Dagligliv på Fanø 

 

 

"Maagen" årgang 1955

 

 

    Dagligliv på Fanø ved århundredskiftet

Af T. KRAGELUND

 

image001g

 

 

 

På Fanø, i Nordby og Sønderho, har der altid været en vis kappestrid mellem husejerne om at holde huset pænest og vel vedligeholdt. 

Tækkematerialet var væsentligst rør, der for det meste bjergedes på øen. På hederne var der adskillelige grunde søer, hvor der voksede fortrinlige sandrør, og såfremt de ikke kunne slå til, købtes der rør på fastlandet. 

Træværket på husene blev altid godt vedligeholdt med maling. Fanøboerne havde lært, at solen i forbindelse med vestenvinden og saltvandstågen hurtig kunne ødelægge træet, når det ikke var beskyttet med maling. 

Vinduer og døre blev altid malet med tiltalende og glade farver. Det var særlig de gamle sømænd, der sørgede for husenes maling og vedligeholdelse. 

I de små haver eller kålgårde, der hørte til husene, var der ligeså pillent og rent som indenfor døren. 

Alt, hvad der avledes i kålgården betød meget i husholdningen, og alt blev raget med. Først og fremmest var det kartofler, som blev lagt, så snart frosten var gået af jorden. Den sandede jord var let modtagelig for solens varme stråler, derfor spirede, kartoflerne hurtig i jorden og kom hurtig frem, og da der var godt hegn (plankeværk) omkring kål gården, var der godt med læ for den kolde forårsvind og for den slemme nattefrost, der ofte sved de første kartoffelspirer på marken.

I kålgården voksede der naturligvis også kål og desuden de forskellige urter, der som krydderi tilsattes. maden: purløg, persille m. m. I haverne var der også et lille stykke med sennep - sort sennep, der havde en langt. finere smag end gul sennep.

 

 

image003g 

    Der males sennep

 

 

 

Der var sennepssovs, når der spistes fisk og fisk var ofte daglig spise for befolkningen.

De tørre sennepskorn blev malet i et fad af træ. I fadet lagdes en kanonkugle, der med vrikkende bevægelser med benene kom i rask løb rundt i fadet - på den måde blev kornene malet. 

Bakskuld fra Fanø er kendt af alle fanøboere som en delikatesse, dog særlig for de ældre. I tidligere tid spistes der fisk, tørret, saltet eller røget, næsten hver dag i det mindste til, det ene måltid hele året.

I eftersommeren fangedes der ising, som blev renset, saltet, tørret og røget, og de kom i handelen som Fanø-bakskuld. 

Der fordres stor kendskab til at lave rigtig fine bakskuld. Ikke alene den rigtige saltning, men også tørringen fordrer påpasselighed; Kom­mer der regnbyger, må der ikke hænges fisk ud, og stille solvarme er ligeså galt. Regnen giver slimede fisk og solen råddenskab - og endelig kom det an på den rette røgning.               

Rigtig behandlede bakskuld er skinnende blanke - de lugter godt og smager dejligt.

 På Fanø er der ikke særlig langt til grundvandet, derfor var brøndene ikke særlig dybe. Tidligere stod der ved alle huse en brønd - vippe bestående af stolpen (sulen), en vippe (åsen) og "æ kieldsmæk” en tynd stang, hvori spanden blev hængt, når den sænkes ned i brønden. 

Et arbejde, der ikke må glemmes, når der tales om hjemlivet på Fanø, er vasken. På dette punkt var Fanøboerne foran mange hjem på fastlandet. Sømændene havde rig anledning til at købe smukke stoffer i udlandet, såvel hvidevarer som smukke kjolestoffer og fine tørklæder.

Fanøkonerne satte stor pris på at kunne hænge en fin hvid vask ud til tørring. 

 

 

image005g        image007g

 

image009g

 

 

    ARBEJDET I MARKEN

 

Arbejdet i og ved hjemmet var ikke så nær alt - langt det strengeste arbejde blev udført i marken.

I de fleste hjem j Nordby var der staldplads til en ko eller to samt til nogle får, og føden til disse dyr bjergedes på mindre, stykker jord, der lå mellem klitterne vest for byen.

Mændene, som var i deres bedste alder, var alle søfolk, og undertiden gik der både et og to år, før der var lejlighed til at komme hjem for at se til kone og børn.

Hjemmet med avling og drift af jorden samt børnenes opdragelse var fuldstændig overladt til konen. 

Mange koner har udført et næsten umenneskeligt slid for at bevare hjemmet og få føden, til manden kom hjem med penge.

Det var den lille ejendom, der i lange tider skulle give føden. Desværre skete det også, at skibet, som manden var med, gik tabt. i stormen, og dermed var hjemmets støtte borte.  

­

I sådanne tilfælde var der ikke andet for konen at gøre end bide tænderne sammen og stole på egne kræfter. Konen tog spaden og gravede. Marken for at spare pengene, som vognmanden ellers skulle have: Kun når gødningen skulle køres ud på marken og kornet såes, måtte vognmanden benyttes.

Kornhøsten blev foretaget med seglen, og ofte gik to nabokoner sammen for skiftevis at hjælpe hinanden. 

Når marken var høstet, blev kornnegene sat i skok (hobe) og stod således i nogle dage for at blive vejret og tørt. Var kornet tjenligt til at komme i hus, sparedes vognmanden også. Konen bar kornet hjem i et lagen, hvori hun. lagde så mange neg, som hun kunne bære.

For hjemmet og børnenes fremtid gav fanøkonerne alle deres kræfter.

 

 

image011g

Frøken Johanne Winther, Nordby, født den 7. september 1871, fortæller:

 

 

 

Min hele tilværelse har været en uafbrudt kæde af arbejde og sparsommelighed. Det var, hvad jeg lærte som barn og senere i min ungdom. Hvorledes skulle det blive anderledes?

Min fader, Peder Morten Winther, var styrmand. Lidt over 30 år gammel døde han i Rotterdam. Min mor, Valborg Winther, var ligesom min fader født i Nordby. Hun døde, da jeg var to år, og da kom jeg sammen med mine to søskende, en broder og en søster, til vor mormor for der at have et hjem og blive opdraget. Jeg kom dog straks efter mors. død til min moster, hvor det var meningen, at jeg skulle blive, hun havde nemlig ingen børn. Det gik dog ikke som tænkt. Moster døde et år efter, og så kom jeg sammen med mine søskende. Mormor sagde dengang, at nu skulle de tre søskende ikke skilles foreløbig.

Hvorledes Mormor klarede vor opdragelse, forstår jeg ikke; men hun var som så mange andre fanø­koner tidlig blevet enke og måske deraf selvstændig og viljefast til at overvinde vanskeligheder.

Morfar var skibsfører og tog på langfart. På hans sidste rejse havde han sin 16-årige søn med. En anden, lidt ældre søn var i købmandslære i Thisted.

Det tog lang tid, før der kom bud hjem om, at skibet var forlist med mand og mus. Den lange ventetid tog så hårdt på sønnen i Thisted, at han døde kort tid efter det sørgelige budskab.

Disse tre dødsfald var et hårdt slag for mormor; men hun var fyldt med energi, og derfor gik det. 

Til hjemmet i Nordby var der så meget landeri, at der kunne holdes to køer og enkelte gange tre. Selvfølgelig måtte vi børn hjælpe til ved alt muligt.

 

 

 

Mormor påtog sig at levere færdigesede bakker til fiskerne, og jeg har gået i "grøwt" mange gange. Ormene, jeg kom hjem med, satte mormor på krogene. Liner med orm på krogene blev lagt i en bestemt orden i bakken, færdig til at aflevere til fiskeren., 

Mormor var som sagt en slider og gav aldrig op. Overalt, hvor der var en skilling at tjene, var hun altid med. Først havde hun opdraget sine egne otte børn - af disse var min mor den ældste - derefter tog hun så vi tre børn og opdrog os, og vi var klar over, at vi hos mormor havde et virkelig godt hjem. 

Mormor udførte selv så meget som muligt af arbejdet ved landbruget. Hun havde en landmand fra Rindby til at køre gødning på marken samt til at pløje og så - resten besørgede mormor. Kornet høstede hun med segl og bar det meste af kornet hjem på ryggen ­kornet helt ude fra klitterne fik hun dog kørt hjem med hestevogn.

Kornet, der om vinteren skulle tærskes, besørgede hun også selv.

 

Efter min konfirmation kom jeg ud at tjene, og det samme var tilfældet med mine to søskende.

Mine søskende døde begge som unge - min broder blev 30 år og min søster 23. Hun var en meget begavet pige. Efter at hun var konfirmeret, kom pastor Trøjel for at tale med mormor, om det ikke var det rigtigste at lade hende læse til lærerinde. 'Mormor svarede, at det havde hun ikke råd til. Det ordner vi nok, sagde præsten; men vi må jo først tale med pigen; om hun har lyst.

Mormor spurgte min søster og fik som svar følgende: Jeg har stor lyst til at læse og studere, men kun til læge.

Der blev ikke talt mere om studeringerne.

 

 

 

 

Da jeg var 26 år, kom jeg hjem til mormor for at hjælpe hende ved landbruget. Meningen var, at jeg skulle overtage hjemmet efter hendes død, hvis jeg ellers kunne få det ordnet. Således gik det også. Jeg fik samlet, hvad der skulle ud­betales i arv til hendes børn og børnebørn, og så havde jeg ejendommen, som jeg passede, som mormor havde lært mig. 

Alt var dog i tidens løb blevet lettere, særlig da mejeriet kom, og mælken kunne leveres dertil.

Mælken om søndagen blev dog ikke leveret til mejeriet. Da mormor levede, kunne vi af søndagsmælken kærne så meget smør, at det kunne slå til i den kommende uge. 

