Mitfanoe
Mette Most i Sønderho fortæller 

Mette Most i Sønderho

Fortæller

"Maagen" årgang 1947 

DER ER SØNDAGSSTILHED i Sønderho paa Konfirmationsdagen den første Søndag i Oktober Maaned. Fla­gene er hejst og Dannebrog aftegner sig smukt mod den klare Himmel. Et Sted møder man 4 unge Konfirmandinder, der lidt uvante bevæger sig i de lange, hvide Kjoler. 

Hele Byens »Mette Most«, Enkefru Mette Kromann, der altid har boet i Sønderho, fortæller, at da hun blev konfirmeret, var det ikke som nu - at der blev holdt Konfirmationsfest. Vi var 28 i alt, og alle sammen gik vi rundt fra Hus til Hus, hvor der var Konfirmation, og hvert Sted fik vi en Skænk; jeg tror det var Mjød, og Kage, saa Drengene kunde jo blive lidt muntre, inden vi var helt færdige. - Folk kom kun og gra­tulerede, og Fru Johanne Carstensen og jeg er de eneste, der er tilbage af det Hold.

- Gav de hinanden Gaver?

- Nej, det var ikke mange. jeg havde en Onkel i København, der var hjemme til min Konfirmation, og af ham fik jeg et Sølvfingerbøl og af min Broder en Sølvfingerring. Der var hverken Kort eller Telegrammer. 

Fru Kromann fortæller videre:

- Jeg er født d. 29, August 1862 i Sønderho, min Far var Kaptajn Thomas lbsen paa »Haabet« af Sønderho.

 

17 Aar gammel kom jeg op til P. Sonnichsen; der var 5 Børn og en Ko og jeg fik 5 Kr. i Løn pr. Maaned. Det var almindeligt dengang. Hos P. Son­nichsen kærnede vi Smør een Gang om Ugen, og vi lavede selv vor Ost. 

Vi havde ingen Plov. Man hjalp hin­anden. En hel Flok Piger stod og gra­vede Agrene. Bagefter fik vi Æbleskiver og Sødsuppe til Middag.

Det lød altid: »Nu kan vi ingen Steder komme i Dag, for nu ska' vi hjælpe den og den«, og det var baade med Tørv, Hø og Korn. Var det Høet, vi hjalp ved, fik vi gerne Høkaffe Søndag Eftermid­dag. Brændselskaffe fik vi altid med det samme. Børnene fik et Stykke Kandis. Hos P. Sonnichsens fik vi gerne Risen­grød med Øl til.

- Hvor længe var De der, Fru Kro­mann? 

- Jeg var der i 2 Aar, derefter kom jeg op til en Kusine her i Sønderho, hvor Lønnen var 7 Kr. maanedlig. Der var jeg 1/2 Aar, saa var der Brug for mig hjemme.

Mor fik 12 Børn, 2 døde som smaa.

Nu er jeg den sidste, der er tilbage.   

- Hvornaar blev De gift, Fru Kro­mann?

- Den 11. Februar 1886 blev jeg gift med Niels Sonnichsen Kromann. Han var Styrmand og var et Par Aar paa Fyrskibet og senere Styrmand med »Hexias« Damper »Dania«, men de var saa misfornøjede med Kosten om Bord og klagede, og det resulterede i, at de alle sammen blev afskediget. Saa fik min Mand en Fiskekutter sammen med et Par andre, og da han en Dag var med Jollen for at sætte Garn ud, omkom han, kun 44 Aar g!.

 

Fru Kromann sænker Stemmen, og man forstaar, det har været svært at blive Enke i saa ung en Alder med 8 Børn, hvoraf den ældste var 16 Aar og den yngste 16 Dage. Den yngste var ikke døbt. Han fik Faderens Navn og kom til at hedde Niels. Han er nu Lærer i København. 

En halv Snes Dage efter døde en Pige paa 13 Aar efter en Uges Sygdom. ­

Senere mistede Fru Kromann en Dreng paa 14 ½ Aar, der gik væk udfor Norges Kyst. En Søn mere skulde Fru Kromann ogsaa miste. Han var 33 Aar og var Kaptajn paa et stort, amerikansk Skib. Han vilde redde en Mand, der var blevet forgiftet nede i Lasten. Han gik derned og mistede selv Livet derved. 

Fru Kromanns Forældre havde en Eng i Darum, og Fru Kromann fortæller, at ellers hentede de Hø paa Manø Hølade.  

- Vi laa derovre i Telt en 14 Dages Tid. Vi havde det morsomt. Naar vi fik Hø fra Darum, en 10-12 Læs hvert Aar, kom Beboerne ned til Baaden og fik Kaffe med Franskbrød, selv præsten og hans Kone var med. Vi var ogsaa oppe ved Bønderne, hvor vi fik Æble­skiver, der var bagt med Bagepulver. Vi kaldte dem Flyveæbleskiver. 

Før i Tiden, naar vi skulde ud at rejse, var det mere besværligt end nu. Jeg husker engang, før Esbjerg blev til; da rejste vi med Dagvogn fra Sønderho til Nordby. Derfra med en lille Baad til Strandby, hvor vi kom med Hestevogn helt til Fredericia. Mange Gange var vi jo i de forskellige Kroer for at skifte Heste. Kusken skulde saa gerne have en Punch. hvert Sted. Fra Fredericia kom vi med Tog til Vejle.

En anden Gang sejlede vi til Ribe og tog derefter med Vogn til Fredericia.  

- Har De altid baaret Fanødragten, Fru Kromann?

- Ja, helt fra jeg var et Par Aar har jeg baaret Fanødragten.    ­

Naar jeg ser paa Fru Kromann, frem­hæves den smukke Dragt af Sølvknap­perne, der lyser paa det sorte Silketøj.  

Fru Kromann fortsætter:

 

image001v

Fru Mette Kromann, Sønderho

- Min Datter passer Huset for mig, og hver Søndag gaar jeg i Kirke. Det er dejligt, saa længe man kan gaa. 

Om Vinteren er der mange mørke Huse herovre, mange Huse er blevet solgt til Badegæster. 

Da vi slutter Samtalen, og jeg beder Fru Kromann om et Billede, siger den gamle, aandsfriske Dame. der ogsaa har Lune:

- Jeg husker, der var engang en Dame, der skulde hen at fotograferes. Da Fotografen spurgte, om det skulde være et Brystbillede, svarede hun tem­melig forbavset, at hun vilde da ogsaa gerne have Hovedet med.

 

Dyveke Junker Nielsen.


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles