Mitfanoe
Pælebjergstien


Logo 900


Stien fra stranden ind mod Pælebjerg

 

Pælebjergstien

Tur ind til Pælebjerg ad stien fra stranden i begyndelsen af juli måned. Turen havde som hovedmål, at finde Rundbladet Soldug, som findes i den østlige ende af Pælebjergsøen, der menes at være en rest af det gab der delte Fanø i to i tidligere tider. Man kaldte det ”Elses gab”

 

IMG 0615 web

 

IMG 0660 web

 

IMG 0632 web

 

IMG 0634 web

 

På turen fandt jeg blandt andet disse planter:

 

ager-tidsel 1 web

 

Agertidsel

En indtil 1,5 meter høj, ofte tvebo plante (dvs. med særskilte han- og hunplanter), som ofte er ret grenet, især foroven. Stænglen glat forneden, ofte noget filtet foroven, og uden bladvinger o.l. Stænglen er tæt besat med blade, som er fligede og tandede med torne i forlængelse af bladtænderne; de er glatte på oversiden og gråhvidt filtede på undersiden.

De hanlige kurve er kugleformede til kort ægformede; de hunlige kurve er mere aflangt ægformede. Rundt om kurvene sidder rødviolette, tornede svøbblade. Hanblomsterne har rudimentær griffel, hvis funktion er at skubbe blomstestøvet ud af støvknaprøret; de er røde. Hunblomsterne har almindelig griffel og golde støvknapper; farven er mere over i det lilla.

Forveksling: Horse-Tidsel har betydeligt større blomsterkurve og desuden stængler med tornede bladvinger. Kruset Tidsels stængler har ligeledes tornede bladvinger, hvor Ager-Tidsels stængler er glatte til filtede og helt uden vinger. Kruset Tidsel har desuden frø med hårformet fnok, og ikke fjerformede som hos Ager-Tidsel.

En flerårig urt med insektbestøvning og frøspredning ved vindens hjælp. Frøene har fjerformet fnok, der fungerer som svæveanordning. Ager-Tidsel har en meget kraftig, omtrent lodret jordstængel og vandret udgående formeringsrødder. Både stykker af jordstænglen og formeringsrødderne kan blive ophav til nye planter; og den vegetative formering og spredning (med f.eks. markredskaber) spiller en meget stor rolle samtidig med, at frøformeringen også er effektiv.

 

alm-brunelle 1 web

 

 

Almindelig Brunelle

Almindelig Brunelle er en lav, opstigende urt med modsatte, ægformede blade og violette blomster i korte, aksformede stande. Bladene er helrandede eller svagt tandede. Blomsterstandens dækblade er nyreformede. Blomsten har tydeligt 2-læbet bæger og læbeformet krone, som udover violet også kan være hvid eller rød. Stængel jordkrybende og rodslående. Dette sikrer en stor fladeudbredelse. Stængel firkantet.

Almindelig Brunelle kan forveksles med den meget sjældne art Storblomstret Brunelle, som har dobbelt så store blomster. Kronens længde hos Storblomstret Brunelle er 2-3 cm, mens kronen hos Almindelig Brunelle højst er 1.5 cm lang.

Som lægeplante er den især kendt i Tyskland, hvor den havde mange funktioner.
Planten virker bakteriehæmmende og sammentrækkende og er blevet brugt til mange forskellige ting: som gurglevand mod tandkødsbetændelse, som middel mod blødende og betændte sår, som blodtryksænkende middel og meget mere. 

 

alm-jomfruhaar 1 web

 

   Mos spec


alm-jomfruhaa-m-sporer 2 we

Mos spec. med sporer

 

 

alm-rundbaelg 1 web

 

 

Almindelig Rundbælg

Højde: 10-30 cm.
Blomstrer juni-juli-august.
Ret alm. på tør sandet bund på skrænter, marker, i klitter, grusgrave og langs vejkanter. -

Rundbælg er en nedliggende eller opstigende urt med uligefinnede blade og gule eller røde blomster i hoveder. Bladene er silkehårede på undersiden, de nedre med et større elliptisk endesmåblad og smalle sidesmåblade. Blomsten har oppustet, hvidfiltet bæger og ærtekrone. Blomsterhovederne sidder ofte parvist sammen for enden af stænglerne. Frøene modner godt og spirer villigt på egnede voksesteder.

I og med at Rundbælg er en bælgplante har den en dybtgående pælerod. På rodnettet sidder små knolde, som rummer symbiotiske bakterier, der gør planten selvforsynende med kvælstof. Det gør, at Rundbælg er pionerplante på rå og mager jord.

