Barken "Bertha" sat på grund på Falklandsøerne 1893
”Bertha” blev sat på grund ved Falklandsøerne

 

(Et af J.M. Jensens børnebørn, Jens Thyge Jensen, har venligst udlånt denne artikel om bedstefaderen):

 

Esbjerg-barken »Bertha«s jungmand fortæller:

»Bertha« forliste ikke, men blev sat på grund ved Falklandsøerne den 16. oktober 1893 efter en dramatisk rejse, der startede i Ham­borg i 1891

 

Fanø Ugeblad den 14. maj 1998. Trykt første gang i Vestkysten den 17. marts 1958.

 

I en artikel forleden - »Esbjerg-barken »Bertha«s forlis ved Falklandsøerne i 1894« - efterlyste den kendte søfartshistoriker F. Holm-Petersen, Troense, barkens kaptajn - Hansen fra Fanø.

Siden har vi fået oplyst, at pens. hovmester J. M. Jensen, Niels Juelsgade 8, Esbjerg, var med barken »Bertha« på dens sidste rejse, og da han er den eneste af dens 12 mands besætning, der er tilbage, må hans beretning herom antages at have stor søfartshistorisk interesse.

- »Bertha« forliste ikke, men blev sat på grund ved Falk­landsøerne, fortæller den 83-årige J.M. Jensen i en samtale med VESTKYSTEN. Det var ikke i 1894, men den 15. okto­ber 1893, og hele besætningen kom velbeholdent i land efter en dramatisk rejse, der startede i Hamborg i 1891.

Af besætningen var vi seks fra Fanø, nemlig foruden kaptajnen, Søren Hansen, Sønderho, og hans bror, første­styrmand Jens Sonnichsen Hansen, en dæksdreng, en jung­mand, det var mig, jeg var 16 år - og to letmatroser.

 

 

 

Berthas-forlis---FOS4740-10

 

 

Da »Bertha« drev til søs uden kaptajnen

I 1891 lastede vi stykgods i Hamborg til den amerikanske vestkyst, hvor vi anløb forskellige små pladser. Vi ankrede ved kysten, og lasten blev af indfødte trukket gennem brændingen i store pramme.

Da vi lå ved Salina Cruz i Mexico, der var sidste plads, hk vi en storm, mens kaptajnen var i land for at klarere ud. Vi mistede begge ankre og drev til søs uden proviant og drikkevand. Vi levede af havskildpadder, og det lykkedes os at opretholde livet i de tre uger, der gik, før vi nåede til­bage.

Længere nede ad kysten lastede vi ceder- og mahognitræ til Falmouth i England, fik frisk proviant om bord og to nye ankre. På det tidspunkt havde vi været ude i halvandet år, og vi fik 105 dages sejlads til Kap Horn.

 

To forgæves forsøg på at forlade skibet

I nærheden af »hornet« fik vi den storm, der faktisk gjorde det af med »Bertha«, fortsætter den gamle søulk sin beret­ning.

Vi fik en vældig sø over; den slog hele den styrbords skanseklædning ud og tog to af vore tre redningsbåde, og vi måtte kappe mesanmasten.

Vi besluttede at forlade skibet, når det flovede, men det første skib, vi mødte, var ikke interesseret i at tage os op, og da vi nogle dage senere traf et skib, der ville tage os, blev det tæt tåge, så da kom vi heller ikke fra borde.

Så holdt vi skibsråd og besluttede at forsøge at nå Port Stanley, hovedstaden på Falklandsøerne, for reparation. Siden fik vi imidlertid en ny storm, og efter den kunne »Bertha« simpelthen ikke sejle mere.

Det lykkedes os at nå Port Stanley, men skibet var ikke manøvredygtigt, og vi opgav at komme ind i byens naturli­ge havn.

 

Stor »modtagelseskomité« på stranden

Så var der ikke andet at gøre end at sætte »Bertha« på land for i det hele taget at komme fra den, men det gjorde vi ved Fitzroy Settlement. Vi mente at se stranden myldrende fuld af mennesker og ventede en stor modtagelse, men da vi kom i land gennem brændingen, viste det sig, at vi havde taget fejl. Det var ikke mennesker, men pingviner.

I den eneste redningsbåd, vi havde tilbage, satte vi i land af to gange, og det gik hverken værre eller bedre, end at det første hold kuldsejlede i brændingen.

 

 

 

 

falkland

 

 

»Bertha« blev solgt til guvernøren for 110 pund

Vi nåede alle 12 velbeholdent i land på den barske klippeø og fristede den første nat i en primitiv hytte, som vi havde rigget til af presenninger.

Dagen efter kom to fårehyrder ud til os, og seks ad gan­gen skiftedes vi til at bo og spise i deres hytte i nærheden, indtil en lille skonnert en dag tog os med til Port Stanley, hvor vi blev indkvarteret forskellige steder. »Bertha« med hele den kostbare last og vores sidste redningsbåd blev solgt til den engelske guvernør for 110 pund.

En måned efter, at vi havde sat »Bertha« på land, nemlig den 17. november, forlod otte af os Port Stanley med en tysk damper, der dengang var øernes eneste forbindelse med Europa.

 

Tysk letmatros tog »hyre« som fårehyrde

Af de fire, der blev tilbage, tog den tyske letmatros »hyre« som fårehyrde, mens de øvrige, to tyskere og en finne, fik hyre med de små skonnerter, der holdt forbindelse mellem øerne.

I Montevideo kom vores tredjestyrmand Jens Kusk Jensen fra Nykøbing Mors med en tremastet skonnert fra Korsør, og vi andre tog hjem. Kaptajn Søren Hansen tog senere på langfart med en ny »Bertha«. Han har i øvrigt tre børn på Fanø, en søn og datter, der bor i barndomshjem­met, mens en anden søn, en pens. fyrskibsmatros, bor andetsteds på øen.

Mens J.M. Jensen fortæller om sejlskibstidens dramati­ske begivenheder ved de sydamerikanske kyster, de hårde vilkår om bord med stenhårde beskøjter, saltfisk og saltkød som eneste kostforråd, otte mand stuvet sammen i et trangt lukaf ofte uden drikkevand, lidende af skørbug eller gul feber, er hans søn førstestyrmand Oscar Jensen, med en DFDS' største og mest moderne både, M/S »Brasilien«, på vej til nogle af de samme pladser, som faderen trods de mange år, der siden er gået, husker som var det i går, den stolte bark gik til ankers på reden.

 

Artiklen, hvori Holm-Petersen efterlyser kaptajn Hansen fra Fanø. Bragt i Vestkysten marts 1958  ( kaptajnen var fra Sønderho og hed Søren Hansen, klik på linket)

Esbjerg-barken ”Berthas”s forlis ved Falklandsøerne i 1894

Der driver stadig ceder- tog mahogniplanker ind

Hvem var kaptajn Hansen fra Fanø?

 

 

Da søfartshistorikeren F. Holm Pedersen besøgte Port Stanley, hovedstaden på Falklandsøerne, viste underdirektøren i Falklandskompagniet ham et papir, som han mente ville interessere gæsten som dansk søfartshistoriker. Det meget rigtigt, for papiret var et konnossement vedrørende et dansk skib, der forliste ved Falklandsøerne i 1894, barken „Bertha" af Esbjerg.

Forliset skete ved Fitzroy Settlement på Falklandsøerne, udtalte søfartshistorikeren forleden under et besøg i Hvide Sande overfor VESTKYSTEN. Kaptajnen var fra Fanø, og jeg mener, at hans navn var Hansen. Det ville jeg gerne have nærmere fastslået. Styrmand var Kusk Jensen, som senere blev bekendt bl.a, for sit betydelige værk om sømandsskab.

Der driver hvert år ceder- eller mahogni-planker ind fra vraget, og diskussionen har gået højt mellem den engelske guvernør og Falklands-kompagniet om, hvem disse tilhørte, men det. fremgik af konnossementet, at skibet og ladningen var blevet overdraget til kompagniet.

Holm Pedersen har besøgt Hvidesande fiskeriforeninger på Hvide Sande sømandshjem, hvor han viste sin film fra en rejse med Svendborg-skibet „Nancie S" via de Canariske øer og Sydamerika. Søfartshistorikeren har indrettet søfarts museum i Troense gamle skole.

Hans bog om Fanøs skibsfart følges i nær fremtid op med en til svarende beskrivelse af Ærøs skibsfart. Det ville glæde søfartshistorikeren, hvis denne artikel kunne give anledning til, at hans kendskab til barken „Bertha" af Esbjerg og specielt, hvem kaptajnen var, kunne oplyses. Han viser sin film fra Falklandsøerne — „Nabo til verdens ende" — på torsdag i Esbjerg

.

 


Relaterede artikler

Gå til top