Erindringer fra sejlskibstiden 1894 -

 

Erindringer fra sejlskibstiden 1894 - .

 

N. M. Toftgaard Nielsen

 

Fanø Ugeblad: 20. januar 1978, 27. januar 1978, 3. februar 1978, 10. februar 1978, 17. februar 1978 og 24. februar 1978.

 

 

For at skaffe de bedst mulige op­lysninger frem om forholdene til søs før århundredskiftet og frem til den tid, hvor sejlskibene forsvandt fra verdenshavene, har vi tid efter anden beretninger i Fanø Ugeblad om disse forhold. Vi har nu haft den glade at modtage et eksemplar af en beretning, som skibsfører Niels Toftgaard Nielsen har skrevet om sine oplevelser om bord i forskellige sejlskibe, og blandt disse »Elisabetha« af Sønder­ho, som jo var sidste nybygning på Fannikerdagens modelsamling. Kapt. Toftgaard Nielsens erindringer er net­op i denne forbindelse en enestående beretning fra en sømand helt fra den første tid som dæksdreng om bord i et sejlskib som matros, bådsmand og styrmand.

 

 

 

Da min far som skibsfører havde været ude omkring i ver­den, var han lidt mere interes­sant, end de fleste der boede i Nørre Nebel. Lægen, apotekeren og postmesteren kom i vort hjem for at få en sludder med far, der var en lun fortæller. Jeg skal også her nævne min moster Marie og hendes mand Laust Jensen (Post), som vi børn satte stor pris på. Vi kom meget i deres gæstfrie hjem og legede med børnene der. Onkel Laust var en dygtig og forudse­ende mand, som har bygget mange af husene i Nr. Nebel. Han var uddannet som både snedker og tømrer og havde til tider op til 8 å 10 svende. Jeg husker, da der kun var en 6 - 7 huse i Nr. Nebel by, men takket være min onkels initiativ kom der stadig flere indbyggere, både handlende og håndværkere.

 

 

Hyre med barkskibet ”Vega” af Kolding

 

Den 30. august 1894 udmøn­strede jeg i Hamborg med bark­skibet „Vega" af Kolding, som min bror Niels var kaptajn på. Jeg kom sammen med Niels til Hamborg i midten af august og fik set mig lidt omkring der, in­den vi først i september afsej­lede med en ladning stykgods til Guayaquil, Ecuador.

Før den øvrige besætning kom om bord, boede jeg sammen med min bror på Jessens Hotel. Der traf jeg en anden dreng, som var fra Fanø. Han var med en

lystkutter og for øvrigt en bro­dersøn til Jessen, der ejede ho­tellet. Han var lidt bedre kendt i Hamborg og kunne lidt tysk, så han var mig til god hjælp. Senere traf jeg ham igen her i Esbjerg som lods, og han er min gode ven lods Jessen nu. Vi har arbejdet en del sammen i man­ge år som søretsmedlemmer samt med besigtigelser af hava­rerede skibe og ladninger.

 

Før vi rejste fra Nr. Nebel, var vor søster Vardine blevet syg, og nogle dage efter vor an­komst til Hamborg modtog vi meddelelse om, at hun var død. Det var et hårdt slag for os beg­ge, og det kastede en mørk skyg­ge over vort ophold i Hamborg og den første tid på rejsen.

 

Min første rejse var ikke uden dramatik. Jeg tålte søen godt, men var dog søsyg en uges tid, fra vi kom Elben ud, og til vi så klipperne ved Dover. Mand­skabet var flinke mod mig, hvad just ikke kan siges om styr­mændene. Især anden styrmand var slem til at servere lussinger på vagten, dog var det vist mere for tidsfordriv end af ondskab. Han hed Gørtlev og var fra Dragør, og han blev senere lods der. Jeg traf ham mange år ef­ter i Helsingør, da jeg var styr­mand i Anholt Knob Fyrskib og var inde for is. Han kom om bord og hilste på mig, og vi op­friskede gamle minder, bl.a. og­så de klø han havde givet mig. Jeg betroede ham, at min kongs­tanke havde været, at han skul­le have en dragt klø, første gang jeg så ham. Så sagde han, det var også noget at tænke på. Jeg var jo, sagde han, heller ik­ke andet end en stor dreng og første gang ude som befalings­mand. Jeg syntes godt om dig og ville lave en god sømand ud af dig. Lad os nu ikke tænke mere på det, men gå i land og få en bajer. Og det gjorde vi og skil­tes som gode venner.

 

 

Sygdom om bord

 

Vi havde en temmelig lang rejse til Guayaquil men ankom godt dertil. Nogle særlig hårde storme havde vi ikke, men det tog temmelig lang tid at komme rundt Kap Horn. På udrejsen blev kokken syg og var det det meste af rejsen. Jeg og så en anden dreng blev sat til koge­riet, og det klarede vi trods vor uerfarenhed så nogenlunde.

I Guayquil var det forfærde­lig varmt. Det var jo næsten li­ge under Ækvator, og byen lå 80 sømil inde i landet op ad en flod gennem sumpe og urskov, og vi blev næsten ædt op af moskitos.

Det var dog ikke det værste, men gul-feberen rasede der, og mange af de der liggende skibes besætninger døde. Vi blev hel­ler ikke forskånet om bord i „Ve­ga". De fleste af os fik malaria, og vor 1.-styrmand, Schmidt, en ældre mand bosiddende i Ham­borg men ugift, samt en letma­tros Axel Christiani, en præste­søn fra Nibe og en ualmindelig tiltalende ung mand, døde om bord af gul feber. Vores kok lå en tid lang på hospitalet uden rigtig at blive helt rask, men blev dog så nogenlunde resti­tueret, at han kunne overtage kokkeriet igen.

I den tid, vi lå der, hændte det flere gange, at der var i hundredvis af søslanger så store som en stor hugorm, og vi fan­gede flere, der kom i flasker med sprit, indtil vi fik at vide, at vi skulle lade den spøg fare, da de var meget giftige.

 

 

 

 

 

Gul feber er en virussygdom, der skyldes infektion med gul feber virus, der tilhører gruppen af flavivirus. Gul feber er en akut virusinfektion, der kan forløbe så mildt, at den ikke bliver erkendt. Symptomerne er pludseligt indsættende feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter samt kvalme og opkastninger. De fleste bliver herefter raske. Ca. 15 % kan efter en kort bedring få tilbagefald og udvikle gulsot som tegn på leverbetændelse. I særligt alvorlige tilfælde ses også blødningsforstyrrelser. Ca. 20-50% af patienter med gulsot dør.


 

 

 

 

Malaria skyldes infektion med malaria parasitten, der er en éncellet protozo af arten Plasmodia. Der findes fire forskellige typer malaria: Plasmodium falciparum,Plasmodium vivax, Plasmodium ovale og Plasmodium malariae. Parasitterne overføres til mennesket via stik af Anopheles myggen. Plasmodium falciparum er årsag til langt de fleste dødsfald og til de alvorligste sygdomsbilleder. Den er også den art, der udviser de største problemer med resistens mod forskellige malariamidler. Infektionen ligner til forveksling influenza med feber, hovedpine, muskel- og led-smerter. Ubehandlet kan der opstå en lang række komplikationer, herunder sløret bevidsthed og nyresvigt.


 

 

 

 

 

 

 

Medens vi lå i havnen, måtte vi to drenge skiftevis op kl. 4 om morgenen for at gøre baks-tørn og rense klosetspande. En morgen var jeg så uheldig at tabe sådan en spand ned i en ka­no lastet med appelsiner og ba­naner. Indianeren ville lige pad­le foran skibet for at komme på markedet med sine varer. Jeg ser ham endnu hvidgløden­de af raseri. Jeg gemte mig af vejen, men han kom da ikke om bord.

Fra Guayaquil gik vi ud på kysten af Ecuador og lastede nødder først i Manto og så i Machala. Vi lå på åben kyst, og nødderne blev bragt ud i lægte­re. Skønt vejr og sø var ret ro­lig, tog det temmelig lang tid, før vi blev lastet færdig, da lægterne var få og små, og der var et andet dansk skib „Irvine" af Fanø, der lastede samtidig med os, men langt om længe blev vi da færdige.

Der var revolution i Ecuador, da vi opholdt os der, hvilket vi også blev sinket af. Manto blev for øvrigt indtaget af de revolu­tionære, mens vi var der, men det mærkede vi dog ikke meget til, udover at vor fører og føre­ren af „Irvine", der var i land for at ordne noget, ikke fik lov til at gå om bord, før der var gå­et et par dage.

 

 

 

IIrvine-af-Nordby,-3m-bark,-FOS-4717-5

 

Barkskibet IRVINE på 675 tons br. var bygget af jern og blev søsat i Sunderland 1867. Det blev indkøbt I 1893 for 54.000 kr. af et rederiaktieselskab med N. H. Svarrer, Nordby, som korresponderende reder og førtes af kaptajnerne P. S. Ankersen og H. L. Meinertz.

 

 

 

 

Det kneb med at få ferskvand der, da vandet var alkalisk. Det vand, vi fik, kom længere inde fra landet, og blev bragt ned til kysten i ankre på æselryg, og det var temmelig dyrt og heller ikke for godt. På hjemrejsen måtte vi så samle regnvand for at supplere vor beholdning.

 

Hjemrejsen blev meget be­sværlig og temmelig lang. Da vi var kommet rundt Kap Horn, blev kokken syg og lå temme­lig længe til køjs. Til sidst dø­de han og blev begravet i søen dagen efter. Om natten måtte vi våge over, at rotterne ikke åd i ham, idet vi opdagede, at de havde gnavet i hans næse. Efter min rorstørn sagde styrmanden til mig: „Gå ind og se til liget og jag rotterne væk." Da jeg kom ind og så til ham, opdage­de jeg, at en stor skumklump stod ud af hans næse, og for mig så det ud, som om det bevæge­de sig. Jeg for op til styrman­den og sagde: „Jeg tror ikke, kokken er død, han ånder vist." Styrmanden sagde, det var no­get vrøvl, og at jeg så syner. Vi gik så ned og undersøgte det begge og blev klar over, at det var den luft, der var i ham, da han døde, der nu pressede sig ud. Han var nemlig død ved kvælning.

Om formiddagen blev han be­gravet i søen. Tømmermanden havde lavet en let tremmekiste med en hel del gammelt jern i fodenden, og liget var indsvøbt i gammel sejldug. Flaget var på halv stang, og der blev braset bak, så skibet lå stille. Et vippelad var lavet, og kisten blev anbragt derpå, og hele mand­skabet var samlet om båren. Så trådte skipper frem og sagde nogle ord og bad Fadervor, og derpå blev liget vippet i søen og sank hurtigt i havets dyb, mens vi med blottede hoveder stod og så derpå.

Vi var selvfølgelig benovede over at have mistet en god kam­merat og skibsfælle.

Så blev der braset fuld sejl, og vi fortsatte vor sejlads, og livet gik i den første tid sin van­te gang. Jeg og den anden dreng var i kabyssen igen for at koge hver på sin vagt.

Dagen efter kokkens begravel­se blev hans få ejendele solgt ved auktion. Det indkomne be­løb sammen med hans tilgode­havende blev afleveret til den danske konsul i Hamborg, der så måtte se at få det afsendt til hans pårørende. Kokken var ugift og hjemmehørende på Ærø. Jeg husker, at jeg på auktionen købte et par af hans sko.

 

Desværre varede det ikke ret længe, før der igen meldte sig sygdom. En af mandskabet var blevet kvæstet af en sø nede ved Kap Horn og var til dels uarbejdsdygtig, og nu fik han skør­bug og kunne intet udrette. Så blev skipper syg, Uge efter vi havde passeret Ækvator, og han måtte holde køjen. Senere blev første styrmand syg, og det var galt med benene hos dem beg­ge. Styrmanden kunne dog sid­dende oppe på halvdækket pas­se sin vagt. Senere blev enkelte andre af mandskabet mere eller mindre sløje. Det var for alles vedkommende mere eller min­dre udtalt beri-beri.

 

 

 

 

Beriberi er en sygdom, som følger af mangel på tiamin (B1-vitamin). Ordet kommer fra singalesisk, hvor beri betyder svaghed. Symptomerne ved beriberi er bl.a. forhøjet blodtryk, muskelsvækkelse, mental forvirring og forstyrrelser af hjerterytmen. B1-Vitaminmangel vil fremkalde en Nervelidelse (Beri-Beri). Beriberi, som man tidligere troede var en udpræget tropesygdom. Den vitaminfattige kost med saltmad og uden grøntsager måtte medføre skørbug og beri-beri på særlig lange (sø)rejser.


 

  

Da der kun var anden styr­mand, to matroser og os to dren­ge til at manøvrere skibet, blev det besluttet, at vi skulle søge nødhavn på Azorerne, da vi ik­ke var så langt der fra. Desvær­re var vi kommet ind i et stille bælte efter at være kommen ud af nordvest passaten, så vi lå i 3 uger og kom ingen vegne. Til sidst kom der da endelig lidt luft, og vi kom op og fik land i sigte, men vi sejlede for øvrigt et par dage mellem øerne, før vi fandt ind til Ponta Delgada, St. Miguel. Skipper måtte bæres op på halvdækket for at overtage navigationen. Antagelig fik vi slæbebåd for at få os ind. Pon­ta Delgada var en stor havn, og der lå mange store sejlskibe, dels havarister og dels skibe indkommen med sygdom blandt besætningen.

Der var en stor læmole, og in­den for den blev vi ankret op. Da vi kom fra en feberplads, måtte ingen komme i land. Der lå en skarparmeret politibåd foran og bagved skibet. Lægen måtte heller ikke komme om bord. De syge blev båret ned på stordækket til en lænseport, hvor lægen på en afstand af 3 -4 meter synede dem og ordinerede dem noget medicin. De syge kom sig så nogenlunde, i de 3 uger vi lå der, men det var nok mest, fordi vi fik frisk proviant om bord, i særdeleshed frugt og grøntsager.

De breve, vi fik lov til at sende, skulle have et snit gennem konvolutten og blev puttet i en røgelseskasse, der blev rakt hen til en lænseport.

Skipperen og den før omtalte mand, der havde skørbug og et læderet ben. blev dog ikke helt raske, mens vi opholdt os i karantæne i Ponta Delgada.

 

 

 

 

Skørbug, sygdom der skyldes mangel på C-vitamin, bl.a. med træthed og blødninger samt løsning og udfald af tænder. Før i tiden fik sømænd skørbug på lange rejser, fordi de ikke fik frugt og grønsager

 

  

 

Fra Hamborg blev der sendt en kaptajn ud til at føre skibet hjem, og fra Lissabon fik vi en kok og to matroser, deraf den ene en neger, der just ikke var nogen særlig god sømand.

Da besætningen nu var kompletteret, afsejlede vi og havde en meget hurtig rejse til Hamborg, 11 dage, og så havde vi endda et par dages kryds, før vi kom klar af Azorerne.

Rejsen havde varet ca. 14 ½ måned.

 

 


Ny påmønstring på ”Vega”

 

Den 14. november 1895 blev jeg afmønstret, og et par dage efter rejste jeg hjem sammen med min svoger købmand Koch. Han var rejst til Hamborg sammen med min broders kone. Den dag vi rejste hjem, blev Altona Bahnhof indviet, så der var stor stads der. Vi kom hjem til Nr. Nebel næste dag, og alt stod vel til derhjemme.

Min bror og hans kone blev i Hamborg et stykke tid for at ordne alt vedrørende skibet.

Jeg var hjemme til først i februar, og så rejste min bror og jeg til Hamborg igen. Min bror Niels var ikke rigtig rask endnu, så han ville se, om det kunne lade sig gøre at få en stedfortræder for en rejse, hvilket også lykkedes. Det blev kaptajn N. J. Pedersen, Nordby, Fanø.

 

 

nielsjensenpedersen 117

1896 - 1902 Fører af ”Vega”, bark, Kolding

Kaptajn N. J. Pedersen, Nordby

 

Da der ikke var særlig stor efterspørgsel efter jungmænd, mente min bror, jeg lige så godt kunne tage „Vega" igen. Besætningen blev så påmønstret 13. februar 1896 til en rejse ud til vestkysten af Mexico for at losse vor stykgodsladning på to pladser i California Golfen, Altata og Guayamas, og videre.

Få dage efter påmønstringen forlod vi Hamborg med kaptajn Pedersen som fører. Første styrmand var anden styrmand fra sidste rejse. Anden styrmand var Vilhelm Larsen, der havde været med „Vega" som matros en rejse tidligere. Han kom i V.B.V. (Vandbygningsvæsenet) og endte som havnemester i Esbjerg. Han var min gode ven, og vi kom en del sammen, da han boede her. Kokken var svensker men gift i Norge. Det var ham, der kom om bord i Ponta Delgada. Tømmermanden var tysker, sejlmageren svensker, og det øvrige mandskab var danskere.

 

 

Destination vestkysten af Mexico

 

Vi havde en temmelig lang udrejse, ca. 150 dage, men alt forløb ellers godt. Vi havde en lille episode nede ved Kap Horn, hvor vores kok gik amok. Nogen tid før havde anden styrmand opdaget, at der var gået stort svind i skibets spiritusbeholdning, og da kokken sommetider havde lugtet lidt af sprut, mistænkte man ham. Derfor blev hæverten, der brugtes til at få spiritus ud af ankrene med, låst inde, så kokken ikke kunne få fat i den, men kokken var snedig, for ved hjælp af en makaronistang kunne han fortsætte at suge rom og brændevin op.

Den dag han gik amok, havde han overdrevet det og fået dille. I hans omtågede tilstand tog han sin barberkniv og gik agter til kahytten for at skære halsen over på føreren og styrmændene, men det opdagede anden styrmanden i tide og langede ham en på kassen, så han gik baglæns ud af kahytsdøren, hvor han så blev overmandet og kniven taget fra ham. Det skete om eftermiddagen, og han blev låst inde i sit kammer. Efter at have opholdt sig der og antagelig sovet rusen ud, blev han lukket ud, og han lovede bod og bedring.

Men aftensmad fik vi ikke noget af, hvilket vi i lukafet bebrejdede ham. Han sagde da på sit svenske: „I skal jakle mi inte svalte", og noget efter kom han med en lille røget skinke, som vi skyndte os at dele. Lidt senere kom en af styrmændene og forlangte at få skinken, da de havde opdaget, at den var borte fra proviantrummet. Vi lod som om, det var en, de havde sendt os til vores aftensmad, og da den var parteret og delvis spist, var der jo ikke noget at gøre.

I Altata, hvor vi skulle losse en hel del maskingods bl.a. to store dampkedler, måtte vi ligge på reden, da et større skib var grundstødt på barren ved indsejlingen til byen, og det blokerede det snævre farvand der. Vi lå der temmelig længe, da det næsten ikke var muligt at få de svære ting losset ude på åben kyst. En del, vi skulle have losset, måtte vi tage med til Guaymas, der var en god og rolig naturhavn.

 

Med kokken gik det nogenlunde, til vi kom til Guaymas, men da vi var ankommet der, og han kom i land og fik noget spiritus, fik han dille igen og blev anholdt af politiet og indsat i kallebusen. Der blev han, til skipperen ved konsulens hjælp fik ham udløst. Dog på den betingelse, at han skulle blive der, til han dagen efter blev afmønstret, da skipperen ikke ville have ham om bord igen. Ved konsulatets hjælp blev det så ordnet sådan, at skibet skulle betale hans rejse til San Francisco. Hans få ejendele blev bragt i land, og skipperen og jeg hentede ham ved fængslet og fulgte ham til toget, og han blev anbragt i en kupe.

Men lidt før toget skulle afgå, sprang han ud på perronen og insisterede på, at hvis han ikke fik en flaske whisky med sig, ville han ikke gå ind igen. Da toget skulle afgå, var gode råd dyre, men skipperen fik det da til at holde så længe, at jeg nåede at få fat i en flaske, som blev overrakt kokken. Han gik da helt fornøjet ind i toget igen, og det satte sig i bevægelse, og vi var kokken kvit til stor lettelse for kaptajnen, mindre for mig, da jeg så måtte til at gøre kokketjeneste igen.

Om kokkens videre skæbne kan jeg berette, at skipperen et par år efter læste i et amerikansk blad, at han var blevet hængt et eller andet sted i staterne på grund af, at han om bord i et amerikansk skib var gået amok og havde slået kaptajnen ihjel med en økse og derefter stukket ild på skibet, så besætningen måtte forlade det i bådene. Forinden havde de dog fået kokken belagt med håndjern, og ved ankomsten til land, blev han overgivet til politiet og dømt for mord og brandstiftelse. Heraf kan man se, hvad spiritus kan forvolde. Den her omtalte var ellers en dygtig kok og omgængelig nok, når han var ædru.

I kokkens sted fik vi en tysk letmatros om bord. Guaymas var en hyggelig og pæn by, og vi var tit i land der. Byen var bygget på klippegrund, og alt grønt, der voksede der, var i jord, der var tilført byen andre steder fra.

 

 

 

mexico-guaymas-scene-of-the-battle-antique-print-1866-144654-p

 

Guaymas 1866

 

 

Nogle dage efter, vi var afsejlet fra Guaymas, fik jeg brev om, at min bror Niels var død. Skipperen havde, sidste gang han var i land, fået brevet og puttet det i lommen og glemt det. Det var et tungt budskab. Sørgeligt for hans kone og børn og for hans far og vi søskende. Min bror havde overtaget vort fødehjem, men ved hans død måtte far overtage det igen. Marie lejede sig en lejlighed oppe i byen og ernærede sig ved at rulle cigarer, som hun havde lært i sin ungdom.

Fra Guaymas gik vi ballastet til Chile til en plads ved navn Tocopilla, hvor vi skulle laste salpeter. Vi lå på åben red der sammen med andre skibe. Som kok kom jeg en gang imellem i land for at købe proviant.

Fra Tocopilla sejlede vi med vor salpeterlast til øen Mauritius for at losse den der.

 

 

Rundt Kap Horn

 

 

Det var en hård og kold sejlads rundt Kap Horn og Kap det gode Håb. Det var sejlads „in the roaring forties". Vi passerede en masse isbjerge, og inden vi nåede vort bestemmelsessted, fik vi en af de berømte Mauritius orkaner. Havet blev pisket til skum, som fløj helt op over bramræerne. Men heldigvis havde officererne i tide gjort forberedelser, og vi slap hurtigt og godt igennem og fik endda nytte af stormen med temmelig fair vind, som bragte os godt fremad mod øen Mauritius, hvor vi ankom til vor losseplads Port Louis uden nævneværdigt havari. En salpeterlast, der er rigtig stuvet, er god at sejle på. Port Louis var en fin by og en god havn halvt engelsk og halvt fransk.

Efter at være udlosset, lå vi en tid fragtsøgende og håbede på at få en sukkerlast til New York, men det blev ikke til noget, hvad jeg ellers havde glædet mig til, da jeg havde to brødre Bloch og Christian, som levede ikke langt fra New York eller lige uden for Hartford.

I stedet for sukkerlasten til U.S.A. fik vi nærmest som ballast lidt last til Hollandsk Ostindien nærmere bestemt til byen Menado på øen Celebes. Her lossede vi vor last og sejlede om på østkysten til en plads, som hed Gorontalo, for at påbegynde lastningen af ibenholt til Hong Kong. Gorontalo lå et stykke op ad en flod, men da vi var for dybtgående til at sejle op til byen, lå vi ved mundingen og lastede. Rundt omkring, hvor vi lå, var der urskov, så det var lidt trist at ligge der.

Senere sejlede vi til en plads, som hed Dekote, hvor vi også lå på åben red, men lå tæt ind under land, at vi om dagen havde en fortøjning i land, en trosse sat fast om et af skovens træer.

 

Her så vi kun folk, som levede på samme trin som stenalderfolk. Mændene havde hår, der nåede dem helt ned til fødderne. Kvinderne tror jeg ikke, vi så noget til. De boede i pælehuse og tilhørte en stamme, som kaldtes Mogundas. De talte deres eget sprog, og de var nærmest vilde. Vor supercargo, der var af hollandsk afstamning, yndede dem ikke, da de var meget lumske. Han insisterede på, at der skulle være god vagt om natten, og alle trapper og trosser, der hang udenbords, skulle være halet ind om natten. Der havde nemlig været tilfælde, hvor de havde entret mindre fartøjer om natten og myrdet besætningen og plyndret skibet.

Fra Dekote gik vi til en lignende plads, der hed Drossie. Begge pladser lignede hinanden, og lastningen foregik på samme måde. Ibenholten blev ført ud til skibet i kanoer eller på bambusflåder. Det skete flere gange, at en træstamme gik til bunds som en sten, når kanoen tørnede rundt.

Mens vi lå for anker i Drossie og Dekote klods op ad urskoven, fik vi daglig besøg af aber, der holdt en farlig palaver. Vi købte et par stykker af de indfødte, og disse to aber havde vi megen morskab af. Ligeledes købte vi også en parakit og en kakadue, som vi lærte at tale. Den ene abe og fuglene blev solgt i Hong Kong. Den anden abe døde af en forgiftning.

Fra Dekote gik vi til Menado igen. Under sejladsen dertil oplevede vi et jordskælv, som dog ikke generede os. Vi kunne svagt mærke rystelserne gennem vandet. På Celebes og de omliggende øer findes flere vulkaner, og vi så af og til et udbrud. I Menado fik vi det sidste del af lasten, men det havde også taget lang tid at få det samlet sammen.

Der var for lidt arbejdskraft. Træerne skulle først fældes, inden vi fik dem om bord som stammer. Det var arabere, som havde med det at gøre. De halv-eller helvilde, der levede der i urskoven, var ikke indstillet på at bestille noget.

Da vi næsten hele tiden lå under linjen (Ækvator) eller tæt ved, var det utålelig varmt. Regntid var det også, og så at sige hver nat lynede og tordnede det. og troperegnen skyllede ned.

Der var byldepest flere steder, og vi slap heller ikke helt fri. Det fremkom vist nærmest på grund af vitaminmangel af en eller anden slags, det mente i hvert fald en hollandsk militærlæge, som vi fik om bord fra et krigsfartøj. Vi fik noget medicin og salve, og så kom vi os.

 

 

 

 

Pest er en infektionssygdom forårsaget af en bakterie ved navn Yersinia pestis, men ordet har dog også været brugt mere generelt om epidemier med stor dødelighed.[1] Yersinia-pest kan manifestere sig som byldepest og lungepest.Yersinia pestis-sygdommen har sandsynligvis været den samme som den sygdom der ramte Europa voldsomt i middelalderen og de efterfølgende århundreder: Den sorte død. Nu om dage ses sygdommen stadig i visse dele af verdenen, dog i mindre omfang.

 

 

 

col-5050.1L

 

 

I Menado, hvor vi var i land en gang imellem, oplevede vi at se et kinesisk bryllup, som var ret interessant. Det skete i kraft af, at vor kaptajn var inviteret, og som følge deraf fik vi, der var i land fra skibet, lov til på afstand at se til. Ceremonierne var mange, og spektaklet øredøvende at høre på fra de mange instrumenter der blev spillet på. Det var søn og datter af et par rige kinesiske familier, der blev smedet sammen. I Menado var der mange kinesere.

Efter at være ud klareret i Menado afsejlede vi til Hong Kong med vor last af ibenholt, ikke til selve Victoria men til Kowlun, som ligger på den anden side af øen.

På rejsen dertil blev jeg meget syg, antagelig af gastrisk feber. Jeg havde i næsten 3 uger 40 grader i feber og endda sommetider lidt over. Jeg var til sidst meget sløj og kunne næsten ingen mad få ned, og noget styrkende at drikke fandtes ikke, og det var forfærdelig varmt. For at lette det lidt for mig, blev jeg flyttet fra mit kammer ind i skibets salon, som var et stort, lyst og godt ventileret rum. Der blev jeg så anbragt på en båre.

Til al uheld fik vi en orkan, inden vi nåede Hong Kong, og det bevirkede, at skibet slingrede hårdt i den svære sø og tog meget vand ind på dækket, så meget at der selv i kahytten var vand, der plaskede frem og tilbage. I min halvt bevidstløse tilstand var jeg gledet af båren og lå nede i vandet, hvor de fandt mig, da de kom ned for at se til mig. Jeg overlevede det jo trods alt og begyndte at komme mig, og jeg var oppegående, da vi kom til vort bestemmelsessted. Men jeg var fælt træt længe efter. En bedre kost med frisk proviant hjalp mig dog snart.

 

 

Hong Kong

 

Vi lossede vor last af ibenholt i Kowlun på den anden side af Hong Kong. Efter at vi var udlosset, kom vi i dok og fik skibets bund renset og malet, og derefter blev vi bugseret om på reden for at laste ris m.m. til Callao, Peru. - Havnen og byen på Hong Kong hedder Victoria. Vi lå der et par måneder og holdt jul og nytår der.

 

 

 

 63252449 hongkong 1890 g

 

 

Hong Kong er engelsk, og byen var interessant, stor og flot. Beboerne der var både europæere og kinesere. Der lå mange skibe, som lossede og lastede der. Mest sejlskibe men også mange forskellige nationers krigsskibe og store passagerdampere, i særdeleshed amerikanske, der var rigget som 4-mastede barke, og som benyttede både sejl og damp.

Vi var tit i land at se os omkring. Vi gik på kinesiske restauranter og spiste. Vi kunne få op til 10 forskellige retter, og da portionerne var små og appetitten god, kunne vi godt komme igennem dem alle.

En dag, vi var i land, var vi på en engelsk restaurant, hvor der kom en mængde marinesoldater fra de forskellige nationers krigsskibe, og pludselig blev der stort slagsmål, så galt, at det gik ud over møblementet inde i restauranten, og ude på gaden gik det så hårdt til, at brostenene blev brækket op. Vi fortrak, og hvem der egentlig sloges med hvem, blev vi aldrig klar over. De kinesiske politibetjente, som værten for rundt for at få fat i, var borte som dug for solen. - Jeg ser værten for mig endnu, håret havde rejst sig på hovedet af ham af skræk og rædsel. Efterhånden kom der dog både indiske og engelske politibetjente samt politivagterne fra de forskellige krigsskibe, og der blev ro i gaden, men mange måtte fortrække med brådne pander. Hvad der ellers blev ud af hele bataljen, husker jeg ikke mere.

Vi kom også på japanske te-huse og blev opvartet af skønne geishaer. Det var der jeg lærte Amamisang at kende.

 

Byen lå ualmindelig skønt op ad en bjergskråning, og der gik tovbane op til Victoria Peak, hvor der lå en masse smukke villaer.

I Hong Kong udskiftede vi 3 á 4 mand af besætningen og fik bl.a. en kok om bord fra et af de danske dampskibe, som sejlede dernede på kinakysten, så jeg slap fri for at være kok.

I februar 1897 afsejlede vi fra Hong Kong sammen med et amerikansk og et italiensk sejlskib. Amerikaneren valgte en nordlig rute og italieneren og vi valgte den sydlige rute og gik ned gennem Sudanstrædet, sønden om Australien og New Zealand. Der havde vi den hårdeste storm, jeg har oplevet i min farten jorden rundt. Vi led betydelig havari mistede alle vore både og fik bakken trykket ind. En af bådene havde ødelagt og sprængt noget af rigningen, så stormasten havde givet sig i dækket, og agterlugen var også molesteret, så der var trængt en del vand ned i lasten og havde ødelagt en del af rislasten. En del sejl mistede vi også, men vi klarede os igennem med et havareret skib, men med livet i behold. Det blev bagefter oplyst, at ca. 70 skibe var havareret i orkanen og flere gået helt tabt. Det italienske skib kom heller aldrig til sit bestemmelsessted, så det er antagelig forlist i nævnte storm.

Vi kom lykkelig til Callao, hvor vi lossede vor last af ris, the og silketøj m.m En del af risen i agterlasten var beskadiget af vand, der under stormen var trængt ned gennem den beskadigede agterluge, og en del af risballerne var også beskadiget af rotter, som der fandtes mange af om bord. En sådan rislast var der jo nok at æde af.

I certepartiet stod, at vi skulle have 6 katte ombord, men vi havde kun en, da vi kom til Callao. Resten var døde af kattesyge. Da der kom besigtigelse om bord, ville de også se katte bestanden, men kaptajnen forklarede, at det ikke var så nemt at få fat i de halvvilde katte, men sagde til mig i deres overværelse, at jeg skulle se at få fat i nogle af kattene. - Da vi kun havde den ene, måtte jeg jo fremvise den flere gange. Det var som Tordenskjolds soldater. Besigtigelsesfolkene fik et par gode drinks og tog min fremvisning af kattene for gode varer.

 

 

 

Kokken vi fik i Hong Kong, kunne godt koge, men han var en stor gris og meget uøkonomisk med provianten, så han blev sammen med en italiener afmønstret i Callao. Nævnte italiener var en fin musiker. Han spillede på en harmonika af en meget fin oprindelse.

Da vi fik ham om bord, havde han været pianist i en pub i Hong Kong. Han var for øvrigt en dygtig sømand men til tider noget skør og i høj grad tungsindig. Jeg var for øvrigt den eneste, han sluttede sig til. Han var ud af god familie, og hans bror var ingeniør i Callao. I stedet for ham og kokken fik vi en whalesmand og en russerfinne om bord, og da vi ingen kok fik måtte jeg til at koge igen, men fik dog lidt lønforhøjelse.

Callao var en stor og pæn by, og der var en stor havn med dokker vel nok på grund af tidevandet. Vi var af og til i land, men måtte have pas for at passere toldvagten. Det var ikke altid vi havde vores pas hos os, og så kneb det med at komme ombord, men som regel lod det sig gøre ved at stikke toldvagten et par plader tobak.

En aften gik det dog galt for et par københavnere fra et andet skib. Toldvagten ville ikke lade dem passere og slog den tilbudte tobak ud af hånden på dem, og for ikke at tilbringe hele natten i land svømmede de så fra et eller andet sted uden om toldvagten ud til deres skib.

Losningen af vor last foregik hurtigt, da der på kajen var dampkraner, som hev risballerne op i et stort net 10 ad gangen.

En gang jeg var i lasten, hvor mit arbejde bestod i, at jeg skulle lægge stropperne fra nettet i den krog på hejsegrejerne, der skulle hive nettet med de 10 risballer i land, var jeg så uheldig at få tommelfingeren ind under den ene strop, så jeg blev hængende og halet med op. Skønt jeg skreg til donkeymanden, area, area, fir, fir, blev han ved med at hive, indtil han så mig komme op i lugen hængende i tommelfingeren klamrende mig til risballerne med den anden hånd, og i befippelse herover slog han spillet fra, så jeg gik ned i lasten med samt risballerne uden dog at komme noget særlig til ud over, at min tommelfinger var fæl, flad og kulsort. Skipperen tog mig op til en doktor, der sagde, at fingeren ikke fejlede noget, og at der ikke ville ske andet end, når blodudtrækningen var svundet hen, ville jeg miste neglen, sådan gik det også.

