Disse fordringsløse strofer stammer fra et lille digt om "min barndomsegn", jeg skrev for nogle år siden. Engdragene ligger på Fanøs øst- og sydside - afgrænset af en næsten sammenhængende klitrække mod vest og nord og af farvandet mellem øen og fastlandet. Disse enge er uløseligt forbundet med min far og hans virke som landmand gennem et langt liv fra en tid, hvor leen var det eneste og uundværlige redskab, der anvendtes til slåning og mejning. De kaldtes "slettere" de mænd, der slog og mejede græsset og kornet. Min far var anerkendt som en meget dygtig sletter. Det var festligt at se denne høje, ranke mand håndtere en le. 

Der fandtes ikke et overflødigt gram fedt på hans velproportione­rede skikkelse. Han var afholdsmand, men meget frisindet - ingen kunne tvinges, mente han. 

Blandt Åkjærs dejlige digtning findes det kendte digt om "Hjole Thames", Her skildres en "sletter" i sit virke, men som kornets behersker. Her er det rugens blanke stængler, der falder for Thames' stål og styrke. 

Men far gik ikke ud og slettede for folk mod betaling; han havde nok at gøre med sine bedrifter og øvrige virksomheder tillige med de mange tillidshverv, der var ham betroet i sognet,

I det følgende bliver det altså øens engdrag, det korte tykstænglede græs, der bliver genstand for en erfaren sletters evne og kunnen. Mange landmænd fik det aldrig rigtigt lært - ikke efter den øvede sletters kritiske bedømmelse. Leens skår var ikke rigtig gået i bund ­ og denne ofte ujævn og tottet. 

Vi som har været så lykkelig at have haft en barndom på landet ved, at særlig enggræs på Fanø i modsætning til agergræs og kløver var langt vanskeligere at slå. Måske skyldes dette havvandets jævnlige overskylning og vel også jord­hundens særlige beskaffenhed. Men det er en kendsgerning, at det krævede en mands fulde arbejdskraft og en suveræn beherskelse af leens buede klinge.. 

Arbejdet skulle helst påbegyndes i de tidlige morgentimer ved 3--4 tiden. mens græsset endnu var vådt af morgenduggen. Ofte overnattede bønderne under gunstige vejrforholdved engene, idet det tog en times kørsel og mere derind fra gårdenes beliggenhed. Det var ofte et betagende syn at se engdragene i de tidlige morgentimer. Andagtsfuld stilhed hvilede over den uberørte natur derude fjernt fra menneskeboliger og døgnets travlhed. 

Stilheden kunne blive afbrudt af et 'Vibe- og strandskade- (lyn blev den kaldt) skrig. Tavse måger lå i den sløvede morgen dis på deres stærke vingefjer i rolig glide­flugt ud over vaderne og de store vidder. - Klitrækkens skærmende bælte gav sceneriet en behagelig grænse.

Disse morgentimer stemte uvilkårligt både voksne og børn til indre stilhed 

Sletteren lægger nu sin le og går sindigt ned over engen helt ned til brinkerne ved vandkanten, hvor "sejerne" - meget tykstænglet græshobe knap så værdifuldt som det øvrige - har overtaget.

Hans kenderblik undersøger græssets kvalitet, idet han med de nøgne fødder pirker i det, nynner og brummer som nu tilfredsheden med den forventede avl kunne antages at blive. Efter endt runde tages leen op og gives en omgang af "strygeren", den aflange flade træklinge påført en smergellignende substans. Mit øre kan endnu opfange en sådan morgenstunds skærpelyd, der kastedes meget langt omkring - Ekkoet og eftertonen ­disse rytmisk vibrerende metalslag hørtes længe. 

Nu bøjer han den brede, stærke ryg, sætter de nøgne fødder i let skrævestilling, svinger leen til højre - kort og præcist, hvorved overkroppen får et let "vrid" i nævnte retning og lader da leen skære ned i det dugvåde græslag til et meterbredt skår, der nu med en del af cirklens smukke form ligger foran ham, og græsvolden seg­ner til hvile bag ham. 

Dette syn - denne lyd, dette monotone kritch kratch - gentaget utallige gange, hvor græssets fine spirer segner for sletterens nådesstød, vil aldrig gå af glemme af ens sind, det har en både behagelig og dels vemodig undertone - liv bliver til død, leens klang er græsstråets svanesang. 

Støt og sindigt skrider sletteren fremover. Benene med de opsmøgede bukseben flytter sig næsten umærkeligt. De synes at være en part af engen selv - to vinkelrette vandrende støtter - ledforbundet med denne, kun efterladende et let synligt "hjulspor" i den fugtige gul­brune bund. snorlige er disse spor. Her er ingen vaklen - kun rytme, sikkerhed, styrke. Han, der fører stålet, kender sit arbejde - behersker det fuldtud. Års virke - intuition, har givet denne senede skikkelse en så velafbalanceret overlegenhed og herredømme over legemets funktioner og kraftkilder, at det forbavser. 

Længere og længere bliver sporet og skårens opkastede græsbunke, der som en yndig vold dannes mod de strå der for en stund undgår den blanke klinge. - Sletteren fortsætter støt og roligt, kun de små rytmiske "søk" i knæene, kroppens vrid og drej, føddernes korte træk fremefter, viser energien i denne vandrende ryg. 

Endelig standser han og retter kroppen, vender den halvt tilbage samtidig med, at han med en legende let bevægelse kaster leen omkring, planter skaftet mod jordbunden, venstre hånd fatter om bladets øverste kant, hvorpå strygeren langsomt trækkes ud af dets leje på skaftet. Nu lader han blikket mønstre det slåede stykke. Det tager sig ud som en nys anlagt vej med snorlige hjulspor - fodens pres. Forinden han atter hvæsser leen, skubbes hatten bag i nakken med strygeren - den lette sved tørres med bagsiden af den kraftige hånd, den smukke, brunede pande fortoner sig over i den hvide isse og det mørke hår, skægget får et visk af tommelen, en rømning høres - atter lyder den skarpe klang mens leen hvæsses. Ryggen bøjes - processen fortsættes.

Det synes næsten utroligt, at et menneske således kunne fortsætte i timevis. Mange kunne og syntes ikke at overanstrenges. Min far var et unikum, synes jeg da. Aldrig en sygedag i sit lange liv - rank som granen lige til sin død. 

En dygtig sletter var anset og var stolt af sit job og kunne være det. Efter endt dagværk lå engstykket glat og - nyraget. 

Det som særlig kendetegnede en sletters evne og formåen var dette at skære græsstråene ved roden ­ at stubbene blev så korte som mulige. 

Det gav mest udbytte. At være sletter gik ligefrem ind i sproget og dialekten. Købte man et engstykke spurgtes der ofte kun om ­ hvor mange "dagsslet" det var – så kendte man nogenlunde arealets størrelse. 

En "sletter" er en saga blot i dag i maskinens og traktorens tidsalder og vel godt det samme. At slette var et krævende arbejde, selvom tilskuerne fandt poesien i den menneskelige proces. Faget er forsvundet. Det lever kun i mindet hos os, der har kendt sletteren og aldrig. vil glemme hans virke og derfor mener, at han ærligt har fortjent en minderune.