Mitfanoe
Fuglekøjemandens vise

   Fuglekøjemandens vise

Ved Maja Pedersen, Sønderho

 

 

NEDENSTÅENDE gamle vise er digtet i året 1884 af fangemesteren ved en af de nu nedlagte fuglekøjer i Sønderho, Niels Jessen Anthonisen, der i over 30 år var fangemester og i den tid fangede i alt noget over 100.000 vildænder. N. J. Anthonisen, der døde 1940 - 87 år gammel - var søn af Thomas J. Anthonisen, som var med til at anlægge fuglekøjen i 1866. I sine ledige timer i ensomheden derude i køjen, digtede N. J. Anthonisen denne vise, som han sang med melodien til ”Jeg var en ung sømand, jeg var knap 17 år."

 

Udi den gamle kiste,

som i fuglekøjen står,

det musene mon friste,

hvad indhold den formår.

De har den gennemgnavet,

hvis der ej passes på,

at få den vel beslaget

og låget ligeså.

 

Den indeholder føde beregnet ej for mus,

nej, for en bedre grøde

der trives ej i hus,

som langtfra til os kommer

i efterårets tid,

den er fuglekøjens sommer,

dens vogters bedste tid.

 

Fra Finland ænder drager

i tusindvis herned,

dem dammen ret behager;

thi de ej bedre ved

end ligge der og svømme

og nyde livet sød,

dog derom de ej drømme,

at det bliver deres død.

 

Den køjemand han vender

ved kanalens munding bred,

hans ænder jo. ham kende,

som lokket har herned

en sværm af vilde ænder,

derfor han også må

tre håndfuld byg dem sende,

og derpå fremad gå.

 

 

Vildænder ham ej kender,

derfor de opad gå

imod kanalens ender,

hvor stille de mon stå;

thi garnet vil ej briste,

endskønt det prøves skal,

han må dem deraf vriste,

for at knække deres hals.

 

Den vise den er digtet

udi en ledig stund,

mens ænderne har ligget

og taget sig et blund.

Alt i naturen hviler,

og alting er i ro,

den køjemand han smiler.

og gør sin gerning tro.

 

 

Da det ved lov blev vedtaget, at fuglekøjerne på Fanø skulle nedlægges, gik det Fanø-boerne til hjerte, ikke mindst den gamle fangemester, og hans vise fik da tilføjet følgende vers:

 

Bort skal de gamle køjer,

der Fanøs stolthed var,

vort land ej andre ejer,

derfor vi æren har.

Nu hen til andre lande

de ænder drage vil,

og ej til vore strande,

de mere trække vil.

 

 

 image001s


- og der er liv i fuglekøjen

 

image003s 


Der er smukt i fuglekøjen

Bedriften udi køjen

den gik fra slægt til slægt,

derfor som mindehøjen

vi på den lagde vægt.

Med et bedrøvet hjerte

vi dem må lukke til,

det volder os stor smerte,

man os ej høre vil.

 

Ved den gamle fangemesters 80 års fødselsdag i året 1932 den 30. oktober, føjedes endnu et vers til visen, nemlig følgende fra en af hans venner:

 

Som træet rank du står endnu,

du gamle køjemand,

og giver læ .og værner

for dine, hvor du kan.

Men må engang du falde

for stormens tag tilsidst,

det er for dig at kalde

til større glæde hist.

 

 

Den gamle fangemester Niels J. Anthonisen havde over porten ind til fuglekøjen, hvor han havde bygget sig en lille hytte lige indenfor porten, opsat en træplade med følgende inskription udskåret og malet:

 

"Lyksalig den, som i sin hytte,

ukendt af verden lever hen,

og med sin velstands skæbne bytte,

kun ses af sin bekendte ven.

Herre, giv fred i landet

og brød i huset".

 

 

Denne træplade, der i fortiden havde haft sin plads over indgangsdøren til Anthonisens hjem i Sønderho, skænkede han, da fuglekøjen blev nedlagt, til frilandsmuseet i Lyngby, til det Sønderho-hus, som findes der, og her kan man stadig se den endnu.


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles