Mitfanoe
Frederik med det kolde ben 

 

Frederik med det kolde ben 

 

frederik-med-det-kolde-ben

 

 

FREDERIK

 

Nu om dage skal vi alle være så ens, og der er ikke plads til folk, der i påklædning og optræden afviger ret meget fra det, man kalder det normale. - Indtil for blot 20-30 år siden havde hver sogn sine specielle typer af ældre voksne, som ved deres personlige fremtræ­den, påklædning og væremåde var anderledes, og dermed var med til at gøre hverdagen i bybilledet mere festligt og farverigt. Man kaldte dem ofte for byens originaler, hvilket bestemt ikke altid var negativt ment.

 

Vi har dog stadigvæk afvigende typer, men nu er det de unge, der med stærkt farvet hår, punk og besynderlig påklædning bemærkes, men sjældent i positiv betydning.

Frederik var en af de typer, vi savner. Han var en farverig person. Frederik var tilflytter til Fanø og var ikke „en af vore egne". Han var født i 1890 i Nees nær Nissum fjord og kom fra et nøjsomt hjem med 9 børn. Han kom tidligt ud at tjene ved bønderne, på den tid, da man fik kosten - 10 kr., og et par træsko for en sommers arbejde som hyrdedreng. Han blev ved landbruget, indtil han som 10-årig blev sparket slemt på det ene ben af en hest. Frederik måtte tilbringe 3 år på hospital i København, men benet blev desværre aldrig rask. Det blev stift og kortere end det andet. Det blev „koldt", som Frederik sagde og deraf navnet „Frederik med det kolde ben". 

 

I sin ungdom læste Frederik meget og var orienteret og vidende om mange ting. En skolelæreruddannelse måtte han opgive, og i stedet blev han uddannet som kontrolassistent, altså igen tilbage til landbruget, nu for på Ribeegnen at føre kontrol med køernes mælkeydelse og mælkens fedtprocent.

Dette arbejde var i det lange løb ikke Frederiks lyst, så i stedet gik han i lære som fotograf i Haslev på Sjælland. Efter et halvt år følte Frederik sig udlært, han gik på valsen som kanonfotograf, vandrede med sin stok og apparatur fra gård til gård og tog billeder. De fleste havde ikke råd eller lyst til at blive fotograferet, men Frederik fik dog næsten altid lov til at tage et par portrætter. Når folk så senere så det færdige resul­tat, købte de altid billederne, for Frederik var en dygtig fotograf. - Billederne var billige, for Frederik fik jo i reglen kosten, der hvor han kom frem. Desværre er Frederiks mange fotoplader vist gået tabt. 

Frederik var velkommen overalt. Han havde nyheder og var en god fortæller. På sine vandringer nåede han næsten til hver egn i Jylland, men Vestkysten og Søn­derjylland var de steder han holdt mest af. På Rømø blev han længe, 4 måneder. 

 

I 1925 sluttede Frederik de lange vandringer. Det „kolde" ben kunne ikke holde til det. Han kom til Fanø, hvor han i de første år hjalp en søster, der havde et vaskeri på Kikkebjergvej. 

I 1932 og -33 havde Frederik Fanøs første autoservicestation ved Strandvejen/Gl.  Postvej, hvor der se­nere blev bygget autoværksted m.v. - Servicen bestod kun af salg af benzin, olie og ispinde fra en lille kiosk. Frederik solgte en speciel russisk benzin l øre billigere pr. liter, end andre forhandlere. Prisen var 27 øre pr. liter.

Benzinen blev pumpet med håndkraft og de få lokale bilister vidste godt, at man skulle se nøje efter, at pum­peglasset var helt fyldt op, og at den kraftige slange blev tømt. Med turister behøvede Frederik ikke at tage det så nøje. 

Ind imellem fotograferede han dog stadig, mest på gårdene i Rindby, og i mange fanøhjem kan man stadig finde hans billeder i det gamle familiealbum.

 

Frederik med det kolde ben var en stor naturelsker og meget interesseret i jagt og fiskeri. Omme på Halen, den halvø der afgrænser Vigen, fandt han bag „æ Skrånbjerg" på selve spidsen af Halen, et usselt jagtskur. - Frederik gravede ud i klitten, fik plads til en køje, et lille komfur, et plankebord og 2 stole, i alt ca. 6 m2 bolig. - Fra 1935 tog Frederik fast ophold her og blev ene­boer, men det blev han nu ikke i egentlig betydning, for der kom mange på besøg. 

Frederik læste meget, også om aftenen ved sin petroleumslampe, og han holdt sig orienteret om verdens gang. En skrattende radio havde han også. Den virkede dog kun, når der var strøm på syreakkumulatoren, der jævnligt trængte til genopladning. Der var langt til elektricitetsværket. Akkumulatoren var tung og en opladning kostede immervæk 50 øre. 

Poetisk var Frederik også. Han kendte mange sange og viser, nok mest i „Hjalmar og Hulda-stilen". Et vers fra et digt, som Frederik kunne lide, og som nok også passer til hans livsfilosofi lyder: 

 

Livet er en gåde, som ingen gætte kan.

Lad derfor skæbnen råde,

den lystre må hver mand.

Lev livet let, nyd hver en liflig ret,

ellers dør du som en nar,

den dag døden dig ta'r.

  

Frederik havde mange venner, som hyppigt besøgte ham for at høre om jagten og hans oplevelser fra de lange vandringer Jylland rundt. Når han havde lyst fotograferede han stadig med „Kanonudstyret", som han havde opbevaret hos søsteren. - Sin bedste forretning lavede han i 1935, da han efter megen overtalelse fik lov til at fotografere det afgående provstepar, Benja­min Nielsen og frue. Det billede havde mange købere på Fanø. 

Frederik lavede selv sine fiskeredskaber, ruser og krogliner. Dem satte han ud i Vigen, og dengang kunne der fanges ål og fladfisk, så mange at Frederik for fisk kunne bytte sig til andre naturalier på de Rindbygårde, han besøgte. 

 

Frederik var glad for sin pibe og sine hjemmerullede cigaretter, men også for en øl eller helst flere. Mange fanødrenge besøgte Frederik omme på Halen ved „æ Skrånbjerg". Han var glad for besøg, og havde en god måde at snakke med drenge på, Mangen senere jæger er blevet indviet i jagtens mysterier af Frederik. De større drenge fik undertiden lov til at skyde med hans jagtgevær, dog kun under Frederiks kyndige vej­ledning. Frederiks jagtvåben var specielle. Han havde et enkeltløbet jagtgevær og en doublet. - Sidstnævnte havde et løb kaliber 12 og et løb kaliber 8. Det var efter jagtloven i 1932 ikke tilladt at bruge så stort et kali­ber, men i mørket kan det måske være svært at få det rigtige gevær med, og mange jægere brugte endda stør­re kaliber, når de dengang om natten var på Veserjagt. 

 

Frederiks dobbeltløbede jagtgevær med de to forskellige kalibre ville i dag være et klenodie. Desværre forsvandt geværet uforklarligt - sammen med Frederiks kikkert fra hans senere bolig. 

Frederik vandrede hver uge med sin rygsæk og sin uundværlige stok til Nordby for at hente sin pension eller understøttelse, som det da hed. Der blev kun udbetalt for 1 uge af gangen og pengene skulle afhentes personligt. Hans påklædning var altid sømmelig, blå Holmens bukser, engelsk trøje, khakifarvet lærredsjakke og blød hat. Om denne bløde hat, og hvad den blev anvendt til, går der mange historier, men de kan ikke sættes på tryk. - Af hensyn til det kolde ben gik Frederik det meste af året med lette lærredsgummisko. 

Hjemme i jagthytten var der ikke megen rengøring og opvask. - Frederik tog det ikke så nøje med sin bolig. Engang mens han udenfor snakkede med en jagt­kammerat, så de pludselig en lækat løbe ind i huset. Frederik gjorde kort proces, tog geværet og skød lækatten, der havde gemt sig i et hjørne over køjen.

 

 Da anden verdenskrig kom boede Frederik stadig ved Halespidsen. Her lavede tyskerne en stærk fæstning med 88 mm kanoner til luftforsvar, men også til beskydning af Grådyb, hvis en engelsk invasionsstyrke skulle komme igennem til Esbjerg. 

Frederiks hytte blev helt indesluttet af de store bunkers og kanonstillinger, som stadig kan ses her. De lidt ældre husker også de store 200 cm kulbuelyskastere, som efter mørkefald blev afprøvet ind over Nordby. Æ Skrånbjerg blev også skamferet og lidt af toppen forsvandt. 

Historierne om at tyskerne tændte projektøren for, at Frederik kunne finde vej hjem til Halen er en skrøne, - Derimod glemte 8 fanøjægere, hvoraf nogle stadig lever, aldrig deres ulovlige Veserjagt med „æ Donnerbøs" og skubkane i slutningen af 1942. - Da bøsser­ne blev skudt af troede tyskerne, at invasionen var begyndt på Fanø. Projektørenblev tændt og området afsøgt. Jagtkommandøren råbte: „Bliv nede" og jægerne trykkede sig dybt ned i klæget for ikke at blive set. 

 

Frederik gav ikke op overfor tyskerne og blev boende. Han forfægtede med stor veltalenhed på tysk sin ret til stedet og skældte ud i sådan grad, at han fortsat fik lov til at bo midt inde i det befæstede område. Han fik endog lov til i en periode at hente sin mad i tyskernes spisebarak. Værre blev det, da tyskerne udlagde en 10 m bred pigtrådsspærring over engene fra Halen og helt ned til Fanø Plejehjem. Desuden blev der lagt et stort antal landminer, men Frederik overtalte tyskerne til at sætte små pinde op, så han kunne finde vej gennem minefelterne. Sådan fortalte Frederik det i hvert fald selv. 

Efter august 1943 strammede tyskerne grebet, bl.a. skulle nu også alle jagtgeværer afleveres. Nu blev det Frederik for broget, og han måtte fortrække fra Halen. Nu flyttede han om i Albuebugten i et faldefærdigt hus, han købte billigt. Her var der mere plads og flere rum, men ellers levede Frederik sit liv som hidtil. 

 

Han blev nabo til „æ eneboer", en ældre mand, der sammen med sin invalide kone havde valgt at bo alene og afsondret. Samkvem mellem dem var der derfor ikke. - „Æ eneboers" levede yderst spartansk, de havde 2 geder, købte næsten kun rugbrød, og udnyttede ellers hvad naturen kunne give. Derfor havde „æ eneboer" også en båd og et fint jagtgevær. - Naboskabet varede ikke ret mange år. - Eneboerens hustru døde, og eneboeren selv, blev dræbt ved en trafikulykke - på sin måske eneste årlige tur til Esbjerg. 

 

Frederiks venner, mest jægere, svigtede ham ikke omme i Albuebugten og han fik endnu flere. Sønderhoningerne besøgte ham også, nu han boede midt mellem Nordby og Sønderho. Mange kendte Nordbyborgere lavede weekendtur til Frederik og han havde jo nu plads til de kunne overnatte, når det kneb med at finde hjem - for ganerne blev jo godt læsket. 

Der kom jævnligt folk forbi på den plørede og sandede vej lige øst for huset. Også bilister. Dem havde Frederik særlig glæde af, for bilerne kørte tit fast på den dårlige vej. Så kom Frederik med skovl og gamle sække, bilen kom fri og Frederik fik en god drikkeskilling. Vejen blev ikke udbedret, for der kom jo nok en anden bil, der kørte fast, og så kunne Frederik igen tjene en skilling. 

Frederik var aldrig ensom. Desuden havde han sin hund Jonas, der kunne tale og var meget klog. Jonas havde det bedste i sig fra mange racer og Frederik og den var uadskillelige i 16 år. - Katten Laura havde han også i mange år. Desuden lige udenfor vinduerne vildtet, som han elskede at betragte. 

 

Frederik kom fra et kristent hjem og sagde: „Jeg beder mit fadervor hver aften". - Dog kunne det ske, at hvis for mange venner havde besøgt Frederik i et festligt lag, ja så glemte Frederik sin aftenbøn. Men hvad skidt , sagde han, så beder jeg to den næste dag. 

Et kvart århundrede boede Frederik om i „æ albu", som mange også kalder „æ hal". Formue fik han aldrig, men en enkelt gang fik han penge til huse. Det var, da man indførte flaskepant. Frederik havde et helt læs flasker, som vennerne havde efterladt hos ham. 

 

I slutningen af 60'erne blev Frederiks kræfter for små. På alderdomshjem ville han ikke. Til sidst måtte han dog give sig, men han stillede en betingelse: Jeg vil have 2 øl om dagen. - Det må man så håbe han fik. - Meget jordisk gods havde Frederik ikke, men for mange fanøboere står han stærkt i erindringen og mange mindes ham, som den filur, ven og kammerat, han var. 

De sidste år tilbragte Frederik på det gamle alderdomshjem ved Vestervejen.

Hans hytte ved æ Skrånbjerg er nu restaureret og ejes af jagtforeningen. Huset i Albuebugten er ombygget til sommerbolig. 

 

Frederik med det kolde ben ligger begravet på Vestre kirkegård.

På gravstenen står der: Frederik Mouritzen 1890 - 1975

 

En tilføjelse (af Aage Krog Jensen)

I sommeren 1963 havde eleverne på Fanø Navigationsskole en udflugtstur til Sønderho (i vore dage hedder den slags vel studieture). Turen startede en lørdag middag ved navigationsskolen, hvor der var 5 vogne trukket af heste opmarcheret. Vognene blev invaderet af forventningsfulde elever, hustruer og kærester og afsted gik det med omkring 15 mennesker på bænke i hver vogn og med behørigt stop ved Carlsberg forhandleren, senere ude hos Ejler, Tuborgmanden. Derefter gik turen over Halen mod Sønderho og naturligvis med stop hos Frederik med det kolde ben.

Selv om hunden den dag blev beværtet med både øl og snaps ville den dog ikke tale den dag.

Benovede over den enorme mængde tomme flasker i Frederik's hus, drog vi videre mod Sønderho...

 

 

Kilde: Tage Boye og Nordby sognearkiv

 


Gå til top

End Of Slide Box