønden for kirken, til hvilken var 6 agre , hver ager 160 fod lang og 70 fod bred, forringes årligen.

Sandflugten har efter alt at skønne raset stærkest på Fanø i de hundrede år mellem 1560 og 1660. I 1573 bevilger kong Frederik den anden, sognepræsten på Fanø, hr.Søren Trugelsen ”at være fri for sandfred at give af halvandet skib, som han selv om året udreder til søs, efterdi hans ejendorn meste parten af sand var fordærvet og en stor del af bøndernes ejendomme af sand ødelagt, så han ikke kunne have avl eller tiende, som andre præster før hannem”.

Da man skulle tro, at de foregående præster havde klaget over sandflugtens ødelæggelse, hvis der var grund dertil, kan man deraf slutte, at sandflugten har været uden videre betydning på  Fanø førend 1571

Sandflugt i nyere tid ved Jens Hansen Iversen. Rindby.

Sådan som man ser klitterne i dag, har de ikke altid været. Der har været kamp for at få ro over fygningerne, og det har sikkert ikke været let for dem, der har stået for ordningen med, at beboerne skulle gå til hove og stille med fra 1 til 3 mand et vist antal dage for at dæmpe klitterne. Ordningen holdt op i 1889. Siden er det så det offentlige, der har fungeret som kommunal klitfoged.  Lettet har det nok, at plantagen er kommen til, og også, at man ved århundredskiftet har gjort løsgang af kreaturer forbudt, hvilket var en stor begivenhed, idet løsgående heste og køer også kunne finde vej ud i ”æ bjerre”, men alligevel ligger det nok nær at tænke, at det var de indre bjerge, der er passet på.

I 1913 har jeg selv været med til at reparere er sådant temmelig stort og voldsomt grydehul på ca. 1 ½ tdr. land i Toftløs.

Henrik Olsen var dengang klitfoged. Der skulle et vist antal læs lyng til, men da vi havde fået slåmaskine anskaffet, gik det hurtigt fra hånden. Værre var det med at få kørt lyngen helt op i gryden. Når lyngen endelig var kommet derop, skulle det strøes over hele bunden

plus et stykke af skråningen - og derefter dæmpes med sand, egentlig så det pænt ud. Alle ujævnheder skulle også skuffes ned, sådan at vinden ikke kunne begynde forfra.

Efter et års forløb gik det sådan, at det strøede areal var kommen i grøde, og der blev fortsat med en strimmel mere med lyng plus en gang nedskæring af konturerne, og så var det overstået.

Men ellers er det gået sådan i mange år, at klitfogeden har repareret de steder, hvor lodsejerne ikke har gjort det, og så har de måttet betale derfor.

Fyring med lyng

Den gamle ovn, der fyres med lyng, er den sidste af sin slags i hvert fald i Ribe Amt. I mors tid fortæller frk. Brinch, fik vi lyngen med lægter fra fastlandet. Der gik et par dage med at få det kørt fra havnen til laden, hvor det havde sin plads. Da lægtersejladsen hørte op, fik vi lyngen herovre, men det har gennem snart mange år knebet med at skaffe den tilstrækkelige mængde, så nu bruges kvas, men det er jo også et af øens egne produkter.

Om Hovearbejdet. 

Sandfygning har efter gamle Beretninger været meget slem her paa Fanø, skønt Klitterne og Heden er privat Ejendom, har der dog været vedtaget en Bestemmelse om at alle Hartkornsejere skulde deltage i Bedæmpning af Klitterne og hemning af Sandfygning i Forhold som de havde Øreskat. Nordby Sogn var inddelt i 4 Roder, Odden, Nørby, Byen og Rindby Rode. For hver Rode var valgt en Opsynsmand, vedkommende var valgt for 3 Aar ad Gangen paa Hartkornskassens aarlige Generalforsamling. 

I min Tid var Marken efterhaanden kommet i Ave, saa det nu kunde klares i 2-3 Dage hver Efteraar, men efter som det blev fortalt af de ældre, havde man før i tiden gaaet paa arbejde indtil 14 dage om Efteraaret. Opsynsmanden sendte Bud til hver Ejendom, at de havde at møde til Hove et bestemt Sted og Klokkeslet med saa mange Arbejdere, dette maatte være Kvinder, men man skulde være over 14 Aar. Undlod man at Møde kunde Opsynsmanden leje paa Vedkommendes Bekostning, Beløbet kunde udpantes. 

Jeg erindrer, at vi skulde Møde med 2 Mand. Min Fader solgte Mælk i Nordby hver Formiddag og kunde ikke komme om Formiddagen, jeg kom derfor afsted sammen med min ældre Broder, men Opsynsmanden sendte mig hjem Igen med Besked om jeg var for lille, jeg husker godt hvor ked jeg var af det, de andre Drenge grinede jo af meg. Jeg kom da med senere Aar, før jeg blev Konfirmeret. Arbejdet foregik paa følgende Maade.

