Mitfanoe
Strand-kvik, Elytrigia juncea

Strandkvik 2 web 909

Ny-klitudvikling 1 web 909

  • Græsfamilien. Den er indtil 50 cm høj og ligner Almindelig Kvik noget, men har lyst blågrønne, påfaldende skøre strå, der meget let brækker.
  • Bladene er indtil 6 mm brede, kort og blødt håret af små hår, der sidder i flere rækker på den enkelte streng. De bliver hurtigt indrullede langs længdeaksen og har lang, stikkende spids. Bladskederne er glatte og ofte violette.
  • Dækbladet er indtil 20 mm, svagt brodspidset, men uden stak. Der er indtil 9 småaks, som er indtil 28 mm lange og har indtil 8 blomster.
  • Den har krybende jordstængel og gullige udløbere.  

Flerårig urt med vindbestøvning. Planten spredes lokalt ved udløbere, samt ved at stykker af jordstænglen kan spire frem til nye planter – omtrent som hos Almindelig Kvik.

Desuden har den effektiv frøspredning ved, at akset let brækker, hvorefter de frøbærende aksdele kan føres viden om med vinden. Strand-Kvik vokser sammen med Hybrid-Kvik ofte i de yderste, lave forklitter og er i høj grad med til at stabilisere disse, og spiller herved en vigtig økologisk rolle.

Strand-kvik danne ofte sine egne små ”forklitter” på den flade sandstrand foran de egentlige klitter. Den er således en vigtig pionerplante for dannelse af klitter.



Strand-Kvik, en ægte saltbundsplante. Det er et lavt græs, blågrønne stængler og blade, navnlig er blomsterstandene blågrønne (voksdækkede). Den danner, store, rene bevoksninger på stranden, og når der samles sand op mellem deres skud, fremkommer der lave sandforhøjninger, begyndelsen til sandmarsk eller til klitter.

Grunden til denne selskabelige vækst er dens langleddede og ofte meget lange (0,3 - 1 m lange) vandret løbende, underjordiske skud, som fæstes ved rødder fra bladfæstene, og hvis grene let trænger gennem bunden ved hjælp af deres spidse, næsten stikkende ender; disse fremkommer ved bladenes sammenrulning. Til sidst bøjer disse ender opad, og stænglerne bliver kortleddede på ombøjningsstedet, hvorfor de smalle, rendeformede blade kommer til at stå samlede tæt over jorden. Idet bladene udfolder sig et for et, når skuddene når jordoverfladen, ser man deres spidser enkeltvis stikke op gennem sandet.

Løvskuddene kan stå flere år på assimilationsstadiet, før de strækker sig for blomstringens skyld. Blomsterstænglerne er ugrenede løvbladskud.

Om efteråret dør stænglerne ned til de første sideskud, og bladene brydes af tæt oven for jorden. Ved vintertide er Strand-kvik da for størstedelen forsvunden fra strandens overflade på samme måde som Marehalm; over sandet ser man næsten kun gamle frugtstande, hvis frugter dog er forsvundne. Man kan også undertiden på stranden finde dele af det underjordiske skudsystem, som bølgerne har skyllet løs og blottet; de viser sig da besatte med mange knopper, af hvilke nogle endog kan være grønne og i færd med at skyde. De fleste sideknopper på udløberne kommer dog ikke til udvikling.


Strand-kvik udvikler sig bedst, når flyvesandet samler sig mellem skuddene, derved skyder nye grene frem mellem de lave sandhøje, og der kommer til sidst en lav klit. Strand-kvik bliver på den måde den måske vigtigste pioner for den egentlige klitvegetation, men den holder sig udelukkende til den saltpåvirkede del af strand og kan ikke opfattes som en egentlig klitplante. 

Strand-kvik danner ofte et bælte foran de egentlige klitter. 

Strand-kvik er en stærkt grenet plante, navnlig er de i sandet krybende jordstængler grenede og danner udløbere, hvis ender er næsten stikkende. Udløberne bøjer sig til sidst op i lyset og udvikler her blade. Bladene har grøn underside uden spalteåbninger og ribbet blådugget overside. Spalteåbningerne sidder i furerne mellem ribberne. I tørt vejr er bladene indrullede. 

Når frugterne modnes er blomsterstanden meget skør. Frugt, avner og en stump af hovedaksen kan flyde og spredes med strøm og bølger. 

Også Kryb-hvene og Strandarve kan samle sand omkring sig, og forberede indvandringen af de rigtige klitplanter, Marehalm og Strand-hjælme. 

Der kan også opstå sandophobninger omkring de enårige, fx sodaurt og strandsennep, men disse hobe ødelægges ofte senere under storm og har ingen modstandskraft, fordi planterne ikke har et forgrenet system af vedvarende jordstængler. 

  

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles