Tiden på navigationsskole og som styrmand

Tidligere har der været en skildring af Niels' tid som dæksdreng i "Anna" samt hans tid som letmatros i "Martha"


Herunder fortsættelse af Niels Mandø Carstensens oplevelser på navigationsskole og med "Martha" som styrmand
--
Da jeg nu ville på navigationsskole i Nordby, viste det sig desværre, at man ikke kunne begynde uden ved et nyt skoleårs begyndelse og det var pr. 1. august 1907. Det var jo ikke helt efter min beregning, og jeg mente af økonomiske årsager ikke at kunne gå ledig så længe, hvorfor jeg søgte og fik hyre med en af rutebådene fra Esbjerg, der hed "N. J. Fjord", der sejlede to ture om ugen til Harwich i England. Det var særligt med. passagerer, hvorfor der i dårligt vejr var ekstra vagt på dækket for passagerernes sikkerhed, idet det jævnligt viste sig under søsygens påvirkning, at de foretog handlinger, de ikke under normale forhold ville udføre.fjord

Jeg mindes en nat, hvor jeg og en kammerat havde dæksvagt, at vi pludselig fandt en dame ligge og rulle frem og tilbage på dækket og gennemvåd. Vi fik jo travl med at skulle bjerge hende ned under dækket, men idet vi tog fat i hende udbrød hun blot: " lad mig ligge, jeg vil dø", men nå, vi lod hende selvfølgerig ikke ligge. Det viste sig så, det var en svensk kone med 6 børn, hvoraf den mindste kun var et halvt år gammel. Hun var på vej til Amerika, hvor hendes mand havde fået arbejde. Vi fik hende bragt ned i hendes kammer til børnene, der ikke syntes at fejle noget videre, men havde savnet deres mor. Vi fik fat i kahytsjomfruen og gjorde hende opmærksom på, at hun måtte holde øje med damen og børnene. Efter ankomsten til Harwich, hvor hun skulle fortsætte sin lange rejse med børnene, kom hun hen og tog afsked med os i meget hjertelige vendinger, og udtalte en tak, fordi vi havde reddet hende og skånet børnene og hendes mand for tabet af hende. Dette kun for at bevise, hvad søsyge kan betyde for de mennesker, der er særlig modtagelig herfor.


Nå, forår og en del af sommeren gik jo. Jeg havde allerede ved min samtale med forstander Sørensen fået udleveret en masse bøger samt en oversigt over, hvad jeg kunne forvente at skulle bruge hovedet med på skolen. Derfor benyttede jeg meget af min fritid til forberedelse. Det viste sig nu, at Sønderho kommune havde været forudseende, da de for mange år siden gik væk fra den såkaldte Vestjydske skoleorden, med den dårlige skolegang om sommeren, men at de i stedet indførte en mere købstadmæssig ordning, hvor skolegangen var hver dag hele året, og samtidig indførte specielle fag som sprog, matematik m.v. Det har sognerådet ganske sikkert gjort, netop fordi de fleste af drengene valgte søvejen og dermed uddannelse som navigatører, så vi ikke skulle stå tilbage for de unge, der havde mulighed for at tage realeksamen andre steder i landet.
Dette initiativ taget på et tidligt tidspunkt i Sønderho, tror jeg ganske bestemt har været værdsat og påskønnet af de unge, der på en eller anden måde ville videre uddannes' Jeg tror for mit vedkommende, at det sparede mig mindst et halvt år på navigationsskolen. Tiden på skolen var spændende og interessant. Vi havde fire lærere med forstander Sørensen i spidsen, skoletiden var fra kl. 8 til kl. 17 med en middagspause. Det viste sig ret hurtigt at mine forældres beslutning om at flytte med mig til Nordby, var mere end blot en økonomisk hjæIp, men endnu mere var det, at jeg kunne tage hjem og sidde uforstyrret på mit værelse og gennemgå mine lektier.

 

Den ro kneb det med for de elever, der måtte bo sammen i pensionat. Selvfølgelig brugte man ikke sin fritid alene med lektierne eller hjemme hos far og mor. Vi var jo unge og havde ungdommens gå-på-mod, også med ungdomsfester forskelligt andet. Jeg smuttede også engang imellem til Sønderho, især når der var dans, som vi kaldte det. Det foregik dengang med fano1næsten udelukkende Sønderho-danse og Fanø-danse. De var nemlig meget forskellige, idet Fanø-dansen, der dansedes mest i Nordby, var af en mere hurtig og bevægelig art end Sønderho-dansen, der var mere tung og langsom bevægelig, men vi holdt af de danse og kunne danse mangen en nat til den lyse morgen, men heldigvis blev de gerne holdt lørdag aften så vi kunne sove søndag. Ligeledes hændte det jo også, at vi tog med færgen til Esbjerg og besøgte forskellige steder også i forbindelse med navigationsskolen, hvor vi et par gange var ude med en fiskekutter sammen med vore lærere. Vi skulle jo prøve vor uddannelse i praksis, både at rette et kompas og tage astronomiske observationer, både af solen ved dag og de forskellige andre himmellegemer ved nat.


