Fra Fanøs storhedstid

 

 

fanoesstorhedstid

 

Fra Fanøs storhedstid

 

 

Erindringerne fra en svunden lid, du skibene var af træ og mændene af jern, er nedskrevet af kaptajn Hans Peter Winther, som til­bragte de første ni år af sin maritime løbebane fra 1888 til 1897 i sejlskibe. I den periode arbejdede han sig, via navigationsskolen og afbrudt af værnepligten i marinen, frem til at blive styrmand.

Derefter gik han i 1898 over i dampskibe og var resten af sit aktive liv ansat i Dampskibs­selskabet "Dannebrog", hvor han sluttede sin karriere som skibsinspektør med kontor hos rederiet i Amaliegade fra 1926. til 1934.

Beretningen om sine første år til søs nedskrev han fra sit 76. til 80. leveår på opfordring af sønnen Johs. Winther. Hans Peter Winther døde i 1962 i en alder af 88 år.

 

 

 

hpwinther

 

Hans Peter Winther som 14-årig fotograferet i Nordby, inden han drog af med isbåd til den første hyre i langfarten.

 

Beretningerne er bragt i tidsskriftet ”Søfart”: nr. 9, 1. marts 1996, nr. 10 1996, nr. 13 – 14, , 12. april 1996, 19. april 1996, 22. november 1991.

 

Med jernbarken ”Coranna” til

Hawaii via hornet på 142 døgn

 

Og seks måneder for at laste guano ved Howland Island

 

 

rejse1

 

1. Rejse

 

Efter min konfirmation i februar 1888, da jeg var 14 år, fik jeg en hyre som skibs­dreng med barken »Coranna« af Fanø. der lå i Swansea, Wales. Afrejste fra Fanø den 1. marts sammen med 2. styr­mand.

Det var hård isvinter. Min far fulgte mig til Esbjerg, hvor vi kom over med isbåd (robåd med meder under, som enten blev skubbet over isen eller roet i åbent vand) Ira batteriet på nordkysten at Fanø til Strandby og videre med vogn til Esbjerg, og om aftenen afsejlede vi som passagerer med kreaturbåden S/S »Minsk« til Harwich. Derfra fortsatte vi med toget via London til Swansea, hvor »Coranna« lå til reparation.

 

 

 

swansea

Swansea

 

Sandwichøerne

 

Da skibet var færdigt, blev der lastet et parti kul, som stu­vedes i bunden og gjorde god fyldest som ballast. Derefter gik vi til Liverpool, hvor der blev indtaget en fuld ladning stykgods til Honolulu, Sandwichøerne. (Hawaii). Vi afsejlede den 12. april, og rejsen gik godt, indtil vi nær­mede os Kap Horn, hvor vi fik svære vestlige storme, og en dag skete der en sørgelig ulykke om bord, idet 2. styr­mand under rebning af storeovermærssejl faldt ned fra mærseråen til dækket og slog sig ihjel. Han blev sænket i havet næste dag.

 

 

honoluluhavn 

Honolulu havn

 

 

 

Honolulu-rundtur

Vi ankom til Honolulu den 1. september efter 142 dages rejse fra Liverpool. Under opholdet i Honolulu svælgede vi i ananas, bananer og andre tropiske frugter. En dag tog kaptajnen mig med i land på et besøg hos en dansk familie, der tog os med på en køretur i omegnen, hvor vi bl.a. beså den regerende dron­nings slot (øerne blev først i 1900 amerikansk territori­um).

 

Langvarig lastning

Sidst i september afsejlede vi i ballast til Howland Island, en koralø i nærheden af ækvator, for at indtage en lad­ning guano (fuglegødning). Det tog seks måneder at få lasten ind. Vi lå stadig under sejl, da der ingen havn var og ingen ankerbund. Vanddyb­den var ca. 1000 favne lige ind til kysten.

Guanoen kom ud i en lille båd, der kun kunne tage to tons ad gangen. Medvirkende til den langsommelige last­ning var også, at skibet flere gang drev bort fra øen, og på grund af vindstille eller mod­vind kunne det tage uger at komme tilbage til øen igen.

 

Howland Island

Howland Island er en engelsk besiddelse. Den er normalt ubeboet, men på grund af afskibningen var der sendt ca. 100 arbejdere dertil, alle polynesere fra andre øer, og så vidt jeg ved, fik vi det sid­ste guano, der var tilbage. Øen var lille af størrelse. Gik man tur på den, sværmede tusinder af søfugle støjende og truende over hovederne på os. De var ængstelige for deres æg, som lå i små for­dybninger rundt omkring på jorden. Langs kysten var der masser af fisk.

 

Mod Queenstown

Endelig efter seks måneders forløb - fra november 1888 til april 1889-- kunne vi afsejle til Queenstown i Irland for ordre.

Vi kom godt rundt Kap Horn. På rejsen måtte vi anløbe Per­nambuco (som i dag hedder Recife) i Brasilien for provi­ant. Vi havde nemlig måttet afgive en del proviant til arbejderne på Howland-øen, da den skonnert, de ventede med forsyninger, var blevet forsinket. 

 

Møde i Pernambuco

Vi lå i tre dage til ankers uden for Pernambuco og var hver dag en tur inde i havnen med storbåden for al bringe provi­ant om bord, men den sidste aften, da vi skulle hente kap­tajnen, var det nær gået galt. Ved indsejlingen lil havnen ramte en brådsø båden, så den nær var kæntret. Matros Lau­rent blev slået overbord, men vi fik hurtigt fat i ham og hevet op i båden igen. Den nat måtte vi forblive i land. Vi sov om bord i en brig fra Bornholm, der lå i havnen. I Queenstown fik vi ordre til at gå til Rotterdam med lasten, og der blev jeg afmøn­stret den 25. september 1889 med påtegning i søfartsbogen om. al jeg havde gjort tjeneste om bord som jungmand. Dagen efter rejste jeg hjem til Fanø.

 

 

 

rejse2og3

 

 

2. Rejse

Fifler at have været hjemme i halvanden måned rejste jeg lil Rotterdam, hvor jeg atter fik hyre på barken »Coranna« af Fanø.

Jeg blev påmønstret i Rotter­dam den 12/11 1889 som let­matros, og vi afsejlede til Larvik i Norge for der at indtage en ladning af høvlede og pløjede brædder til Port Adelaide i Syd-Australien. Det tog omtrent en måned at få skibet lastet, og da vi så kom ud i Nordsøen, forsinke­des vi af storm og modvind, indtil vi nåede Den engelske Kanal, hvor vinden gik om i nordøst, og så gik sejladsen strygende i Atlanterhavet, gennem nordøst-passaten, lige ned til det stille bælte ved ækvator.