Forvekslingsmuligheder
Rundbælg kan minde om arter af Kællingetand, bl.a. Almindelig Kællingetand, Smalbladet Kællingetand og Sumpkællingetand, men kan kendes på sine store, uligefinnede blade og hovedformede blomsterstande. Kællingetand har 3-koblede blade og blomster i skærm. Rundbælg er en meget variabel art, som kan inddeles i mindst to underarter med hhv. gullig krone og mørkt højrøde kroner.

 

bidende-stenurt-haenger-godt

 

 

Bidende Stenurt hænger godt ved

Bidende Stenurt  er en staude med tæt, pudeagtig vækstform. Stænglerne er stærkt forgrenede, nedliggende og rodslående, men opstigende ved spidserne. Bladene er sukkulente, dvs. at de har vandfyldte celler, som gør dem tykke og opsvulmede. De sidder taglagt og er ægformede med let tilspidsning. Bladene kan farves rødbrune om efteråret. Blomsterne er stjerneformede og gule, og de sidder i tætte stande ved spidsen af skuddene. Frugterne er stjerneformede bælgkapsler, som indeholder rigtigt mange, spiredygtige frø..

Bidende Stenurt kan forveksles med Seksradet Stenurt, men denne har valseformede blade og bægerblade uden sporeagtigt vedhæng ved basis, hvor Bidende Stenurt har ægformede blade og tydelige, sporeagtige vedhæng ved bægerbladenes basis. I øvrigt smager bladene hos Bidende Stenurt bittert, i modsætning til bladene hos Seksradet Stenurt. 

Om vinteren og foråret er de små skælformede blade ofte røde, fordi der dannes et rødt farvestof i bladene. Bidende stenurts rødder vokser ikke ret dybt ned i sandet, og når jorden tørrer ud om sommeren, må planten derfor klare sig med det vand, der er opmagasineret i de små, tykke blade. Ordet ”bidende” hentyder til, at planten har en ubehagelig bitter og skarp smag.

 

gul-snerre 1 web

 

 

Gul Snerre

Gul snerre er en 10-60 cm høj plante med oftest 8-tallige kranse af smalle blade med tilbagerullet rand. Den har små gule blomster, som er samlet i duske i plantens tætblomstrende top. På afstand minder en koloni af gul snerre om et gult tæppe.
Planten er almindelig på tør og solåben græsklædt bund, langs vejkanter, på sandede strandmarker og i klitter.
Gul snerre udsender en krydret honningagtig duft, da den indeholder kumarin. Duften mærkes særlig lige før regn.
Den blomstrer juni - august. Frugtens to smånødder er glatte. Rodnettet er dybtgående og jordløsnende.

 

Jomfru Maria’s sengehalm

Et sagn fortæller at det var Gul snerre jomfru Maria brugte som sengehalm for Jesusbarnet, hvorfor den også har fået dette tilnavn. Oprindelig var den viet til den nordiske gudinde Freja, der var kærlighedens og ægteskabets gudinde og navnlig tog sig af barselskvinder, derfor har det fra ældgammel tid været skik at lade planten indgå i sengelejet hos fødende kvinder. 

Planten indeholder et enzym, der får mælk til at løbe sammen. Det latinske vérum betyder mælkeløbeurt.

Roden er blevet brugt til at farve linned knaprødt og blomstertoppen til at farve gult og olivengrønt med.

Gul snerre udsender en krydret honningagtig duft, da den indeholder kumarin. Duften mærkes især lige før regn. De søges af mange insekter. Gul snerre er værtsplante for planteædende insektlarver som fx snerresværmerens.

Gul snerre er virksom mod hudlidelser samt mave og tarmkatar. Den har været anvendt som sårmiddel og mod hugormegift og andre forgiftninger. Virker mod gigt, krampe, nyresten og mildner epilepsi.

Planten kaldes også Mælkeløbeurt.

 

gaerde-snerle 1 web

 

 

Gærde Snerle

Flerårig med mælkefyldte glatte slyngstængler, der bliver 2-3 m. På fugtig næringsrig solrig jord. Slynger mod uret. Danner lange jordstængler med udløbere. Spredte spydformede blade med v-formet indskæring ved bladgrunden. Med spidse, svagt kølformede forblade under bægerbladene. Blomstrer juni-september med 5-tallige, hvide blomster. Blomsterkronen er 3-5 cm. Bestøves af bier og sommerfugle. 2-rummet kapsel med frø.

Hver blomst blomstrer kun én dag.

Planten slynger sig venstre om op ad hvad som helst, her videre fra tagrør til en rødgran.

Blomsterne er tragtformede, rent hvide. Efter dem har planten fået det populære navn Jomfru Marias særke-ærmer. 

