Pionerplanter

 

Logo 900

 

Plantelivet på Fanø's strande

 

Pionerplanter

 

 

 Hvilke egenskaber må en plante have for at kunne slå sig ned, vokse, blomstre og sætte frø på den yderste strand? 

Svaret er komplekst, men tre ting må være opfyldt:

 

 

 

Disse betingelser kræver særlige egenskaber såsom enårig udvikling og stor frøsætning. Lad os kigge nærmere på henholdsvis en enårig plante, strandsennep, og en flerårig, strandarve, begge disse har en enorm vegetativ spredningsevne.

 

Strand-kvik

 

s1453955801 310915 4578264

 

 

Strand-kvik udvikler sig bedst, når flyvesandet samler sig mellem skuddene, derved skyder nye grene frem mellem de lave sandhøje, og der kommer til sidst en lav klit. Strand-kvik bliver på den måde den måske vigtigste pioner for den egentlige klitvegetation, men den holder sig udelukkende til den saltpåvirkede del af strand og kan ikke opfattes som en egentlig klitplante. 

Strand-kvik danner ofte et bælte foran de egentlige klitter. 

Strand-kvik er en stærkt grenet plante, navnlig er de i sandet krybende jordstængler grenede og danner udløbere, hvis ender er næsten stikkende. Udløberne bøjer sig til sidst op i lyset og udvikler her blade. Bladene har grøn underside uden spalteåbninger og ribbet blådugget overside. Spalteåbningerne sidder i furerne mellem ribberne. I tørt vejr er bladene indrullede. 

Når frugterne modnes er blomsterstanden meget skør. Frugt, avner og en stump af hovedaksen kan flyde og spredes med strøm og bølger. 

Også Kryb-hvene og Strandarve kan samle sand omkring sig, og forberede indvandringen af de rigtige klitplanter, Marehalm og Strand-hjælme. 

Der kan også opstå sandophobninger omkring de enårige, fx sodaurt og strandsennep, men disse hobe ødelægges ofte senere under storm og har ingen modstandskraft, fordi planterne ikke har et forgrenet system af vedvarende jordstængler.

 

 

Strandarve

Strandarve 1 web

 

 

 

strandarve 3 web 909

 

Strandarve i blomst.

 

strandarve 4 web

 

strandarve 5 web

 

strandarve 6 web

   Frugten en kugleformet kapsel.

 

   

Strandarve er flerårig, der bl.a. formerer sig ved underjordiske udløbere, der er fulde af knopper der sidder på tynde sidestillede dværggrene. Bladene er meget tykke og saftige, og planten er en typisk repræsentant for bladsaftplanter (sukkulenter) der vokser på tør bund.

 

Sand-Hjælme

 

hjaelme 2 web new

 

 

Sand-Hjælme er en flerårig græsart med en tueformet, men senere også fladedækkende vækstform. De grundstillede blade er delvist ind rullede og linjeformede med fint tandet (skarp) kant og lang spids. Begge bladsider er lyst blågrå. Blomstringen sker i juli – august, hvor man finder blomsterne samlet i småaks, der tilsammen danner en næsten hvid, ende stillet dusk. Frugterne er nødder.

Rodnettet består dels af lange, underjordiske stængler og dels af trævlede rødder fra knæene på jordstænglerne.

Cikaden lever på/af hjælmen, og løvgræshoppen synger fra toppen af planten.

Tilsanding klarer planten ved at oplagre energi og derved være i stand til at skyde gennem sandlaget op mod lyset. Da der kan være langt ned til vandet der skal bruges hertil, danner hjælme små nye rødder i bunden af den af den tilsandede plante. De mange og lange rødder forhindrer samtidigt at hjælmen skylles ud af klitten under stormflod eller mister sit fodfæste når klitten bliver slidt af fx færdsel.