 

The Roaring Forties

Lidt sønden for ækvator kom vi ind i sydost-passaten. På den videre fart sydover skete der det uheld, at mens vi gik for fulde sejl, brækkede forbramstang og klyverbommen under en byge, og begge gik overbord. De havarerede rundholte tilligemed bram- og røjlråen, som lå og huggede langs skibssiden, blev hurtigt bjerget om bord. Skaderne blev efterhånden repareret af tømmermanden. Så snart vi kom ud al sydostpassaten, kunne vi styre østo­ver syd om Kap Det Gode Håb, og så sejlede vi langs i 40erne, "the roaring forties", med god fart. Vejret var ofte stormende, men vinden var agterind.

 


 


Coranna-copy

 

Jernharken »Coranna« købt i 1988 for 5000 pund sterling af et aktieselskab på Fane med P. C. Svarrer som korr. reder og H. J. Jessen som fører.  Barken var hygget i Dumbarton i 1876 og målte 708 brt. Efter ejerskif­tet blev der hyret besætning på Fanø, og Hans Peter tog i 1888 afsted for at mønstre som skibsdreng.

 

 

 

Familie møde

Vi ankom til Port Adelaide omkring den 1. maj 1890, hvor hele ladningen lossedes. Derefter gik vi til en lille plads i nærheden. Port Augusta, hvor vi i løbet af få dage indtog en ladning hvede til Callao i Peru. Under opholdet i Australien, nogle få dage før vi skulle sejle fra Port Augusta, traf jeg min mors halvbroder, som vi havde hørt skulle sejle på kysten af Syd-Australien, men han havde ikke ladet høre fra sig gennem mange år. Det lykkedes mig at få ham opspurgt. Han var den gang styrmand i en skonnert. Vi til bragte så et par dage sammen om bord i »Coranna«, imens skibet blev til lastet. Vor kap­tajn kendte ham fra Fanø.

 

Iquique

På rejsen sejlede vi nord om New Zealand og tværs over Stillehavet. Rejsen til Callao varede 60 dage. Callao er havneby for Lima, der ligger lidt inde i landet og er hovedstaden i Peru. Hvedelasten lossedes i løbet af fjorten dage, og så sejlede vi sydover til Iquique i Chile for at laste salpeler til Ham­burg.

I Iquique lå skibene under åben kyst. De lå i rækker med ankere ude både for og agter. Der var næsten altid vindstil­le inde under land. Da vi var i Iquique, lå der vel mellem 30 og 40 store sejlskibe, både barkskibe og 3- og 4-mastede fuldskibe. Dampere var del­ingen af, de kom først om på vestkysten og ind i farten med salpeter, efter at Panamakana­len var blevet åbnet.

 

 

 

peru-town-harbour-of-iquique

Iquique

 

 

En hjælpende hånd

Salpeteret blev hejst om bord i sække fra lægtere, og da det var meget tungt, stuvedes sækkene i lastrummet i pyra­mideform, så det korn godt højt op, hvorved for voldsom slingring i søen kunne undgås. Det var skik og brug i Iquique, at når skibe var til­lastet og skulle sejle, kom der en del mandskab om bord fra andre skibe og hjalp til med at varpe skibet et stykke ud fra kysten, og mens de gik rundt i gangspillet, sang sømændene "shanties", blandt dem "I Im­ran, my boys, we are home-ward bound".

Vort skib indtog den sidste del af ladningen i Junin, en liIle plads, der lå lidt nordligere.

 

Hjemme igen

Midt i december 1890 afsejle­de vi til Hamburg. Rejsen gik godt rundt Kap Horn og vide­re hjemefter. Vi ankom til Hamburg hen imod midten al april 1891. Denne rejse rundt om jorden havde varet femten måneder. Vi havde jo i den tid haft tre ladninger inde, nem­lig træ fra Norge til Pori Adelaide, hvede fra Port August ni Callao og salpeter fra Iquique og Junin til Hamburg.

Den 17. april 1891 afmønstre­de jeg i Hamburg, hvorefter jeg rejste hjem til Fanø.

 

3. Rejse

Efter at have været hjemme i fem uger rejste jeg til Ham­burg, da jeg havde, fået hyre med barkskibet »Bertha« af Esbjerg. Det lå i Hamburg, hvor del havde lastet styk­gods til fire pladser på vestkyslen af Central-Amerika, nemlig ti! La Union i El Salva­dor, og til Tonala, San Benito og Salina Cruz i Mexico. Jeg blev påmønstret den 30/5 1891 som letmatros, og vi afsejlede fra Hamburg et par dage efter. Det blev en lang rejse på grund af megen mod vind, og det blev en lang og hård tørn al komme rundt Kap Horn.

 

 

 

Forlist i Falklandsøerne efter

hård rejse med mange uheld

 

Måtte søge nødhavn i Peru grundet skørbug om bord

 


 

I sine erindringer om tiden i sejlskibe for hundrede år siden berettede kaptajn Hans Peter Winther i det første afsnit bragt i Søfart nr. 9. 1996 om sine første to rejser, der foregik med jernbarken »Coranna« af Fanø}. Efter en kort tid hjemme i Nordby er han netop påmønstret barkskibet »Bertha« af Esbjerg, der har lastet i Hamburg til fire pladser i Central-Amerika og Mexico. Turen nedover og rundt Kap Horn har, været, langsommelig og præget af meget modvind.

 

Skørbug om bord

Senere på rejsen blev nogle af mandskabet syge - vistnok af skørbug - og midt i oktober anløb vi Payta red i Peru for at få lægehjælp og friske grøntsager m.m. Vi blev liggende der en uges tid. Midt i november ankom vi til La Union. I de andre tre pladser var der ingen havn, men vi måtte losse lasten under åben kyst i både.

Tæt udenfor Salina Cruz fik vi pludselig en Norther (en voldsom cyklonstorm), som drev os langt ud til søs, og derefter blev det vindstille, så det tog os 30 dage at komme ind til Salina Cruz. Desværre var drikkevandet ved at slippe op, men vi klarede os dog

.

 

 

Berthas-forlis---FOS4740-10

 

”Bertha” af Esbjerg. FOS4740-10. Billede Fiskeri- og søfartsmuseet

Det tremastede barkskib »Bertha« af Esbjerg, hvor fortælleren Hans Peter Winther mønstrede som letmatros i Hamburg for en rejse til Stillehavskysten i Central-Amerika og retur Skibet var på rejsen plaget af modvind og dårligt vejr og efter hårdt vejr ved Kap Horn strandede »Bertha« på returrejsen til Europa i Falklandsøerne. Det målte 502 br. og 482 net. og var bygget af jern i Greenock. Skotland i 1862. Det blev i 1889 indkøbt fra Hamburg af Th. Dahl for 55.000 rigsmark og blev efter strandingen i Falklands solgt med last for 120 Pund,  mens den bjergede starbåd gik for 11 pund.

 

 

 

 

Til søs uden kaptajn

Ener udlosningen tog vi sandballast om bord, og så skete det, at mens kaptajnen var i land og udklarere, fik vi atter pludselig en voldsom northern. Ankerkæden sprang, og vi drev ud fra kysten, og det tog os to dage at komme tilbage igen og få kaptajnen om bord. Så sejlede vi til Punta Arenas i Costa Rica, hvor vi skulle laste farvetræ (forskellige træsorter til industriel udvinding af farvestoffer) samt cedertræ og mahogni til Hamburg. Inden vi begyndte at laste, satte vi skibet på grund inde i en bugt, så vi ved lavvande kunne skrabe skibshunden ren for langhalse, muslinger og andre skaldyr. Dermed kunne skibet gøre større fart. Endelig i juni 1892 kunne vi begynde hjemrejsen. Sidst i september i nærheden af Kap Horn fik vi en hård orkan med voldsom søgang, og til sidst blev det nødvendigt at gøre alle sejl fast og dreje skibet til vinden. Senere fik vi en brådsø over, som krængede skibet helt over, og det syntes ikke at ville rette sig op igen, hvorfor vi kappede mesanmasten. Da den var gået over siden, kom skibet nogenlunde på ret køl igen. Skanseklædningen og støtterne på den ene side var knækkede og slået ind. den ene båd var knust og kahyt og lukaf fyldt af vand. Næste dag bedredes vejret noget, så vi igen kunne styre østover, men skibet var så medtaget, at det dårligt kunne manøvrere.

 

 

Dagbog om forliset

 

 Jens Kusk

Jens Kusk

 

 

Om »Bertha«s forlis fortæller den navnkundige forfatter af "Håndbog i praktisk Sømandsskab", kaptajn, Jens Kusk Jensen, der dengang var 2. styrmand om bord, følgende i sin dagbog:

Vi lænsede østover for en storm af sydvest med svære haglbyger og sne imellem. Vi turde ikke dreje det havarerede skib til vinden. Det gjaldt om at holde det under god styring. Vi havde til stadighed to mand ved roret, hver de stod fastsurret i seler.

Hver gang vinden flovede lidt, indhentede brådsøeme os, og de brød ofte ind over hækken. En sådan sø tog rorkisten, men skånede rattet og de to rorgængere. En anden rev presenningen af.

Hen på morgenstunden bedredes vejret, og vi var da nået forbi Staten Island. I en uges tid forsøgte vi at bringe skibet ind til Port Stanley på Falklandsøerne. Det var så medtaget, at det næsten ikke kunne manøvreres. Den 11, oktober friskede vinden op igen til en storm; og da vi ikke kunne nå Lively Sound, blev det besluttet at gå i læ af øen og søge frelse dér. Klokken 16,30 samme eftermiddag strandede vi på kysten. Storbåden blev sat ud. Vi førte et anker og en line ind til land, og ved at hale båden frem og tilbage langs linen lykkedes det alle at komme i land og få vort tøj bjerget.

 

 

 

Falkland-Islands-South-America-pic

 

 

Strandet på Falklandsøerne

Vi fik igen hård storm fra sydvest og nordvest, og skibet blev mere og mere havareret. Da vi var kommet forbi Kap Horn. prøvede vi på at anløbe Port Stanley. Falklandsøerne, og søge nødhavn der. Men vi nåede ikke at komme dertil. Skibet drev ind mod kysten syd derfor, cg vi forsøgte da at komme i læ af Lively Island, men også det mislykkedes, så vi strandede på kysten ved Choiseul Sound. Det var den 11. oktober, 1892, sent på eftermiddagen.

 

 

 

map of falkland-islands

 

 

Bivuak på stranden

Del lykkedes at få storbåden i vandet, og alle kom vel i land og fik også vort tøj bjerget. Vi skiftede tøj på strandbredden, da vi alle var gennemvåde. Så gik vi i gang med at samle brænde m.m. og fik tændt et bål op imod en brink, som gav en smule læ for bålet, men blæsten var kold, så vi frøs alligevel og kunne ikke sove. I stedet for løb vi omkring på strandbredden mellem pingvinerne, som vi blev helt fortrolige med.

Næste dag fik vi besøg af to fårehyrder, som inde fra land havde fået øje på det strandede skib. Deres hytte lå fire sømil inde i landet.

 

Fåreskindsleje

I to hold skiftedes vi til at komme derop, hvor vi fik lammekød og friskbagt franskbrød. Vi sov på et leje af fåreskind og havde fåreskind over os. Så dejligt har jeg aldrig sovet som den første gang, jeg var med deroppe. Jeg sov i 16 timer i træk, og alle lidelser og vanskeligheder var glemt. Hyrderne sørgede for, at et ridende bud red over højdedragene til Port Stanley for at give underretning om strandingen. Imidlertid havde vi på strandbredden op imod en brink bygget et telt af årer, presenninger o.lign.

 

 

 

falkland 6

 

 

Afmønstret

Nogle dage efter kom en skonnert ned fra Port Stanley for at hente os. Kun to af besætningen, nemlig 2. styrmand og en matros, forblev på stedet for at holde vagt, indtil skibet og ladningen var blevet solgt.

Fjorten dage senere blev de også bragt Ind til Port Stanley, Derpå blev vi alle afmønstret fra »Bertha«, det var den 30. oktober 1892, og jeg fik en påtegning i søfartsbogen, at jeg havde gjort tjeneste om bord som matros.

 

Hyre som kok

Da der ville gå længere tid, inden en damper skulle anløbe Port Stanley, så vi kunne komme hjem, blev jeg ked af at gå ledig. Derfor tog jeg midlertidigt hyre med skonnerten »Hadassah«, der manglede en kok, men kaptajnen gik ind på at mønstre mig som matros. Men selvfølgelig måtte jeg gøre tjeneste i kabyssen og på dækket.

Vi var i alt fire mand om bord. ”Hadassah” tilhørte regeringen (engelsk). Vi skulle bringe post m.v. til de små pladser både på East- og West-Falklands.

Da det kneb for mig at bage brød, fik jeg hjælp af en ung mand, som var passager om bord. Han skulle være kok på en fårefarm.

 

Lammesteg

Når vi skulle have lammesteg, gik jeg i land og hentede et får. som hyrderne slagtede, flåede og gjorde i stand. Jeg fik det op på skuldrene og gik om bord med det. Vi brugte kun boven og koteletstykkerne, som blev stegt, og resten smed vi overbord. Del var én af hundene, som blev sendt ud efter fåret og gennede del ind til farmen; tænk, at en fårehund kan være sådant oplært og afrettet. Det gik alt sammen rigtigt godt, men jeg var mest interesseret i sejladsen med skonnerten. Turen varede ca. en halv snes dage. Vi sejlede kun om dagen, om natten lå vi enten i havn eller til ankers i en bugt.