 

   Danmarks største blomst


hvid-aakande 1 web

Hvid nøkkerose

 

 

Navnet 'Åkande' benyttes ofte i flæng om planterne fra slægterne Nymphaea og Nuphar, og planterne fra de to slægter ligner da også hinanden meget både i form og voksemåde, kun blomsterne er tydeligt forskellige. Begge slægter hører til Åkandefamilien (Nymphaeaceae), hvilket måske er med til at øge forvirringen, men det korrekte danske navn for planterne fra slægten Nymphaea er imidlertid 'Nøkkerose', og kun planterne fra slægten Nuphar bør kaldes Åkander. Når planterne ikke blomstrer, er de to slægter som nævnt vanskelige at identificere, men de kan dog bestemmes ved at kigge på bladene: hos Nymphea er bladene ofte lidt rødfarvede og bladnerverne løber sammen som i et net inden de når bladranden, hos Nuphar er bladene rent grønne og bladnerverne løber helt ud til randen.

Bedst kendt som vildtvoksende i Danmark er den hvide (eller sjældnere røde) nøkkerose, Nymphaea alba, samt den gule åkande, Nuphar lutea, men desuden findes liden åkande Nuphar pumila i Danmark, den er dog meget sjælden.

”Kendetegn: En kæmpestor rodfæstet flydebladsplante (og i mindre grad en vandplante med undervandsblade), der kan gro ud til ca. 3 meters dybde. Bladene er næsten kredsrunde og 20-40 cm i diameter og med en ret smal indskæring i den ene side, som når ind til bladstilken. Flydebladene er beklædt med et vokslag på oversiden, der gør den vandskyende, og spalteåbningerne sidder på bladoversiden i modsætning til, hvad der er tilfældet for de fleste andre planter. De unge blade er rødbrune; som ældre bliver de mørkegrønne på oversiden, medens undersiden forbliver rødbrun.

I begyndelsen af vækstsæsonen udvikles ofte undervandsblade; disse visner dog ret hurtigt bort i modsætning til, hvad der er tilfældet for Gul Åkande. Der er 15-25 kronblade og et stort antal støvdragere. De indre støvdragere er trådformede, medens de ydre er flade og kronbladagtige forneden.

 

 

Blomsten - den største i den danske natur - er hvid og meget stor: indtil 20 cm i diameter. Bægerbladene er grønne, 4-5 i tal, lancetformede og hurtigt visnende. Støvfanget er fladt, 13-16 strålet, og frøene er 2-3 mm. Frugten er et rundt og svampet bær, der indeholder frøene. Efter blomstringen trækkes frugten under vandet, hvor den modnes. Frøene frigives ved frugtens henfald og flyder et stykke tid på vandet, hvorefter de synker til bunds.

Blade og blomster udgår fra den i bundsedimentet vidt krybende jordstængel. De efterlader kredsrunde bladar på jordstænglen.

Bladstilken har 4 store og flere små luftkanaler (mange ret ensartede små hos Gul Åkande).

Variation: Der er en del variation i blad- og blomsterstørrelse. Kraftigst bliver planterne i lavvandede, næringsrige og soleksponerede søer.

Forveksling: I blomst er den eneste forvekslingsmulighed Liden Nøkkerose (Nymphaea alba ssp. Candida), som er meget sjælden som udplantet eller forvildet i Danmark. Liden Nøkkeroses ligner ret meget, men har i reglen tydeligt mindre blomster og blade. Den afgørende skillekarakter er, at hos Liden Nøkkerose er bladnerverne ved grunden, altså nærmest indskæringen, bueformede, medens de er rette hos Hvid Nøkkerose. Desuden har Liden Nøkkerose næsten firkantet blomsterbund, hvor den er rund hos Hvid Nøkkerose. Knoppen hos Liden Nøkkerose er but, spids hos Hvid Nøkkerose.

Vegetativt kan Nøkkerose kendes fra Åkande på, at bladene næsten er kredsrunde, hvor Åkande har langt mere ovale blade, hvilket med lidt øvelse godt kan ses i kikkert på afstand. Hos Nøkkerose danner bladstrengene et net ud mod bladranden, hvor de hos Åkande er gaffeldelte helt ud.

Hos Gul Åkande (og Dværg-Åkande) efterlader blade- og blomsterstilke rudeformede bladar på jordstænglen (kredsrunde hos Nøkkerose).

 

 

Biologi: En flerårig flydeplante, som bestøves af insekter (der er honningkirtler i blomsten), men selvbestøvning er formentlig det almindeligste. Hvid Nøkkerose har en lang, tyk, stivelseholdig jordstængel, som kryber i dyndet på søbunden og hvorfra, der udgår blad- og blomsterstilke. Bladstilkene indeholder 4 store og mange små luftkanaler. Frøet spredes med vand.

Fænomenet "åkanders indre vind"

Arterne i Åkandefamilien har typisk kraftige jordstængler, som kryber i bundsedimentet og forsynes med ilt via luftkanalerne i bladstilkene. Man har først ret sent (1981) fundet ud af, hvordan dette foregår:

Når unge og yngre blade opvarmes af solen, opstår et overtryk inde i bladet især pga. vanddamp. Bladporerne er så små, at trykket ikke umiddelbart kan udlignes med omgivelserne, men medfører, at der presses luft ned gennem kanalerne i bladstilkene til jordstænglerne i det iltfri sediment på søbunden. Ikke desto mindre kan der diffundere ilt ind i bladet (hvor der er lavt ilttryk men højt vanddamptryk) fra atmosfæren ved bladoversiden.

Denne blanding af forskellige luftarter der opstår (især ilt og vanddamp), presses ned gennem luftkanalerne i bladstilkene til jordstænglen, og også videre fra jordstænglen op gennem luftkanalerne i de gamle blade. For i de gamle blade er porerne så store, at vanddamptrykket opstået som følge af solopvarmning umiddelbart udlignes med atmosfæren.

I en åkandestilk kan der pumpes op til 1 1/2 liter luft i timen med en hastighed af op til 1/2 meter i minuttet; og der kan tranporteres langt mere ilt end åkandens jordstængel har brug for. Mekanismen virker især om dagen, hvor der er kraftig solopvarmning, men den sørger for mere end rigelig iltforsyning til åkandernes jordstængler. Unge blades pigmentering (som forsvinder eller reduceres på ældre blade) er sandsynligvis en tilpasning til dette, dvs. pga. pigmenteringen kan de opsuge mere varmestråling fra solen.

 

 

Som nævnt er det kun i de unge blade, der skabes det overtryk af især vandamp, som driver processen. CO2 dannet ved stofskifter i jordstængler og bladstilke "blæses" på denne måde ud via luftkanalerne i de ældre blades stilke, som afleder luftstrømmen fra jordstænglen, hvortil den kommer fra de yngre blade. Luftstrømmen går altså i retningen atmosfære - yngre blade - jordstængel - ældre blade - atmosfære.

"Åkanders indre vind" findes også hos andre vand- og sumpplanter med jordstængler nede i iltfrit mudder: dunhammerarter, Tagrør, Brudelys, Pilblad osv.

Det er afgørende for funktionen af rodzoneanlæg, hvor det betinger de aerobe (iltforbrugende) nedbrydningsprocesser i rodzonen.

Undersiden af bladene hos Nøkkerose og Åkande huser ofte en rig epifauna af mosdyr, vandinsektlarver etc.

Slægtsnavnet Nymphaea kommer af nymphe (nymfe, her: vandnymfe) fra den græske mytologi. En nymfe var en smuk kvindelig naturånd, der var knyttet til og boede i naturelementer som vandløb, kilder, bjerge, træer osv. Arts- og underartsnavnet alba er latinsk: hvid.

Det danske navn Nøkkerose hentyder til "nøkken": et ondsindet mandligt væsen, som efter den nordeuropæiske folketro boede i vandløb og søer, og som søgte at lokke folk til sig og krævede menneskeofre.

Åkander regnes afstamningsmæssigt for at være sidegruppe til stort set resten af de dækfrøede blomsterplanter inklusive enkimbladede. De tokimbladede planter (hvortil åkander traditionelt henregnes) er i modsætning til de enkimbladede planter ikke en monofyletisk gruppe, og de enkimbladede regnes for at nedstamme fra tokimbladede.

 

 

Kulturhistorisk:

Hjerterne i det danske rigsvåben er i virkeligheden åkandeblade

I ældre tider har de stivelseholdige jordstængler været brugt som nødmad under hungersnød.

Levested: Næringsrige søer ud til ca. 3 meters dybde.”

Kilde: Fugle og Natur

 

klokkelyng 1 web

 

 

Klokkelyng

Klokkelyng er en stedsegrøn dværgbusk med en tuet og lidt rangleformet vækstform. Barken er først blågrøn og håret. Senere bliver den gråbrun og glat. Knopperne er kransstillede, ganske små og lysegrønne. Bladene er linieformede med indrullede rande. Oversiden er grågrøn på grund af grålig hårbeklædning. Undersiden er hvid. Bladene sidder i kranse, oftest 4 i hver, og er 2 – 4 mm lange. De er nåleformede, ”erocoide” af bygning og ligesom bægeret beklædt med kirtelhår. Blomstringen finder sted i juli – august. Blomsterne sidder mange sammen i spidsen af grenene. Bægeret er lille og 4-fliget, den ligeledes 4-fligede krone er væsentligt større, krukkeformet og smuk lyserød. Frugterne er tørre kapsler, der modner godt med mange, spiredygtige frø. Bestøves af langsnablede insekter – især honningbier. Ofte ser man huller i de små blomster. Her har kortsnablede insekter gravet hul i kronen for at komme ind til nektaren.  

