Sønderho og for resten hele Fanø lå næsten ganske udenfor den almin­delige samfærdselsvej. For at iIIustrere dette, skal jeg her således anføre, at når jeg som barn var på rejse med min moder for at besøge fader, som lå med sit skib i en eller anden jydsk havn for at losse, lejede moder en jolle eller anden mindre båd, hvis ejer så mod moderat betaling sejlede til Ribe, som således blev rejsens udgangspunkt. På hin tid faldt arbejdsinddelingen almindeligt således: Mændene udelukkende sømænd eller fiskere. Sømændene var gerne borte i vintermånederne. Husets eller hjemmets bedrift, derunder markarbejdet, besørgedes af konen, hun måtte grave jorden med sin korte »spidsspade« (en fanøspade har sin egen facon), høstede kornet med en krumkniv, »Segel« kaldet, og hun var selv med til at tærske al sin avl, det var gerne nabokonen, som var hendes hjælperske ved dette arbejde samt ved at grave. Til gengæld hjalp hun så hende igen i lige så mange omgangsdage. Det faldt aldrig manden ind at gribe ind i konens departement på dette område.

Et særkende i hine dage var den store ensartethed; den ene rettede sig i alle henseender, efter den anden, det hed sig stadig: »Man kan ikke være andet bekendt«. Ensartethed tegnede sig i alle forhold, og Sønderho stod som en lille nation med sit særegne præg.

Sønderhos ungdom var på hin tid inddelt i »flokke«, det vil sige, at de drenge og piger, som gik til konfir­mationsforberedelse sammen (»gik til præst«, hed det i sønderhosproget), kaldtes en »flok«. Efter konfirmationen tog drengene til søs: men når om vinteren de unge sømænd igen havde søgt hjemmets arne i den lille by, samledes disse »flokke« på bestemte tider om aftenen i de bestemte hjem; det kaldtes »rådgang«, og ved sådanne lejligheder morede ungdommen sig på forskellig vis; særlig måtte alle de gamle viser holde for ved underhold­ningen og morskaben. Nævnte forhold kendes ikke mere her, thi nu er sømandens lod på grund af dampskibs­farten og andre forhold en anden end på hin tid, og som alle forhold er ændret er også disse.

I denne forbindelse skal jeg her pege på, at nationaldragten, »ejlands­dragten«, også er ved at forsvinde, hvorimod i min barndomstid en anden dragt bares helt undtagelsesvis. Befolkningen i sønderho holdt »lande­sorg«, da kong Frederik den Syvende var død. Ved middagstid, da jeg kom hjem fra skole, fandt jeg, at moder og de kvinder, jeg traf på vejen, var klædt i sort. Af moders ansigt kunne jeg forstå, at budskabet om kongens død gik hende til hjerte, thi på mit spørgsmål om hendes sorg svarede hun: »Vor konge er død, og han var som en fader for sit folk, og det var ham, som gav os grundloven, friheds­brevet, kaldte din bedstefar grundloven, og når du bliver voksen, for­står du nok at vurdere dette brevs værd«. Straks efter lød kirkeklokkens kimen hen over vor lille by, og i otte uger derefter blev der ringet to timer daglig. Ringningen blev besørget på omgang, og enhver var glad ved at udføre denne ringning med kirkeklokken, thi jeg hørte dem sige: »Det er jo det sidste, vi kan gøre for vor kære kong Frederik«.

Ligesom sønderhoningerne var kongevenlige, således var de også fædrelandssindede. Det mærkedes under krigen i 64, og fra mine barn­domsdage erindrer jeg endnu tydeligt, da det sørgelige tidende kom til Sønderho gennem postbringeren, Mads N. Kromann (til daglig kaldet Mads Tonnesen), at tyskerne i februar gik over Ejderen og besatte landet op mod Dannevirke; men endnu tydeligere mindes jeg hin 27. juni 1864, da vi på Sønderho overraskedes ved at observere en afdeling soldater på »Kelsandet« (en sandflakke mellem Sønderho og Mandø) med bajonetter blinkende i den stærke sol. »Små potter har også øren«, sagde de ældre, da de så mig og andre smådrenge holde sig til i klyngen hos de voksne, som havde samlet sig på klitterne og der holdt råd om, hvad der skulle gøres. Så meldte et frivilligt mandskab sig til nogle udtagne joller og både.