Alle Voksne Mandfolk gik med Engspade og skar Sandskaar ned og dæmpede med Lyng og andet Grøde hvor det kunde lade seg gøre. Hvor der ikke var nok at dæmpe med eller Sandskaarene var store, skulde der plantes Helme, disse blev plukket i Vestermarken, enhver skulde plukke et vist Antal Bundter, der blev baaret hen til Sandskaarene og plantet der, paa denne Maade kunde man holde Klitterne l Ave, efterhaanden kom de fleste Klitter i Grøde, men blev alligevel set efter hvert Aar. Rindby havde den sønderste Rode langs Sogneskellet, hvert Rode var afmærket med Pæle. Et af de sidste Aar vi gik til Hove, fandt min Onkel et Lommeuhr i Klitterne, Nøjlen hang i Kæden, han trak det op, det gik med det samme, da vi var samlet til Spisning spurgte han om nogen havde tabt sit Uhr, min Broder sagde han havde tabt sit Uhr sidste Vinter i Klitterne, det var dette Uhr min Onkel havde funden, min Broder var lykkelig over at faa Uhret Igen. Da flere af Lodsejerne kom af med Klitterne til Statsplantagen og mange havde Øreskat men ikke ejede Klitter, i flere Aar var med til at holde andre Folks Klitter i Orden, blev der efterhaanden en stor Protest, saa Hovearbejdet faldt hel bort, den sidste Gang jeg var med, var i 1897, da var jeg med i Nørby Rode for Cpt. S. Farup.

I Peder Emil Sørensens erindringer berettes flg.:

Fornødenhed eller mangel på brændsel.

Når undtagen nogle ringe sadder og lyng, som nogle af avlsmændene kan bjerge på deres hede og forrte, må alt resten købes og hidføres fra det faste land, der sker ved de mindre af de i 7de og 8de poster nævnte fartøjer. Denne artikkel koster øen, al sparsomhed uagtet, nogle tusinde rigsdaler om året. Således trækker også fastlandet nogle tusinde rigsdaler årlig her fra øen for hø; efterdi de fleste beboere her har en ko eller flere, og det hø, som avles her på landet, er langt fra ikke tilstrækkelig til deres vinterfodring

I forrige tider var der på Fanø mange får, især før statsplantagen blev anlagt. Der var mange søfolksfamilier, der holdt både køer og får som supplement til fortjenesten, da hyren, som søfolkene fik, var lille, og kvinderne på øen kunne selv karte, spinde og farve ulden og forvandle det til tøj, især vadmel var meget brugt. Kødet af får og lam var tillige en væsentlig del af kosten i gamle dage. Foruden dette kunne man i enhver købmandshandel købe saltet islandsk lammekød, det stod gerne i en tønde ved døren.

De lange vinteraftener brugte mændene til at lave tøjr til fårene, og trøj, hvis der skulle  2 dyr i et tøjr, og skære træmærker, som de bar om halsen med navnet på ejermanden, da dyrene blev sluppet løs om efteråret, endvidere var de forskelligt mærket i ørerne - nogle havde endda en klud af forskellig farve stukket igennem øret for at de bedre kunne kendes på lang afstand.

Der var mange ældre folk, der holdt får, og når vinteren kom med sne og is ved juletid, ville folk gerne have deres dyr hjem, og mange ældre folk kunne ikke selv gå ud i marken efter dem. Så tog vi drenge på fårejagt. Lørdag eftermiddag var vi fri for skole, og så gik vi - gerne en 2-3 drenge - med skøjterne om halsen, det var nemlig bedst, når der var glat is, som vi kunne jage fårene ud på og få fat i ulden på dem, for når vi først havde een i tøjret, var det meget lettere at fange flere. Det kunne somme tider give en god karuseltur, når det var et stærkt dyr, vi fik fat i, og en vædder kunne give nogle gode puf fra sig.

Vi fik som regel 20 øre for et får og 15 øre for et lam; men det er også sket, at vi blev jaget ud i marken med de fangede dyr.

Jeg husker engang, vi havde en halv snes stykker med hjem, og manden blev så gal, at vi måtte gå ud med dem igen. Samme tur havde vi een med, som vi ikke kunne finde ejermanden til. Vi målte da gå ud til markmanden - gamle Laust – som havde kartoteket, det viste sig da, at det var markmandens eget, som han ikke havde set i et par år. Han blev så glad, at han gav os 1 krone for den, og så kom vi endda indenfor og fik en sød snaps. Vi fik da li'godt lidt fortjeneste ud af den tur, for 1 krone var jo da mange penge den gang.

Dette var bestemt ikke nok foder til bestanden af kreaturer og får, selvom det sidste når de var i stalden, mest blev fodret med vægger (gråpil).