Insekterne støder først hovedet mod støvfanget i blomstens åbning og derefter mod støvknappenes ”horn”. Herved rystes støvet ud af støvknapperne og ned på insektet. Ved næste besøg vil pollenet blive afsat på støvfanget. 

Rodnettet er meget fint og filtagtigt. Klokkelyngen lever i samliv, mycorrhiza (se under hedelyng), som planten har med én eller flere svampearter. 

Klokkelyngs nåleformede blade har størrelse som revling, men er grågrønne. De store, smukt lyserøde blomsterkroner kan ikke forveksles med andre arter.

Tidligere blev klokkelyng kaldt ”kopatter” eller karbørstelyng i Jylland, på grund af blomsternes form, og den typiske anvendelse af plantens stængler til finere karbørster. 
Bladundersiden, hvor spalteåbningerne sidder, er tæt håret – en konstruktion som beskytter mod uhensigtsmæssig fordampning. Samtidig kan bladene, fordi de er grønne året rundt, fungere, så snart de klimatiske forhold er til det. Sådanne blade kaldes erocoide blade.
  
Klokkelyngens tidlige blomstring i forhold til hedelyngen gør, at i gode år, hvor varme, vand og vind er tilpas, er muligt for bierne at fremstille en næsten ren klokkelynghonning. Resultatet bliver en overvældende og aromatisk honning. 

Klokkelyng er karakterplante for de fugtige heder, klit-lavninger og lyngmoser. Den er således en udpræget surbundsplante, der skyr enhver form for kalk.

 

Kruset-skraeppe 1 web

 

 

Kruset Skræppe

Kruset Skræppe kan blive kan blive mellem 60 og 150 centimeter høj. De karakteristiske krusede blade bliver mellem 5 og 25 centimeter lange. Grundbladene er vekselstillede og er langstænglede og ru på begge sider. Bladene er fire til fem gange så lange som de er brede og ægformede til elliptiske med en rundet eller kerteformet base og stærkt bølgede kanter eller sommetider uden bølger. Under højsommeren tørrer hele planten til en dyb brun farve.

Arten blomstrer mellem juli og august. Blomsterne sidder i tætte bundter og ligner ikke det man i daglig tale kalder for blomster. Hver blomst har seks støvdragerere som skjules af seks grønne kronblade, hvoraf de tre inderste vokser sig større. Frugten er en rødligbrun, skarpt trekantet, blank nød.

De indre kronblade har en knold på midten som kan anvendes til at skille arten fra By-Skræppe. Blomsten ydre udformning gør at den kan flyde på vandet og gør at den lettere fæstner sig i pelsen hos dyr. Stilken er rund og kan, lige som bladene, have en rødagtig tone.

Før i tiden blev roden anvendt som ekstrakt eller pulver til at behandle både fnat og Dysenteri. De unge skud kan spises og indeholder både A-vitaminer og protein. Efterhånden som planten bliver ældre får den en mere bitter smag.

 

kaellingetand 1 web

 

kaellingetand 2 web

 

kaellingetand 3 web

 

 

Kællingetand

Almindelig kællingetand (Lotus corniculatus). Hører til Ærteblomstfamilien. Almindelig kællingetand har en nedliggende til opstigende vækstform, men uden udløbere. Stænglen er mere eller mindre kantet. Bladene er spredte og trekoblede med ægformede, helrandede småblade. Begge sider er glatte og græsgrønne. Blomsterne ses i juni-august, og de sidder i endestillede skærme med 4-7 blomster i hver. De gule blomster er bygget, ganske som man kender det fra andre ærteblomst-planter. Frugterne er smalle bælge med hårdskallede nødder.

Almindelig Kællingetand har symbiotisk samliv med knoldbakterier. Det sætter den i stand til at forsyne sig med kvælstof fra luften. Rodnettet er dybtgående og meget stort.

Kællingetand har fået sit navn på grund af "tanden". Et gammelt mundheld siger, at hver barnefødsel koster kvinden en tand. Med mindre hun mister tænder af andre grunde, vil hun altså efter 31 fødsler have én tand tilbage. Gummerne falder sammen, så tanden kommer til at virke ekstra lang og drabelig – en rigtig kællingetand. Trækker man plantens underlæbe tilbage, kan man se, at de sammenvoksede støvdragere danner en tilsvarende tand.” Fra bogen ”Historien i blomsten”.