 

Strandet igen

Da vi kom tilbage til Port Stanley, forblev jeg om bord og passede skibet, men efter tre dages forløb fik vi fra guvernøren ordre til at sejle ud, skønt det blæste en storm. Der var nemlig fra fyrtårnet på Kap Pembroke rapporteret, at et skib nærmede sig, men da vi kom derud, viste det sig, at del var sejlet forbi. Vi måtte så vende om og krydsede ind mod havnen i den stærke storm. Da vi nærmede os indsejlingen til havnen "The Narrows", kom vi for nær et område med langt tang (kelp), som groede op fra havbunden, så skonnerten tabte styringen. Vi lod ankeret falde, men det holdt ikke, og vi drev ind på kysten, hvor skibet på grund af dønningen huggede i stenene og fik slået hul i bunden, og i løbet af natten fyldtes kahyt og kamre med vand.

 

 

Hjemkomst fra Falklandsøerne

Til endnu en isvinter på Fanø

 

Efter ferien hyresøgende i Hamborg i udenlandsk skib, men efter kun atten

dage ombord i barken ”Ffynone” af Swansea igen afmønstret og hyresøgende i Swansea




 

Efter al være forlist i Falklandsøerne med jernbarken ”Bertha” af Esbjerg og sammen med resten af besætningen bragt tit Port Stanley, bliver Hans Peter Winther sammem med den øvrige besætning, afmønstret og må afvente den næste skibslejlighed tilbage til Europa. For at fordrive tiden tager han derfor hyre som kok/ matros på regeringsskonnerten »Hadassah”, der sejler fragt- og passagerer mellem øerne i gruppen, der oplever han sin anden stranding på kort tid. ”Hadassah” går på klipperne nær indsejlingen til Port Stanley.

 

Nødhavn

Næste morgen kom en kutter ud til os, så vi fik forbindelse med Port Stanley, jeg forblev ombord. Vejret havde bedret sig, og vi fik reddet noget af inventaret over i kutteren. Efter et par dages forløb blev skibet overgivet til et bjergningsselskab, hvorefter jeg blev afmønstret og kom tilbage til mit logi og mine skibs-kammerater. Jeg havde således på godt en måned oplevet to forlis.

Port Stanley har en god og sikker havn, og i sejlskibenes tid søgte skibe, som var havareret I farvandet ved Kap Horn, nødhavn der. Men mange var så medtagne, at de ikke kunne repareres, hvorfor de blev kondemnerede, og man ser dem ligge rundt omkring til ankers i havnen, hvor disse havarister benyttedes som kulholke (lagerskibe).

 

Pingvinjagt ,

Hovednæringsvejen, på Falklandsøerne er fåreavl, og der udføres uld og talg. Mærkelig nok findes ingen trævækst på øerne, så tømmer til bygning af huse må indføres. Derimod er der rigeligt med tørv til brændsel, Under vort ophold var vejret som oftest koldt og stormende, skønt det var forår. Når vejret var dertil, foretog vi lange fure i omegnen, og jeg husker en søndag, hvor solen skinnede, at vi var med den tyske konsul på en picnic ud til kysten, og vi fangede seks pingviner til Zoo i Hamburg. De kom om bord i den damper, som vi var med hjem. men vi kunne ikke holde dem i live, da vi kom op i varmen.

 

Endelig hjemad

På kysten var der fuldt af albatrosser, pingviner, vildgæs og ålekrager, samt sæler og søløver. Der findes en hel del drivtømmer ved kysterne, som med strøm og vind føres til øerne fra Patagonien og Ildlandet.

En mærkelighed er det lange grove græs, tussockgræs. som vokser i tuer, og i vandet ved kysterne og i havbugten vokser den lange tang, kaldet kelp.

Endelig først i december 1892 anløb den tyske Kosmos-Linies passagerskib S/S »Pentaur« Port Stanley. Den kom fra vestkysten af Sydamerika. På rejsen hjem anløb »Pentaur« kun to pladser, nemlig Montevideo i Uruguay og Le Havre i Frankrig.

Vi ankom til Hamburg midt i januar 1893, og jeg rejste derfra omgående hjem til Fanø.

 

 

 

B1450 nordby-havn-1882

 

Nordby havn. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

B1626-56 Is-i-Nordby-havn postkort

 

Is i Nordby havn. Billede Nordby Sognearkiv.

 

 

rejse4

 

 

4. Rejse

Da jeg kom hjem til Fanø midt i januar 1893, fik vi hård isvinter. Farvandet mellem Fanø og Esbjerg frøs til, så man kunne spadsere over isen. Først i marts kom tøbruddet, og så rejste jeg til Hamburg for at søge hyre. Jeg var nu blevet 19 år, og ville gerne se at komme ud med et fremmed skib. Jeg boede hos Peter Clausen, Kastanie Allé, han var fra Fanø og havde et pensionat for søfolk, liver morgen mødte jeg på forhyringskontorerne og forhørte, om der var noget, men der gik ti dage, før jeg fik tilbudt en hyre med barken »Ffynone« af Swansea som matros.

 

Hurtig afmønstring

Jeg blev påmønstret den 13. marts 1893, og vi sejlede så ballastet til Swansea. Vi var der kun om bord i 18 dage, så blev det bestemt, at skibet skulle oplægges, og vi blev alle sammen afmønstret den 31. marts.

Flere af os, der blev afmønstret fra »Ffynone«, tik logi på Sailors Home (sømandshjemmet), og så begyndte jagten efter en hyre, men der var kun ringe udsigter. Vi boede udmærket på Sailors Home, maden var god, syntes jeg, og vi havde det godt. Bestyreren var en rar mand.

Ny hyre

 

Efter fjorten dages forløb lykkedes det endelig at få en hyre, idet jeg den 14/4 1893 blev påmønstret fuldskibet »Clan Mackenzie« af Glasgow, der havde indtaget en ladning kul i Swansea til San Francisco, Californien, og et par dage efter afsejlede vi. Der var 26 mand om bord, nemlig kaptajn Simpson, tre styrmænd, sejlmager, tømmermand, kok og hovmester. Vi var tolv matroser og seks apprenticer (lærlinge). Matroserne var af seks forskellige nationaliteter (englændere, tyskere, letlændere, nordmænd og svenskere - jeg var eneste dansker om bord).

 

Ensformig kost

Kosten var noget ensformig. Tre gange om ugen fik vi li! middag gule ærter og salt flæsk, to gange brune bønner og salt kød. Om lørdagen fik vi risengrød, og om søndagen fik vi suppe og kød-konserves. Således var kosten, når skibet var i søen. For at forebygge skørbug af den megen saltmad og mangel på grøntsager, blev der udleveret en ration limejuice (en slags citronsaft) til besætningen. Lå skibet ved land derimod, fik vi hver dag til middag suppe, kartofler og fersk kød. I danske skibe var kosten dengang mere varieret.

Det var den gang skik og brug i engelske skibe, at alle mand kom på dækket ved 8-tiden om aftenen, og så snart der blev slået 8 glas, gik vi alle agterud, og så blev hver mands navn råbt op, og vi måtte så svare, at vi var der, og så kunne frivagten gå til køjs.

