Høsten på Fanø i gamle dage 

"Maagen" årgang 1956


    Høsten på Fanø i gamle dage,

Af toldkasserer E. THOMSEN, Esbjerg

Min mor, der hed Marensine, stod netop i vor åbne grønmalede halvdør, da vor genbo Marthine en dag i midten af august måned i året 1896 indledte en samtale med hende:

    … Nå, Marensine, hvordan står det til med jeres bygmark; er den snart tjenlig? (hermed mente hun, om byggen snart var moden), hvortil min mor svarede:

- Jeg synes, den mangler lidt endnu i, at vi kan høste den!

- Ja, da. begynder vi (hermed mente hun sig selv og en anden fanøkone der hed Thrine) i morgen tidlig, så snart æ dåg (duggen) .er a æ jord. Vi skal endog skynde os, for der skulle gerne være mindst 10 traver (hver trave er på 60 neg) byg på vor mark!

At høste dengang var langt mere besværlig end nutildags, idet kornet blev skåret med segl. - Næste morgen drog de ovenfor omtalte to fanøkoner af sted til arbejdet i marken. Maden havde de i en så kaldt madask, og drikkevarerne som regel kold kaffe - var hældt på en lerdunk (kaldet æ skæg­mand). Madasken og lerdunken var sammenbundet med en snor og hen­slængt over den ene skulder.

Vi i mit hjem skulle også hver morgen, og forresten om aftenen også, ud i marken for at flytte vore tre får og fem lam. Jeg fik lov til at trække dem hen te' "æ pøt", et hul med dejligt friskt vand i klitten eller i et hjørne af marken. ­Grundvandet på Fanø står ret højt, så der var aldrig mangel på friskt vand til dyrene. 

Da vi var i nærheden af marken, hvor de to fanøkoner var i færd med at skære byg, lagde vi vor vej der forbi, som man siger, for at se, om de havde fået bestilt noget. Jeg kan se dem for mig de to stræbsomme fanøkoner, iklædte fanødragtens grove stoffer og med det stramtsiddende hovedtøj. Tilmed havde de sort maske (æ strud) for ansigtet, stående i bøjet stilling og med seglen i hænderne skære håndfuld efter håndfuld af den modne byg for sirligt at lægge de afskårne strå i bunker for senere at binde neg deraf. Ikke et strå gik tabt, så at sige. Først ved 19 ­tiden kom de to koner overophedede og meget trætte tilbage. Tilmed var det meget varmt i de dage, men vejret var ideelt, så det gjaldt jo om at hænge i. Således arbejdede de i en 3-4 dage, førend byggen var høstet (afskåret). Når vi skar byg hos os, skete det altid i kravlende stilling, og for at undgå at tøjet blev ødelagt, havde vi medbragt mindre stykker sækkelærred, som vi brugte til at lægge knæene på.

 

Fanøkonernes travle færden i mark og eng skabte en egen stemning og kolerit over det altsammen. Også de små piger i fanødragt (med hat og lin og lue på hovedet) vimsede omkring i leg og tagfat op og ned ad klitterne. Forresten var de ikke ret gamle, før de og vi drenge blev sat til at hjælpe til med arbejdet enten på den ene eller den anden måde. 

Når kornet var opskåret (høstet), blev negene, som det sker nu til dags, sat i skok, men efter få dages forløb blev alle neg vendt, for at sol og vind rigtig kunne tørre i dem. Det var endda ikke tilstrækkeligt. Samme dag, hjemkørslen skulle finde sted, blev samtlige neg vendt med bunden i vejret og stråene skilt fra hinanden: Først da samledes de i kjerre (3 neg i hvert bundt). 

Når så endelig vognen med kornet holdt for døren, blev det smidt ned på jorden, derefter ind på lo gulvet og derfra op på loftet. ­ Hvor meget lettere ville arbejdet ikke have været, såfremt der havde været en "atten gaf" (arkengab) en slags udbygning i taget over hovedindgangen, så kunne man di­rekte fra vognen forke kornet direkte ind på loftet. Men hverken på Marthines eller vort hus var der en sådan "attengaf".

Efter at kornet var bragt i hus, begyndte de samme to fanøkoner at tærske det med plejl. Lyden af plejlenes slag mod negene på logulvet glemmer man aldrig. - Der stod de to kvinder fra morgen til aften dag efter dag ustandseligt svingende plejlen over skulderen ned mod logulvet for at fravriste stråene selve kornet. Når det var sket, blev halmen i store bundter smidt op på loftet igen. Det aftærskede korn blev renset i en grov sigte (æ suld), og også dette arbejde udførtes med hænderne. ­ 

Først da var kornet klart til at fyldes i sække. Alt i alt havde det taget ca. 3 uger at få høstet og aftærsket 10 traver byg (ca. 600 neg). ­

 Sammenligner man arbejdet den gang og nu, ville en mejetærsker på mindre end en time have udført hele dette stykke arbejde, og så var kornet endog påfyldt sækkene.

Opstiller man det spørgsmål: 

- Hvorfor sled fanøkonerne dog så hårdt? - det var dem alle – må svaret blive: De betragtede det som en selvfølgelighed, at de måtte gøre deres til at få så meget lagt til side, at mand og far (de fleste var jo søfolk) kunne holde op med at sejle i en ikke alt for sen alder.

 

 

image001u

 

Fanøpige i markdragt


 
image003u

 

En fanøpige på vej til plantning på sandklitterne med maske (strude) for ansigtet til beskyttelse mod vinden og sandet. - Billedet er fra 1855. 

 

En skibsfører, der havde besluttet sig til ikke oftere at rejse ud mere - han havde sejlet siden sit 14. år og var nu blevet 60 år ­har fortalt mig, at idet han betrådte fanøfærgens dæk, hvorfra han kunne se over til Fanø..- han havde sit hjem i Nordby – fyldtes han med en sådan glæde og tak, at han, mens færgen gled mod øen, uvilkårligt nynnede det lille vers:

 

Hjem, hjem, mit kære hjem,

nej, ingen plet på jorden

er skøn som du, mit hjem.


Gå til top