Krav til planter - levevilkår

 

Logo 900

 

Plantelivet på Fanø's strande

Krav til planter - levevilkår

 

Planterne på den flade sandstrand, det yderste havnære område, må kunne overleve under hårde vilkår med skiftende påvirkninger, således opvarmes sandet til høje temperaturer på solrige sommerdage og nedkøles stærkt i stjerneklare nætter, hvor varmeudstrålingen er stor. Desuden er der gerne vandmangel eller oversvømmelse – tilmed af saltvand som giver planterne en udfordring mere. Det salte vand indeholder kogsalt, som er giftigt for planter. Da det er umuligt helt at holde saltet ude fra rødderne må der af planten udvikles mekanismer, som kan afbøde giftpåvirkningen. Nogle planter, bl.a. mælde-arterne, har udviklet saltudskillende kirtler, mens andre fx den stikkende sodaurt og strandsennep bliver tykke og saftige (sukkulenter), hvorved saltkoncentrationen i cellerne nedsættes. Vesterhavets saltholdighed ligger på mellem 3,25 – 3,50 %. 

Selvom stranden byder planterne på vanskelige levevilkår, er der dog rigelige mængder af næring. Med bølgesprøjtet tilføres rester af havdyr og alger, hvorfra der især frigives kvælstof og fosfor under nedbrydningen.

 

havstok 1 web Havstokken

Om Fanø Strand 

På Fanø strand kan vi opleve plantefordelingen i bælter, yderst havstokken, sandalgernes bælte, de saltyndende blomsterplanters bælte, den maritime sandplantevækst og strandmarks-vegetationens overgang i andre formationer.
 

Kun få planter er tilpasset strandens ekstreme og omskiftelige miljø. Nærmest havet er stranden så ustabil, at større planter ikke kan fæstne rod. Til gengæld vokser her især mange mikroskopiske kiselalger på sandkornenes fugtige sandflader. I havstokken er den eneste plantevækst grønalger. 

Et andet bælte tilhører sandalgerne, hvor sandet er grøntfarvet. Bunden i dette bælte er altid fugtig og overskylles ofte af havet. 

Lidt længere inde møder vi opskyllet tang og forskellige dyrerester, noget der giver næring til miljøet. 

Højere oppe bliver sandbunden mere stabil, men tør og præget af det skarpe sollys og vinden, der uhæmmet kan feje hen over stranden, så sandet fyger. Her kan kun vokse planter, der tåler stærk udtørring og højt saltindhold: strandsennep, strandarve og salturt. 

Vigtige egenskaber for strandplanter – men ikke alle arter – er:

 

  • §     Voksovertræk, der gør blade og stængler blålige. Vokslaget menes at beskytte planten mod for stor vandfordampning, men det hindrer også regnvand i at trænge ind i planten.

 

  • §     Sukkulens: vandvæv, som giver planten et vandlager, som kan sikre tilstrækkeligt med vand til cellerne med grønkorn eller hjælper på salthusholdningen.

 

  • §     Isolateral bladbygning - betegnelse for et blad hvis fotosyntesevæv er ens mod over- og undersiden. På stranden er der meget stærkt lys og også reflekterende lys. Bladene er derfor ofte bygget ens på over- og underside.

 

  • §     Nedliggende vækst eller i det mindste lav vækst med bueformede opstigende grene.

 

  • §     Forgrenet system af jordstængler eller i tilfælde af enårig udvikling særlig stor frøproduktion, der sikrer arten under strandens ustabile forhold.

 

  • §     Spredningsenhederne, dvs. de dele, der spreder arten (frø, frugter o- lign.), er indrettet således at de kan flyde på vand og tåle salt.

 

  • §     Salttålende eller ligefrem saltkrævende, tåler stærkt lys, er modstandsdygtige overfor vinden

Et højere saltindhold i jorden omkring en plante i forhold til inden i, giver planten problemer med at optage vand og næringsstoffer fra omgivelserne. Planter der vokser på strandeng er derfor tilpasset dette forhold. Det er især ved at optage saltet sammen med vandet og så have forskellige veje til at tage sig af saltet bagefter.

Vadegræs og hindebæger kan ved hjælp af specielle saltkirtler udskille saltet på overfladen.

Kveller, Strand-gåsefod og Strand-vejbred, opbevarer saltet i et specielt vandigt væv, og sådan kan koncentrationen holdes lavere end det skadelige.

Et andet problem på strandengen er jordens høje fugtighed, der forhindrer ilt i at trænge ned til rødderne.

Strandasters har et luftigt væv med hulrum og forbindelse mellem dem, og sådan kan ilten trænge gennem planten selv og ned i rødderne.

Kraftig vækst.  Sandstrandens plantevækst er meget åben; planterne står meget spredt, og det er bunden mellem dem, der giver lokaliteten dens farvetone.

Ingen arter dominerer over de andre, ingen er afhængig af de andre eller må kæmpe om pladsen med dem.  At det ikke kan være næringsmangel, der er grunden til den spredte vækst på sandstranden, ses deraf, at de egentlige strandplanter meget ofte er meget store og rigt grenede; det er slet ikke sjældent, at træffe eksemplarer af Strandkål, som er 1 meter høje eller derover, og har mægtige blade og masser af blomster. Det samme gælder flere arter af Salturtfamilien.  

Kogsalt er som bekendt ikke et næringsmiddel; klor er unødvendigt for de allerfleste landplanter, og natrium har heller ikke vist sig nødvendigt; i større mængder er kogsalt endog ligefrem gift. Det må da være havvandets Indhold af kali- og magnesiasalte foruden vandet, der fremmer planternes vækst.

Alt dette bestyrker den opfattelse, at det er bundens urolighed, navnlig bølgeslaget under højvande, der er grund til den spredte vækst. I meget ringere grad kan vinden få skylden; hvis den spillede nogen rolle for vegetationens tæthed, ville grænserne mellem stranden og tilstødende land ikke kunne stå så skarpe som de står.

 


Gå til top