 

kaempe-natlys 1 web

 

 

Klitnatlys

Klitnatlys er en tæt, filthåret, toårig plante, som første år danner en roset af lancetfor­mede blade (Klitnatlys har bladroset hævet over jordoverfladen.), fra hvilken der følgende år opsendes en 40-80 cm høj, prikket stængel med små rødlige, vorte lignende udvækster.  Den ender i en, inden blomstringen nikkende, klase med løvbladlignende højblade. Rosetbladene er elliptiske og afrundede, mens stængelbladene er lancetformede. Blomsten er 4-tallig med kronblade, som er længere end støvbladene Blomsterne er gule og har 11-16 mm lange kron­blade. Frugten er en lang kapsel med talrige, kantede frø.

Arten findes vildtvoksende i klit­ter og er ret ny i den danske flora, idet den første gang blev fundet ved den jyske vestkyst i 1926; den har siden bredt sig til hele vestkysten fra Rømø til Skagen.

Navnet natlys fortæller, at blomsterne ikke er åbne hele døgnet, men kun om aftenen og om natten. Samme egen­skab er antydet i det folkelige navn klokken-otte-blomst.

 

 

muse-vikke 1 web

 

 

Muse-vikke

Musevikke er en klatrende eller nedliggende plante med kantet stængel, ligefinnede blade og lange klaser af blåviolette blomster. Hvert blad har 8-10 par lancetformede, silkehårede småblade og en slyngtråd i spidsen der kan blive op til 100 cm, som planten bruger til at hæfte sig fast til andre planter.. Blomsten har ærtekrone med en fane, hvis negl og plade er omtrent lige lange. Frugten er en brunlig bælg. Musevikke har kraftige underjordiske udløbere.

Muse-vikke styrker mælkeproduktionen hos ammende kvinder.

 

rundbladet-soldug 1 web

 

rundbladet-soldug 2 web

 

rundbladet-soldug 3 web

 

 

Rundbladet Soldug

Rundbladet Soldug er en spæd, insektædende plante med en roset af langstilkede, kredsrunde blade med røde kirtelhår. Bladstilken er håret. Blomsterne sidder i en ensidig klase på et opret skaft, som er ca. 3 gange længere end bladene. Blomsten er hvid og 5-tallig med 3 to-delte grifler. Frugten er en ægformet kapsel med mange små frø.

Når insekter kommer i berøring med slimdråberne kan de fanges og omsættes af planten.

Der findes ofte et blomsterskaft med små, hvide, ensidigt vendte blomster, som er lukkede det meste af tiden og kun åbner sig midt på dagen i solskin.

Når soldug blomstrer, har den brug for insekter til bestøvning. For ikke at komme til at ”æde” sin bestøver løfter den blomsterne op på en høj stængel væk fra bladene.

Smådyr som kommer i berøring med bladenes glinsende slimdråber kan fastholdes som insekter på en fluefanger. Når det fangne dyr kæmper for at frigøre sig, giver det en pirringsreaktion til kirtelhårene, som dels bevirker øget slimudskillelse, dels får de langstilkede kirtelhår til at krumme sig ind mod bladets midte. Bevægelsen forplanter sig til andre kirtelhår, som dyret ikke har været i berøring med, så dyret til sidst kommer til at befinder sig i bladets midte og omsluttet af mange kirtelhår som i en knyttet næve. Bladet krummer sig ofte også noget sammen om dyret, der efterhånden bliver kvalt i den udskilte slim. Herefter begynder kirtelhårene at udskille fordøjelsesenzymer, der nedbryder mange af det fangne dyrs organiske stoffer, som derefter kan opsuges af kirtelhårene. Når de fangne dyr er så omsat af soldugen, som det kan blive, tørrer kirtlernes overflade, og kirtelhårene rejser sig op, hvorefter de ufordøjelige rester kan blæses bort af vinden. Herefter udskiller kirtelhårene på ny slimdråber og er klar til en ny fangst.

Kirtelsekretet fra hårene på bladene angives at være giftigt for mennesker.

Rundbladet Soldug anvendes traditionelt mod hosteanfald og tør hoste.

 

roed-kloever web

 

 

Rød Kløver

Hører til Ærteblomstfamilien. Rød kløver har en opstigende eller helt opret vækst. Stænglerne er fint hårede og let furede.

Bladene sidder spredt, og de er trekoblede med elliptiske småblade, der har hel rand. Oversiden er grågrøn med lyse aftegninger, mens undersiden er ensartet grågrøn. Hvert blad har to skedagtige, lysegrønne fodflige.

Blomstringen sker i maj-september, og den består af lyserøde til karminrøde, smalle ærteblomster, der sidder samlet i endestillede hoveder.

Frugterne er rette bælge med 1 til tre frø.

Rødkløver forveksles let med Bugtet Kløver, men kan også ligne Skovkløver, Jordbærkløver og Alsikekløver. De to sidstnævnte arter kan kendes på at blomsterhovederne er langstilkede, hvorimod de øvrige har siddende eller kortstilkede hoveder. Skovkløver kendes på sin ranke, udelte stængel og lancetformede småblade. Bugtet Kløver kendes på sine bugtede stængler og jævnt tilspidsede akselblade. Rød Kløver har ret stængel og brat tilspidsede akselblade.

Rodnettet er dybtgående og kraftigt. Planten har samliv med kvælstofsamlende bakterier, og det betyder, at den er usædvanligt proteinrig, hvad der gør den til en god foderplante. Rød-Kløver bestøves af honningbier og humlebier og er en god biplante.

I gamle lægebøger ses den brugt som medicin, idet rødkløver udtrukket med honningvand er anbefalet til lavement og som afførende middel.
De tørrede blomster anvendes også i dag i folkemedicinen som te mod hoste.

 

sandsiv-

 

 

Sandsiv

Sivfamilien. 15 – 70 cm. Strå stift oprette med 0 – 2 bladskeder og 3 – 5 kamrede stængelblade.

Blomsterstand ofte i tætte ”etager” med skævt opadrettede grene og sortbrune blomster.

Kapsel, svagt trekantet, sortglinsende, tilspidset.

 

strand-fladbaelg 1

 

 

Strand-fladbælg eller Strandært

Strand-fladbælg hører til Ærteblomstfamilien.

Strand-fladbælg har en underart ved navn Klit-fladbælg (Lathyrus japonicus ssp. Acutifolius). 

Strand-fladbælg er en flerårig plante med en opstigende, klatrende vækst, der også kaldes Strandært og ofte danner sammenhængende bevoksninger, idet den nede i sandet har et vidt forgrenet system af tynde jordstængler. Stænglerne er kantede, grågrønne, og som regel med blålig dug. 

Bladene sidder spredt, ligefinnede med 3 – 5 par småblade. Bladspidsen er en slyngtråd, der kan være forgrenet. Småbladene er ovale og læderagtige med hel rand.

De rødviolette, uregelmæssige blomster sidder samlet i små klaser fra bladhjørnerne. Det øverste kronblad (fanen) er størst og omslutter de to sidestillede (vinger), der igen omslutter de to nederste, der er vokset sammen i spidsen (kølen). 

Frugten er en bælg med mange frø. Frugterne er aflange og flade bælge, som åbner sig med to klapper, hvorefter de mange frø frigives. Frugterne indeholder myresyrederivater, som gør dem giftige. 

Rodnettet består af en krybende jordstængel med en dybtgående pælerod og kraftige siderødder. Planten har symbiose med kvælstofsamlende knoldbakterier på rødderne.

 

strand-krageklo 1 web

 

strand-krageklo 2 web

 

 

Strand-krageklo

Ærteblomstfamilien. Strandkrageklo er en lav opstigende eller opret halvbusk med talrige, lysebrune grentorne og ensidigt hårede stængler.

Bladene er 3-koblede med lancetformede, svagt hårede småblade med savtakket rand.

Blomsterne har rosenrøde ærtekroner og sidder enligt i bladhjørnerne.

Frugten er en lille bælg, som sidder mere eller mindre skjult i bægeret. 

Krageklorod anvendes, hvis man ønsker en øget urinmængde specielt i forbindelse med betændelsestilstande i urinvejene. Som andre droger, der anses for at have vanddrivende effekt, har krageklorod været brugt mod gigt og reumatiske lidelser.

 

tidselkugle 2 web

 

 

Horse-Tidsel

Horse-Tidsel bliver normalt indtil 1,5 meter høj og er ofte grenet foroven. Stænglen er stift opret, grågrøn og spindelvævhåret. Den har kraftig tornede, nedløbende bladvinger. Bladene er lancetformede og fjersnitdelte med mere eller mindre fliget endeafsnit; de bærer kraftige, gule torne i forlængelse af bladnerverne og er noget nedløbende på stænglen; de er hvidfiltede på undersiden, grågrønne og stivhårede på oversiden.

Kurvene er 3-4 cm brede og sidder enligt for enden af grenene. Kurvbladene er smalt lancetformede, grå og spindelvævhårede og med en lang udstående, stiv torn i spidsen. Kurvene er lyst lilla, sjældnere hvidlige.

Frugten er 3-5 mm lang og med 2-3 cm lang, fjerformet fnok.

Horse-Tidsel er en 2-årig urt, hvis blomster bestøves af insekter, især bier, og hvis frø spredes af vinden, idet de er forsynet med fnok som svæveanordning. Første år udvikles en bladroset med en kraftig pælerod; andet år udvikles den blomsterbærende stængel.

Slægtsnavnet "Cirsium" kommer fra græsk "kirsion". Navnet anvendtes allerede af Dioskorides.
Artsnavnet "latifolia" betyder bredbladet og kommer af latin 'latus' (bred) og 'folium' (blad). 

 

ukendt 1 web

 

 

Tranebær

Almindelig Tranebær er en let genkendelig krybende dværgbusk i højmoser. Planten er meget fint bygget med meterlange trådagtige stængler og lyserøde blomster på lange dunede stilke. Bladene er hvidgrå på undersiden. Om efteråret kan man plukke røde tranebær.

Rodnettet er meget fint og tyndt, men vidtstrakt. Bærrene har en bitter-syrlig smag og anvendes især til saft og syltning. De indeholder benzoesyre, der er et naturligt konserveringsmiddel. Fødevareallergikere bør derfor være varsomme med at spise bær, saft eller syltetøj.

Spiselige dele
Tranebær er bedst, når de har fået lidt frost - gerne fra fryseren. Kan bruges f.eks. til gele eller syltetøj.

Snapseurt
Tranebær er gode til urtesnaps.

 

ukendt 2 web

 

 

Hejrenæb

Hejrenæb kendes på sine dobbelt fjersnitdelte blade, rosenrøde blomster i fåtallige skærme og blivende grifler under frugtmodningen. Stænglerne er hårede. Blomsten er 5-tallig, ofte med to lidt mindre kronblade med en grå plet ved basis. Frugten er en spaltefrugt bestående af fem nødagtige delfrugter, hver med en lang, proptrækkeragtig, håret griffel. Arten er meget variabel.

Hejrenæb har navn efter frugternes næbagtige forlængelse, som består af de lange, blivende grifler. Ved mod­ningen bliver disse spiralformet snoe­de, men retter sig på ny ud i tørt vejr. Spiralbevægelserne har som opgave at sørge for, at frøene bores ned i jorden, så de kan spire i ret dybde. I gamle dage benyttede man frugten som en slags hygrometer, der kunne forudsige tørt eller fugtigt vejr. Også det botaniske navn hentyder til frugtens næb lignende forlængelse, idet det græske erodios betyder hejre. Af slægten hejre­næb findes både en- og flerårige arter. De har oftest rosetstillede, fligede blade med 10-13 cm lange, opstigende stængler. Der sidder 4-6 blomster i hver skærm. Frugterne er nødder. Frugten består af fem nødagtige delfrugter med lange, blivende grifler. Ved frugtmodning bliver griflerne proptrækkerformet snoede og er ved hygroskopiske bevægelser i stand til at bore sig ned i jorden.

Bierne samler nektar fra blomsterne. En gul plet på kronen signalerer at der er nektar, en rød at blomsten er blevet for gammel.

 

ukendt 4 web

 

 

Ager-Svinemælk

Kurvblomstfamilien. 50 – 130 cm. Opret, robust plante med vandrette stærkt forgrenede rødder.

Stænglerne er hule og bærer blanke, fjerfligede, tornet-tandede blade.

Kurv svøb og blomsterstilke er som regel beklædt med langstilkede kirtler. 

Store gule blomsterkurve i stænglens top. Frugten er en lille, let nød med hvid fnok. Alm. På sandede strandbredder og i den hvide klit. Flerårig urt, der kræver næringsrig jordbund.

Planten har noget tidselagtigt over sig, og kaldes da også skørtidsler i modsætning til de mere stive og stikkende rigtige tidsler.

Plukker man en blomst, opdager man, at planten har mælkesaft.

 

ukendt 5 web

 

 

Strand-Tusindgylden

Ensianfamilien. Strandtusindgylden er en lav, opret urt med bladroset, modsatte stængelblade og røde blomster siddende i ende stillede kvaste.

Rosetbladene er lancetformede, mens stængelbladene er linje- eller lancetformede. 

Blomsten er 5-tallig med tragtformet krone. Støvtrådene er fæstnet øverst i kronrøret. Frugten er en mangefrøet 2-rummet kapsel.

Plantens danske navn, der er en oversættelse fra tysk, hentyder til ældre tiders lovprisning af dens medicinske egenskaber, som i den folkelige overdrivelse er blevet til, at den var tusind gylden værd.


Gå til top

End Of Slide Box