 

Pampero

Sejladsen gik rask sydover gennem Atlanten. Ved ækvator blev vi noget forsinket i det stille bælte. Vi havde godt vejr, til vi var ud for La Plata floden. Men så blev vi ramt af ulykken. Vi fik pludselig en Pampere (en cyklonstorm, som kommer pludseligt med frygtelig kraft fra sydvest). Vi kom sejlende for god vind og havde næsten alle sejl til. Sejlene slog bak, så vi måtte falde af for vinden for at få sejlene bjerget.

 

 

sanfrancisco

 

San Francisco, hvortil Hans Peter Winther ankom i august 1893 med fuldskibet »Clan Mackenzie”, der på 120 dage havde frugtet en last kul fra Swansea og derefter som skibene på ovenstående foto måtte afvente ny last på reden. Efter syv ugers venten, hvor mange af besætningen rømte, fik skibe! endelig en last hvede tilbage til Europa.

 

 

 

Mand overbord

Alle mand kom på dækket for at gøre sejlene fast. og mens vi alle var i gang med det, faldt en tysk matros ned fra storråen, ramte hårdt lønningen og gik derpå overbord. Der var intet at stille op i det frygtelige vejr. Efter at sejlene var gjort fast, blev skibet drejet til vinden for under-mærssejlene.

Samme aften blev den ulykkelige hændelse tilført skibsdagbogen og underskrevet af officererne og mandskabet. Ulykken gjorde et dybt indtryk på os alle om bord, og vist særligt på mig, da han var min bedste skibskammerat. Vi var begge mønstret i Hamburg med »Flynones og i Swansea boede vi begge på Sailors Home. Hans navn var Olfenius og han var nitten år gammel.

 

Storme ved Hornet

Disse Pamperes varer sædvanligvis ikke ret længe, så allerede dagen efter kunne vi atter sætte kursen sydefter mod Kap Horn. Da vi nænnede os Kap Horn, var vi midt i juni, altså midt om vinteren på disse breddegrader. Vi mødte voldsomme storme fra vest, og flere gange måtte vi op at rebe både overmærssejl og fokken. Skønt skibet blev presset hårdt med sejlene, varede det vistnok en halv snes dage, inden vi korn rundt, så vi kunne styre nordover langs Sydamerikas kyst. Derefter gik sejladsen godt, og efter 120 dages rejse fra Swansea styrede vi ind gennem "The Golden Gate" og ankrede op i havnen i San Francisco. Del var midt i august 1893.

 

I San Francisco

Kulladningen blev udlosset på ca. fjorten dage, og derefter kom vi ud på reden, hvor vi lå til ankers i omtrent syv uger og ventede på at få en fragt.

Efterhånden rømte de fleste af matroserne, og til sidst var vi kun fire matroser tilbage. Jeg husker, at vi benyttede den lange tid på reden til at udbedre de skader på rigningen, vi havde fået under det hårde vejr ved Kap Horn. Jeg husker ikke ret meget om, hvordan der var i San Francisco, og jeg har aldrig været der siden.

Tretten år derefter - den 18. april 1906 - blev byen ramt af et frygteligt jordskælv, hvor næsten hele byen blev ødelagt. Men i løbet af tre år var byen genopbygget af jernbeton.

 

Hjemad igen

Endelig fik vi en fragt. Vi indtog en ladning hvede og skulle gå til Falmouth for ordre, og efter at skibet var til lastet, blev der påmønstret nye folk i stedet for dem, der var rømte. Vi afsejlede sidst i oktober 1893 og ankom til Falmouth efter 110 dages rejse. I Falmouth fik vi ordre til at gå til Le Havre i Frankrig. Da der var modvind i Den engelske Kanal, blev vi bugseret dertil og ankom dagen efter, den 21. februar 1894. Vi blev alle afmønstret 23/2 i Le Havre, og jeg rejste derfra hjem til Fanø for at begynde på Navigationsskolen.

 

 

På navigationsskole og i marinen

før udmønstring som 2. styrmand

 

Under aftjeningen af sin værnepligt på krydseren ”Geysir” er Hans Peter Winther med ved indvielsen af Kieler-kanalen




 

B1144 navigationsskolen 189

 

Fanø Navigationsskole indviet 21. november 1893 og altså næsten nybygget, da Hans Peter Winther 1. marts 1894 påbegyndte sin styrmandsuddannelse.

 

 

 

 

Efter en rejse fra Swansea til San Francisco mønstret som matros i fuldskibet »CIan Mackencie«. der efter udlosning af kullasten må vente knap to måneder på en returlast af hvede til Le Havre, afmønstrede Hans Peter Winther i februar 1894 for at rejse hjem og påbegynde navigationsskolen. Han havde da i sin forholdsvis korte karriere til søs foran masten været rundt Kap Horn seks gange og oplevet såvel storm som stille samt skørbug, dødsfald og forlis.

 

På navigationsskole

Den 1. marts 1894 begyndte jeg på Fanø Navigationsskole. Den 9. august fik jeg certifikat på, at jeg havde bestået styrmandseksamens 1. afdeling, og den 29. november 1894, at jeg havde bestået styrmandseksamens 2. afdeling.

Da jeg gerne ville have min værnepligt aftjent, inden jeg tog ud som styrmand, ansøgte jeg myndighederne derom. Jeg forblev hjemme vinteren over, og den 23. marts 1895 blev jeg indkaldt til søværnet som helbefaren.

 

I marinen

Jeg gjorde tjeneste om bord i kaserneskibet »Sjælland« fra 23. marts til 31. maj og i krydseren »Geysir« fra 1. juni til 4. juli.

Mens jeg var på kaserneskibet, blev vi, der havde styrmandseksamen, uddannet til transpoitbådsførere. I ”Geysir” var vi først på øvelser i de indre danske farvande, hvor vi anløb flere havne bl.a. Kerteminde og Nyborg. Det var for det meste om søndagen, vi lå i havn.

 

Kielerkanal åbning

 

Derefter sejlede ”Geysir” sammen med krydseren »Hekla« og fire torpedobåde til Kiel, hvor vi skulle repræsentere Danmark ved Kieler-kanalens åbning. Alle de lande, som havde en marine, havde sendt orlogsskibe dertil, og de lå alle opankret i Kielerfjord, og et skib fra hver nation gik igennem kanalen.

 

 

Kieler kanalen 

Kieler kanalen

 

 

Kejser Wilhelm aflagde besøg i skibene. Festlighederne varede t tre dage, og så stævnede   skibene hjemad igen.

Den 4. juli 1895 blev jeg permitteret fra tjenesten og rejste derefter hjem til Fanø.

