Hændelser i 1911 på Fanø

 

 

 

Hændelser i 1911 på Fanø

 

 

 

Af tidligere sognerådsformand og borgmester Marius Sørensen, født den 29. december 1904 i Nordby. Marius Sørensen var meget levende optaget af lokalhistorien og gav selv mange bidrag til forståelse af fortidens historie. 

Min skolegang var begyndt i april efter en forudgående optagelsesprøve, hvorunder jeg blev "eksamineret" i A.B.C., tallene og lidt af lignende art. 

Forprøven foregik i det daværende håndgerningslokale. 

1. klasse var dengang i det sydlige klasseværelse i Borgerskolens tværbygning (syd/nord).                  

Jeg fik plads på den nederste bænk ud mod skolegården.

 

 

B1727 16 Nordby-Borgerskole

 

 

Nordby Borgerskole. Billede Nordby Sognearkiv.

 

B1678 3 laerer-Heeboell-ca-19

 

 

Klassen ca. 1914 med lærer Heebøl. Billede Nordby Sognearkiv

 

Lærer Heebøll, Marie Svarrer Nielsen, Marie Liisberg, Margit Gregersen, Ida Jørgensen, Marie Nielsen, Mathilde Svendsen, Helena Samberg, ?, Henningesen, Hansine Brandt Poulsen.

Petra Svarrer, Kaj Hummelgaard, Søren Anthon Christensen, Hans Jørgensen, Holger Tveed Hansen, Viggo Dam, Alfred Visbye, Georg Jørgensen, Carl Emil Hestbek, Emil Lauridsen.

Anna Winther Hansen, Mary Jensen, Metha Jensen, Marie Thomsen, Jenny Andersen, Jenny Sørensen, Jenny Svarrer, Dagny Anthonisen, Johanne Banke.

Mary Christensen, Johanne Nielsen, Jenny Nielsen, Marius Sørensen, Mathias Viktor Jepsen.

 

 

Mine første lærere var Johs. Heebøl, frk.Grimlund og J. Reefer (der, mens jeg endnu var i denne klasse blev skolelærer på skoleskibet ”Viking”. Jeg erindrer, ham kom på besøg i skolen i fin uniform).

 

B1169 laerer frk Marie Grim

 

 

Lærerinde, frk. Marie Grimlund. Billede Nordby Sognearkiv

 

 

I november oplevede vi en ny stormflod.

Min søster Dinne tjente det år hos frk. Kolster og frk. Marie Nielsen i huset ved Marie Bentzens forretning ved havnen. Ud på aftenen var far dernede, i store søstøvler, for at bjerge Dinne ud af et loftsvindue. Vandet stod højt inde i butikken.

 

 

B7382 Marie-Bentzens-papirh

 

 

Marie Bentzens forretning. Billede Nordby Sognearkiv

 

De efterfølgende dage var der bl.a. udsalg fra frk. Bentzens forretning, Spændende ting for os drenge til små priser.

(Måske var det ved stormfloden i 1909).

 

b1167 urmager fogh h j

 

 

Urmager og biografejer H. J. Fogh. Billede Nordby Sognearkiv

 

 

I 1911/12 tjente min kusine Marie hos urmager Fogh, der boede i det store hus ved biografen. Jeg kom der meget og hjalp med at luge haven. Fogh havde boet i Amerika i en del år. Han havde en stor grammofon med en mægtig tragt, det var et ret sjældent syn i de dage, og for mig var det en stor oplevelse, når grammofonen blev sat i gang og aflirede små morsomme historier, bl.a. den om Rasmus, der skulle have syet tøj hos skrædderen. 

Fogh ejede også biografen, der var blevet opført i 1905. Min forbindelse med huset medførte jævnligt en fribillet. Jeg var meget optaget – vist for meget – af de spændende film, der kom på programmerne, "Den blå diamant” og andre med rigelig revolverskydning,

samt de mere morsomme. Det var i stumfilmens dage, og mekanikken var jo ikke den bedste.. Der var ofte pauser, men for den tid var det trods alt en attraktiv foreteelse. Der var elektrisk lys i biografen. En stor petroleumsmotor var drivkraften. Når den begyndte at tøffe, kunne det høres langt væk, og så vidste vi, at nu var der gang i biografen. Lige indenfor døren stod en dreng og solgte programmer å 10 øre. Det job fik jeg senere, og så var jeg jo fast tilskuer. Der faldt også af og til drikkepenge af. Især var mejeribestyrer Nielsen flink til det, og han var fast publikum. Til jobbet hørte også at feje gulvet i Bio, og der kunne af og til findes "fejepenge”. 

Så snoldede jeg i det skjulte. Købte lækkerier og fortærede det på hotel Nordby's veranda, (den stod tom i nogle år). Anton Enné var motormand og operatør i biografen. 

Der kom senere en periode, hvor biografen var ”Tabu”. Jeg fik andre interesser og biografklimaet var i lange tider ikke tiltrækkende for mig. 

Jeg husker ikke, om det var i 1911 eller 1912, at en stor svensk eskadre besøgte Esbjerg.

