En Fanøpoet


"Maagen" årgang 1951

En Fanøpoet 

Peder Frederiksen (1852 – 1923) 

Af mag. art. Henning B. Fonsmark 

 

DEN 26. oktober 1852 blev der i en af de gårde, der den dag i dag ligger nærmest, syd for Sønderho mølle, født et lille drengebarn. Han fik i dåben det jævne navn Peter F r e d e r i k s e n, og hans historie fulgte i barndommen og ungdommen den almindelige slagne vej, som de fleste Fanø-drenge havde tilbagelagt. Fra at rode i en jolle fra man næsten kunne gå og til søs fra den dag, man i kirken havde bekræftet sin dåbspagt: det var enhver respektabel Fanø-drengs tidligste karriere. Men med dette hørte det sædvanlige og almindelige også op for hans ved-kommende. Han var en ener, særpræget - uden at være en særling. Hans omgivelser var aldrig længe om at opdage, at han ikke var som de andre, og dengang som senere i livet lagde folk særlig mærke til ham; lyttede særligt, når det var ham, der talte og gemte på erindringer om ham ofte i en menneskealder. 

Det passede ham vist i grunden meget godt, når vi, der er hans børnebørn, ikke lige ud ad landevejen kaldte ham bedstefar, men gav ham navnet "Lolle". Jeg kender ikke dets oprindelse, men ordets tålmodige beskedne sprogmelodi i forbindelse med dets usædvanlighed, karakteriserede ganske godt personen. 

Jeg lærte ikke Lolle at kende. Men han efterlod sig en lille samling digte indført med sirlig prentet skrift i et par små bøger med et lakeret blomstermotiv på omslaget. - Disse bøger brugtes vistnok som "poesibøger" af børn for 50 år siden og bag deres fordringsløse facade kan vi hente et ganske godt indtryk af denne gamle Fanø-poet, hvis lune, hengivenhed for hjemstavnen, søen og nationen og hvis gudsfrygt (eller hellere fortrøstning, for det var ikke frygt) har fået et levende minde i disse digte. Vi skal følge de mest fremtrædende konturer i hans livsbane og se hvor let den modgang og medgang han mødte i livet omsatte sig i digte.



Som nævnt gik det ikke Lolle anderledes end de andre Fanø-drenge: Han måtte ud at sejle lige efter konfirmationen. Det var en æressag på øen i de tider. En rask dreng skulle ud på verdenshavene og se sig om. De, der blev hjemme, måtte jo være syge eller nogle svæklinge. Lolle begyndte i 1866-67 som kok på en mindre galease. Det var det almindelige, at man på småskibene satte yngstemanden til at lave maden. Det kom sig jo ikke så nøje med den.

Mere vigtigt var det at have trænede folk på dækket. Når kabys-tiden så var slut rykkede man ud på dækket som jungmand, og dermed var den egentlige uddannelse begyndt til det, der var de flestes mål og ønskedrøm: at blive styrmand og helst få sit eget skib at føre. Lolle nåede kun et stykke ad vejen. l 1878 tog han styrmandseksamen. - Men det var gået tilbage for skibsfarten i Sønderho, og det var blevet vanskeligt selv at erhverve skib. Lolle sejlede ganske vist nogle år som styrmand og også en tid som skibsfører for sin bror, Hans Frederiksens skonnertbrig ”Karen", og var på disse langfartsture ivrig efter at studere landene de besøgte og navnlig lære de fremmede folk at kende. Til den anden af disse ting kom et usædvanligt sprognemme ham til hjælp. Det fortælles, at han talte tysk og engelsk perfekt, hollandsk nogenlunde og endvidere kunne forstå og gøre sig forståelig på portugisisk og spansk og også på de sprog, de indfødte negre taler i Old Calabar på Afrikas vestkyst.

I længden var det imidlertid utilfredsstillende for ham at skulle sejle som styrmand på småskibene uden mulighed for nogen sinde at få sit eget. Og han besluttede sig derfor til at lade sig uddanne til hovmester, idet dette indebar større selvstændighed og en mere stabil fremtid.

