Mitfanoe
Fanødrengen der blev storboghandler 

 

 

    Kendte Vestjyder:

 

Fanø-Dreng,

Der blev Stor-Boghandler

 

"Maagen" årgang 1945 

Vestjylland rummer mange interessante livsskæbner, og nedenfor fortæller Frk. Dyveke Junker Nielsen om en af dem. Det er Boghandler Engers Hansen, Esbjerg, der fortæller, og Frk. Nielsen, der spørger, og Læserne faar et interessant Indblik i Forholdene paa Fanø før, og nu, samt om hvorledes en ung Mand arbejdede en Forretning op fra en Omsætning paa 22,000 Kr. til 700,000 Kr. 

En Eftermiddag lige efter Luk­ketid træffer jeg Boghandler En­gers Hansen, og beder ham for­tælle lidt om sig selv. - Hr. En­gers Hansen er beskeden og me­ner ikke, han er Omtale værd, men vi taler lidt frem og tilbage, og Hr. Engers Hansen fortæller saa:

- Jeg er født i Nordby paa Fanø den 20. Maj 1879; min Far var Skibsfører, men holdt op at sejle i 1882, da han var syg; han havde daarlig Mave. - Men min Far laa ikke paa den lade Side, da han kom hjem. Han købte Boghandelen paa Hovedgaden. .Desuden var Far meget interesseret i Plantningssagen, han fik beplantet 15 Tdr. Land Jord mellem Nordby og Badet, og inde i Plantagen blev der anlagt en stor Have. - Far havde foruden en stor Frugthave inde i Nordby og man­ge Kolonihaver til Udleje paa Vestervejen . 

Far var i nogle og tyve Aar til sin Død i 1925 Bestyrer af Handelsbankens Filial i Nordby, og vi havde Kontoret indrettet i en Stue til Gaden, hvor det er endnu. 

Til mit Barndomshjem, der endnu ligger paa Hovedgaden. hørte baade Mark og Eng, og som Besætning havde vi en Ko.

- Var Deres Forældre ud af Fanøslægt, Engers Hansen?

- Ja, begge mine. Forældre stammede fra Fanø, og min Mor bar Nationaldragten til sin Død i 1886. Vi var 5 Søskende hjemme, 3 Brødre og 2 Søstre, og alle Drengene blev Boghandlere.



- Hvor gik De i Skole? 

 Jeg gik i Nordby Realskole - baade i den gamle Skole og senere i den nye Skole, da den blev færdig i 1892. - Da jeg kom ud af Skolen, var jeg i Lære hjemme hos min Far i 2 Aar og gik desuden i Teknisk Skole, og derefter var jeg 2 Aar i Præstø, hvor min Broder var i Lære i Forvejen. Jeg fortsatte saa der.

- Hvor gammel var Deres Læremester i Præstø?

- Min Læremester, der hed Andreas Jensen, var i sin bedste Alder. Han var en dygtig Forretningsmand, hos hvem, man lærte godt. Jeg fik ingen Løn, men derimod Kost og Logis. Vi begyndte KI. 7 om Morgenen og arbejdede til KI. baade 9 og 10 om Aftenen. Desuden havde alle Boghandlerne den Gang aabent Søndag Formid­dag. - En Tid, husker jeg, havde vi her i Esbjerg aabent hver Søndag Morgen fra Kl. 7-9, og særlig Konfirmationssøndagene var der meget at bestille. Den Gang var der ingen Kiosker, og saa kom Folk til Boghandlerne og købte Kort og Telegrammer. ­

Kl. 4 Søndag Eftermiddag lukkede vi op igen et Par Timer; det var nu kun de første Aar, jeg var her i Esbjerg.

 

image001n

 

Forretningen ved Fanø Vesterhavsbad

 

image003m

 

 

Boghandler Engers Hansen

 

 

Da jeg var udlært i Præstø, kom jeg hjem i min Fars Forretning et Aars Tid, derefter 3 Aar i Bollerups Boghandel i Ringkøbing, hvor jeg fik 40 Kr., senere 50 Kr. mdl. + Kost og Logis. 

En Tid var jeg i Priors Hofboghandel i København og Ejnar Jespersens Boghandel i Nakskov, dog var jeg hjemme i Sommermaanederne fra Juli 1901. - ­I København fik jeg 85 Kr. i Løn pr. Maaned og jeg gav 55 Kr. for Kost og Logis i K.F.U.M.s nye Bygning i Gothersgade. 

I 1897 overtog min Far et Trykkeri i Nordby, som var startet af et Aktieselskab, som ikke kunde faa det til at gaa. - Det var "Fanø Ugeblad - Esbjerg Tidende - Bramminge Ugeblad og Holsted-Vejen Ugeblad", der blev trykt en Gang ugentlig. Desuden trykkede vi Ugebladet "Kritikeren" for Restauratør Jørgensen, Havnerestaurationen, Esbjerg. 

Jeg husker endnu, hvor trættende, det kunde være, naar jeg stod og drejede Maskinen med Haandkraft, men da der kom Gas, fik vi en Motor til at trække Maskinen. - Senere blev Gassen jo afløst af Elektriciteten.

Maskinen var købt som brugt nede i Hamborg, men den var god; den gaar endnu. - Vi trykkede for øvrigt ogsaa Skibsdagbøger for Konsul Lauritzen.

Far ejede som sagt Trykkeriet og redigerede Ugebladet, senere blev det redigeret af Bogtrykker Høgsted - Overlærer Thyssen, ­Navigationslærer Busch, og nu er det Lærer Sneum, der er Redaktør. 

Min Broder Søren Clausen Hansen overtog Forretningen og Trykkeriet i 1920 og drev det til sin Død i 1936. - Nu er det min Broderdatter og hendes Mand, der driver Forretningen og Trykkeriet.


 

I 1891-92 byggede min Far den første Villa ved Fanø Vester­havsbad (senere tilhørte denne Villa Dommer Esmann). Vi havde Butik og Brevsamlingssted der, og jeg bar Post rundt i de Aar. 

Da "Hotel Kongen af Danmark" blev bygget i 1895, byggede Far et Hus lige over for med Hjørnebutik og Badepensionat ved Siden af, hvilket Far havde til 1920. - Min Broder Søren Hansen havde det derefter til 1936. I mange Aar lejede Post- og Telegrafvæsenet sig ind hos os derude ved Badet. - Omkring Aarhundredskiftet købte vi den store Villa af Margarinefabrikant Steensens fra Vejle, hvor der var tre Butikker og 20 Værelser oven paa, hvor vi drev Pensionat. - I 1916 købte vi af Tyskeren Schele, Bremen, "Strandhotellet" for 40,000 Kr. og drev det i 2 Somre; vi solgte det i 1918 for 85,000 Kr. til et Konsortium, der ejede Missionskurstedet Nyborg Strand. 

- Ja, fortsætter Engers Hansen, der skete noget i disse Sommermaaneder.  Kender De forresten ikke Historien om Flaget og Brygger Jacobsen? - Det var i 90' erne; der var en Masse Gæster ved Badet. - En Dag var der nede ved Stranden hejst et stort, tysk Flag paa en høj Flagstang. Ved Siden af vajede Dannebrog paa en lille Flagstang.

Derover blev Brygger Jacobsen, som ferierede paa "Hotel Kongen af Danmark", saa vred, at han tog Flagstangen med det tyske Flag og knækkede den midt over. Men det bevirkede, at alle Tyskerne rejste omgaaende, og da det hovedsagelig, var Tyskere, der boede paa "Strandhotellet", som forpagtedes af Kaffe-Mathisen (der dog var Hovedaktionær) ­rejste denne Sag mod Brygger Jacobsen. 

Mange Gange rejste Kaffe-Mathisen til København og talte med Brygger Jacobsen, men Brygger Jacobsen vilde ikke have med ham at gøre. 

I Forretningen ude ved Badet solgte Far sjældne, oversøiske Ting, som han købte af Skibsførerne, og mange fine Folk kom i Butikken. - Blandt andre ferierede Prinsesse Marie en hel Sommer alene derovre, og hver Dag var hun i Butikken. - Prinsesse Marie var meget ligefrem og meget afholdt.


 

Jeg husker saa tydeligt en Dag inde i Nordby. (Prins Valdemar var da paa Besøg hos sin Gemalinde). - Prins Valdemar var inde i Butikken og udenfor holdt Droschen med Prinsesse Marie. I det samme kom Boghandler Digmann fra Silkeborg ind for at hilse paa Far, og han siger da ­ efter at han havde set Prinsessen sidde udenfor i Vognen: "Naa, Hansen! Kan De ikke præsentere mig for Prinsesse Marie ?" Prins Valdemar, der stod lige ved Siden af, hørte selvfølgelig Udbruddet, og morede sig derover, og Far maatte saa præsentere Prins Valdemar for Boghandleren fra Silkeborg. 

Ja! baade Carit Etlar og Drachmann har ogsaa ferieret derovre, og inde i Nordby kom Drachmann ofte ind til Far i Forretningen. Drachmann vilde meget gerne have et Glas Vin, og oftest vilde han gerne have mere end et Glas, men det syntes Far ikke om. 

Ved Indvielsen af Fanø Bad i 1891 blev der foræret Grunde til forskellige kendte Mennesker, for at faa dem til at bygge Sommer­boliger derude. - Badelivet og de mange fremmede Badegæster prægede Øen i Sommertiden. 

Jeg husker tydeligt Grevinde Friis, Friisenborg, naar hun kom ridende med sine Døtre; det saa vældig flot ud. - Den ældste Datter, Grevinde Wedel Wedelsborg, er nu Overhofmesterinde hos Dronningen.

 

 

Hvad lavede De som Dreng, Hr. Engers Hansen?

- Vi hjalp hjemme. – Saa snart vi kom fra Skole, skulde vi ud i Marken efter Koen; vi hjalp ogsaa ude i Marken, og naar vi var færdige med det, hjalp vi i Butikken.

- Det er altsaa fra Barnsben, De er færdedes i en Boghandlerforretning?

 - Ja, den 7. August 1903 overtog jeg her i Esbjerg Chr. L. Grottrups Boghandel. Indgangsdøren var den Gang samme Sted, som den er nu. - Jeg gav 2000 Kr. i Afstaaelse og 900 Kr. i aarlig Leje. Der var en Omsætning paa ca. 22,000 Kr., nu er Omsætningen omkring 700,000 Kr. 

Den Gang var det kun Frk. Bune og jeg, der var i Forretningen; nu beskæftiger vi 30 Personer i hele Foretagendet. 

I 1910 købte jeg Hjørneejendommen for 77,000 Kr. - i 1922 Jyllandsgade 19 for 42,000 Kr., hvor jeg har Trykkeri og Bogbin­deri, og i 1939 købte jeg Ejendommen Kongensgade 63 for 85,000 Kr.

- Hvor stor var Esbjerg, Hr. Engers Hansen, da De begyndte her i 1903? .

- Der var vel ca. 14,000 Indbyggere, og nu har vi over 40,000.

- Ja, alting forandrer sig. – Jeg husker i 1903 fik vi en Bydreng til 2,50 Kr. - 3 Kr. om Ugen, en Lærling fik gerne Kost og Logis, nu faar en Lærling 40-50-65 90 Kr. mdl. i de 4 Aar, Læretiden varer, og i Dag er det jo faktisk ikke saa meget værd som Kost og Logis.


 

- Hvorledes med Rutebaadene? Prægede de Byen den Gang, De begyndte?

- Ja, den Gang havde vi meget Handel med Passagererne, der kom med Englandsbaaden om Aftenen. - - Der var kun Forbindelse med København K!. 10 om Aftenen, og den Forbindelse tog de fleste ikke med. – De overnattede gerne paa "Royal", og næste Formiddag havde vi meget Handel med dem. - Nu derimod tager Passagererne lige igennem.

- Den 28. Februar 1944 blev vi ramt af en Bombeeksplosion, og nu har vi i 1944-45 faaet Hjørneejendommen bygget op og Forretningen fuldstændig moderniseret. 

Vi sidder og ser ud af Vinduet til Jyllandsgade, og overfor paa det andet Hjørne er der et lavt Hus, der netop i disse Dage er solgt for 176,000 Kr. - Og Engers Hansen fortæller, at nogle Aar efter, han kom til Esbjerg, kunde dette Hus købes for 24,000 Kr. - - Det er en rivende Udvikling, der har været i Esbjerg, og det er en stor Prisforhøjelse, der er sket paa Ejendommene i Kongensgade. 

- Begynder De stadigvæk Kl. 7 om Morgenen? spørger jeg Hr. Engers Hansen.

- Ja, jeg synes det er saa dejligt at komme tidligt op - saa er her roligt nede - og den første halve Time har jeg for mig selv. Vi lukker nemlig først op KI. 7 ½  nu - - ­

 

image005m

 

 

     Forretningen paa Hjørnet af Kongensgade og Jyllandsgade i Esbjerg

 

 

Vi gaar gennem den store og moderne indrettede Forretning med Hylderne fulde af Bøger ­ Papirvarer - Kunstsager - desuden er der Bogbinderi og Akci­denstrykkeri og Kontormøbler i andre Lokaler - og jeg tænker paa det Held, der faktisk altid har fulgt Hr. Engers Hansen i hele hans Forretning. Venlig og opmærksom mod enhver, der kommer ind i Forretningen, har Hr. Engers Hansen altid været. En dygtig Forretningsmand med det store Overblik, og endnu er

Hr. Engers Hansen med overalt i den store Forretning fra Morgen tidlig til Aften sent. 

I 1911 blev Hr. Engers Hansen gift med Frk. Juliane Winther fra Nordby, og trods megen Svaghed gennem Aarene har Fru Engers Hansen altid forstaaet at være den gæstfri Værtinde i det smukke Hjem paa 1. Sal, og sam­tidig været den store Støtte, der roligt og besindigt hjalp sin travlt optagne Mand. I Ægteskabet er der ingen Børn.

 

DYVEKE JUNKER NIELSEN

 

 

 

 

 

 


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles