Vise om Sønderho gamle fuglekøje 

"Maagen" årgang 1959


image001zz


Vise om Sønderho gamle fuglekøje

 

 

Der har som bekendt i den sidste tid været talt og skrevet om den gamle fuglekøje ved Sønderho i an­ledning af, at der fra Vildtbiologisk station på Kalø er rettet forespørgsel om leje af fuglekøjen til ringmærkning af vildænder. Derved opfriskes gamle minder om denne fuglekøje, der allerede blev anlagt i året 1866 og således snart er 100 år gammel. I over 30 år var den i sin tid kendte ravsliber, afdøde Niels J. Anthonisen, fangemester i køjen, og i den tid fangede han noget over 100.000 vildænder. I 1884 digtede han i sine ledige, ensomme timer derude følgende vise, som han sang på melodien: "Jeg var en ung sømand, jeg var knap 17 år".

 

 

Udi den gamle kiste, som i fuglekøjen står,

det musene mon friste, hvad indhold deri formår?

De har den gennemgnavet, hvis der ej passes på,

at få den vel beslaget og låget ligeså.

 

Den indeholder føde beregnet ej for mus,

nej, for en bedre grøde, der trives ej i hus,

men langtfra til os kommer i efterårets tid,

­det er fuglekøjens sommer, dens vogters bedste lid.

 

Fra Finland ænder drager i tusindvis herned,

dem dammen ret behager, thi de ej bedre ved,

end ligge der og svømme og nyde livet sød,

dog derom de ej drømme, at det blive deres død.

 

Den køjemand, han venter ved kanalens munding-bred,

hans ænder jo ham kender, som lokket har herned

en sværm af vilde ænder, derfor han også må

tre håndfuld byg dem sende og derpå fremad gå.

 

De vilde ej ham kender, derfor de opad gå

imod kanalens ender, hvor stille de mon stå,

thi garnet vil ej briste, endog det prøves skal,

han må dem deraf liste for at knække deres hals.

 

Den vise den er digtet udi en ledig stund,

mens ænderne har ligget og taget sig et blund.

Alt l naturen hviler, og alting er i ro,

den køjemand han smiler og gør sin gerning tro.

 

 

 

Dengang det ved lov blev vedtaget, at fugle køjerne på Fanø ­ der var ialt 3, en i Nordby og to i Sønderho - skulle nedlægges -  gik det Fanøboerne til hjertet, ikke mindst den gamle fangemester Anthonisen i Sønderho, da han syntes det var en så hurtig og human måde, ænderne blev aflivet på. Jeg har hørt fortalt, at han gav dem et tryk med sin hånd under vingen så de besvimede og således sIet ikke fornemmede, at han i en hurtighed knækkede halshvirvlerne. Det var næsten udført i sekunder, hvorimod ænder ved at blive skudt måske kan ligge og lide i lang tid, inden de dør.

Derfor blev der da også, inden den gamle fangemester døde i 1940, henved 87 år gammel, tilføjet visen følgende vers:

 

Bort skal de gamle køjer, der Fanøs stolthed var,

vort land ej andre ejer, derfor vi æren har.

Nu hen til andre lande. de ænder drage vil

­og ej ved vore strande. de nu mere trække til.

 

Bedriften udi køjen, den gik fra slægt til slægt,

derfor som mindehøjen, vi på den lægger vægt.

Med et bedrøvet hjerte, vi nu dem må lukke til,

ja, det os volder smerte, man os ikke høre vil.

 

Som træet rank du står endnu, du gamle køjemand,

og giver læ og værner om dine, hvor du kan.

Men må engang du falde for stormens tag til sidst

­det er for dig at kalde til en større glæde hist!

 

 

Nu vil måske den gamle fuglekøje atter blive lukket op og sat i stand til nyttigt brug ,og det vil glæde efterslægten af de gamle, der anlagde den for snart hundrede år siden. Og de gamle træer, der da blev plantet til læ om den, de står der sikkert endnu.

Ved Maja Pedersen.


Gå til top