Var soldaterne venner eller fjender? Mænd og kvinder, som stod ude på klitterne i klynge, iagttog soldaterne og drøftede dette spørgsmål. Men kvindernes rækker tyndedes snart. For alle tilfældes skyld ville de redde deres stadstøj, sølvtøj og spejle, som de gravede ned ude i deres have eller et andet skjult sted. Soldaterne blev så hentet i både; det viste sig at være dansk militær, nemlig 11. regiment under kommando af løjtnant Uldall (nu arkitekt i Randers). Soldaterne samlede sig ved »Tøndehuset«. Det var noget for os drenge, som ikke før havde set soldater på øen; men til bedrøvelse for os drenge varede »soldaterløjerne« kun kort, da soldaterne næste dag fik ordre til at marchere til Nordby, hvor der blev anlagt et fast batteri lige overfor. Strandby, thi der havde tyskerne vist sig. I 64 var mange sømænd til orlogs, og flere af dem var med i Helgolandsslaget.

Den gamle tro på hekse og troldtøj samt varsler er vel næppe helt udryddet på Fanø endnu lige så lidt som andre steder; men den blomstrer heldigvis ikke i den grad, som den har gjort. Oplysningen har jo på dette som på andre områder hjulpet til at klare begreberne.

Overtroiske forestillinger var meget almindelige hos fanøfolk i gamle dage, og i min barndom har jeg hørt ældre folk, som fra deres ungdom ved at berette om mange ting, som ikke gik rigtig til. Der var dem, som kunne slå deres medmennesker med trolddom, ja, der var endog personer med såkaldt »ondt blik«, hvorved man forstå, at de kan gøre mennesker skade alene ved at se på dem. Der var således en gammel kone, som søfolkene ikke måtte møde på deres vej til skibet, thi det var ondt varsel, og de søfolk, hendes øjne faldt på, fik ingensinde deres hjem at se mere. En af øens præster kaldte den slags kvin­der efter fransk betegnelse »jettetores«.

Der var også onde mennesker, som kunne gøre dyrene skade og tage mælken fra køerne eller fordærve fløden, så der ikke kunne laves smør af den.

For at finde en tyv satte man i gamle dage en sold i bevægelse på en saks, og man opremsede så navnene på dem, som mistænktes for at have stjålet den savnede genstand. Den person, som soldet så standsede for, var den skyldige, og jeg har hørt folk påstå, at soldet har standset ved den rette.

I gamle dage, endog i min barndomstid, benyttede fanøfolk altid, når man havde æltet smør i krukker, at sætte kors tegn i smørret. Det havde efter hin tids opfattelse sin betydning som et værn mod troldtøj.

Småbørn sagde man i hin tid om, at de var »forgjort«, når de led af kirtelsyge eller lignende. Et probat middel var, at børnene efter en eller anden klog kones forskrifter kom igennem en »sojr«, det er græstørv hentet fra kirkegården ved nattetide, og den kloges kones råd måtte følges punktligt, uden at nogen talte imens. Vorter og andre udvækster blev i hine tider »sat hen« ved at beføle et lig og påstryge vorten med den dødes hånd.

En kone havde engang mange tan­ker om, at det ikke var rigtig fat med hendes ko, som stod nær kælvning, da den stod mange dage over tiden. Derfor søgte hun råd hos en bekendt klog kone, hvis virken i så henseende var almindelig bekendt. Hendes navn var Karen Lund, almindeligt kaldet Pejr Lund Karen Jes Knudsen. Her at nævne navne finder jeg ikke anledning til, da tidsrummet ligger for nær tilbage, og eftersom slægt og pårørende er bosat i Sønderho og andre steder. Dog skal jeg her nævne Karen Lund, almindelig kaldet Peder Lunds Karen. Hun var klogere end den klogeste mand, ligesom hun også af datidens klogeste koner var den ypperste. Hun var særlig i det 19. århundredes sidste halvdel meget søgt, ikke blot på Fanø, men også på Mandø. Rømø og fastlandet. Hun gav navnlig råd i sygdomstilfælde, og jeg har talt med flere, som hun har ku­reret efter eget sigende. En ung sømand fik hver dag på en bestemt tid hovedpine og følte sig da meget utilpas. Han prøvede læger både her og der uden resultat. Så på anmodning af en af hans slægtninge søgte han Karen Lund om råd. Hun gav ham en flaske medicin, tillavet af hende selv, og dertil gav hun ham nogle forskrifter, han havde at følge, Efter kort tids forløb følte han sig friet for hovedpinen og blev godt tilpas.

En skipperkone i Sønderho fødte barn; men barnet ville på ingen måde til brystet. Moderen fik som følge deraf »ondt for mælken« og helt dårlig; så hentede man Karen Lund, som for­klarede moderen, at barnet var »forgjort«, men efter at have givet sine råd krævede hun bestemt, at når nu der samme nat lige ved midnat kom en kone og bankede på døren, så måtte hun ikke lukke ind. Mærkeligt nok. kom der en ved midnatstide på slaget 12 og bankede på skipperkonens dør; men om det var Karen Lund eller en anden kvinde, derom kan intet oplyses. Når der ikke kunne kærnes smør, eller koen gav »blå­mælk«, blev Karen Lund hentet, og hendes råd hjalp som regel. Mikkel Grøn og flere kunne hun kurere for tandpine. Tofts Ann Kjestin, gift med klitfoged Jens Lydom, kurerede hun for »sting« m. m.

I øvrigt for »sølle øjen« var der en mand, som gav det bedste råd, og det var at hænge guldringe i ørerne. Han påstod, at det er et middel til at få vorter kvit, når man tager et stykke flæskesvær og stryger vorterne dermed, dernæst må man stiltiende henlægge nævnte stykke i kisten ved et lig.

Styrmand Jens Hansens enke, der døde her for et par år siden, brugte i mange år en hanehale i sit hovedtøj (hun brugte nationaldragten) for at blive kvit af »rosen«.

En gammel mand, der var i familie med en af de »kloge«, kunne læge »jægt« (gigt) bort og brugte følgende formular: »Jeg læser over dig for den flyvende jægt og den flyvende værk, for den flyvende mår. Flyv den flyvende jægt, flyv den flyvende mår ned i den sorte jord og ikke mere ondt gøre. l navnet Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd«.

En kone der mente at være en heks, kunne »forgøre« en bøsse. Det hed sig, at hun bøjede sig ned på jorden og gjorde en krans på jorden med en kniv på det sted, hvor manden står med sin bøsse. Kun en klog mand kunne frigøre en sådan bøsse ved at lægge en sølvknap i den på en bestemt tid og på en bestemt måde.

Det eneste virksomme middel, der var mod heksene, var at kaste salt på dem. Kom en heks eller et andet menneske, mor havde onde tanker om, husker jeg, at hun nok skulle skynde sig, inden de kom ud af vort hjem, at kaste salt på vedkommende, thi så kunne intet ondt ske.

l modsætning til de ondsindede ellefolk og nisser, der fortælles huserede på fastlandet i gamle dage, troede folk på Fanø, at naturen var befolket med mærkelige dyreskikkelser og spøgelser. I dalene og på markerne visse steder på øen færdedes hovedløse heste og»bjergkatte«. Det var ikke behageligt at møde slige uhyrer, derfor holdt folk ikke af at færdes slige steder om aftenen; men de uhyggeligste af alle skikkelser var gengangere.

Et skarnsmenneske kunne ikke finde ro i sin grav, men måtte »gå igen«. Var det en sølle stakkel, som tog sig selv af dage, kunne man være sikker på, at han kom til at gå igen, og det var højst uhyggeligt at bo i det hus, hvor han havde udført sin fortvivlede gerning, thi han spøgede der en bestemt tid.

I »Krugedal« i nærheden af »Kåverbjerget« gik i gamle dage tre hvide jomfruer, og folk var da bange for at færdes på dette sted ved nattetid, når tre hvide skikkelser vandrede der. Så hændte det sig, at en gammel mand fra Søn­derho en mørk aften var kommet no­get sent fra stranden med en børn strandtræ på ryggen. Byrden var tung, og langsomt vandt han frem gennem det bløde sand, træt som han var. Han satte sig. derfor på en af klitterne for at hvile sig med sin tunge byrde; men da kom de tre skikkelser gående henad »Krugedal«. Manden var netop i lag med at ville svinge sin tunge byrde op på sin ryg for at fortsætte vandringen og udbrød sukkende: »Gud hjælpe os alle«. Straks, han havde sagt disse ord, var der en af de tre skikkelser, som svarede: »Den bøn har vi i åringer gået og ventet på, og nu skal du have tak for dine ord både for dig selv og os«. Nu forsvandt de tre skikkelser, og for eftertiden kan enhver færdes i »Krugedal« ved nattetide.

Mikkel Grøns enke, der døde 1905, henved 80 år gammel, fortalte, at hun en aften kom ude fra helmplantning sammen med en anden kone havde set en mand, en genganger, der gik eller rettere sneg sig hen ad jorden efter stranden til. Samme enke var en gang ude ved stranden at hente helme til brændsel. Som hun gik derude mellem klitterne, hørte hun stemmer fra stranden, først sagte, og så blev det til skænderi og til sidst til lyd.

Karen Jensen, »Karen Kaal« kaldet, fortæller om engang hun gik til Nordby fra et besøg i Sønderho. Det var sent på aftenen og noget mørkt, da hun kom til »Pisbjerget« lige udenfor plantørboligen, som ikke fandtes dengang. Hun så noget henne på vejen en sort og en hvid skikkelse; men til sidst forsvandt den sorte skikkelse, og da hun kom hen til stedet også den anden.

Snedker Niels J. Clausen, der døde for ca. 20 år siden, fortalte, at han lige efter krigsåret 1864 en aften havde stået hjemme og set, at det var, som om den sydligste del af Sønderho havde stået i lys lue. Han gik så ned til den del af byen; men alt lå hen som sædvanlig, og der var ingen ild at se. Han havde da forstået, at det var »forvarsel«; men så tyve år efter brændte Mads Frandsen Jukes (?) hus, og ildskæret var så voldsomt i den mørke aften, at det fra Clausens hjem tog sig ud, som om det halve Sønderho brændte i lys lue. Clausen og mange gamle folk på hin tid for­talte ofte om, at der gik »forvarsler« for alt, hvad der skete af betydning, f. eks. dødsfald, ulykkestilfælde, ildebrand og lignende. C. fortalte, at han ofte havde set lys på steder i havnen, hvor i alt fald i et tilfælde der var druknet en mand på det sted, hvor han mente gang på gang i de mørke nætter at have set lys. Flere gange, når der skete dødsfald, fortalte han om at have set »ligskarer«, således en aften. han kom fra arbejde hos Laust Wollesen, mødte han en ligskare og måtte gå ud fra vejen.

I Jens Lydoms hus spøgte det i sid­ste halvdel af forrige århundrede; det hed sig, at det var svigerfaderen, L. B., som gik igen, han var nemlig fri­murer, og hans »frimurertegn« var ikke kommet med i hans grav, så måtte Jens Lydoms kone sammen med pastor Hilde, sognepræsten, en aften ud på kirkegården med sagerne, mentes der, og efter den tid mærkedes spøgeriet ikke.

I »Vindgat« og »Oles Toft« gik en hovedløs hest, i Kalvekrogen myldrede det med kalve. Skipper Sonnich Thomsen, barnefødt i Sønderho, men død i København for nogle år siden, gik som dreng hjem fra Nordby sammen med en kammerat. I nærheden af den tredje bro så de en bjergnisse, en lille mand med en rød, spids hue på hovedet. I skibene var der også somme tider set en nisse; men som nævnte tilfælde ved den tredje bro og så en enkelt skibsnisse er der ellers ikke fortalt mig noget om nisser.

En snedker, som lavede ligkister, fortalte gerne forud, hvor han skulle hente træet til en ligkiste, almindeligt i det hjem, hvor dødsfaldet var sket, thi dengang var der ikke tømmer­handlere i hver by sådan. som nu, og så måtte folk være belavet på selv at have forsyning. Nævnte snedker var så »synsk«, at han almindeligt på forhånd fortalte om at have set brædder til en ligkiste. Således fortalte han om et bestemt hus en aften at have set brædder stående op til huset, og det skete virkelig også således.

Det sted døde. manden, og ud på aftenen blev brædderne hentet ud fra lof­tet og sat op mod taget på det sted, han havde set, og det var også denne aften klart måneskin, akkurat som han havde forudsagt.

Til sct. hans knytter sig det sagn, at når et skib eller fiskerbåd bestod af træ, om det så var et eneste brædt, som var fældet sct. hans aften, var et sådant fartøj viet til undergang, og blevet skib i havn forladt af rotter, var det for søfolk i ældre tid et sik­kert tegn på skibets forlis på rejsen fra denne havn.

Gamle Niels Mandø kunne forudsige dødsfald i forskel­lige hjem, hvorfra han havde set ligskarer ved aftenstide. En nabokone­ til ham kunne også fortælle om en ligskare; hun kunne tælle, hvor mange af mændene der havde »højhatte«(silkehatte) på. Klitfoged Laurids Harby fortæller, at han som 20-årig mand i halvfjerdserne en måneklar aften gik forbi kirkegården, og da han ville skyde genvej ind mod stien forbi præstegården, blev det pludseligt mørkt, og det var som mærkede man noget bevæge sig i mørket. Så blev han bange og troede, det var et spøgelse, og så vendte han om og gik en anden vej ad hjemmet til.

Afdøde styrmand Jes A. Pedersen mødte, efter at det var blevet mørkt, en ligskare og blev forvildet, og det var, som der gik en flok mus over ham. En anden mand i Sønderho så også en ligskare, og han kendte fol­kene i den. Det samme kunne også gårdmand Niels Christensen i byen, som døde 1896, fortælle. En nulevende bådskipper i 70 års alderen påstår, at han som ung mødte en ligskare og måtte følge med til kirkegårdslågen.

Kaptajn Jes M. Knudsen, Sønder­ho, født 1842, har fortalt mig følgende tildragelse: Det var i efteråret 1872. Han gik med sit skib fra Rotterdam sammen med en anden sønderhoskipper, hvis skib for øvrigt hed »Karen« ligesom kaptajn Knudsens skib. Da skibene var kommet til søs, var havet i voldsomt oprør, og begge skibene stødte på bunden, da de befandt sig i bølgedalene. Dog fortsattes farten fremefter; men næste dags morgen, da vi var nået startpynten, og der var smult vande, satte den anden skipper, Hans Frederiksen, sin båd ud og roede hen langs siden af mit skib for at spør­ge, om vi ikke begge skulle søge ind til Plymouth for at få skibene efter­set, eftersom han formodede, at grund stødningen havde gjort skade. Vi gik så begge skibe ind i tørdok i Plymouth, og ved eftersynet viste det sig, at begge skibene havde fået skade. Den blev så udbedret, og vi var parat til at forlade dokken; men så blæste det en storm. Da kom F. til mig morgenen efter og fortalte, at han havde drømt om forlis, og et ungt menneske, som sejlede med ham for flere år si­den, havde vist sig i drømmen for ham, da han forliste på Jyllands kyst, og nu sidste nat gjort nogle tegn til ham, som han opfattede som et varsel. F. ville ikke gå, før han fik det løfte, at jeg ville fortøje mit skib, da han var inde på, at havet ville bryde gen­nem dokportene. Skønt vi først gik hen og så dokportene, der efter vort skøn var solide og forsvarlige, beslut­tede vi os begge til at fortøje vore skibe. Da vi var færdig hermed, tog vi os en passiar; men så skete det skrækkelige, at den ene dokport fløj op, og vandet styrtede ind. Nu takkede vi forsynet for, at vi fik fortøjet, ellers vilde søen have knust begge skibene mod kajen. Det rygtedes snart over hele byen, hvad det var, og en mæng­de mennesker kom ned ved dokken for at se de to danske skibe, hvis førere forudså katastrofen. Bladene skrev også om tildragelsen.

Fiskerne på Fanø havde i gamle da­ge en klippefast tro på, at de redska­ber, som de benyttede til fiskefangst, kunne »forgøres« af ildesindede men­nesker; men heldigvis havde man også midler for hånden til at afslå så­danne onde anslag, Når man havde en fiskeline til en bakke eller et våd fær­digt, behøvede man blot tre gange at kaste en glød over samme. Til »botlinger«, en line med kroge bundet til kæppe, skulle skæres et kors neden­for det sted, linen var fastgjort til, så formåede ingen at »forgøre« det. Et nyt garn eller line sikrede man også mod at blive »forgjort« ved at binde et stykke jern ved det. At møde et gammelt kvindfolk på vej til fiskeri gav fiskeren den formodning, at fiskeriet ville mislykkes. Mange af de gamle fiskere kunne sommetider bruge stærke og ildeklingende ord, når de befandt sig på landjorden; men på havet, når de satte garn eller line ud, vågede de omhyggeligt over, at ingen banden eller sværgen fandt sted.

Om Peder Gammelby, en skibsbygger, der døde i Sønderho 1846, fortælles, at han var en meget klog mand, men der var noget "sært" ved ham, og folkene i byen var bange, for ham, thi man sagde, han kunne hekse: Folk undgik ham, hvor de kunne, og selvom han havde været med til at bygge med et nyt skib, »glemte« man at indbyde ham til »rullegildet«, og hvad dermed fulgte. Et nyt skib, ­han havde været med til at bygge, skulle rulles ned og gildet holdes. ­

Hele grandlaget og det meste af byen var indbudt, men P. G. var som sædvanlig »glemt«. Rullearbejdet var i gang; men så kom vanskeligheder på halvvejen, kom P. G. for og sagde til bygmesteren: »Der er nok noget galt, og I må hellere vente, til I får mere hjælp«. - Nu troede enhver, at P. G. var skyld deri, at arbej­det standsede med at få skibet rullet videre til sit element, og man holdt råd om, hvad der skulle gøres. Så vidste man ingen anden udvej end byde P. G. med i laget. Dette forslag blev vedtaget, og P. G. tog fat med. Så snart han kom, gik skibet fremad på rullerne. Skibet kom snart efter ud i sit ele­ment, og P. O. kom med til rullegildet derefter, men folk så nu venligt til ham.

Fanøfolk i ældre tid havde stor tro til, at drømme gik i opfyldelse, og føl­gende fortælles herom:

- Jes Mejnerts traf en gang på et fremmed sted en af sine landsmænd, men denne lod som han ikke kendte ham, og Mejnerts lod sig heller ikke til kende, da han ikke var fuldt klar over, om den unge mand var fra Fanø og den mands søn, han antog ham for. Thi han kendte kun den unge mand fra han var dreng, men han lignede sin fader op af dage. Flere dage i træk mødte J. M. hin unge mand og lovede sig selv, at næste gang han mødte ham, ville han give sig til kende og hilse på ham. Dog han var endnu ikke klar over, hvis søn på Fanø den unge mand var. Men om natten drømte han om ham og fik besked på, hvem der var hans fader, og det passede da også rigtigt, da han et par dage efter mødte hint unge men­neske, som var rømmet fra et Fanø­skib, hvorfor han ikke, ville give sig til kende straks. Ved at indlede en sam­tale kom de til forståelse, og han fik at vide om drømmen, hvorefter de fik et behageligt samvær. 

Thomas Anthonisens Anne, gift med kapt. Niels Nielsen, fortæller, at hun mistede sin mand på søen i 80 ene. Netop den nat, da stormen rase­de og hendes mand samt hele skibets besætning blev begravet i bølgerne, blev hun lidt over midnat vågen, og ved at høre stormens susen blev hun ængstelig for ham. Dog efter at have vågetet par timer sov hun hen og drømte, at skibet lå kæmpende med høje bølger og stærk blæst og. fyldt med vand, så besætningen måtte holde sig ved, rigningen. PIudselig kom en meget høj sø og tog, henqes mand og de andre. ud i de frådende bøiger. Hun så  sin mand svømme nogle minutter, så forsvandt han, og hun hørte hans bedende stemme et øjeblik så nær, som det havde været uden for sovekammerets vindue. Men det var hende en trøst i sorgen, hvad hun havde drømt.

For mange år siden boede på Fanø en gårdmand Niels Winther, og da han en aften sent på efteråret gik ude i sin stald og røgtede kreaturerne, så han en flok får løbe forbi, og i den tanke, at hans egne får måske kunne være med, kaldte han på sin søn og sagde: "Der løb en flok får forbi. Løb efter dem og se, om ikke vore to slagte­får skulle være med". Sønnen løb efter fårene, og han blev ved at følge dem ud i klitterne, men han kunne ikke nå dem så nær, at han kunne kende dem. Da det begyndte at blive for mørkt, gav han tabt og vendte tilbage, men han havde ikke gået mange skridt, før han så en stor sort mand følge bag efter sig. Han blev ikke bange; men hvis manden var en overnaturlig skikkelse, havde han hørt fortælle, det skulle være godt, at lægge sig ned og drikke noget koldt vand, hvis det var at komme ned. Da han just kom forbi en stor pyt (pøt) med vand, fulgte han sin tanke og lagde sig ned på maven og drak. Men da kom den sorte mand hen til ham og sagde, at han skulle følge ham, og drengen fulgte så i tavshed skikkelsen. De vandrede sammen over klitter og dale. Drengen så og kendte hver plet nøje hele vejen, men han tyktes, som om det var jævnt og fladt under hans fødder som hjemme på hans fars gulv. Omsider kom de ud på stranden, og der så han en køn kirke og rundt om den en stor mængde folk, alle sammen sorte. De gik alle ind og drev drengen med. Han satte sig ved en pille og så til. Alle de forsamlede var sorte på nær en, som var ganske hvid, og han stod foran alteret og tjente dem som deres præst. Der blev prædiket, afholdt altergang og barnedåb ak­kurat som i kirken på Fanø. Kirken lå langt fra strandbredden og helt ude i havet. Men nu var det ved ebbetid, dog ville han vente at følges med den hvide mand i land, thi hans moder havde engang sagt, at det hvide skulle der altid være noget godt ved. Den hvide mand. spurgte drengen, om han ville følge ham. Drengen rakte manden stil­tiende sin hånd, og nu så han, at de var de sidste, der gik ud af kirken. Da de var kommet lidt fra den, forsvandt lige med et hele den sorte menighed, og drengen og den hvide mand stod ganske ene. Men så myldrede en ny flok frem, som drengen antog for fjen­der af den første, og de jævnede og ødelagde kirken, mens han stod og så derpå. Så bød den hvide mand, at de skulle gå, og de gik i lige linje over bjerge og dale, men da de kom til hans faders toftedige, spurgte den hvide mand drengen, om han vidste, hvor de var. Han svarede, at det var jo ved hans faders toft, og så måtte han gå hjem. Dagen efter gik drengen til præsten i Rindby og fortalte sin hændel­se, thi han kunne ikke holde det for sig selv. Efter ærindet hos præsten var drengen munter som før; men så meget ved gamle folk at fortælle, at der har ligget en by, der skulle have heddet "Vesterho" langt vest for Fanø - der, hvor nu skibene sejler, men den er forgået for mange år siden.

(Efter folkemunde ved Lambert Hansen).