 

   Marehalm

 

marehalm 4 new

 

 

Marehalm hører til græsfamilien. Bladene er stive og flade med hel rand og åben bladskede. Begge sider er grågrønne. Blomstringen sker i juni – juli, hvor man ser de høje skud stikke op over bladene. Hvert skud har et endestillet aks, der igen består af et stort antal småaks siddende parvis ved hvert af stråets led. Marehalmen kan forveksles med Sand hjælme; de kan skelnes på blomsterstanden, for hvor Sand hjælme har en cylindrisk dusk, der har Marehalm et toradet aks.  Væksten er – modsat hjælmes – ikke tueformet. Rodnettet består af krybende stængler, der bærer de trævlede rødder, og det kan blive en 5 – 6 meter langt. Marehalmen nedsætter sandflugt.

Marehalm er en flerårig urt. Bestøvning sker med vinden. Frøspredningen sker ved, at småaksene brækker af ved modenhed og spredes med vinden. Den vegetative spredning med afrevne og brækkede jordstængler er ret effektiv. Frøene er ret næringsrige og har i ældre tider været anvendt til brødkorn.

 

 

Forskelle mellem Sand-Hjælme og Marehalm:

 

 

 

 

Sand-Hjælme

Marehalm

Blomsterstand

Dusk

Aks

Blade

Blade grønne/grågrønne, ofte indrullede

Blade, blågrønne, sædvanligvis ikke indrullede

Vækstform

Tueformet vækst – men ofte med lange udløbere fra tuen

Bestand dannende ved krybende jordstængel, ingen tuer

Skedehinde

Lang tilspidset.

Ganske kort, ca. 1 mm lang, randhåret

 

 

Strand-sennep

 

Strand sennep 1 web new

 

 

   Strandsennep danner tit store, sammenhængende bevoksninger, som kan være ret dominerende på stranden. Kan tåle at blive dækket med sand, og danner undertiden små klitter af flyvesand på stranden foran den egentlige havklit.

 

 

S  

      Strandsennep’s frø spirer om foråret. Der kommer en stærkt grenet plante frem med fligede kødfulde blade og halv-skærme af lyslilla eller hvidlige korsblomster. Strandsennep får en mærkelig to-leddet frugt. I denne er der yderst et kødet lag, dernæst et porøst lag af tyndvæggede cellelag. Dette lag bliver ved modningen luftfyldt. Der er også luft mellem frøet og frugtvæggen. Nederste del af planten bliver siddende på den visne plante der om efteråret rives op ad stormen, og driver omkring på stranden, hvorved frøene spredes.

 

 

 

Strandengen

 

Strandengene har gennemgående mørkegrønne eller blåliggrønne toner, især på de lavere og fugtigere niveauer, hvor annelgræsset er fremherskende, og hvor det plejer at holde sig sterilt.

Grålige pletter er ofte indstrøede, fremkaldte af Strand-Malurt. Mange arter har pletter af en rødlig tone. men dette gælder mest Salturterne, når bunden er for tør, og Statice. strandengene har således ikke ferskvandsengenes friske grønne tone, og de står også tilbage for dem i f. t. blomsterpragt og blomsterduft, så vel som i Iøvbladenes bredde og formrigdom.

Af bladtyper er der følgende. Græsserne og de græsagtige planter har smalle, mere eller mindre trinde eller trådformede og opad rettede blade, fx annelgræs, kryb-hvene. Ligeledes har de andre (to-kimbladede) urter for det meste smalle, linjeformede og ofte op adrettede blade, fx Strand-gåsefod, Engelskgræs, Strand-vejbred, eller lignende bladafsnit, når de har indskårne blade. Lidt bredere linjeformede og tillige mindre opadrettede eller udbredte Blade har kilebæger-arterne, Fliget vejbred.

De bredeste blade har Strand-asters og navnlig hindebæger-arterne, hos hvilke de bliver noget forlænget omvendt- ægdannede, men også i disse tilfælde er bladene mere eller mindre oprette.

 

Assimilationsorganerne (den del af en organismes energi- og næringsstofoptagelse, der udnyttes til at opretholde livsprocesserne og til vævsopbygning, vækst og formering. Rødderne optager vand og forskellige grundstoffer. Klorofylkornene i bladene optager kultveilte fra luften og udskiller ilt.) hos marskplanterne er altså stærkt reducerede i udstrækning; videst går Alm. Salturt, Kveller, der er »bladløs«. Dertil kommer, at bladene hos de tokimbladede er mere eller mindre tykke og saftrige samt hos de allerfleste ganske uden tænder eller andre indskæringer.

 

 

 

Ved assimilation forstår man en række processer, hvorved planterne omdan­ner uorganisk materiale til organisk stof. Betegnelsen bruges især om de processer, hvorved planterne i de grønne dele omdanner vand og kuldio­xid (kultveilte) til organiske stoffer ved sollysets hjælp, også kaldt foto­syntesen. Når sollyset rammer de grøn­ne dele af planterne, udnyttes en del af strålerne, især de røde, som energikil­de til at binde luftens kuldioxyd (kultveilte) sammen med vand under frigørelse af ilt. Det er især sukker, der dannes ved denne proces. Med dette sukker er planterne så i stand til at danne de andre mange forskellige stoffer, som plante cellerne opbygges af. Den frigjorte ilt kommer ud i luften, og al den ilt, vi indånder og bruger til forbrænding i ovne og motorer, stam­mer fra planternes assimilation. Da vand indgår som en meget vigtig del af denne proces, kan assimilation kun finde sted ved temperaturer over fryse­punktet. Når temperaturen op over 42°C, standser assimilationen hos de fleste planter. Da kuldioxid spiller en stor rolle, har det for visse drivhus­planter været muligt at forøge udbyttet ved at forøge luftens indhold af kuldio­xid fra de normale 0,03% til 0,1 %.

 

 

Hvad angår bladtyperne, sukkulens m. m.), hænger disse sammen med de naturforhold, som hersker ved stranden, og som navnlig er følgende:

1) Der er et stærkt og som regel daglangt lys, da strandsamfundene ikke ligger i skygge. 2) Vinden kan uhindret fare hen over fladerne;

2) Jordbunden er mere eller mindre saltholdig.  

Disse faktorer medvirker alle til frembringelsen af det tørheds-præg, som er udtrykt i bladbygningen af ikke blot strandengens arter, men strandplanternes i det hele.

 

Saltplanternes ejendommeligheder 

 

Ved »Strand« forstås den del af landet nærmest havet, der er lav og flad, og som præges af en ejendommelig, saltelskende eller måske snarere salttålende vegetation. Til strandplanter må henregnes alle de planter, som er knyttede til stranden på grund af saltets indvirkning, som er »Saltplanter« (Halofyter).  

Koncentrationen og mængden af det salt, som kommer til at indvirke på planterne, afhænger dels af selve havets saltholdighed, dels af afstanden fra havet. Vesterhavets saltholdighed ligger på mellem 3,25 – 3,50 %. 

Hvad afstanden fra havet angår, taber virkningen af saltet sig snart. Stranden selv vil, hvad enten den er sand- eller lerstrand, utvivlsomt altid have saltholdig bund. 

Den egenskab, som er den mest påfaldende ejendommelighed hos saltplanterne, og som findes hos de allerfleste af disses tokim- bladede arter, er deres kødfuldhed (sukkulens); stænglerne, men navnlig bladene, er mere eller mindre tykke, kødfulde og saftrige, sædvanligvis mørkegrønne og af en ejendommelig gennemsigtighed; de er derfor stive og brækker let, frem for at lade sig bøje.  

Saltbundsplanterne har en langsom og svag fordampning. Dette er åbenbart den saltholdige cellesafts skyld, idet man sjældent finder særlige transpirationsværn, der, således som tilfældet er hos mange tørbundsplanter (Xerofyter), er knyttede til huden. Saltplanterne afviger i denne henseende fra de typiske Xerofyter.

 

 

 

 

Huden hos vore sukkulente saltplanter har nemlig kun tynde ydervægge. Spalteåbningerne ligger næsten i overfladens niveau eller kun lidt nedsænket; stærkest nedsænkede er de vel hos Strand-Mandstro, der også mere er klitplante end

strandplante. Endvidere er spalteåbningerne rigt fordelte paa bladene.  

Der er heller ikke mange, som har transpirationshæmmende dækhår; her bør navnlig nævnes Strand-malurt, Filtet Hestehov, Kilebæger-arterne, og måske kunne Mælderne med deres ejendommelige »Melhår« regnes med hertil.   

Når strandplanterne kun sjældent har friske grønne farver, men i reglen er mørke og smudsigt grønne, skyldes dette altså ikke hårdannelser; det kan være selve grønvævets farve, der er grunden; i denne henseende kan fremhæves, at meget salt i cellesaften bringer bladgrøntet til at aftage, og at store og smukke grønkorn ikke findes hos saltplanter, ligesom man også i reglen kun ser lidt til stivelse.  

En anden grund til den mørke tone er den voksbelægning, som flere arter har, deriblandt navnlig Annelgræsset og Strand-Kvik, foruden Strand-Fladbælg og Strandkål. Dette vokslag tjener utvivlsomt til regulering af fordampningen.

Det kan altså betragtes som sikkert, at der er forskellige bygningsejendommeligheder, som medvirke til at nedstemme saltplanternes transpiration (cellesaftens saltholdighed, voks, bladenes ringe størrelse og stilling m. m.).  

 

 

 

 

Strandplanternes blomsterbiologi og frøspredning  

Klima og jordbund sætter sit præg på plantens vegetationsorganer; blomsternes bygning påvirkes i langt ringere grad deraf.   

Vindbestøvere.  

 

Af de egentlige saltplanter har følgende vind-bestøvning: alle arter af.halvgræssernes, græssernes og sivenes familie, desuden Strand-Trehage, Strand-Vejbred og  Strand-Malurt; det samme gælder utvivlsomt de allerfleste arter af salturtfamilien (Mælde, Kilebæger, Gåsefod, Sodaurt, Salturt), eller der findes hos disse indretning til selvbestøvning. Resultatet er, at af de ca. 75 arter saltplanter i vores strandvegetation har de 33 eller 44 % vind- eller selvbestøvning og mangler de sædvanlig hos insektbestøvere forekommende bygningsforhold (farve, duft, honning).    

 

Insektbestøvning.  

Resten af saltbundens arter har blomster med farvet bloster, og de fleste danner honning; de er da indrettede til insektbestøvning og besøges faktisk også af insekter.

   

 

 

Strandplanternes vandringsmidler.  

 

Strandplanterne har i almindelighed vid udbredelse. Dette betyder ikke, at de med særlig lethed kan vandre over store strækninger, men kun, at de har et nogenlunde sammenhængende udbredningsområde og over store, sammenhængende strækninger findes passende kår.  

De sædvanlige vandringsmidler, vind, vand og dyr (eller mennesker) spiller også en rolle for strandplanterne, men i højst forskellig grad.  

Vinden vil nok snarest føre frøene (inklusive ”frugter”, navnlig nødfrugter, fx kurvblomsternes) ind i landet eller ud i havet, altså bort fra det passende rodsted. De kurvblomstrede er udstyrede med svæveapparater. 

Heller ikke synes mange frø tilpassede til spredning ved dyr, det være sig ved tilhæftningsmidler eller derved, at frugterne er spiselige. Kveller har frø med små kroghår på; men betydningen af disse er vel ikke blot at hæfte frøene fast fx. til vandfugle men også at forankre dem i den bløde, af floden daglig overskyllede bund. Sodaurt derimod kan måske spredes ved dyr. 

En mængde frø er tilpassede til vandtransport.  

 

 


Gå til top