 

Ud som styrmand

Den 9. august 1895 blev jeg påmønstret som 2. styrmand på barken »Hans« af Fanø, der lå i Rotterdam og havde indtaget en ladning stykgods til Ostindien. Rejsen gik rundt Kap Det Gode Haab. Ladningen blev losset i Tjilatyap på sydkysten af Java og i Suerabaya og Batavia, begge på nordkysten af Java. Eiler endt udlosning på Java sejlede vi ti! Padang på Sumatra, hvor vi lastede en fuld ladning kaffe til New York. Rejsen gik atter rundt Kap Det Gode Haab, og jeg husker, at vi havde en hurtig rejse ti! New York, 83 dage. Ankom til New York den 14. juli 1896.

 

Stille ved Kap Horn

Efter udlosningen i New York indtog vi en ladning stykgods til Corinto i Nicaragua på vestkysten af Centralamerika, hvortil vj afsejlede den 20. august 1896. Den 20. november var vi ved Kap Horn. Det var den dag fint vejr, men pludselig blev del vindstille, og dønningerne satte os ind mod land, hvorfor jollen blev sat i vandet og bemandet med fire mand, og ved al ro kraftig til søgte vi at holde stævnen af skibet udefter, indtil der kom så meget vind, at vi kunne sejle klar af pynten, og faren for at drive i land var overstået. Allerede om aftenen kunne vi begynde at styre nordpå. Den 4. december passerede vi Juan Femandez, Robinson Crusoes ø. hvor han opholdt sig i over fire år og fire måneder.

 

Retur med træ

Den 4. januar i 897 ankrede vi i Corintos havn efter 137 dages rejse fra New York. Efter at have udlosset stykgods-ladningen og lastet en del farvetræ og cedertræ.

afsejlede vi den 24. januar til Golf of Fouceka, hvor resten af ladningen indtoges. Den 14. marts 1897 afsejledes til Falmouth for ordre, hvortil vi ankom den 3. juli efter 108 dages rejse. I Falmouth fik vi ordre til at gå til Antwerpen med lasten. Vi ankom dertil den 8. juli 1897. Vi blev alle afmønstret den 10. juli.

Kaptajnen og 1. styrmand rejste hjem, så snart losningen var overgive! til en stevedor, medens jeg forblev om bord i Antwerpen for at føre tilsyn med skibet. Jeg havde en af stevedorens folk som nattevagt.

Efter udlosningen i Antwerpen fik »Hans« i slutningen of september endnu en last til vestkysten af Central-Amerika, men uden Hans Peter Winther om bord. Efter ni år i sejlskibene søgte han nye udfordringer og fik i marts 1898 ansættelse i Dampskibsselskabet "Dannebrog", hvor han var beskæftiget i resten af sit erhvervsaktive liv.

 




Rundt Kap Horn med stykgods fra

New York til Corinto i Nicaragua

 

 

 

I Hans Peter Winthers erindringer om sin tid i sejlskibe for hundrede år siden tog han sin sidste tørn i "windjammers" som 2. styrmand i barkskibet »Hans« af Fanø. Skibet var bygget hos Søren Abrahamsen i Nordby i 1894 og var på 406 brt. Hans Peter Winthers beretning om sin sidste rejse med skiber udbygges i nedenstående indlæg bragt i Dansk Søfartslidende, hvor dets fører, kaptajn P.P. Jensen, udførligt beskriver specielt forholdene i Nicaraguas stillehhavshavne tit vejledning og støtte for kolleger, søm måtte anløbe sammesteds Bemeldte rejse gik fra New York med stykgods til Corinto i Nicaragua og derefter tilbage ril Europa med en last træ.

 

Stille ved Kap Horn 

Vi afsejlede fra New York mad bark »Hans« d, 20. august 1896 bestemt til Corinto, Nicaragua, med en ladning stykgods.

 

 

 

Waterfronten-i-New-York

New York

 

 

Den 20. november om morgenen havde vi Kap Horn i nord 14 kml Vi havde da om formiddagen fint vejr, jævn kuling af SSV, og vi lå pænt langs med landet af Hermiten Island. Vi fik da pludselig stille og fik skuden vendt sydøstover. Strømmen satte imidlertid nordvestover, sættende os mod land.

Vi fik da skuden rundt igen. liggende vest til sydover, dog nærmede vi os stadig landet. Vi fik hurtig kæderne isjæklede og bådene klargjorte.

 

Klar af kysten

Jollen udsattes og fire mand i den for at bugsere.

Vi skar stærkt efter sydvestpynten af øen, som vi var ca. 2 krnl. af; bugserede da vestsydvest ud, som bragte os langs og fri af pynten.. Samtidig Indsatte en let brise af sydøst, så vi hurtig fjernede os fra landet, og snart var vi udenfor al fare, styrende sydvest til syd ud. Brisen var stadig tiltagende.

Efter Sailing Direction skulle strømmen sætte østover langs landet. Derimod fandt vi hele formiddagen, at den satte den modsatte vej, nordvestover, og samtidig mod land, som vel for en del hjalp til, al der var en let dønning fra sydvest.

 

I Stillehavet

Min hensigt var at løbe langs landet med det pæne vejr og den sydlige vind, samtidig med strømmen med og udsigt til godt vejr, som jo ville have befordret rejsen en god del, om det ej var blevet så pludselig stille, og den anden bov ville knap have bragt os fri af Kap Horn. Men efter min erfaring advarer jeg mod at komme dette land for nær. Især når det ikke er med nordlige vinde.

Om aftenen havde vi allerede udløben så megen distance, at vi så "Diego Ramirez" i SSO 1/4 O. og "lldefonso" i NV ti! V 1/2 V.

Den 4. december passerede vi vest om "Mas a Fuera" i ca. 15 kml. afstand. "Mas a Fuera'" hører jo til "Juan Fernandes" øgruppen og rejser sig op til en højde af 6000 fod. Toppen sås meget tydeligt. Ellers lagrer skyerne sig for det meste over bjergene. Der skal være godt med fersk vand og brænde.

 

 

 

Robinson Crusoe-ø

Om den fortiden er beboet er mig ubekendt. I året 1835 fandtes der 10 til 12 personer (free settlers Chili). Der dyrkedes da årlig ca. 800 bushels kartofler foruden andre grøntsager. Sælhundene havde deres tilhold på øen, og beboerne fra "juan remandes" drog dertil i sæsonen og opnåede indtil 2000 skind årlig.

Disse øer er jo bekendt fra romanen "Robinson Crusoe" alias Alexander Selkirk, som opholdt sig på "Juan Fernandes" i 4 år og 4 mdr., og som blev optaget af kapr. Woodes Rogers i februar 1709.

 

Ankomst Nicaragua

Den 3. januar 1897 om morgenen sås vulkanen "Viejo" i N til O ca. 40 kml. afstand. Vinden, ONO, var da afflauet meget, men der lagdes dog godt op efter Corinto. Mandag d. 4. januar om morgenen kl 7 1/2 ankrede vi ca. 1 kml. af fyrtårnet på "Cardon Isle" i 4 3/4 favne vand Ebben løb ca. 1 1/2 knobs fart. KL 8 kom lodsen om bord, og kl. 10 fik vi lidt søbrise af SSV, lettede anker og kl. 12 1/2 ankrede vi i Corinto havn, tværs af hr. E. Palazios bro, med 137 dages rejse. Senere på eftermiddagen fortøjede skibet for 30 fv. på hvert anker.

 

Corinto

Corinto. som er den vigtigste søstad på Nicaraguas vestkyst, har et indbyggerantal af ca. 1000 og er stadig i tiltagende. Den er nem at finde, da det 5670 fod høje vulkan-bjerg Viejo ligger lige i NO til N retning fra indsejlingen og er et eksellen! mærke. Samtidig er Cardon Isle let kendelig på dens røde, brune kulør, og fyret ses i en afstand af 14 kml.

Der er god ankergrund overalt udenfor, især i Norther-tiden. når man må vente for at komme ind, som kun lader sig udføre med vinde fra søen (Cardon Channe] bruges kun)

.

 

 

 

431 001

Corinto

 

 

God havn

Corinto havn er udmærket al ligge i, da den er ganske indelukket. Der er en temmelig stor skibsfart, vi var i løbe! af to måneder 6 sejlskibe. Nogle lossende og ladende, andre for ordre for kysten. Dampere anløber stadig, idet amerikanske Pacific Co.S dampere anløber fra nord og syd, med-tagende post, passagerer og gods. Tillige Cosmos' og Kirstens dampere fra Hamburg ca. hver 14. dag nord og syd. Der importeres mel, bomuld og silkestoffer, petroleum, harpiks, agerdyrkningsredskaber og andre forskellige købmandsvarer. Der udskibes meget kaffe og huder, som dog mest går pr. damper. Fustic, mahogni og ceder for sejlskibenes vedkommende, men som dog også nu udskibes pr. damper, hvorfor selvfølgelig fragterne er nedadgående

.

 

 

Råd om lodser og

proviant-indkøbet

 

 

I fortsættelse af Hans Peter Winthers erindringer om sin tid i sejlskibe i 1890’erne. hvor hans sidste rejse var som 2. styrmand i. Fanø-barken »Hans«, bragte vi i Søfart nr. 15/1996 en beskrivelse af skibets rejse fra New York til Corinto,. Nicaragua med stykgods. Den er skrevet af skibets kaptajn P.F. Jensen og bragt som et indlæg i Dansk Søfartstidende til vejledning for interesserede kolleger. Vi fortsætter her hans beretning om forholdene derude, dengang sejlskibene endnu pløjede verdenshavene som transporterer af fragt, og provianten ikke stod færdigpakket i en container på kajen, men måtte sammensættes efter lokale forhold.

 

Provianteringsråd

Udgifterne er Tonnage 10 cnt pr, ton, lods 3 doll. pr. fod dybgående, ballast 2 doll. pr. ton. Vand, som hentes fra et revier højere oppe i floden, 15 doll. pr. lægter, og kan tage så mange fade, som den kan bære.

Men da der er lang vej, og der må sejles op med flodtiden, og vandet tages med lavvande, må der ventes en tid over, og alt dette tager selvfølgelig lang lid, især når der skal fyldes op for rejsen. Fersk kød koster 25 cnt. pr. pund, grøntsager er meget sjældne. Dog kan fås frugter som appelsiner og bananer. Kartofler fås sædvanligt fra de sydkommende tyske dampere, men man må være betids, da de ellers let forsvinder og bliver dyre fra land. En dårlig kutyme er. at man skal have to toldofficerer med på kysten (en under ophold i havnen), og der betales doll, 50 for hver pr. måned samt kosten.

 

Kontaktfirmaer

Corinto står i jernbaneforbindelse med byerne Chinandega, Viejo, Leon og Ptieblo Nuevo, og der påtænkes forbindelse med Managua og Granada samt Nicaragua sø og Atlanten.

Af forretningshuse tør jeg anbefale D.herr. E. Palazio & Co„ som er de største importører og udskibere på pladsen og tillige er amerikanske og italienske konsuler og agenter for Pacific damperne. De er meget imødekommende, elskværdig! mennesker, som sædvanlig står på en god fod med skibsførerne. Dansk konsul findes ikke, men d'hrr. von Lützow & Henckel (nu Henckel & Co.), som er tyske, svenske og norske konsuler,er meget imødekommende.

Efter at have losset hele ladningen og indtaget 200 bjælker ceder, ca, 35 tons Fustic og ca. 20 tons ballast, afsejledes for Gulf of Fonseca søndag morgen den 24. januar.

 

I Gulf of Fonseca

Den 25. januar ankrede vi ved byen Capulinal i SV t. V ca. 2 1/2 kml. af land i 4 1/2 fv. vand.

Den 26. januar om morgenen, da købmanden kom om bord, flyttede vi lidt længere SSV efter og ankrede godt i 4 1/2 fv. vand med Capulinal i O i.

M 1/4 N, ca. I 1/2 kml. Af nærmeste land, hvor hele ladningen indtoges. Man ligger i det hele der rigtig godt. Strømmen løber regelmæssig SO op og NV ud (ebbe og flod). Ebben løbet-sædvanligvis stærkest fra 2 til 4 knob, floden noget svagere. Under vort ophold havdes hyppig stærke vinde fra mellem KNO til O (såkaldte Northers), som satte temmelig høj sø, og der kunne i sådanne dage ej udskibes træ. Ellers var der regelmæssig land- og søbrise.

 

 

 

Besejlingsråd

Søbrisen sædvanlig indsættende ved 12-tiden over landet fra SV og da opfriskende, om aftenen afflauende til hen-imod 11-12 midnat, da land-brisen så indsatte fra NO- og O-kanten.

Lods for Golfen kan stadig fås i Corinto. Jeg havde ingen, og det er efter min mening ikke nødvendigt, når man passer godt på sit lod og sine pejlinger og har et godt specielt kort. Der er god ankergrund hele vejen udefra Cousegutnas pynt langs landet, ister fra Monny Penny pynt, i det tilfælde, at vind og strøm skulle være kontrær. Derimod må lods haves, hvis der skal læstes oppe på selve fløden Estero Real, hvor der lastes helt oppe ved byerne

Tampiseo og Nagaseol, da der er lidt vand på barren udenfor og løbet underkastes forandringer.

 

Lastning fra kanoer

Hvis der skal lastes i Capulinal, da frarådes det at gå højere op end »Hans«' ankerplads, da vandstanden tager jævnt af højere opefter. Udskibningen foregår mest i bangos (større kanoer) og en lægter og dels i flåder på ca, 40-50 blokke ceder (lægteren tager ca. 30 blokke). Det udskibes fra et revier, en plads, som hedder Lodopodrido, ca. 8 engelske mil fra ankerpladsen, og det er altså lang vej at bugsere ud, som kun kan foregå ved ebbe. Derimod kan man kun komme ind med flod, så det taget-selvfølgelig lang tid; dog om vejret er moderat, kan de komme langs siden hver dag.'