Efter mormors død fortsatte jeg med at høste mit korn med segl, og om vinteren tærskede jeg mit korn med plejlen. 

I disse år, da jeg gik alene, kom jeg i tanker om. at tage en lille feriepige fra København, og det skulle være en forældreløs - jeg tænkte på min egen barndom. Jeg talte med provst Nielsen om det, og han skrev da til København. 

Nogle dage etter kom provst Nielsen og sagde, at der kom en lille pige, der dog ikke var forældreløs, men fra et meget fattigt hjem, hvor der var fjorten børn.

Jeg må rigtig nok sige, at det var fra et fattigt hjem. Pigens tøj var meget dårligt, men ellers rent og pænt.

Den lille pige, Ida var hendes navn, rettede sig meget hurtig og blev min lille, gode veninde. Hver sommer i ferien kom hun til mig. 

Jeg var imidlertid blevet ked af at tumle med ejendommen og besluttede mig til at sælge jorden og leje huset bort, jeg ville så tage plads som husbestyrerinde.

 

 

 

 

Jeg skrev til Ida, min lille københavner, at nu kunne hun ikke mere komme til mig i ferien, da jeg var flyttet hjemmefra.

Få dage efter fik jeg et bedende og rørende brev - om hun dog ikke måtte komme denne ene sommer, der var hendes sidste fra skolen.

Jeg kunne ikke modstå hendes bøn og fik det ordnet således, at hun kunne komme. 

Jeg havde nu mit arbejde som husbestyrerinde hos den gamle snedker Hans Nielsen og blev hos ham i over 10 år, til han døde. Jeg 'var dengang nået 50 års alderen.

Efter den tid tog jeg plads som sygepasser - et arbejde, jeg kunne få mere af, end jeg kunne over­komme.

Det var et strengt arbejde at passe syge mennesker om dagen og derefter våge om natten. 

I mindet om den tid siger jeg en gang imellem: Der er ikke mange, der kender nætterne bedre end jeg.

Da jeg blev 65 år, brød jeg af og tog hjem i mit gamle hjem, hvor jeg siden har levet og haft det godt. 

 

 

 

Min lille københavnerpige vedblev jeg hele tiden at stå i forbindelse med og besøgte hende flere gange. Jeg var med til hendes konfirmation og ligeledes, da hun blev gift.

Da Ida havde født en lille dreng, skrev hun et glædestrålende brev til mig om, at nu måtte jeg endelig komme for at holde ham over dåben.

Jeg svarede, at det umuligt kunne lade sig gøre. Det var dengang, jeg var husbestyrerinde hos den gamle snedker, og han var meget syg, så jeg kunne umulig rejse fra ham.

Jeg fik atter et brev om endelig  at komme.

 

 

Jeg kunne ikke rejse.

Efter dåben skrev Ida, at hendes dreng var døbt Johannes Wahl (altså mit navn). 

Det var et hårdt slag for Ida, da hun opdagede, at hendes lille dreng var blind.

Det gjorde også et dybt indtryk på mig, og jeg skrev straks til Ida, at hun måtte gøre alt muligt, for at drengen kunne komme på blinde­instituttet og få en god opdragelse.

l årene derefter besøgte jeg ham flere, gange på blindeinstituttet, hvor han viste store evner som sanger, hvad han også senere har  vist.   

Nu er Johannes Wahl en kendt mand i sangens verden. Jeg har flere gange hørt ham synge. Engang skrev han til mig, at han skulle synge i Esbjerg i Paladshotel­lets. store sal, og hvis jeg kunne komme til Esbjerg, havde jeg fri adgang.

 

 

 

 

 

Jeg rejste til Esbjerg for at høre hans dejlige stemme. Inden jeg rejste hjem, havde jeg en lang samtale med ham.

Da jeg blev 80 år, skrev Ida tit mig. Jeg kommer for at ønske til lykke og takke dig for de mange år.

Jeg og var meget syg, og derfor skrev jeg til hende, at hun endelig ikke måtte komme.

Hun kom alligevel, og det var Johannes Wahl, der havde sagt til hende: Du skal rejse. Jeg betaler dit hotelophold, både kost og logi, og så er du ikke til besvær eller ulejlighed. 

Jeg var selvfølgelig glad for hendes besøg og ikke mindst, da jeg senere fik at vide, at det var sidste gang, jeg skulle se hende.

 

En måned efter hendes hjemkomst til København fik jeg brev om, at hun var død. ­

 Jeg lever nu stille i mit gamle hjem. Kræfterne er små og få; men tiden går ellers godt, og det skyldes, at folk er så gode og venlige imod mig - og så har jeg minderne, som jeg gang på gang lever om igen og om igen.

 

 

 

T. Kragelund.

 

image013g       image015g

Der høstes med segl                                                                         Kornnegene bæres hjem

 

image017g       image019g

 

   Kornnegene bæres hjem

 

 


Gå til top