Vi var fire kammerater, der daglig efter skoletid samledes på Kroen, hvor vi fik en times billard, men heller ikke mere, så var det hjem til lektierne igen. Sådan gik tiden, men stor var min forbavselse, da Fatter, som vi kaldte forstanderen, i foråret 1908 kom til mig og sagde om jeg var interesseret i at komme op til eksamen allerede om efteråret. Det havde jeg ikke i min vildeste fanonavfantasi drømt om, hvad jeg også gav udtryk for, hvortil han blot svarede, at hvis jeg ville hænge godt i, skulle det nok lykkes. Jeg kunne jo ikke sige andet end at jeg var virkeligglad, både over tiltroen fra Fatters side og det mere økonomiske, at jeg derved kunne spare et halvt år på skolen, hvilket bevirkede, at jeg hængte endnu mere i mine lektier. Fatter havde fortalt mig, hvilke fag jeg særligt skulle passe på, det var fysik og maskinlære. Det var to fag, der ikke rigtig havde haft min interesse, men jeg måtte jo gøre mit yderste, for om muligt at Fatter kunne få glæde af sin tillid til mig. Der blev ikke megen tid til noget udenom i de følgende måneder, hvad mine kammerater ikke rigtig kunne forstå, da jeg ikke med et ord havde fortalt dem om det gode tilbud. Far, der jo selv var navigatør, var mig mangen gang til stor støtte, når der var vanskelige opgaver at løse. Efter at eksamensdagene, der gerne strakte sig over en fjorten dage var fastsat, blev det endnu mere spændt. Da dagene endelig kom, fik vi den første tid i de mundtlige fag, hvor vi een for een måtte ind i et andet lokale og frem til det grønne bord, hvor alle dommerne sad og udspurgte os, heriblandt var navigationsdirektøren fra København. Vore egne daglige lærere var og måtte ikke være tilstede.

 

Jeg var heldigvis ikke nervøs deroppe ved bordet - det var der mange der var - blandt dem en kammerat fra Sønderho, der var dumpet tre gange tidligere, men opnåede denne gang at klare sig
Dog kneb det lidt den sidste dag den sidste dag, hvor jeg skulle op i de førnævnte ømme fag, fysik og maskinlære, men fra jeg satte mig hos dommerne, var det ligesom alt dette var blæst bort, og min hjerne så frisk, at jeg kunne svare prompte og pr. omgående på alle spørgsmål fra dommerne, noget jeg ikke havde kunnet, hverken før eller efter eksaminationen.


Nå, det var sidste mundtlige fag og jeg var lykkelig over at det var vel overstået. De skriftlige fag, der i den kommende uge skulle eksamineres i, var jeg ikke nervøs for, det regnede både lærerne og jeg selv for at være min stærke side, men skæbnen ville det lidt anderledes. Alle de skriftlige fag var gået godt og nu skulle vi have vor store opgave i regning. Her må jeg først indskyde, at både Fatter og alle lærere havde i lange tider indprentet os, at når vi fik opgaver, hvori der var angivet os en bestemt tid til udregninger, så måtte vi på ingen måde aflevere den før tiden var fuldt udløbet, og der brændte jeg mig. Den opgave vi fik, måtte vi bruge fire og en halv time til. Opgaven var at afsætte og opmåle en sejltur fra Liverpool ned til et sted nær ækvator. AlIerede en times tid før vor tid var udløben, mente jeg at min udregning var rigtig, dog gennemgik jeg den flere gange uden at opdage noget forkert, og gik derfor frejdigt op til dommerne for at aflevere denne, men lige i det øjeblik jeg lagde opgaven på bordet opdagede jeg, at jeg havde skrevet vor position til at være 0,20 min. syd bredde, og bemærkede straks til dommerne, at det var en skrivefejl, idet hele udregningen viste, at det skulle være nord bredde, hvortil de høje dommere blot svarede, det er afeveret.