 

Jagtmuligheder

Vi lastede »Hans« i 36 løbende dage, hvoraf flere var Norther dage. Fersk kød fås gerne en gang i ugen i Capulinal, som er den nærmeste plads (en stor hacienda, 1500 køer). Det anbefales at have et par gode bøsser med samt ammunition, da der findes meget vildt i omegnen, så fersk kød stadig kan haves. Fersk vand kan fås fra et lille revier ved Potosi, som ligger ca. 1 1/2 engelsk mil nordenfor Capulinal, men vandet er ikke at anbefale som drikkevand, da det er meget svovlholdigt øg kommer fra vulkanen Conseguina. Dog er det godt nok for vask og madlavning, men meget varmt.

 

Østersbanker

Jeg tror, det er sundt til badning for flere sygdomme, som lignende kilder i Europa. Det søges da også fra hele omegnen for vask og badning. Højenre oppe i Golfen findes der store østersbanker med masser af dejlige østers, og man kan ved lavvande fylde en båd i kort tid. Mange kanoer kommer fra byerne Ea Union og Amapala og opholder sig i nærheden i den tone tid og konserverer østerserne til videre forsendelse.

 

Færdiglastet

Grøntsager findes ikke, og frugt kan kun fås hændelsesvis. Beboerne lever mest på indianervis, og det er helt interessant at iagttage deres skikke og livsførelse. Delte bliver dog for vidtløftigt at omtale her.

Foruden os kom der en tysk bark. »Freja«, også lastende ceder. (Det advares mod at have "working days" i certe-partiet, især i Nonher tiden, da hellere nogle flere ”løbende dage").

Vi indtog med »Hans« 1025 blokke ceder, målt 287,690 span. fod, og 52 tons Fustic å 2240 pund. eng. Vægt, samt ca. 20 tons ballasl fra Corinto, med et dybgående af 13'8" for og 14"2" agter.

 

Til Europa

Efter at være afsejlet fra Capulinal den 11, marts fik vi den 3. juli kl. 8 1/2 aften Falmouth lods om bord og ankom om natten i havnen med 108 1/2 dages rejse "all vel". Blev mandag den 5. juli beordret til Antwerpen og afsejlede kl. 6 aften. Den 7. juli morgen signaliserede vi ved Dungeness (lods for Antwerpen var allerede om bord ved Isle of Wight). Om natten kl. 12 passerede vi Vliessingen. sejlede op til Terneuen. hvor slæbebåd antoges, og om morgenen kl. 9 den 8.  juli dokkede vi i Antwerpen med velbeholdent skib. Der kan muligt være noget i denne kortfattede rejsebeskrivelse, der kunne være lidt oplysning for ærede kolleger.

 

 




Barske barkskibe

Og barkede næver

 

 

Et er søkort at forstå, et andet skib at føre. En god gammel vending, der ofte findes anledning til at hive op af citatkassen.

Dog ved visse lejligheder mere end andre, og Lampe-manden har fra en opmærksom læser i Viborg fået en god historie om mere end almindeligt godt sømandskab - som de kunne den på sejlerne rundt århundredeskiftet.

 

Billedet herved forestiller Fanø-barken »Sørme*, hvis mandskab ikke stod tilbage for nogen. Skibet var en rigtig langfarer - eller tramp -bygget af Søren Abrahamsens værft i Nordby 189!. Det gjorde i løbet af sine 19 leveår turen til de fleste af verdens afkroge. Den forholdsvis lille træbyggede bark på 398 brt. sejlede så langt bort som New Zealand og nordpå som langt som til Carlton Island i Hudson Bay. Undervejs kom den ud for både kæntring og havarier, men stod strabadserne igennem.

 

Underdrejet

Historien, der knytter sig til nærværende billede, fortæller om en rejse fra Santa Cruz på Cuba til Falmouth I efteråret 1909. Godt er. måned efter afgangen anråbes hun 26. december af en damper midt ude i Atlanten på 36N. 48V. Damperen rapporterede senere, atl »Sørine« lå underdrejet med drivanker ude. Roret var væk og det var formasten, klyverbommen og bovspryddet også sammen med stortopmasten. Men »Sørine« signalerede tilbage, at der ikke behøvedes assistance, så damperen fortsatte derpå mod vest.

 

Jury mast

En lille måned senere anråbte en anden damper så Fanøbarken pä 38.2N, 35.8V, Den kunne berette i sin logbog, at »Sørine« havde rigget en jurymast op forude, og at stortopmasten var væk tillige med mesantopmasten - men der behøvedes fremdeles ikke assistance. Tre uger senere, 11. februar, ankom »Sørine« så til Falmouth red efter en tur på over to en halv måned fra Cuba. Stadig sagde signalerne, at assistance var en unødigvendig flothed, der ikke skulle spildes gode penge på. Og selvom skibet tog sig lettere miserabelt ud, havde besætningen sandt nok filet en brugbar rig og styreanordning lavet til.

 

 

 

soerine 3M-bark NDJP FOS-4713-2 i-Falmouth

 

”Sørine” i Falmouth havn. FOS-4713-2. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet.

 

 

Sømandsskab

Jurymasten forude var grangiveligt tilvirket af den oprindelige mesantopmast med to mindre ræer påsat. Bogsprydet var erstattet af stortoppen, som det åbenbart var lykkedes at redde.

Det havde man så surret til stumpen i stævnen og endelig havde besætningen sendt et stagsejl til vejrs som en art topsejl. Historien melder ikke noget om, hvad de brugte som ror, men snilde manglede de jo ikke. Næ, assistance kunne man få, når man kom ud for noget, der lå ud over, hvad sømandskabet forlangte...

 

Fanget til slut

»Sørine« blev kun i Falmouth et par dage, før den fortsatte for egen ''kraft*' fil Antwerpen, hvor den lossede sin maghonilast og fik en mere permanent reparation. Senere på året var det sejlivede barkskibs held dog sluppel op. En tur til Carlton Island i Hudson Bay i september 1910 endte galt. idet skibet blev fanget i isen og så svært beskadiget, at det måtte kondemneres. Men om Fanø-træbarkemes sødygtighed ellers er der gået mange frasagn. Bl.a. dette udsagn fra en Fanøskipper fanget i Morten Hahn-Pedersen's "Fanø i sejlskibstiden".

 

 

De sejler og manøvrerer godt, vender og drejer som en top, er fortrinlige og sødygtige skibe, der klarer sig fortræffeligt i storm. Jeg vil hellere runde Kap Horn i et af disse skibe end i de større jern- eller stålskibe

 

 

soerine 3M-bark NDJP FOS-4713-5 indiset-i-Hudson-Bay

 

FOS-4713-5. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet

 

Fanø-barken "Sørine" ved vejs ende. Fastfrosset i Hudson Bay og med store læk var der ingen vej udenom. Det blev kondemneret på stedet. 

Relaterede artikler

Gå til top