I Hong Kong fik vi også en tysker og en vestindisk kreol om bord, så besætningen var efterhånden noget blandet. Vi var vist 6 forskellige nationaliteter ombord, så al kommando foregik på engelsk.

 

 

Hjemrejse til Brake på Weseren

 

Vi fik ingen fragt fra Callao, men der blev sluttet en fragt af cedertræ fra Nicaragua til Europa. Vi afgik så fra Callao til Corinto i Nicaragua, hvor vi fik ordre til, at vi skulle laste i Golf of Fonseca, der lå ved mundingen af en flod, hvor træet blev flådet ned til os. Det tog lang tid at få lastet, og det var kedeligt at ligge der og glo på urskoven, og frisk proviant fik vi kun lidt af. Fersk kød fik vi en gang imellem fra en hacienda (farm), der lå inde i skoven, et godt stykke fra, hvor vi kunne gøre landgang, så vi så knap et civiliseret menneske i den tid, vi lå der.

Langt om længe fik vi dog lastet færdigt, og vi var glade for at kunne begynde hjemrejsen. Vor eneste fornøjelse var at bade og svømme et par gange daglig og så gå hen til en østers-banke og på lavvande skrabe i hundredvis af østers. Vi både kogte og stegte dem alt efter enhver sin lyst. Det var et godt supplement til den noget magre kost, vi ellers fik.

Efter endt lastning gik vi tilbage til Corinto for at ud klarere og påbegynde hjemrejsen, der blev lang og triviel, over 5 måneder. Og det var sløjt med provianten, da vi ikke kunne købe proviant på de øde og uciviliserede steder.

Efter at have passeret Kap Horn og vi var kommet op i det sydlige Atlanterhav, hvor der var roligere vejrforhold, kom vi på halv ration af mad og skulle så kun arbejde med skibets manøvrering og nødvendige rengøring. Det kom dog ikke mig til gode som kok, tværtimod fik jeg såmænd ikke mindre arbejde men derimod mine bryderier med at få så meget som muligt ud af de små proviantrationer, men det gik.

Efter et skibsråd besluttedes det, at vi skulle anløbe Montevideo for at komplettere proviantbeholdningen. Men på grund af ugunstige vejrforhold kom vi der nu ikke. Men vi mødte en stor tysk passagerdamper (Bremer Loyd), som vi signalerede til, at vi på grund af lang rejse var kort for proviant. Han stoppede op og signalerede, send båd over, så skal de få noget proviant, og det skete. Vi fik et par sække mel, gule ærter, kaffe og noget margarine samt lidt konserves og ris, og så mente man, at vi kunne klare os op til Azorerne og anløbe en plads for nødhavn der. Vi måtte dog stadig spinke og spare på provianten for at få den til at række så langt som muligt.

Kommen op på højde med Azorerne havde vi ret hård kuling men fair vind, der dog var meget kontrær for at anløbe en af øerne. Der blev så holdt skibsråd, og det besluttedes, at vi skulle forsøge at nå Falmouth. Risikoen var ikke så stor, da vi jo var oppe i de fra Kanalen udgående skibsruter, så vi altid kunne hejse nødflag og tiltuske os lidt proviant. Det lykkedes os også at komme velbeholdne til Falmouth.

Ved ankomsten dertil var vi på det nærmeste udgået for alt spiseligt. Mel og margarine samt kaffe var opbrugt, de sidste 3 uger havde vi mest levet af gule ærter og ris. - Vi fik gule ærter 3 gange om dagen. Ved ankomsten til Falmouth fik vi straks frisk proviant ombord, og vi købte frugt og slik af bombebådene og åd som besatte, hvilket resulterede i, at vi alle blev mere eller mindre syge. Jeg husker, at min mave var så øm, at jeg knap kunne tåle at have et tæppe over mig i køjen. - Efter et par dages ophold fik vi ordre til at sejle til Brake på Weseren med vor last af træ. Vi fik proviantforsyning ombord til en måneds forbrug, men vi var nær kommen til kort med det kvantum også, da vi i 3 uger havde østlig kuling og måtte krydse mod vind og strøm. Endelig slap vi da gennem Kanalen, og efter et par dages sejlads mere fik vi slæbebåd og blev ind slæbt til vor losseplads, hvor vi alle blev afmønstret efter vor jordomsejling. Det var da 4. marts 1889.

Jeg rejste hjem over Bremen og Hamborg, hvor jeg gjorde et par dages ophold. Rejsen havde da varet ca. 37 måneder.

 

 

Hjemme i Nr. Nebel

 

Jeg var hjemme hos min far og hjalp ham med landbruget. Min søster Marvine holdt hus for ham, og vi havde en gemytlig tid sammen.

I juli 1899 mønstrede jeg på Vandbygningsvæsenets sandsuger „Nymindegab", der arbejdede i Ringkøbing fjord. Jeg kom tit hjem til Nr. Nebel, og jeg lærte der min kone at kende, og vi blev ringforlovet juledag 1899. Kaptajn Madsen var fører af „Nymindegab" og Jensen, der senere blev fører af sandsugeren ”Grådyb", var styrmand. Han blev min gode ven, og vi kom meget sammen, da vi begge kom til at bo i Esbjerg.

Jeg havde en god tid, mens jeg var matros i „Nymindegab", og kom tit til Nr. Nebel for at være sammen med min kæreste og besøge mit hjem og mine svigerforældre. Jeg tjente helt godt, men lod pengene rulle. Jeg indså dog, at det ikke førte til noget at være matros i Vandbygningsvæsenet, så jeg sagde min plads op til 1. juni 1900 og rejste ca. 1 ½ måned efter til Hamborg for at få en sejlskibs-hyre der. Det var småt med hyrer, så jeg prøvede at få en hyre på et engelsk skib. Jeg fik også et tilbud om at komme med en 4-mastet bark „Falklandsbank", men da jeg kom på mønstrings-kontoret og så, hvad det var for folk af alle mulige nationer, der blev påmønstret, trak jeg min søfartsbog tilbage. Jeg erfarede også. at det var klogt, og allerede før skibet forlod Hamborg, rømte enkelte af besætningen, deriblandt et par danske matroser-For ikke at gå ledig, søgte jeg at få lidt arbejde i havnen for at tjene til livets ophold.

 

 

Mønstring på Fanø barken ”Mary José”

 

Gennem en forhyringsagent, jeg kendte, kom jeg om bord i Fanø barken „Mary Jose", der lå og klarerede, og da den var færdig hermed og klar til at afsejle, blev jeg forhyret som matros. Skibet skulle sejle i ballast til Skellefteå i det nordlige Sverige og laste planker til Port NataL Syd Afrika.

Vi blev slæbt gennem Kieler-kanalen, og derfra fortsatte vi rejsen videre for egen sejlkraft. Vi afsejlede fra Hamborg omkring den 1. september 1900 og kom til Skellefteå ca. 14 dage efter og påbegyndte lastningen, der varede ca. 1 måned. På rejse fra Skellefteå stoppede vi et par dage op på Københavns yderred, hvor vi fik noget proviant og frisk vand om bord.

 

 

Mary-Jose-625-nrt new 

 

 Barkskibet ”MARY JOSE” på 650 tons br. var bygget af jern. Det løb af stablen i Dumbarton 1876 hos Birrel & Stonehouse og købtes i marts 1895  for 44000£ af "Rederiaktieselskabet Mary Jose", Nordby hvis korresponderende reder var J.P. Clausen

 

 

Rejsen gik godt, indtil vi kom til den engelske Kanal ud, så fik vi en hård vestlig storm og mistede en del af vor dækslast, og lukafet blev halvt fyldt med vand, så det meste af vort tøj blev gennemvådt. Om aftenen den 7. november var stormen løjet noget af, men der var stadig nogle søsprøjt over dækket. En anden matros og jeg ville gerne have noget af vort tøj tørret, og vi blev enige om, at hænge det lidt højt op til vejrs i rigningen, men under arbejdet hermed var jeg så uheldig, da skibet tog en svær overhaling, at falde en 6 - 7 meter ned. Jeg faldt da heldigvis ikke udenbords men ned på en af bådene, der lå på ruftaget. Da jeg tørnede mod båden, brækkede jeg skinnebenet på højre ben Jeg blev bragt ned i lukafet og blev anbragt på et par skibskister, og så kom kaptajnen og første styrmand og satte benet sammen, og det gjorde de så godt, at der ikke er blevet rettet på det siden.

Kursen blev lagt om og sat mod Falmouth. Vi havde fair vind indad mod Kanalen, og kulngen tog af. Næste dag mødte vi en fiskerbåd som vi prajde. Hun lå lidt efter på siden af os, og jeg blev firet ned om bord i den. - Den løb så ind til Falmouth med mig og fik fat en hospitalsbåre, og fire mænd tog båren på skuldrene og bragte mig til Sailors Home free Hospital.

 

 

På hospital i Falmouth

 

På vejen dertil lå jeg i stadig angst for at falde af båren, da de fire mænd ikke var lige høj og det gik temmelig stejlt op i til hospitalet, men jeg ankom der lykkeligt og vel, og det var dejligt at blive puttet i en ordentlig seng, da jeg selvfølgelig var både træt og søvnig. Lægen kom og så på benet. Han mente det var godt sat sammen. Det eneste var, at forbindingen var temmelig stram, foden og benet var stærkt hævet, og det gjorde selvfølgelig meget ondt i det.

Jeg fik en god pleje, og læ gen, som hed Owens, var både flink og dygtig. Bestyreren hans kone var også meget flinke, og vi levede godt. Der v kun en mandlig sygepasser, de søfolk, der var oppegående måtte hjælpe til med rengøringen og pleje af de sengeliggende.

Hospitalet blev opretholdt ved gaver, og den daværende Prince af Wales var protektor. - Der kom mange fine folk og besøgte hospitalet, og de kom med smågaver til os. Enkelte kom og viste lysbilleder og holdt foredrag. Der kom også adskillige unge damer og besøgte hospitalet, deriblandt en Lillian K. Fox datter af en højtstående toldembedsmand, der boede på et landsted i byens udkant.

Hun var særlig flink, og jeg kunne tale lidt engelsk, gjaldt hendes besøg som oftest mig, jeg fik både slik og cigaretter hende, ja endog en plumbudding. Hendes mor var invalid så hun og hendes søster stod for husholdningen. En dag fortalte hun mig, at hun havde lavet en plumbudding til den forestående Jul. Da jeg sagde i spøg, om hun ikke havde lavet lille en til mig, svarede hun at det havde hun sandelig og da jeg så sagde, at jeg håbede at blive så restitueret, at jeg kunne rejse hjem til Jul, sag hun, at jeg nok skulle få den inden jeg rejste. - Da jeg var kommet op og begyndt at hoppe rundt mellem sengene eller at gå med to stokke, kom Miss Fox og ville have mig med hjem til landstedet, hvor de selv havde ekvipage. Men det afslog jeg under henvisning til mit dårlige ben, og jeg følte mig hverken fin og dannet nok.

En uges tid før jul mente doctor Owens, at jeg nok kur foretage den lange rejse hjem Den sidste dag, jeg var på hospitalet, kom Miss Fox og besøgte mig først om eftermiddagen og senere om aftenen, jeg forstod, at der var noget hun ville mig. Hun ville gerne have min adresse, og jeg skulle have hendes, så vi kunne korrespondere sammen, og jeg blev klar over, at jeg betød lidt mere for hende, end det at være hendes friend. Men jeg havde jo derhjemme min Sine, hvis breve jeg havde været så glad for under mit hospitalsophold og jeg vidste jo, at hun med længsel ventede min hjemkomst, selvom jeg var invalid.                     

Det var nærmest med lidt vemod, at jeg tog afsked med hospitalet og de rare mennesker der

.

 

 

Hjemrejse

 

På min rejse hjem fik jeg som rejsekammerater 3 andre danske søfolk, som ikke kunne tale engelsk. Jeg skulle være tolk for dem, og de skulle hjælpe mig tilrette med mit dårlige ben. Vi afrejste om morgenen fra Falmouth med tog til London, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. Efter et par timers ophold der, kom vi med toget til Parkeston og sent på aftenen om bord i „N. J. Fjord". Vi havde en temmelig stormfuld rejse over Nordsøen og måtte endda ligge underdrejet et par timer, men vi kom da godt til Esbjerg, hvor jeg kvitterede mine medrejsende og tog toget til Varde, hvor min far og min Sine var for at hente mig. Selvom jeg ikke var så godt gående, kunne jeg da hver dag aflægge min Sine et besøg, og hun fulgte mig som regel hjem. Jeg gik jo ved to stokke, men det varede ikke længe, før jeg smed den ene, og da der var gået et par måneder, smed jeg den anden og begyndte at danse.

Jeg var fattig som en kirkerotte, men mente ikke at benet var stærkt nok til at tåle søens strabadser, og jeg havde det såmænd meget rart hjemme hos min gamle far og Sine, men da april kom med lysere og mildere vejr, stak jeg af til Hamborg igen.

 

 

Hyre med 3-mastet skonnert ”Elisabetha” af Fanø

 

Elisabetha-copy 

 

Tremastet skonnertbrig ELISABETHA, der skulle blive Fanø-flådens sidste sejlskib, målte 325 tons br. og blev bygget af stål 1892 i Tønning til et rederiaktieselskab ved N. H. Svarrer, Nordby, og kostede 74.844 kr. I november 1897 afhændedes den til et rederi i Sønderho, hvis bestyrende reder var kaptajn S. A. Fischer, der tidligere havde ført skibet.

 

 

Det var sløjt med hyre, men jeg fik da lov til at gå om bord i en 3-mastet skonnert „Elisabetha" af Fanø, der lå og skulle gøres sejlklar. Jeg fik så kost og logi samt en lille dagløn, og jeg befandt mig godt om bord, og skibet var velholdt.

Gennem forhyringsagent Jessen, tidligere vært af Jessens Hotel i Hamborg og en god ven af min bror Niels og også en god bekendt af min far, blev jeg tilbudt pladsen som bådsmand om bord, og jeg skulle så udgøre det for en andenstyrmand.

Den 16. april mønstrede jeg derpå for en rejse til Cardiff, Rio Grande, Pelotas og tilbage til Runcorn, England. Vi sejlede i ballast til Cardiff, hvor vi lastede kul til Rio Grande. Derfra gik vi til Pelotas og derefter til Runcorn.. Efter endt udlosning lastede vi igen kul til Pelotas, hvor vi lastede benaske til Runcorn. Ved ankomsten dertil blev jeg afmønstret og rejste hjem for at gå på Navigationsskolen i Nordby på Fanø. Jeg afmønstrede 22. august 1902 og havde været om bord i 16 måneder.

Jeg havde en god tid om bord og fik nogen uddannelse som befalingsmand og god indsigt i sejlføringen og skibets manøvreren. - Benasken lastede vi ved et stort slagteri, hvor det var interessant at se de store kvæghjorde, der kom til slagteriet, hvor der blev slagtet over 100 kreaturer om dagen. Kødet blev tørret og afskibet til andre pladser i Brasilien, og benene blev brændt og afskibet til England til porcelænsfabrikkerne. Horn og hornbenene blev også afskibet til Europa, hvor de blev brugt til limfabrikation.

Da der var temmelig langt fra slagterierne op til byen Pelotas, kom vi ikke meget i land og sparede derved vore penge.

 

Imedens vi lå i Rio Grande, kom vi derimod en del i land, og jeg erindrer en episode derfra. Vi var nogle skandinaver, der havde været sammen på en tysk restaurant, og fået noget at drikke, og enkelte var blevet lidt overstadige. På vejen ned til havnen kom vi forbi en kaserne, hvor der stod en skildvagt og sov i sit skilderhus. En af vore matroser fik da i sin noget opløftede stemning den vilde ide at tage fat i skilderhuset og snurre det rundt med soldaten, hvilket bevirkede, at pivoten, den tap, skilderhuset kunne dreje om, knækkede. Heldigvis faldt huset med åbningen ned ad, så det varede en tid, inden soldaten kom fri. Vi skyndte os ned til havnen, huggede en båd og roede hurtigt ud på strømmen, men forinden hørte vi soldaten affyre et skud, antagelig for at tilkalde en anden vagt. Vi kom da heldigvis om bord og hørte ikke noget til sagen senere. Ingen havde jo kendt os, men det kunne godt være blevet en alvorlig affære, og vi var ikke særlig begejstrede for matrosens vilde ide.

 

 

En ung mand med ansvar for ”Elisabetha”

 

Fra Rio Grande do Sul sejlede vi som sagt til England og lossede vor last i Runcorn. Rejsen varede så vidt jeg husker 3 måneder. - Da losningen var påbegyndt, rejste føreren og styrmanden hjem til Sønderho, og jeg forblev om bord med den øvrige besætning, og jeg havde så som 21-årig ansvar for skibet og losningen af lasten, der skulle vejes ud. - Det gik alt sammen meget godt og til rederiets tilfredshed. Vi holdt jul og nytår i Runcorn.

Vi havde en rigtig god tid i Runcorn, som var en helt pæn og hyggelig by, der lå halvvejs mellem Liverpool og Manchester og kunne besejles både med River Mersey og Manchesterkanalen. Jeg gik ret tit i teater og lærte derved en del højengelsk, hvilket var et godt supplement til mit skibsengelsk.

Det skete, at jeg blev inviteret ud i private hjem. Det var ikke det store sus, da det var i minearbejderhjem, hvor der vist ikke tjentes mere end til dagen og vejen. Der var ikke andre danske skibe i havnen end „Elisabetha".

Vi lå der under Boerkrigen, og da vor sympati lå mere hos boerne end hos englænderne skulle man være lidt forsigtig med, hvad man sagde. Englænderne var i begyndelsen af krigen noget store i slaget og sagde, at den frokost, kunne de snart få spist, og vi kunne ikke lade være med at sige, at det syntes at blive en lang frokost for dem.

 

 

Runcorn – Pelotas – Runcorn

 

Da vi havde udlosset, kom den gamle reder af skibet, Søren Andersen Fischer, Sønderho, over til os og sluttede fragt tilbage til Pelotas igen med en ladning kul og benaske tilbage til Runcorn. Rederen var en gemytlig gammel mand, der holdt af at leve godt, og da jeg boede i kahytten, kom det også mig til gode.

Da jeg havde klaret alt så godt under førerens og styrmandens fravær, forhøjede han min hyre som en erkendtlighed herfor med 10 mark om måneden. Ikke ret længe efter begyndte vi lastningen af kul, og inden vi var færdige hermed, kom føreren og styrmanden ombord igen, og kort tid efter sejlede vi til Rio Grande og derefter til Pelotas, hvor vi lossede vor last ved selve byen. Efter udlosningen sejlede vi et stykke ned ad floden til et af slagterierne, hvor vi så indtog vor last af benaske, som vi kompletterede i Rio Grande du Nord og afgik derpå til Runcorn igen.

Rejsen forløb godt, men tog ca. 3 måneder, da „Elisabetha" ikke var nogen god sejler men ellers et moderne skib. Den var bygget til Rio Grande farten og var fladbundet, så den kunne passere barren ind til Rio Grande, hvor der ikke var meget vand. Som regel huggede vi igennem, når vi skulle over barren og måtte altid have slæbebåd. Alting måtte stuves godt fast. Chronometret måtte pakkes ind i en dyne, for ikke at tage skade. Nu er barren uddybet så Ø.K.'s skibe går ind til Rio Grande.

Føreren og styrmanden var brødre og sønner af rederen. De hed Hans Thomas og Thomas Fischer. De var begge to flinke og dygtige søfolk.

I den tid, jeg var om bord, syede jeg et helt sejl.

 

 

Afmønstring og rejse hjem

 

Ankommen til Runcorn, mønstrede jeg af og rejste hjem, efter at jeg havde gjort et par dages ophold i Liverpool for at se mig omkring. - Rejste så hjem derfra

over Manchester og Grimsby med damperen „Georg" til Esbjerg, hvor min Sine og min far var at tage imod mig. Gensynsglæden var stor på begge sider.

Jeg havde da været borte i ca. 16 måneder, og jeg blev så hjemme hos min far til først i oktober, hvor jeg rejste til Fanø for at begynde min uddannelse som navigatør.

 

 

Navigationsskole på Fanø 1904

 

På Fanø kom jeg til at bo hos en maler Nielsen, hvis kone drev et mindre pensionat og lejede nogle værelser ud. Jeg boede sammen med lærer Raahauge og lærer Høgdal, som blev mine gode venner. Foruden vi, der boede der, spiste et par andre lærere og lærerinder der. Jeg var glad for at bo der, og jeg boede der al den tid, jeg gik på Navigationsskolen. - Vi var i den tid, jeg gik på skolen, mange elever, 60 - 65. - Lærer Nic. Sørensen var forstander og underviste i matematik, fysik og i det vi skulle kunne om dampmaskiner

.

 

 

 

B1144 navigationsskolen 189

 

 

Lærer Buck var lærer i Navigation. Lærer Nielsen og Beck underviste i dansk, engelsk, skrivning, regning m.m. - Forstander Sørensen underviste også i søret og handelsvidenskab og i geografi samt vejrlære. For dem alle gælder det, at de var meget dygtige, og der var god orden på skolen.

Det tog mig 13 måneder at tage første del, som jeg blev færdig med sidst i marts 1904. Mine karakterer til både styrmandseksamen første del og til skippereksamen anden del var gode. Jeg havde en god tid, da jeg var på Navigationsskolen, og der var godt kammeratskab blandt eleverne.

Jeg kom jo af og til til Nr. Nebel og besøgte min Sine og min far samt min søster og svoger Meldgaard i Bork, ja også min bror Poul og hans Mette Marie besøgte jeg ofte. Det var dejligt at kunne nyde jule- og påske- samt pinse- og sommerferie hjemme på landjorden. Op til Lundager hos mine svigerforældre kom jeg også tit og nød at være der.

På Fanø nød jeg i øvrigt megen gæstfrihed hos min fætter Jacob Thomsen, hans prægtige kone Maren Sine og deres børn. Især Margrethe, der dengang var lærerinde i Rindby, gik jeg tit en lang tur med ud til stranden.

Elevernes forlystelser tog jeg ikke megen del i, da jeg jo var forlovet. - Vi kom en del på Krogaarden, hvor vi spillede billard, og på Hotel Nordby, men ret mange kaffepunche kunne der jo ikke blive råd til. - Af mine kammerater fra skolen, har jeg kun truffet få siden i livet, og vi er vel over for hinanden gået i glemmebogen.

 

 

Bryllup og hyre på ”Phantom”

 

En tid forinden jeg forlod skolen, var min Sine og jeg blevet enige om, at vi ville gifte os, når jeg havde min sidste eksamen godt overstået. Og datoen blev så bestemt til den 12. april. Fra den 24. april havde jeg fået hyre med lystskonnerten „Phantom", hvis ejer var grosserer M. Grøn, København, og hvis fører var min fætter Jacob Thomsen. Førstestyrmand var S. Amorsen, og jeg skulle være andenstyrmand.

Vort bryllup stod hos mine svigerforældre i Lundager, og der var stor bryllupsfest i 2 dage, og vi dansede i telt til den lyse morgen 2 dage i træk. Vi blev viet i Nr. Nebel Kirke af pastor P. Moes. - Vi kørte i landauer, og bryllupsskaren var stor.

Vi havde så vore hvedebrødsdage i en halv snes dage, og jeg rejste derpå til København for at tiltræde min plads i „Phantom", hvor de 3 første uger gik med at rigge den til. Derefter sejlede vi ud i Sundet og gik til ankers ved Vedbæk, hvor vi holdt til hele sommeren. Vi sejlede næsten aldrig undtagen om søndagen, hvor vi sjældent kom uden for Helsingør.

Vi var dog en gang en tur et par dage norden for Kullen. Og en uges tid var vi på langfart ned forbi Gedser til Marstal, og derfra til Flensborg Fjord, Sønderborg og op gennem Aissund og videre til Vejle og Århus. Vi kom dog aldrig i havn, men ankrede op på reden de forskellige steder og benyttede så vor fine mahogni motorbåd, som jeg var fører af. En gang imellem kom vi til København for at få brændsel og fersk vand. „Phantom" var en god sejler og havde en mægtig sejlføring, der var 1800 kvadratfod dug i storsejlet, så det var en fæl karl at få hejst, og også at få gjort fast, især når den var våd. Frihed var der ikke meget af. Hyren var for mit vedkommende 90,00 kr. om måneden på egen kost, men vi fik gratis uniform, arbejdstøj og sko. som vi måtte beholde, når vi afmønstrede. Besætningen var 12 mand plus en kahytsjomfru, med grossereren var vi altså 14 mand om bord. -En stor besætning. - Skonnerten var på 125 yachttons.

Da jeg ikke havde aftjent min værnepligt, forsøgte jeg at komme ind som frivillig i marinen til 1. november, men det blev afslået, og det var jeg ked af, da jeg ikke kunne få lov til at sejle andet end i indenrigsfart.

 

 

Indkaldt til marinetjeneste

 

Jeg drog derfor hjem til Nr. Nebel for at afvente min indkaldelse. Min Sine, der var plejemor og sygeplejerske på sygehuset i Nr. Nebel, måtte tjene til vort underhold dels ved sygeplejen og dels ved at assistere moster Nikoline, der boede hos os, med syning.

Da der var gået et par måneder, kom jeg i tanke om, at jeg måske kunne komme ind på reserveløjtnantskolen, hvor de til januar søgte elever. Jeg gik derfor i gang med at tage afskrift af alle mine anbefalinger og udfærdige en ansøgning, som så blev indsendt til Marineministeriet.

Folketingsmand Søren Sørensen, der boede i Nr. Nebel og var gift med min fars kusine og havde hørt om min ansøgning, spurgte mig en dag, hvordan det gik med min ansøgning, og jeg svarede, at det havde jeg ikke hørt noget om. Han sagde da: „Så er det bedst, jeg taler med admiral Jønke", som da var forsvarsminister. Nogen tid efter kom han hjem og sagde, at han havde talt med admiralen og at denne havde forlangt at se et fotografi af mig. Det fik Sørensen så med, og næste gang han kom hjem, fortalte han mig, at admiralen havde sagt, at jeg kunne betragte mig som antaget og ville blive indkaldt til 2. januar 1905.

2. juledag 1904 blev vor søn Morten født. så jeg fik ham da at se, før jeg nytårsdag rejste til København for at melde mig på Orlogsværftet 2. januar. Vi var 20, der meldte sig, men ved lægeundersøgelsen var der en, der blev kasseret på grund af mindre gode ben.

Vi var herefter 19, der blev iklædt bassetøj, dog med et hue-bånd, hvorpå der stod Reserve-kadetskolen. - Vi kom om bord i logiskibet „Sjælland", hvor vi blev indkvarteret på mellemdækkets agterbanjer foran skolelokalet. Vi fik udleveret en bunke læse- og lærebøger om alt vedrørende krigsmaterialer og krigsret.

Skolen var grundig, og vi blev holdt godt til med eksercits, gymnastik, lektielæsning, stile og rapporter. Vi havde tvungen lektielæsning fra 8 til 10 aften, og der var en premierløjtnant til at overvåge, at vi ikke skulkede.

Den teoretiske uddannelse varede 3 måneder. Derefter kom vi en måned på skydekursus, hvor vi i praksis lærte at betjene kanoner og torpedoer. Skydekurset fandt sted om bord i krydseren „Gejser" og blev afholdt i Issefjorden ved Bramsnæsvig. Foruden alt det andet måtte vi gøre tjeneste som fuldbefarne, ved det forefaldende arbejde om bord, så som båds-tjeneste, maling, rengøring m.m.

Efter en måned om bord i „Gejser" blev vi afmønstret og udnævnt til kadetter af 1. klasse. Jeg var nr. 11 ud af de nitten, vi var på skolen. - Vi fik kadetuniform i stedet for bassetøj, så vi kom til at se anstændige ud. Jeg fulgte ellers godt med i alt, og karaktererne var gode nok, undtagen i gymnastik, hvor jeg vist måtte nøjes med et tg.

 

 

 

Det var nu henad den tid, hvor eskadren skulle udrustes og ud på manøvre, og vi reservekadetter blev udtaget til de forskellige skibe. Jeg blev sammen med tre andre beordret til at gå om bord i „Olfert Fischer", der var et helt nyt slagskib og skulle være flagskib med eskadrechef og stab om bord. Prins Valdemar var eskadrechef.

Vi kadetter fik vort ophold i b.b. kanontårn, og som reserve var der et lille kammer nede agter, som den kadet, der havde nattevagt, kunne benytte til at sove i. Foruden undertegnede var Philkær, Christensen og Niels Nielsen kadetter. Der var 21 officerer om bord. Prins Valdemar og hans stab spiste for sig selv. De øvrige officerer i officersmessen, hvor vi fire kadetter også spiste.

Af officererne vil jeg nævne kommandør Hovgaard, der var chef og kaptajn Jønke, der var næstkommanderende. - Vi kadetter havde vagt på broen sammen med en premierløjtnant. Dog blev min særlige bestilling at være fører af vedetbåden, hvilket jeg fandt meget interessant. Båden kunne skyde en fart af 14 knob, og jeg foretog ret lange ture med den, når vejret var godt.

Vi havde den sommer stort flådebesøg af den tyske og engelske flåde. Kejser Vilhelm var bl.a. på besøg i København. Da skibene lå for anker på yderreden, havde jeg mange ture med vedetbåden ud til dem, både med Prins Valdemar og andre af de højtstående officerer. Vedetbåden var foruden mig bemandet med to helbefarne som dæksbesætning og som maskin-besætning en maskinist og en fyrbøder.

Når vi var krigsudrustet var vi 17 mand om bord i vedet båden og havde en kanon og en stangtorpedo som armering. Foruden at sejle med officerer skulle jeg også slæbe mål for torpedobådene, hvilket en gang nær var gået galt, idet en øvelsestorpedo i stedet for at gå i retning af målet gik i retning af vedetbåden. Vi kom dog klar af den. En gang vi var på nat-manøvre, og jeg slæbte et større mål, der blev belyst af skibenes projektører og beskudt med skarp, måtte jeg med vedetbåden forlade valpladsen, da kuglerne til tider hvinede ret hen over os.

Officererne var ualmindelig flinke, og jeg kom godt ud af det med dem. Prins Valdemar, kommandør Hovgaard og kaptajn Jønke satte jeg særlig pris på, og dengang jeg afgik fra marinen, gav de mig gode anbefalinger. Prins Valdemar ville gerne fortælle små anekdoter. Jeg hentede flere gange Prinsesse Marie fra Toldboden, når hun skulle om bord til middag.

Engang vi lå til ankers i Århusbugten, sejlede jeg daværende kronprins Christian og Prinsesse Alexandrine fra Marselisborg og ud til de forskellige skibe i eskadren. De var lidt utilnærmelige i modsætning til Prins Valdemar og Prinsesse Marie, som altid havde et venligt ord.

Nå, der var selvfølgelig adskillige episoder, som måske var værd at skrive ned om eskadre-tiden, men nok om det. 1. oktober fik jeg min udnævnelse som reserveløjtnant, og med den forlod jeg marinen. Ved udnævnelsen blev jeg nr. 7, så jeg havde klaret mig helt godt. En af kadetterne fik ingen udnævnelse. Han hed Crone og var søn af en oberst.

 

 

Hyre på S/S ”Ophelia”

 

Jeg rejste så hjem til min lille kone, som jeg en gang på en ekstra orlov havde besøgt et par dage. Vi hyggede os sammen med vores lille søn Morten en 3 ugers tid, hvorpå jeg rejste til København for at søge hyre, men dem var det nu småt med. Heldigvis boede jeg hos min fætter P. Thomsen og hans kone Christiane uden vederlag. Dem skylder jeg megen tak, da de altid var flinke og gæstfrie mod mig.

Nå, da der var gået en 8 dages tid, fik jeg en hyre som andenstyrmand med S/S „Ophelia" af Helsingør, Rederiet Store Nord. - Den lå i Korsør, og det forventedes, at den skulle en tur til Sortehavet, hvilket passede mig godt, da jeg aldrig havde været på de kanter. Uheldigvis blev fragten annulleret, og vi kom i stedet for i kulfart på Nord- og Østersøen. Men den fart blev jeg hurtig ked af, selvom man inden for rederiet stillede mig i udsigt, at jeg kunne komme med en større båd på langfart, men det passede mig heller ikke, da jeg havde lagt ansøgninger ind hos forskellige statsinstitutioner bl.a. Statsbanerne, Vandbygningsvæsenet og Fyrvæsenet. 29. marts 1906 blev jeg afmønstret og rejste hjem til kone og barn.

Vor søn var under min fraværelse blevet døbt og kom til at hedde Morten Alex Toftgaard Nielsen.

 

 

Ansat ved havnebådene i København

 

Jeg var derpå hjemme en månedstid, uden at der var udsigt til nogen hyre men så skrev min fætter P. Thomsen, at der var mulighed for at assistere ham ved færgeriet, da han var medejer af havnens motorfærger. Jeg skulle bl.a. rigge båden til for sommersejladsen. De fik et par nye både, der blev indsat på ruten Christianshavns Torv til Nyhavnshoved. De andre blev klargjort til sejladsen på Langelinie.

Jeg fik et værelse hos min fætter og fik også kosten der, og så vidt jeg husker, beløb det sig i alt til 30,00 kr. om måneden, og når det var betalt, havde jeg 80,00 kr. til mig selv. Det samme som jeg kunne tjene som andenstyrmand.

Jeg havde til tider en ret lang arbejdsdag især i højsæsonen, hvor jeg det meste af tiden sejlede på Langelinie helt til midnat om søndagen. Jeg sejlede også med turister rundt i havnen og ligeledes med skolebørn, der var på ferie i København.

Jeg lærte en hel masse mennesker at kende og befandt mig godt. Min fætter var ikke karrig, han inviterede tit på en kaffetår i en restaurant på Boden-hoffs Plads, hvor bådene lå om natten, og hvor vi havde reparationsværksted og oplag.

Da højsæsonen var forbi, var der ikke så travlt, og der var førere nok til at betjene bådene på havneruten. Farten på Langelinje var hørt op. Jeg arbejdede så med eftersyn af de oplagte både og syede sejldugsovertræk til dem.

Under mit ophold i København havde jeg lejlighed til at gå på de forskellige kontorer en gang imellem for at høre, hvordan det gik med mine ansøgninger. De var de forskellige steder meget flinke, men der var ingen pladser ledige. Min fætter sagde, at jeg bare skulle blive ved med at assistere ved færgeriet, til der viste sig noget, og kunne jeg skaffe nogen kapital kunne jeg blive kompagnon i færgeriet, der ejedes af ham og Jørgensen fra motorfabrikken Dan. Det var fristende, men jeg manglede pengene 10 -20.000 kr.

I september var jeg hjemme på en lille ferie for at overvære vor lille datters dåb. Hun blev født 26. juli 1906. I dåben fik hun navnet Johanne efter min mor.

Da vi kom hen sidst i december rejste jeg hjem for at holde juleferie.

Om efteråret var min kone, Morten og Nikoline flyttet til Lunde og drev lidt manufakturforretning og systue der.

 

 

Ved Fyrvæsenet

 

Et par dage før Nytår fik jeg besked fra Fyrvæsenet at jeg kunne blive styrmand i fyrtransportskibet „Kattegat" og havde at være i København senest 2. januar om morgenen. Jeg modtog tilbuddet med glæde og begyndte så fra nævnte dato 1907 min tjeneste i Fyrvæsenet, som varede i næsten 39 år.

Jeg var styrmand i „Kattegat" i 3 måneder. Fører var kaptajn Tange Stær, en noget særpræget mand, men vi kom godt ud af det sammen og jeg havde gode dage ombord, men var kun midlertidig antaget til at gøre tjeneste der.

1. april 1907 blev jeg forflyttet til Anholt Knob Fyrskib og fastansat som styrmand der. Jeg var der i ca. 6 år. Min første fører var en kaptajn Jensen og vi havde en god tid sammen, da han var en ualmindelig flink mand. Et par år senere blev han forflyttet til Lappe Grund Fyrskib. Kaptajn Andresen blev fører for Anholt Knob Fyrskib. Blandt kolleger blev han aldrig kaldt andet end „sandt for dyden". Han var ikke særlig rosende omtalt, så jeg var meget ked af at skulle af med kaptajn Jensen. Denne sagde dog til mig at jeg ikke skulle være ked af det, da han nok skulle sige til fyrdirektøren, at hvis der kom noget i vejen mellem os, kunne det ikke være min fejl, da han kun kunne rose mig som en flink og dygtig sømand og meget omgængelig. Jeg var med kaptajn Andresen i 4 år, og jeg må sige, at bortset fra hans små særheder, kom vi godt ud af det sammen. Kaptajn Andresen var en stor kunstner, og han lavede flotte sortkridtstegninger og var også god til billedskærerarbejde.

 

I september 1912 blev jeg forflyttet til Fyrtransportskibet „Nordsøen", og min kone og 4 børn flyttede til Esbjerg, hvor vi først kom til at bo i Jyllandsgade 21 og senere i Stormgade 21. Der boede vi I8V2 år, og derfra flyttede vi til Nygaard, Jyllandsgade 72.

I Fyrtransportskibet „Nordsøen" var jeg i 8 år sammen med kaptajn Rosenkilde en noget særpræget personlighed, men en dygtig mand på sin post som fører af „Nordsøen" og en sparsommelig og god mand for Fyrvæsenet. Schmeltzer var maskinmester og blev min allerbedste ven. Under første verdenskrig skulle jeg have været indkaldt som reserveløjtnant men fik ordre til at blive ombord i „Nordsøen", der til dels blev krigsbemandet og fik miner om bord til spærring af indsejlingen til Esbjerg.

I den første tid af krigen lå fyrskibene på deres plads tillige med den øvrige afmærkning omkring Horns Rev og indsejlingen til Esbjerg. Senere blev fyrskibene inddraget, og afmærkningen i Grådyb blev også inddraget, og fyrene blev slukket, men det var først hen mod slutningen af krigen, at det skete.

Minefaren var stor, når vi var ude at sejle. Drivminer var der overalt. Jeg husker, at jeg engang, da jeg havde vagt fra Grådyb til Vyl, passerede 8 drivminer, og engang på vej til Slugen ialt 10 miner. Vi skød adskillige miner ned med en lille kanon, og mange bugserede vi ind, når vejret tillod det, og de blev derefter sprængt, når vi havde fortøjet dem på lavt vand.

En stor oplevelse var det, da vi så den første Zeppeliner (luftskib). Vi var på vej op til Slugen, da vi så den. Engang på vej ind til Esbjerg, så vi også en Zeppeliner, der faldt ned på Fanø strand og gik op i luer.

En anden gang, da vi var på vej ind fra en fyrskibstur, blev vi beskudt af et tysk forpostskib uden dog at blive ramt. Vi stoppede, og forpostskibet kom på prajehold, og efter at det havde fået nogle oplysninger, fik vi lov til at gå i havn.

Samme forpostskib var senere i Esbjerg for nogen reparation, og da det forlod havnen, måtte vi som dansk krigsskib eskortere ham under udsejlingen gennem Grådyb. Sådan kan det også gå.

Nå, krigen fik jo ende, og vi fik al afmærkningen udlagt igen.

 

Lige efter krigen fik jeg tilbudt pladsen som styrmand i inspektionsskibet „C. F. Grove", og jeg tiltrådte tjeneste der, og det var meningen, at min kone og børn skulle flytte til København og bo der, men trods ivrig søgen var det umuligt at opdrive en lejlighed. Det eneste, jeg fik tilbudt, var en møbleret 3-værelseslejlighed på Nørrebro. Lejligheden var temmelig dyr, og møblementet skulle jeg købe, så jeg betakkede mig. Jeg opgav så og flyttede tilbage til „Nordsøen" til stor glæde for min kone, der nødig ville til København at bo med moster Nikoline og 5 børn.

Jeg blev ved dette noget afskåret fra at blive fører i et af dampskibene, men kunne blive fyrskibsfører, hvilket jeg kort tid efter blev udnævnt til, men uden skib.

Jeg var så til rådighed som afløsningsfører i damp- og fyrskibene i 1 ½  år. Jeg løste af i „Gedser Rev", „Skagen" og „Gilleleje Flak" samt et par gange som fører af fyrtransportskibet „Nordsøen". Jeg havde megen frihed i den tid.

 

 

 

I 1920 fik jeg kongelig udnævnelse og blev beordret til tjeneste i Horns Rev fyrskib, hvor jeg var til 1926. Læsø Trindel fyrskib var da til reparation i Fåborg, og skulle som det første fyrskib elektrificeres. Fyringeniør Brinck, hos hvem jeg havde en temmelig høj stjerne, spurgte mig, om jeg ville til Fåborg og føre tilsyn med udrustningen og klargøringen af fyrskibet, og samtidig sætte mig ind i det tekniske vedrørende skibets elektriske materiel og betjeningen heraf. Samtidig stillede fyringeniøren mig i udsigt, at jeg i løbet af kort tid ville blive fører af dette fyrskib på station Læsø Trindel. Kort tid efter blev føreren af nævnte fyrskib forflyttet til „Gilleleje Flak", og jeg blev fører af det elektrificerede fyrskib og var fører der i ca. 4 år.

Jeg blev herefter fører af Læsø Rende fyrskib, hvor jeg var, til jeg efter ansøgning blev fører af motorfyrskibet „Grådyb", og jeg rykkede da op i højere lønklasse. Jeg var fører der til anden verdenskrig brød ud. Alle fyrskibene i Nordsøen fik da ordre til at søge havn, da der i hele området syd for Horns Rev var udlagt miner. Fyrskibene fik ordre til at søge havn ved egen hjælp, hvilket „Horns Rev" ikke kunne, da den ingen maskinkraft havde. Fyrtransportskibet „Nordsøen" blev derfor sendt ud sejlende klods op af „Horns Rev" med redningsbåden fra Esbjerg på slæb. Denne skulle slæbe fyrskibet ind til enden af revet, da „Nordsøen" på grund af minefaren ikke kunne gå helt ud til det. Alle tre skibe slap dog godt ud af minefeltet, og „Vyl" og „Horns Rev" kom ind til Esbjerg.

„Grådyb" fyrskib fik på vejen ind ordre til at indtage en station noget uden for barren, hvilket jeg protesterede imod, da fyrskibet ved en eventuel kædesprængning i en hård storm dårligt ville kunne klare sig klar af land, med den maskinkraft det havde. Stationen blev så forlagt lidt længere nordpå, hvor fyrskibet kun lå en kort tid, hvorefter det blev beordret til at gå i havn.

 

Alle 3 fyrskibe lå herefter inde, og jeg blev beordret til at føre tilsyn med dem sammen med en vagtmand. Besætningerne blev sendt andre steder hen.

Vagtmanden og jeg gik i gang med at rigge fyrskibene af. Da vi næsten var færdige med det, kom der ordre til, at „Grådyb" og „Vyl" fyrskib skulle gøres stationsklar igen, da tyskerne havde beordret, at de skulle udlægges i Storebælt. Efter at vi var klar med tilrigningen, og besætningerne var kommet om bord, blev vi af „Nordsøen" slæbt til Thyborøn, hvorfra vi selv fortsatte til Ålborg, hvor inspektionsskibet „Absalon" lå klar til at slæbe os ned i Storebælt.

Vi kom så på slæb. „Vyl" først efter „Absalon" og „Grådyb" bagest. Det var imidlertid blæst kraftigt op, og da vi var kommet klar af Hals-barre, sprang vores slæber, så vi mistede forbindelsen med de to andre skibe i den bælgmørke og stormfulde nat. Vi kunne ikke gøre andet end at ankre op og lade „Absalon" og fyrskibet sejle deres egen sø.

Da jeg ikke havde fået nogen besked om, hvor fyrskibet skulle placeres i Storebælt, og det i det blæsende vejr var håbløst at fortsætte for egen maskinkraft blev vi liggende, til vi fik bugserhjælp. Tidligt på formiddagen kom „Løvenørn" og tog os på slæb ned til den sydligste del af Storebælt midt imellem det tyske og danske minefelt.

Vi afløste et stort tysk dampskib, som straks efter stod sydover, men en halv time efter, løb det på en mine i det tyske minefelt, og i løbet af 5 minutter var det forsvundet fra havets overflade. Vi så mange af besætningen springe overbord fra det, og en del af dem blev bjerget af danske torpedobåde og tililende tyske fartøjer, der var i nærheden. Hvor mange der omkom, ved jeg ikke, men sikkert mange.

Vi fik danske lodser om bord, der skulle lodse nordgående skibe igennem det danske minefelt. „Vyl F/S" var stationeret nord for det danske minefelt og havde lodser om bord til at lodse sydgående skibe igennem det danske minefelt. Ved hver af fyrskibene var fortøjet et lodsfartøj (fiskekutter), der enten satte lods om bord eller aftog lods fra de forbi sejlende skibe.

Tiden vi lå der med fyrskibet var meget nervepirrende, da minerne drev rundt om os. I de første 14 dage sprang adskillige skibe i luften, fordi de sejlede ind i det tyske minefelt, trods vore signaler om, at de stævnede mod fare. Det var mest tyske trawlere, der var kaldt hjem, og antagelig kom de helt oppe fra Hvidehavet eller Lofoten.

Heldigvis fik vor tjeneste da ende, da isvinteren 1940-41-42 kom. Danmark blev besat 9. a-pril 1940.

 

Et kortere tidsrum blev fyrskibet udlagt oppe i Århusbugten men blev senere inddraget derfra igen til Korsør. Senere i-gen blev «det udlagt på station Halskov Rev, hvor det lå til hen ad 1943. Det blev da afløst af et andet fyrskib og afsejlede til Svendborg for hovedreparation på Ring-Andersens skibsværft, hvor jeg fik tilsyn med reparationen, der varede helt til i august 1945.