Det var vel nok noget jeg ærgrede mig over, det var en oplagt sløsefejl fra min side, der også bevirkede, at jeg i karakter kunne have fået 16, men det blev reduceret til nul. Senere i vort frikvarter kom Fatte< hen til mig og gav mig et stød for brystet og udtalte: fjols, havde vi ikke prædiket i stor stil forud for eksamen, at i skulle bruge den opgivne tid fuldt ud, og i så tilfælde havde jeg opdaget fejlen nede på min plads og spurgte, om jeg kunne være bekendt, at jeg i det fag jeg var bedst, skulle reducere min karakter til nul og i fag, jeg var allerdårligst, skulle opnå holdets højeste karakter. Ja, sådan kan det gå – vil man ikke, så må man føle, men nu havde jeg mine eksamenspapirer og ville holde op med at ærgre mig over min dumhed. Nu skulle jeg forhåbentlig snart ud som styrmand og tjene penge til afdrag på udgifterne i min læsetid, selv om jeg havde samlet en del dertil, så kunne det ikke klare det.
Efter nogen tids hvil og ferie skulle jeg i gang med at finde en styrmandshyre. Det var jo stadig sejlskibene, der interesserede mig mest, og fik ret hurtig lovning på en sådan med mit gamle og kendte skib "Martha", der ville ankomme til Liverpool i løbet af en måneds tid (ca. 1909). Far og mor var flyttet hjem til Sønderho, hvor jeg nu kunne tilbringe en rolig ferie. Tiden på skolebænken havde, som før omtalt, kostet en del penge, idet der på det tidspunkt ikke fandtes noget. der hed understøttelse eller anden hjælp til uddannelse, men man var jo ung og regnede med at have et langt liv forude, så det mente jeg nok skulle gå. Da tiden kom, hvor min afrejse fra Sønderho skulle finde sted og de vanlige afskedsgilder var holdt, tog jeg efter et par års ophold i land, atter tilbage til sølivet, der begyndte med, at jeg som passager tog med rutebåd til Grimsby og derfra med tog til Liverpool, hvor jeg i den store og stærkt trafikerede havn skulle finde "Martha". Men det lykkedes, efter lang tids søgen.

Martha bark af-Soenderho 1892 ,-FOS4732-3
Stor var min overraskelse, thi da jeg skulle gå ombord, stod der på kajen min gamle kammerat fra forrige tur med "Martha", Marius fra Grenaa. Han var afmønstret fra et skib i havnen der, og opdagede så, at "Martha" 1å der, hvorfor han søgte og fik ny hyre med det skib han tidligere havde tilbragt næsten fire år ombord i. Vi var begge godt tilfredse ved gensynet, selvom vi nu skulle placeres i hver sin ende af skibet. Efter at have hilst på kaptajn Thomas Brinch Fischer, der også var fra Sønderho og havde overtaget skibet efter min gamle skipper Brinch, desuden var min skolekammerat Rask Lambertsen 1. styrmand, så der var jo en del kendte mennesker fra begyndelsen. Jeg blev anvist et dejligt kammer agterude, hvor alt var mere komfortabelt end sidste gang, hvor jeg måtte dele opholdsrum sammen med en 5-6 andre, og at jeg nu skulle afgive ordre mod tidligere at modtage dem, men det voldte nu ingen vanskeligheder. Skibet og dens indretninger kendte man jo nøje i forvejen. Tiden i Liverpool gik med losning, hvorefter vi blev bugseret længere op ad floden til Manchester, hvor vi skulle laste stykgods til Rio Grande i Brasilien. Skibet havde i adskillige år gået i denne fart, dels på Brasilien og Argentina og til dels fragtet af samme firma i Rio Grande.


Liggetiden i Manchester blev ikke af lang varighed, idet indladningen der foregik med store kraner. Efter en halv snes dage var vi klar til afgang, men i mellemtiden havde vi fået vor proviantforsyning ombord, der skulle dække både vor ud- og hjemrejse. Der var sket en forandring i den retning siden sidste gang med "Martha", idet vi nu fik levende dyr med til rejsen. Disse bestod af smågrise og høns, som blev anbragt i båse forude under "bakken", sådan at de var skærmet mod vind og søvand. Dette var et meget stort fremskridt mod tidligere, idet vi nu på rejsen kunne få fersk kød engang imellem, dette kunne lade sig gøre ved at der nu var installeret kølerum ombord. Bortset fra den dejlige ferske mad, var disse levende dyr os til megen underholdning og glæde og deraf fulgte, at det var med vemod, vi skulle aflive de kære dyr, men det var jo ikke blot til underholdning, de var anskaffet.
Der var nu mange pudsige træk med dem, især grisene efterhånden som de blev større, slap vi dem løs på dækket og selv i mindre godt vejr løb de rundt og plaskede i vandet på dækket, hvor det kneb for dem at holde balancen. Hønsene derimod måtte holdes indelukket, men alle de mange æg var ligeledes velkomne. Ellers foregik rejsen på vanlig måde. Vi havde denne gang, i modsætning til forrige gang, ingen der skulle døbes ved ækvator, så den fornøjelse måtte vi undvære. Vi havde en god og ret hurtig rejse. Vel ankommen til Rio Grande (over den berygtede barre, der har mange Fanøsejlskibe på samvittigheden) gjorde vi klar til losning af vores last for senere at indtage en ny tilbage til Liverpool.


I Rio Grande boede en Sønderhoning ved navn Jens Mikkelsen (læs også om Jens Jensen Nørholm, hvis søn overlevede forliset af "Bertha", mens de 2 passagerer, der havde besøgt familie i Rio Grande, omkom - måske omtalte Mikkelsen?), og som ganske naturligt besøgte Sønderhoskibet, hver gang det anløb havnen. Han havde en ret stor grossistforretning der i byen og var gift med en tysker og havde 3 børn. Samtidig havde han en broder, der var skibsreder og boede længere oppe i lagunen i en by, der hedder Pelotas. Han var gift med en brasiliansk dame og de havde 2 børn. Vi havde gensidig glæde af hinanden, selv om nok de i land havde den største interesse i at høre nyheder hjemme fra Sønderho og deres familie der. Selvom vi lå fredelig og godt til ankers der, så undgik vi ikke en af de ret slemme "tyfoner", der sjældent varer mere end et par timer, men som også i den korte tid kan forvolde stor skade både i land og på skibene, heldigvis slap vi for skader.

riograndeEfter at have tilbragt en lille måneds tid i Rio Grande, kom dagen, hvor vi skulle vende stævnen hjemad mod Liverpool igen. Turen hjemad foregik uden nævneværdige oplevelser. Vi havde nogle svære storme i det nordlige Atlanterhav, men det var, hvad man kunne forvente på disse kanter. Vel ankommet til Liverpool og vor ladning var blevet udlosset, bestemte jeg mig til at forlade "Martha", og om ikke af lyst, søge over i damperne, idet sejlskibene nu svandt ind til nogle få stykker. Der var i Sønderho kun een tilbage foruden "Martha", af den for blot nogle år siden store flåde.
Efter hjemkomsten til Sønderho søgte jeg hos forskellige dampskibsselskaber, men det var på det tidspunkt sløjt med hyrer, men fik dog løfte i løbet af et halvt års tid at kunne komme med "Amalienborg", tilhørende C. K. Hansens rederi i København som 2. styrmand, men at gå hjemme et halvt år var for længe for mig, hvorfor jeg søgte og fik hyre med en svensk 3 mastet skonnert, som bådsmand. Jeg rejste til Assens, hvor skibet lå. vi sejlede kun på Østersøen og kunne derfor med kort varsel afmønstre, når der kom bud efter mig til "Amalienborg".


Det skete i september l9l0, hvor jeg kom ombord på Københavns red og skulle være 2. styrmand, og det må jeg sige var en stor overgang, fra de rene og pæne sejlskibe, til disse mere eller mindre snavsede dampere, og så denne forjaget hed, som også var en direkte modsætning til sejlskibene, men man skulle jo forsøge at vænne sig til det, hvad jeg nu aldrig rigtig kunne. Det viste sig også her, at Sønderho søfolk kunne man træffe overalt, idet 1. styrmand, der ombord også var hjemmefra og hed Jeppe Antoni Sonnichsen, ellers var de øvrige 16 mand ukendte for mig, men efterhånden blev man lidt mere kendt med dem.


Her slutter beretningen om Niels' tid i sejlskibene.


Niels blev gift i Sønderho d. 20.4 1911 med Abelone Jessen, datter af fyrskibskok Hans Jessen og Anne Cathrine Anthonisen. Der var en datter i ægteskabet, Erna Carstensen, født i Nykøbing Falster d. 22.5 1916 og gift med fiskeskipper Aksel Johnsen Høy i Nymindegab.


Niels sejlede i forskellige dampskibe indtil 1. april 1914, hvor han blev ansat i toldepartementet i Nykøbing Falster.

I efteråret 1917 havde Niels et ildebefindende og da han blev raskmeldt i vinteren 1918, blev han forflyttet til Husby i Vestjylland. Allerede i efteråret 1918 blev han overtoldbetjent i Nymindegab.
I 1936 blev han forflyttet til Juelsminde.

 

Kilde: Eric D. Jensen

 


Gå til top