Mitfanoe
Sagn fra gamle dage 

   Sagn fra gamle dage

 

"Maagen" årgang 1950


Efter folkemunde har nu afdøde gdr. Lambert Hansen, Darum, fortalt følgede sagn om "Kirken, ude' i havet".

 

For mange, mange år siden boede på Fanø en gårdmand ved navn Niels Winther. Da han en aften sent på efteråret gik ude i sin stald, så han en flok får løbe forbi, og i den tanke at  hans egne får måske kunne være med; kaldte han på sin 'søn og sagde: Der løb en flok får forbi, løb efter dem og se, om ikke vore to slagtefår skulle være med. 

Sønnen løb efter fårene og blev ved at følge dem ud i klitterne, men han kunne ikke nå dem så nær, at han kunne kende dem. Det begyndte at blive mørkt, og han vendte derfor tilbage. Men han var kun gået få skridt, før han så en stor, sort mand følge tæt bag sig. Drengen blev ikke bange, og hvis manden var en overnaturlig skikkelse, havde han hørt fortælle, at det mod en sådan var godt at lægge sig ned og drikke noget klart vand, hvis der var noget nærved. 

Han kom netop forbi en grøft med klart. vand, fulgte sin tanke og lagde sig ned for at drikke. Da han havde drukket af vandet, kom den sorte mand hen til ham ­og sagde, at han skulle følge ham, og drengen fulgte skikkelsen. De vandrede sammen langs klitter og dale, drengen kendte hver plet, men han syntes, som om det var så jævnt alt sammen under hans fødder.  

Omsider kom de langt ud på stranden, og der så han en køn kirke og omkring den en stor mængde folk, alle sammen sorte. De gik ind i kirken og drev drengen med, og han satte sig stille og så til. Alle de forsamlede var sorte på een nær, han var ganske hvid og stad for alteret og betjente dem som deres præst. Der blev prædiket, holdt altergang og barnedåb ligesom i kirken på Fanø. Kirken lå langt fra strandbred­den helt ude i havet, men det var ebbe­tid, og drengen besluttede at ville føl­ges med den hvide mand i land thi hans moder havde en gang sagt, at det hvide var der altid noget godt ved. Da gudstjenesten var til ende, kom den hvide mand selv hen til drengen og spurgte, om han ville følges med ham. Drengen rakte manden sin hånd og så nu; at de var de sidste, der forlod kirken. Da de kom udenfor kirken, forsvandt pludselig hele den sorte menighed, og de to stod ganske alene. Men straks efter myldrede en ny flok frem, som drengen antog for fjender af den første, og disse jævnede og ødelagde kirken, mens de stod og så på det. Nu bød den hvide mand, at de skulle gå, og de gik i en lige linie, indtil de kom til hans faders toftedige, og den hvide mand spurgte drengen, om han vidste, hvor han var. Han svarede, at det var hjemme ved hans faders toft, og måtte så gå.

 

Dagen efter gik drengen til præsten i Rindby og fortalte hændelsen. Og derefter var drengen igen frisk og munter som forhen. Og de gamle folk ved endnu at fortælle; at der langt vest for Fanø, hvor skibene nu sejler; skal engang have ligget en by med navnet ”Vesterho”, men den skal være gået under for mange år siden.

Fiskerne på Fanø havde i gamle dage den tro, at deres fiskeredskaber kunne ”forgøres” af ildesindede mennesker, men heldigvis kendte man også midler til at forhindre de onde anslag. Når man f. eks. havde en fiskerline til en "bakke" eller et vod færdigt, behøvede man blot 3 gange at kaste en glød over samme. Til "boblinger'" - en line med kroge bunden til kæppe - skulle der skæres et kors neden for det sted, linen var fastgjort til, så formåede ingen at "forgøre" det. Et nyt garn eller en ny line skulle der bindes "et stykke jern til. At møde et gammelt kvindfolk på vej til fiskeri, gav fiskeren den tro, at fiskeriet ville mislykkes. Man vågede også omhyggeligt over; når man satte' garnet eller linen i havet, at ingen banden eller

sværgen fandt, sted da de kunne, få onde følger. M. P.

                         

*

Engang i svundne tider gik der imellem klitterne i "Krugedal" ved Sønder­ho sydstrand 3 hvide jomfruer, og folk var bange for at færdes der ved aftenstide. Så hændte det sig, at en gammel mand fra Sønderho en mørk aften var kommet noget sent fra stranden med en "dragt" strandtræ på ryggen. Byrden var tung for ham, og det gik langsomt gennem det bløde sand, træt som han var. Han satte sig derfor på en klit for at hvile ud, men da kom de tre hvide skikkelser hen imod ham. Han var netop i gang med atter at svinge sin tunge byrde på skulderen for at fortsætte hjem­ad og udbrød for sig selv sukkende: Gud hjælpe mig og os alle. Straks han havde sagt disse ord, svarede den ene af de tre skikkelser: Denne bøn har vi gået og ventet på i åringer, og nu skal du have tak for dine ord både for dig selv og os. Så forsvandt de tre skikkelser, og man så dem aldrig siden. Efter den tid kunne enhver færdes i "Krugedal" også ved aftenstid. M. P

. 

 

 

Der klages sommetider på Fanø over de mange forskellige handelsfolk, der af og til kommer til øen fra fastlandet. Disse kom også i ældre tider; men det var selvfølgelig under andre former end nu om dage. Der kom en del, vi kaldte "bissekræmmere". - Således husker de gamle "æ lille Hjuler fra Hunderup", der handlede med spinderokke og hvad dertil hørte. Disse var i de dage i brug i hvert hjem på Fanø, ligesom der i man­ge hjem var en stor væv til at væve vadmel på.  

- "Æ kartemand'; fra Vilslev havde også en god afsætning på sine karter, disse er nu en hel sjældenhed på øen; enkelte bruger dem dog endnu. Den der huskes bedst er Laust Jerk, eller ”Lisle Laus” som han i almindelighed kaldtes, da han talte så ”lisle”, sagde man. Det var meget morsomt at høre ham remse op, hvad han havde i sin kramkiste. Han begyndte gerne således, - når han kom indenfor: Go daw, kan vi slå en lille handel av i daw? - Ja, måske, hva haar du i di kas i daw?- A haar næsten aald slaw, og så remsede han op: Synoel. knappenoel, stålpen, øltap, redekamme, fingerringe. o ringe til finger, sytråd, nelliker, ålhånd, inge­fær o man'ne ander gue ting, o et o for­glem svovlstikker, der ka tænd uden ild eller fyrfad. Dette sidste var ja den gang en sjældenhed; thi når tobakspi­berne ,da kom frem, brugte man "tænd­pinde", det vil sige lange smalle pinde med svovl eller harpiks på den ene ende, som kunne tændes ved gløder. Og når der var gilder, eller de unge var samlet til "rådgang", blev der sat et lille mes­singfyrfad på bordet med klare tørve­gløder: manglede man ild til sin pibe, tog man så en glød med fingrene, lagde den på tobakken og bakkede løs.  

Mange "handelsfolk" kom også jævnligt til Fanø med smør, kød, flæsk og æg. Der var således Morten Bjerg fra Tarp, Peder Bæk fra Jerne, og Søren Hansen fra Gammelby, Jeppe Sørensen 'Naurup, Chresten Bjerg fra Måde, Lille Ann' Mari fra Taurup og Thamas Just.

fra Jerne. Den handelsmand, især børnene var glade for, var "Kludekræmmeren"

Andreas Bastiansen, der boede i en høj på Rørkjær mark. Han blev almindelig­vis kaldt Bastian og var en krumbøjet, middelhøj mand med et godt snakketøj Altid når han var ude på handelen, bar han i en læderrem over skulderen en rød trækasse, som indeholdt vadskesæbe, fløjter, spiseskeer af Britania-metal samt svaneknive og "sølvringe".

 

Han også købte eller byttede sine varer bort med klude og ben, gamle metaller og rav; Bastian og føromtalte Hjuler gjaldt i sin tid for at være "kloge mænd", - der kunne læse over benedder, stille blod og kurere tandpine. Børn med engelsk syge gav de det råd, at de skul­e føres gennem en nygravet græstørv, hvori var gravet et hul, denne skulle derefter henlægges på kirkegården ved nattetide og så skulle "sygen" forsvinde med den. Man kan jo. sige alt sådant var barnagtigt, ja, rent ud fantastisk; men mange troede på det, og måske har alene dette gjort en vis virkning. Nu er imidlertid folk også på Fanø blevet så oplyste, at der sikkert ikke er nogen, eller i hvert fald meget få, der søger lægedom på den måde.         

 

M. P.


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles