Barndomsårene i Sønderho i slutningen af 1800tallet

Barndomsårene i Sønderho, Niels Mandø Carstensen


SeIv føler jeg mig ikke i stand til at fastslå, hvornår jeg er født, men mine forældre og min dåbsattest bevidner, at jeg skulle være født den 29. november 1886 i Sønderho på Fanø, og at mine forældre var min far, skibsfører Jeppe Carstensen, og min mor Johanne Catrine Carstensen, født Mandø samt at vi var 6 søskende, hvoraf min yngste søster døde i 1920 i en alder af ca. 20 år, efter et uheld. Senere, i 1932, døde min eneste broder, Carsten Jepsen Carstensen af lungebetændelse kun 36 år gammel, fra sin kone, Anna Carstensen, og 4 børn, hvoraf den ældste skulle været konfirmeret den dag hendes far døde. At det var en stor sorg for hele familien og ikke mindst for vor svigerinde og børnene, kan sikkert forstås. Den næste af mine søskende, der blev kaldt bort, var min søster, Anna Marie Jessen, gift med toldvagtmester Jes Hansen Jessen, samt 2 børn og boede også i Esbjerg. Vi var nu kun 3 søskende tilbage, min ældste søster Sidsel Nielsine Jensen, gift med matros i vandbygningsvæsenet, Jens Espersen Jensen, der stammede fra Holmsland ved Ringkøbing. Han døde i 1956, 73 år gammel, der var 4 voksne børn. Sammen med søster "Sine" er der i dag kun tilbage af vi 6 søskende min søster Karen Møller, gift med fhv. kapt. Sofus J. Miler og boende i København og ingen børn.sonderho


Når jeg har ment at ville fremdrage minder fra mit barndomshjem, må jeg begynde med at vi søskende var opdraget i et godt kristen hjem, nærmest indre missionsk, og at jeg gennem alle efterfølgende år ikke har kunnet forestille mig en bedre opdragelse og hjemlige forhold end hos mor og far, hvor vi altid følte os hjemme. - Var der et eller andet vi børn og unge gerne ville med til blandt de andre børn og unge, lød mors svar gerne sådan: Ja, det må i da gerne, hvis vi kunne have ro i at vide, at mor sad derhjemme og var ked af det. Disse ord bevirkede, at vi mange gange søgte hjem til mor, da vi trods alt ikke kunne udholde den tanke, at hun nu sad derhjemme og var ked af det. Jeg kan forsikre, at disse få ord brændte sig fast hos virkede os og betydeligt bedre end hvis vi havde fået-en donnerprædiken.


Ellers forløb min barndom og skoletid vel som de flestes på den tid' Man var vist hverken værre eller bedre end børn og unge er i dag, der kunne også dengang findes på grove og modbydelige påfund. Jeg husker bl. a. fra skolen derhjemme, hvor jeg var i mit 12. år og havde fået en ny ung lærer ved skolen, der hed Lynge, men som nybegynder og ung ikke rigtig forstod at tage børnene. Her mindes jeg en forårsdag, hvor solen skinnede og alt var dejligt ude, at een af mine skolekammerater, Mads Brinck hed han, bad lærer Lynge om han måtte gå ud på toilettet, der var ude i gården, og det fik han lov til, men der var tanker Mads forbandt hermed, thi så snart han var kommet udenfor, fik han fat i en stor papirspose og fyldte den med tørt den fanøsand.
Det øverste vindue i klassen stod åben, og da lærer Lynge altid gik frem og tilbage mellem skolebordene, havde Mads sikkert regnet med at kunne ramme ham med papirsposen med sand, hvad også lykkedes, idet Mads gennem det åbentstående vindue kastede posen ind og ramte lærer Lynge lige i ansigtet og knuste hans briller. Jeg har aldrig set en mand blive sådan slået ud som lærer Lynge, han vidste bogstavelig talt ikke hvad han skulle gøre. Han tilkaldte så vores 1. lærer Christensen, der straks beordrede ro og alt materiale væk fra bordene og ingen måtte røre så meget som en finger, sådan sad vi vel en halv times tid, hvorefter lærer Christensen gik hjem med Mads til hans forældre, hvor der var et større opgør. Efter dette og andet, mente sognerådet, at det ikke ville være forsvarligt at lade det gå som det gik, og henstillede herefter til lærer Lynge at søge sig et andet embede, hvad han også gjorde og fik sit virke på Læsø. For en del år siden på Storebæltsfærgen, opdagede jeg blandt passagererne een, der Lignede lærer Lynge så grangiveligt, at jeg til sidst vovede springet at spørge ham om det ikke var lærer Lynge, og det bekræftede han, at det var det. Jeg fortalte ham så, at jeg var een af de uartige drenge fra Sønderho, hvorefter han spurgte hvem jeg var var og om hvor jeg boede som barn derhjemme. Jeg husker tydeligt at han udbrød, at så var jeg ikke een af de slemme. 

Nå, jeg spurgte ham så om, hvordan det var gået ham i de mange år på Læsø, hvortil han svarede kvikt, at han havde lært på Fanø, hvordan man ikke skal omgås børn, nemlig alt for ensidigt god, men istedet optræde god og bestemt, så opnår man størst respekt. - på det tidspunkt havde lærer Lynge virket på Læsø i 40 år og var deroppe blevet en afholdt og dygtig lærer, Det siger os lidt om, hvordan børn bør behandles.


Det var ellers ret primitive legesager vi blev præsenteret for dengang, og dog var vi vist bedre stillet i den retning end så mange andre børn rundt i landet' thi vore fædre bragte mangen en god ting med hjem fra udlandet og som var nyt for os. Min og de fleste andre drenges største hobby var vel nok havnen, der dog ikke var havn i den forstand' man forestiller sig en sådan, idet fartøjerne ankrede op på indersiden af øen, hvor de på lavvande stod tør. Hos disse lægtere havde vi også vor gang og det kunne hænde, at vi fik en tur med dem, enten til Varde, Esbjerg eller Ribe, og det var en stor oplevelse for vi drenge.


Men for mit eget vedkommende var det vel nok fiskeriet, der optog mig mest. Det var selvfølgelig kun lystfiskeri, men det var ramme alvor for vi drenge, når vi både ved dag og nat skulle passe flodtiderne og få bragt vore fiskegrejer i orden. – Vi brugte de såkaldte "botlinger", en Fanøbenævnelse for lange Iiner, hvor der var påsat op til 2 a 300 kroge og mere. På disse kroge blev der påsat madding, der bestod af friskopgravede sandorm, som vi selv gravede ved lavvande og siden skulle "ese" det vil sige at sætte ormene på krogene, det kunne godt tage nogle timer, men det havde vi gerne overstået inden lavvande indtraf. Vi havde gerne to sæt, sådan at når vi satte det ene tog vi den anden - med fangst - med hjem, og det var jo spændende hver gang at skulle se hvor mange fisk vi nu havde på krogene, Vel var der blandt disse en hel del småfisk, men størsteparten var gode og brugbare, hvorfor vi forsøgte at sælge en del, men det var jo ikke mange ører det gav, ellers forærede vi resten væk. Jeg huskede særligt, når jeg af mor blev sendt over på den nærliggende fattiggård, ikke alene med fisk, men også andet, som de mennesker trængte til, at da mødte jeg rigtig glade og taknemlige mennesker, der strålede over hele ansigtet over, at der dog var folk der tænkte på dem i deres fattigdom. De havde nemlig ikke andet at leve af end fattighjælp og ellers gode folks gaver. Det kan måske være vanskeligt for den yngre generation i dag rigtig at forstå datidens fattigdom mod nu, heldigvis. Ingen bliver udsat for så hård en afslutning på livet, men er vi mennesker blevet mere lykkelige og tilfredse.

Jeg betvivler.


fano4EIIers gik drengeårene som sagt mest med hjemmelavede sysler. Dog kunne vi dog dengang som nu også finde på mere eller mindre grove drengestreger, som de voksne skældte os ud for. Det var dengang altid skik i Sønderho at vi nytårsaften samledes midt i byen, ved mejeriet, hvor der af de mindre børn allerede ved mørkets frembrud blev afbrændt lettere fyrværkeri og andet, hvorimod de større og unge først rigtig tog fat ved midnatstid. Men så var også hele byen på benene, og jeg tror bestemt ikke, at nutidens ældre og voksne af i dag kunne tolerere en sådan øredøvende spektakel, som sådan en nytårsaften dengang frembragte.


I aftenens forløb blev der også flyttet en del rundt på havelåger og andet, som folk havde glemt at få taget ind, men det var mest børn, der ordnede det. De unge og mere voksne trådte først til efter midnat, når de mente, at byen var faldet til ro. Dette bestod gerne i mere grove ting' såsom at flytte mindre både fra havnen og vogne fra landmændene rundt omkring, og helst på steder vi, regnede med, at ejerne ville få vanskeligt med at finde det igen. Men en mangeårig skik var det, at småbåde og vogne altid skulle anbringes i præstegården. Jeg mindes tydeligt, at da jeg i 1902 var hjemme på jule- og nytårsferie og altså var med til at kunne fejre nytårsaften sammen med kammeraterne og vi skulle jo ikke være mindre opfindsomme som tidligere år, og vi gik i gang med de omtalte fiske- og lystbåde fra havnen til præstegården. Det tog jo nogle timer inden vi havde fået anbragt en 6-7 både og et lignende antal vogne hos præsten.


Og da vi ved 2-tiden var stolte af veludført arbejde og klar til at drage hver til sit, fik vi en meget stor og uventet overraskelse. Vi skulle nemlig for at komme ud af den indhegnede gårdsplads passere ganske nær indgangsdøren til præsteboligen, og lige i samme øjeblik vi skulle passere dette sted, åbnede pastor Knudsen sin dør og stod der, venlig som altid og meddelte os, at han og hans kone syntes, at vi havde haft et hårdt arbejde, og derfor ville de byde os ind til en varm kop kaffe, men vi ventede ikke engang på at han var færdig med indbydelsen - ganske overrasket sprang vi til alle sider. Vi havde jo, i tilfælde af at vi blev opdaget, været indstillet på at få en ordentlig dommedags prædiken af pastor Knudsen, der nemlig var stærksindet indre missionsk - og så fik vi sådan venlighed.


En tildragelse fra samme nat synes jeg også skal nævnes, også for at vise hvad unge dengang kunne finde på af kunster. Medens vi om natten var ved stranden og skulle udtage de både, der skulle op i præstegården, kom vi til en båd, der lå med bunden i vejret, men idet vi alle tog fat for at vende den på ret køl igen, blev vi så indsmurt i tjære og andre uhumskheder, så vi måtte lade båden ligge, men vi kendte bådens ejer, en fotograf Thomsen, som altså fik sit ønske opfyldt med at båden blev liggende på sin plads. Men efter at vi alle var blevet sådan titgriset, pønsede vi omgående på hævn, og een af de unge fandt frem til, at vi i byen skulle finde en stor utømt WC spand, og denne skulle vi så med det samme se at få anbragt i toppen på hans fano2flagstang hjemme, og da denne lå lige ud til hovedvejen, mente vi, at når han næste morgen ville tage spanden ned, så regnede han ikke med, at denne var fyldt og meget tung, som tænkt så gjort, og aftalen mellem os blev, at et par stykker af os skulle møde ret tidligt næste morgen og godt dækket skulle følge hvad der ville ske.

 

Ganske rigtig kom fotografen ret tidligt og skulle have den genstand, som de uartige hvalpe havde anbragt oppe i hans flagstang, ned igen, og ganske som vi havde ventet det, kunne han ikke holde den tunge spand, og resultatet blev som vi helst ønskede, nemlig at han fik spand og dens indhold ned over sig, resten skal jeg ikke uddybe, men at han har brugt hårde ord over den uopdragne ungdom, er jeg aldeles sikker på, men er det ikke akkurat det samme, der lyder i dag, når ungdommen i kådhed foretager sig noget de ældre er vokset fra.

 

Jeg kunne godt fremdrage flere minder af den slags, men lad det nu være godt.


Ovenstående var barndomsårene i Sønderho, Niels Mandø Carstensen


Læs også hans tid som dæksdreng i "Anna"
Og tiden som letmatros i "Martha"
Samt tiden på navigationsskole


Kilde: Eric D. Jensen

 

 


Gå til top