Navnlig det første har nok betydet noget. På en kogeskole i København tog han et kursus, og sejlede derefter som hovmester, først med sejlskihet "Maagen" og derefter i en lang årrække med dampsejlskibet "Merkur", der gik i fast rutefart mel-lem Esbjerg og Hamborg. Fra denne tid findes de tidligste digte bevaret, og i det hele taget giver den nu rolige tilværelse tid til skriveriet.

En oplevelse fra den tid Lolle var fører for "Karen" vendte han siden ofte tilbage til. - N. M. Kromann, Der med hans egne ord gengiver oplevelsen i ”Fanø-Sømænd i Storm og Stille” 1. Sml. side 170, mener den har været bestemmende for hans ån-delige standpunkt. Oplevelsen kan have om ikke bestemt så i hvert fald bekræftet hans tro på Gud. Sådan gengiver Kromann Lolles fortælling:

 

"På hjemrejsen fra Old Calabar med en ladning palmeolie bestemt for Hamborg, mødte os i Biscayabugten en forrygende storm, der nødvendiggjorde den største agtpågivenhed fra hver af mandskabets side for ikke at kuldsejle. Jeg stod selv ved roret, da en voldsom brådsø brød ind over dækket og kastede skibet om på siden, og da det ikke rejste sig, var jeg klar over, at der ville ske en ulykke. l min angst råbte jeg højt: Herre Gud, frels os, ellers er vi fortabt!" - I samme nu lagde bølgerne sig, og det blev smult vand omkring Skibet, som nu rejste sig, og faren var overstået. Førend jeg fik takket min Gud for frelsen, kom den lille skibsdreng hen til mig, tog huen af og sagde bønligt: "Skipperen må ikke blive vred på mig, men hele den store dunk olie, der stod forude, er løbet i søen; jeg glemte at få proppen på den, da jeg tog noget olie af dunken i morges.  - Straks stod det mig klart på hvilken måde Gud havde hørt min bøn og frelst skib og besætning. Olien, der flød ud i søen, havde virket som bølgedæmper, og derved var vi blevet reddet." - Det er overflødigt at tilføje, at skibsdrengen ikke fik skænd i denne omgang, men til sin store forbavselse tusinde tak tor sin forsømmelighed. 

Der var imidlertid i 1883 sket en vigtig begivenhed. Lolle kaldte den altid den vigtigste i sit liv: Han havde som brud hjemført mølledatteren fra Sønderho mølle, Anne Nielsine Jessen, der var født 1856 som møllegårdens første datter. Det nye ægtepar var i øvrigt fætter og kusine. Det blev et lykkeligt ægteskab. Lolle be-handlede livet igennem min bedstemor som i forlovelsestiden, og han ytrede flittigt sin hyldest på galante vers. De følgende forelskede versstumper for eksempel er skrevet ikke et helt år før sølvbryllupsdagen:

 

Hør elskte, hør, ifald du gik

tilbage hen i tiden,

erindrer du det første blik,

som det var ingensiden.

Det spredte tågen i mit bryst

og skød en herlig flamme.

Fra dette blik blev livet lyst.

Derfra min lykke stamme.

Hør elskte, hør og lyt engang

nu før det er for silde

og før min stemme taber klang

så lad mig synge stille.

Det aldrig var min sjæls attrå

min egen tarv at højne.

Men altid var jeg glad at få

Et blik fra dine øjne.

 

Kort efter brylluppet flyttede den lille familie til Esbjerg og boede først nogen tid i Tømrergade og derefter i mange år i Jyllandsgade 69. På mange måder blev tiden i Jyllandsgade den lykkeligste for Lolle. I de 16 år fra 1884 til 1900 forøgedes familien med 6 små medlemmer, det undlod jo ikke at give anledning til nogen stolthed. Utallige er de små versificerede brevkort til fødselsdage og højtider, som Lolle i disse år sendte hjem, skønt der ikke var så længe imellem, skibet var i dansk havn. 

At de digte, der er bevaret fra denne tid, er de fleste lejlighedssange eller små improvisationer med anledning i en eller anden lille hverdagsagtig begivenhed. Da Lolle f. eks. havde leveret nogle varer til en dansker i Hamborg og flere gange forgæves havde sendt en regning, prøvede han til slut med følgende lille vers, som vist gav resultat:

 

For sandhed og ret

forøvrigt komplet

mit mål og min agt skal være.

Enhver skal ha' sit,

og jeg skal ha' mit.

Det være da hver sin ære

hver måned kontant

at betale galant,

så gør man så yndig affære.

 

Drømmen om selvstændighed havde gennem mange år fået Lolle til at spare en lille sum penge sammen.

Der kunne ikke blive til et skib, men nok til et lille gårdmandsbrug. I 1908 købtes en lille gård beliggende i Jerne uden for Esbjerg, en 4-5 km ud ad den nuværende hovedvej 1. Naturligvis blev han snydt. Han havde med meget andet det tilfælles med andre søfolk, at han troede for godt om folk på landjorden. Besætningen på gården bestod af ældgamle eller dødssyge dyr, og bygningerne viste sig ved nærmere eftersyn at være forsømte. Tiderne for landbrug var ikke gunstige, og Lolle var jo sømand - det havde han været i 40 år - og ikke landmand. Det blev ikke det, man havde håbet og tænkt sig: Skuffelser, strengt arbejde og knaphed på alle ting. Det sidste forhold inspirerede Lolle til at give gården navnet "Knapperupgård" – et navn der blev slået så eftertrykkeligt fast, at den senere ejer havde svært ved at få det udryddet.

For at strække lidt på det dyre foder havde Lolle fået lov til at opstille en svinetønde i gården hos gamle  Esbjerg-venner. De første gange han skulle hente den, var den imidlertid så godt som tom. Han fæstnede så en seddel på tønden og skrev:


Her står jeg arme tønde

kuet af sult og nød,

tynd og slank som en mynde,

aner min snare død.

fyld og prop dog mit indre.

fordøjelsen den er god.

Vær venligst med til at lindre

en afmagret tøndes nød.

 

 

Med den slags indfald kunne Lolle sætte kulør på den gemene hverdag Han var ikke til at slå ud. Han forsøgte også at adsprede sig med læsning, hvad der i øvrigt ikke altid vakte min bedstemors udelte bifald. "Du sidder altid der og "løss", sagde hun gerne. Den læsning, der under disse vilkår blev tid og lejlighed til kom til at forme hans digterisk idealer. Hans lille bogsamling er spredt for alle vinde, og da han holdt denne del af sin tilværelse for sig selv, ved ingen at fortælle, hvad det var, han sad med. Ud af hans små skriverier kan man dog læse sig til to af de digtere, han satte højest Blicher og Aakjær. Med dem begge havde han fælles: kærligheden til dansk natur, sin kristentro og den jævne almueagtige, mundrette sprogtone. Han mente også i lang tid at have kærligheden til fædrelandet og flaget fælles med Aakjær. Men skuffedes på dette punkt, da Aakjær kom på besøg i Jerne og i forsamlingshuset holdt en socialistisk farvet tale, hvori der forekom nedsættende ord om konge og flag. Fra denne tid kunne han ikke læse Aakjærs vers med den gamle begejstring.

 

Ved udflytningen på landet havde han i sin lille lakerede "blomsterbog" indføjet:

 

Så hor a så a syæ

for sidst gang furwal

A gjør i halm o hye,

o forer ku o kaI.

Det værst a åld det hiele

er at i mi pengekas

A finder silId o tiele,

er møi for møi a plads.

 

At der var rigelig plads i pengekassen stod ved magt. - Men søen havde han ikke set for sidste gang. l længden gik det ikke med gården. Og Lolle måtte igen ud som hovmester med "Merkur". Kort efter solgtes Knapperupgård og familien flyttede ind i et lille hus i Jerne by. Den lille versstump er i øvrigt det tidligst bevarede digt i Sønderho-dialekt. . Der har givet været mange tidligere (dvs før 1907-08), men meget er jo gået tabt. l den samme dialekt skrev Lolle et stort selvbiografisk digt, da han i 25 år havde været gift med sin elskede Anne Nielsine. Dette digt kan bedre end noget andet angive essensen af Lolles liv, illustrere hans menneskelige standpunkt og hans digteriske evne. Jeg har ikke i denne dialekt læst noget ypperligere. Af disse grunde vil vi hellere citere dette digt frem for at give de mange fine, mindre digte.

 

Da a kom te vaeren

da wor der en støien

- a tænt ve mæ sje!,

nei hudan vil et blyw?

A tøt, at te folk de wor halles fofløwen.

Se a wor jo won te de her rolle lyw.

De hwintet o hwøutet

o gjik i en swånds.

Det bløw mæ for grow

a tavt nour a mi sånds. 

 

De bøwled mæ mi krop,

De gnei o De bådet,

o slou mæ en stei, der a et godt ka sei.

A ønsket mæ bår,

a ku fo'et som a hod'et.

Den her sølle vaeren wor et vaer o ei.

Så kom a te samling

så hor a mi røst,

o fik da en køs

o det wor den føst. 

 

Den fek a a jen

de så wor mi muer.

Hun snakket så roer,

o kåldt mæ hind lårm.

Hun så a wor køen o grander o stuer,

for a ku jo skøn o tei ve mæ de såm.

A snøweld o farneId,

o fund mæ en trøst.

Der loe a mæ te såen rigtig gerøst. 

 

Mi bårndom den gjek a

så godt som noures,

men kund a ha snakket,

a vild ha fortoeld,

at den ku ha gangen

ja møi meer houres

om et da håd wonden mæ i ble o sjåld,

og så mæ en vinnd, der wor manna al' long.

En sparket o skreg,

for en båen blywer jo bång. 

 

En fjaringor gammel

så skuld a jo døves,

men sien en anstalt,

det hal' wor for'møi

A troer at a skreg som en gris, der sku krøges,

da de pakket mæ ind i ændno mier tøi

Men indenfor wor a

sat køen i æ kleir.

Men det hjålp åler møi,

a bløw dog kun kaldt "Pejr". 

 

Fjouten oer ælder,

så støi a der atter

o æ kjerkegol

i mi wandmels kleir.

O folk noomstunder de sprat kok a latter

a mi bredsnluret sku a ægte fedtIeir.

Mi swåeren o æ spøeren

bløw tit lidt otwers,

men det goer jo et nour,

for a kund jo mi vers. 

 

Så kom der en stuund,

som a oller forglemmer,

a skuld sei forwal

te muer og fåer

o så åld mi søskend, det er som det stemmer,

a tøt de hor oJler endno vaen så roer.

Så fuld de mæ ud

Te æ uend, der gjor væk

Mæ mæ o mi mued,

Mi kist o mi sæk.

 

og efter nogle vers om livet på søen, hedder det om lykken:

 

Det wår older læng,

så hod a en funden,

æ mølles Nielsine

hun bløw da mi kuen.

O det wor den støst gevinst a hor wunden,

o hor et fortrøt et en jeneste stuend,

for hun wor den kønest

pieg i æ soun

l må sei hwa l vil,

det er osse jen down.

 

l sine sidste år blev Lolle flere gange ramt af sygdom. Flere hjerneblødninger svækkede hans livskraft, men ikke hans livsmod og gode humør. Den 6. januar 1923 døde han af denne sygdom og begravedes på den nye kirkegård i Esbjerg. Han havde mange år før sin død bedt om at måtte få Dannebrog svøbt om sin kiste, og dette ønske blev ikke glemt. Hans virke under dette flag havde ikke været storladent og dominerende, men skønt tilhørende de stille i landet, var han større end mange af de store.

 

Henning B. Fonsmark.


Gå til top