Skibene lå på reden fra "Lomunds" tønden og op imod havneindsejlingen. En søndag roede vi med skibsdrengen på "Ane Cathrine” ud til de svenske skibe, men noget egentligt overblik eller opfattelse af eskadren fik jeg ikke. Jeg husker blot roturen derud og en uforklarlig angst for de store gråmalede kolosser. 

Det må have været i 1911, at vi fik kartoffelmark.

Ude vest for Hjøwervejen, ikke ret langt fra Kikkebjergvejen, ligger eller lå der dengang nogle små marker, nærmest huller eller fordybninger ned i sandklitterne. disse huller var gennem årene blevet, gravet, gødet og dyrket en smule, skiftevis som græsgang til en ko eller nogle får – og til kartofler.

 

 

B-1686-3-Hoewerpladsen--193

 

 

Hjøwervejen, blev anlagt i 1904, og det må være heromkring familien Sørensen kartoffelmark lå. Billede Nordby Sognearkiv

 

 

Der var Niels Frank´s hul – Anders Bojs hul og blikkenslorens huller. Det var et af blikkenslager Mathiasens huller, at far og onkel Jens blev enige om at leje til kartofler. Hullet var nærmest ellipseformet, bredest på midten. Det blev så delt på midten, og vi fik den nordre halvdel. I denne kartoffelmark erhvervede jeg mig mine første kundskaber om landbrug. 

Da hullet blev overtaget, henlå det udyrket, og jeg tror at vores nabo Søren, der også ordnede vores mødding, gravede jorden igennem det første år. Mor og jeg var så ude at sætte/lægge kartofler, ”røde tidligmodne”. Der blev trukket en snor mellem to pinde, og så blev kartoflerne lagt efter snoren i et spadestiks dybde og med en halv alens afstand. Der blev begyndt i venstre side af marken. Et spadestik jord blev lagt til side, en spiseskefuld kunstgødning lagt i hullet sammen med en spiret kartoffel, derpå afstand og den næste opgravning blev så lagt over kartoffel og gødning – og således fortsat. Når rækken var lagt, blev stokkene flyttet ca. 18 tommer, og vi begyndte en ny række efter snore, indtil vi nåede skellet i midten. Så blev kartoffelmarken jævnet med en rive.

Så blev der jo efter nogle ugers forløb jævnligt kikket efter de første grønne spirer, der kom op imellem meget ukrudt. Det kunne være en aftentur eller søndagstur at se til kartoflerne, og om vores kom før onkels. 

Når rækkerne så var synlige, skulle der luges. Det var oftest mit job at krybe på knæene emellem rækkerne og fjerne Meler, Snerler og Mælkebøtter. Det var jo ikke så besværligt i den tørre sandjord, men kedeligt og trættende. Oven østen for marken var der en ret høj knold med et sandhul, hvor jeg gik op og lagde mig i sandet i de lune forsommerdage og fulgte de drivende skyer og gav mig hen i fantasier. 

Jeg blev rost for lugningen – værre var det når tante Anna fandt på, at jeg også godt kunne luge deres stykke. Tiden kom, da der skulle hyppes op om de stærkt voksende toppe. Det ordnede mor i første omgang – men jeg fik det lært.

 

 

 

I juli begyndte vi at ”se til kartoflerne”, om de var store nok til opgravning. Var de det, fulgte der nu mange ture ud for at hente nye kartofler, for der måtte ikke graves op for mere end to eller tre dage ad gangen. Der skulle jo en del med til ”Ane Cathrine”s proviant og en portion til det hjemlige forbrug. 

Af sted med spanden, en lille greb havde vi liggende derude, og så skulle der graves forsigtig for ikke at stikke kartoflerne, og så rode hullet igennem, så hele udbyttet kom op. Det blev gode og passende kartofler, - de blev skrubbet rene – og hvor de smagte. Jeg har siden den tid altid været forlibt i tidligmodne røde kartofler, både til middag og som pålæg. 

Når kartoflerne var taget op, blev jorden efterårsgravet og herunder renset for Senegræs og andet ukrudt. 

I de følgende år blev der begyndt med, at Søren kom over og tømte vores mødding op i en kassevogn. Det blev så kørt ud på kartoffelmarken, spredt ud, og gravet ned. Det skete gerne i det tidlige forår. I møddingen var der jo gødning fra gris og høns, WC og køkkenaffald o.l. Det hjalp jo på udbyttet. Foruden møddingen fik kartoflerne dog fortsat en skefuld 18 % kunstgødning med i hullet. 

Da der blev sat grøntsager i kartoffelmarken, blev der gravet et hul midt i skellet mellem onkels og vores stykke. Hullet gik ned, så der kom grundvand op, - og der blev sat en trætønde uden bund ned i hullet. Så kunne vi i sommertørken give grøntsagerne lidt vand. Jeg husker, at da jeg en forårsdag havde ærinde derud lagde jeg mærke til at det dæksel, der var lagt over brønden var faldet af. Da jeg kiggede derned, sad der en hare dernede, fanget i en fælde. Der var ikke videre vand i brønden. Jeg skyndte mig hjem og fik – jeg husker ikke hvem – med derud igen. Haren blev halet op i ørerne, den var lidt medtaget, vel af sult, men hoppede da af sted og fandt føde.

 

 


Gå til top