Jeg havde en god tid i Svendborg. Ring-Andersen og hans bror, direktør på stålskibsværftet, Jens Fisker, var ualmindelige flinke og rare mennesker og meget gæstfrie. Under mit ophold i Svendborg boede og spiste jeg på Klostergaarden, men med de nedsatte dagpenge, blev det mig for dyrt, og jeg lejede så et værelse hos en fru Rasmussen. Hun var rar og flink, og jeg boede godt der. Lige over for pensionatet „Regina", hvor jeg kom i pension. Det var et godt og stort pensionat, og vi var over 100 mennesker, der spiste der. Alle sammen pæne og flinke folk både damer og herrer. Vi havde det fornøjeligt sammen, og jeg fik mange venner og meget godt kortspil.

Der indtraf adskillige episoder på Stålskibsværftet og i byen. På Stålskibsværftet skete megen sabotage på tyske skibe, der lå til reparation. En dag blev ikke mindre end 3 skibe sænket, og det hævnede tyskerne med sabotage på ejendomme i byen.

Efter at jeg i september 1945 havde været med til at udlægge fyrskibet „Kattegat SW", søgte jeg min afsked efter næsten 39 års tjeneste i Fyrvæsenet og har siden nydt mit otium sammen med min kone.

 

 

EFTERSKRIFT

 

Vor far, der på en måde var et meget beskedent menneske kunne ikke rigtig forstå, hvorfor jeg absolut ville have ham til at nedskrive sine erindringer. Det tog lang tid at få ham overtalt til det, for som han sagde: „Hvad kan det da interessere nogen".

Men i tresserne har han alligevel taget sig sammen til at skrive ovennævnte i en lille bog, som jeg fik overladt efter hans død d. 21. 5. 1970.

Jeg havde håbet, at arbejdet; med nedskrivningen, ville have grebet ham så meget, at han, efterhånden som han trængte ind i stoffet, ville have udpenslet tingene langt mere. Specielt havde jeg håbet, at han var kommet dybere ind på beskrivelsen af skibene, sejladsen, livet om bord m.m.

På den anden side må det måske siges, at det han har skrevet, karakteriserer ham overmåde meget. Ingen større svinkeærinder, men nøgne, kolde fakta.

Erindringerne slutter med hans afgang fra tjenesten i Fyrvæsenet i 1945, men han fik jo næsten 25 år yderligere at leve i, og selv om den tid ikke kom til at indeholde de store oplevelser, er der dog nogle ting, som jeg gerne som en afrunding af en højt respekteret fars levnedsbeskrivelse ønsker at tilføje.

Først vil jeg dog berette om en ferie, hvor jeg i februar måned i begyndelsen af tyverne (vistnok 1923) tilbragte 100 dage sammen med min far på fyrskibet „Horns Rev", hvor han da var fører. Jeg fik herved et ganske godt indblik i tilværelsen ombord på et fyrskib, hvilket jeg stadig tror, bragte mig meget tæt ind på livet af min far.

Vi fulgtes ad på turen ud til fyrskibet. Der var megen is det år, så meget at vi den første dag måtte opgive at komme forbi Skallingen. Først den næste dag lykkedes det at komme ud i isfrit vand. At jeg blev søsyg på turen, indrømmer jeg gladelig. Det gik over, inden vi nåede „Horns Rev", men da jeg kom ombord på fyrskibet og skulle til at vænne mig til dette skibs helt andre bevægelser, var den gal igen. Jeg husker, at jeg forsøgte at spise et æble, og så løb jeg som en gal rundt om dæks-huset, til jeg nogenlunde var kureret. Men jeg måtte straks til køjs, da jeg kom nedenunder i den mere kvalme luft. Jeg synes at mindes, at der altid duftede en hel del af lampeolie under dæk.

Jeg vågnede først til middag næste dag, da min far kom med en tallerken hvidkålssuppe og spurgte, om jeg troede, jeg kunne få det ned. Det kunne jeg, og så begyndte jeg for alvor at komme til hægterne igen. Dog måtte jeg endnu et par dage holde mig fra tobakken.

Et fyrskib var i hvert fald den gang en „lilleverden". Alt uden om forekom så sært fjernt og uvedkommende. Skibet var hele verden. Det var i radioens spædeste barndom. Der var om bord en krystalmodtager, en stor kasse med store kondensatorer og vældige spoler samt en primitiv gnistsender, med hvilken forbindelse med den nærliggende Blåvandsradio kunne opnås.

Jeg var selv telegrafist den gang, og jeg morede mig med at opfange en slags radioavis, der blev udsendt i morse, så jeg daglig kunne servere besætningen de sidste nyheder. Sjovt, hvad man siden husker.

Meget af nyhedsstoffet handlede om kampene med Riff-Kabylerne i Nordafrika.

 

 

 

I land var der nærmest isvinter, men herude på det åbne hav på fyrskibet, var det aldrig særlig koldt. Vi kunne endda undertiden gå på dækket i skjorteærmer.

Vejret artede sig ganske godt. Det havde selvfølgelig nu været interessant at have oplevet en rigtig vesterhavsstorm, men den højeste vindstyrke, jeg kom ud for, var 5-6. Men da kunne man rigtignok også se søerne brække over Horns Rev, så det lignede små bjerge i horisonten.

Selvfølgelig var der vagt på dækket døgnet rundt, men ellers havde mandskabet arbejdstid fra kl. 7 - 12 og igen nogle timer om eftermiddagen. Lamperne skulle pudses, alt skulle være pinlig rengjort om bord, og der var til stadighed malerarbejde, tømrerarbejde m.v. at udføre. Kokken Jepsen havde jo også travlt med at sørge for maden til den 7 mand store besætning. Radiotelegrafisten havde sine faste lyttetider at passe døgnet rundt.

Ca. ½ time før solnedgang skulle fyret hejses. Fyret var et stort rundt hus, så stort at man kunne stå inde i det. Der var anbragt mægtige petroleums-lamper i huset og store spejle til at forstærke lyset. Det tons-tunge apparat blev hejst op med et håndspil. Alle mand var på dæk for at deltage i denne operation. Så snart fyret var hejst op i sin position, gik en mand op for at fastgøre det med en pal. Medens jeg var om bord, blev dette normalt udført af en matros eller overmatros, som kaldtes Gjøsses Hans. Han var en ældre mand på den tid, lille og vindtør. Jeg prøvede aften efter aften at komme op til fyret før ham, hvad aldrig lykkedes mig. Han sprang op ad vævlingerne som en kat. Og ned gik han gerne armgang ad et af forstagene.

Det var en usædvanlig fin besætning, der var om bord dengang. Samme Gjøsses Hans var navigatør af uddannelse, men havde foretrukket matrosstillingen for at blive ansat i Fyrvæsenet. En anden overmatros var Hans Jensen, der også havde styrmandseksamen. To topfine søfolk. Når fyret var oppe og vagten sat og alt klart til natten, var der aftensmad. Fint serveret i skipperens kahyt med hvid dug på bordet og kokken som tjenende ånd. Aftenerne tilbragte jeg dels med at snakke og spille kort med min far, men der blev altid lejlighed til en visit i mandskabs-lukafet. Endnu dengang boede hele mandskabet bortset fra kokken i et stort rum forude. Ganske som i de store sejlskibes tid. Bunker hele vejen rundt langs siderne, et stort bord i midten og hyggelig petroleums-lys. Mandskabet var altid i gang med en eller anden hobby, nogle forsålede sko, nogle skar ting ud i træ og Gjøsses Hans strikkede sokker. Snakken gik, men blev den for livlig, var Gjøsses Hans der straks. Jeg kan endnu se den lille mand med en meget bestemt mine stikke en strikkepind ud mod den, der havde udtalt sig vel kraftigt, og så blev der straks ro over tingene igen.

Jeg har ofte fortrudt, at jeg ikke fik tid til senere at tage endnu en ferie i fyrskibet. Jeg var dog dengang i nogle få dage om sommeren hos far, medens han var fører af „Grådyb" fyrskib. Men nu var det et moderne fyrskib med elektricitet, stor maskine og fast fyr i stormasten. Det gamle primitive fyrskib var den store oplevelse.

 

 

 

Jeg tror, min far var en særdeles afholdt chef for sine forskellige mandskaber. Et bevis herpå mener jeg at have i følgende:

Engang medens min far gjorde tjeneste på Læsø Trindel, kom han i land på denne ø. Han traf da en af sine tidligere matroser, der absolut ville have ham med hjem til kaffe.

Medens far opholdt sig hos matrosen, undrede han sig over, at konen ustandseligt ud af døren råbte på en Toftgaard.

Han spurgte, hvem det var, der havde samme navn, som det han i almindelighed gik under, og så fortalte manden, at han altid så godt havde kunnet lide min far, hvorfor han havde givet sin søn navnet Toftgaard til fornavn.

 

I 1950 foretog min far sammen med min mor en rejse til U.S.A. for at besøge sine talrige familiemedlemmer i Hartford, Connecticut. Han havde to brødre der samt hans bror Niels' kone. Niels var som nævnt den bror, der var skipper på barkskibet „Vega", da min far som 14-årig kom til søs for første gang. Rejsen blev en kæmpe oplevelse for både far og mor, en tildragelse de aldrig glemte.

Min far var det samlende midtpunkt for vor store familie. Altid ligevægtig og altid forstående over for andres særheder. Jeg har vist aldrig set ham miste fatningen. Udadtil altid den rolige, stilfærdige mand, men med både lune og humor,

Da min søster, der var godt et år yngre end jeg, døde efter mange års sygdom og blev begravet, vidste jeg, at far inderst inde var dybt fortvivlet over at have mistet en datter, som han elskede højt. Men udadtil bevarede han roen. Da kisten var sænket i dybet, gik han stille hen og kikkede ned på den, gjorde en lille håndbevægelse og sagde: „Farvel lille Johanne". Det gjorde mere indtryk på mig, end om han havde brugt mange klagende ord.

Men sådan var han, en elskelig far for sine børn, og den bedste ægtemand, som tænkes kunne. Meget havde han været borte fra sin ægteviv, medens han for til søs, men det opvejedes noget af de 25 år de til slut fik sammen.

Mange, gode fester oplevede han. Hans 70-års fødselsdag var en fest endnu i manddommens tegn.

Også hans 80-års fødselsdag bør nævnes. Han var genstand for megen opmærksomhed. Umiddelbart efter dagen blev han syg og blev et par dage efter indlagt på sygehuset lidende af en blodprop i lungen. Jeg rejste fra København og besøgte ham, og hans eneste bekymring var, hvorledes han nogensinde skulle få takket de mange, der havde glædet ham med blomster og gaver på fødselsdagen. Jeg slog mig ned i hans sygestue og påtog mig at skrive alle hans takkebreve, og hans taknemlighed herfor var rørende.

Han oplevede at holde sølvbryllup, guldbryllup, diamantbryllup og krondiamantbryllup. Og selvom han til daglig var en sparsommelig mand, var der aldrig nogen smalle steder, når han og mor skulle samle den talrige familie til disse fester, der for os alle står som dejlige minder.

Han fyldte 90 den 20. februar 1970. Han var da stadig ved godt helbred. Kunne læse avisen u-den briller og havde endnu en god hørelse. Kun gigten plagede ham i perioder en del, men han var ikke af dem, der klagede sig ret meget.

Den 19. maj om morgenen følte han sig pludselig dårlig tilpas. En læge kom og gav ham en indsprøjtning, men i dagens løb forværredes han tilstand, og om aftenen var han meget syg. Jeg nåede hjem til ham kl. 1.30 og var hos ham hele natten. Næste formiddag kom han på hospitalet. Jeg besøgte ham om aftenen, da havde han det tilsyneladende meget bedre. Vi troede, han nok skulle komme sig, men henad midnat ringede hospitalet og meddelte, at han var død, ganske stille og fredeligt som han altid havde levet.

Jeg savner, og det gør vi alle, den stoute gamle skipper, men er taknemlig, fordi jeg fik lov at kende ham i over 66 år.

M. Toftgaard Nielsen.

 

 

 

Relaterede artikler

Gå til top