En erindring om briggen "Claus"s forlis på Fanø strand den 30. november 1897, samme aften som Rindby forsamlingshus blev indviet. 

Kaptajnens far var med til festen i Rindby. Briggen kom fra Kragerø i Norge med en ladning mineprops til Runcorn i England; Ved strandingen satte hele besætningen livet til. Hvorledes ulykken er sket, kan der kun gisnes om. Vejret var uroligt sydvestlig; men dog ikke så stormfuldt med højvande, som vi så tit har haft. Der blev sagt, at briggen havde rorskade og, mistet en del af stråkølen; hvilket kunne tyde på, at den har hugget igennem på Horns'Rev. 

Vi var to drenge, som skulle i skole. Det var pens. kaptajn N. M. Brinck og undertegnede der kom forbi købmand H. Svarrers butik, da vi hørte en gammel fanøkone udbryde til H. Svarrer: "De' er, så pinnede sandt, tror, do, a ster o "lyver fo de? De æ "Claus", der æ strandet ud o æ strond, o Jørgen a' Hans Lassens søn o æ hile besætning de legger dø, der ud i landing" 

Da vi hørte det, rendte vi i stedet for at gå i skole ud gennem klitterne syd om Kurhotellet. Da vi kom ud til de yderste klitter, kunne vi se briggen stå med råsejlene spændt for en temmelig stiv vest, nordvestlig vind med byger, men solen skinnede af og til mellem bygerne. Den stod ca. 200 meter fra land med forenden vendt mod syd og antagelig det samme stykke nord for den såkaldte Kirkevej. 

En af bramstængerne var væk, men jeg husker ikke hvilken. Det var omtrent på samme sted, hvor hjuldamperen "Koldinghus" senere strandede, og mange år senere en tysk jernskonnert "Vadder Victor", der var lastet med dynamit.

Da vi kom ned til vandkanten, sagde Carl Alber; som havde sluttet sig til os (han var broder til afdøde slagtermester Johs. Alber): "Der ligger da en rulle 'sejldug". Vi løb derhen, og jeg bøjede mig ned og så med forskrækkelse at det var en mand med næsen trykket ned i sandet. Han var iført helt nyt olietøj. Det var det; vi antog for en rulIe sejldug. Lidt længere sydpå, lå der yderligere, fem - seks mand mere samlet. De sidste to mand drev i land ud på eftermiddagen, en ved Kurhotellet og en længere mod nord. De var ikke alle iført olietøj. Styrmanden havde således kun en blå engelsk sweater på. Et af ligene var en del forslået i ansigtet ­ det var vistnok kokken. 

Der var en del folk på stranden, øvrigheden og gamle dr. Jensen sås iblandt dem. Rindby redningsbåd var lige kommet tilbage fra briggen, hvor man havde set skibskatten ligge nok så fredeligt på sofaen i kahytten. Lige indenfor strandingen stod skibs båden (det var en kravelbygget båd, som senere blev solgt til produkthandler Baun i Esbjerg) med en stor revne fra overkant af stævnen til halvvejs ned til kølen, hvilket kunne tyde på, at den har hugget op under låringen af briggen, mens besætningen har forladt den. Lidt syd for lå prammen med bunden i vejret. Deri kan være slået overbord af en sø, da den tit bliver lagt med bunden opad ovenpå ruftaget eller ovenpå dækslasten. 

Men der kan også have været folk i, da de to sidste først kom i land ved næste højvande.

Det var en sorgens dag for Fanø. Jeg kunne ikke glemme det i lange tider. Min far, som tilfældigt var hjemme, købte på strandauktionen en tønde halvfuld af St. Croix­sukker, hvori der lå en stor udenlandsk flad muslingeskal; som besætningen havde brugt til at tage sukkeret op med. Skønt jeg var en hund efter søde sager, kunne jeg ikke spise det ved tanken om de døde folk ude på stranden.

Skibets last af props blev kørt til Sønderbroen i Nordby, og her blev det stablet op. Det blev min far; der dengang havde en topsejls-skonnert "Neiros" sammen med konsul Lauritzen, der sejlede lasten over til England. Han måtte to gange af sted, endda med høj dækslast, hvilket dette skib slet ikke egnede sig til, da det var byg­get til tunge laster. Da "CIaus" var udlosset, kom der mere stormvejr om vinteren og den drev højere op på' stranden og endte sine dage et lille stykke syd for nedkørslen fra Kirkevejen, hvor den blev ophugget. 

Det må have været et lille, godt skib, der egnede sig til at sejle med træ og den slags, og var strandingen sket 25-30 år senere, kunne entreprenørfirmaet Claus Sørensen, som senere tog stål­skonnerten ”Vadder Victor" ud, måske have taget '"Claus" ud også - men sejlskibenes æra var jo allerede forbi.