Hav og strand - en fortælling af Andreas Karl Madsen

Fra hav og strand


En artikel fra 1952, fortalt af en gammel sømand, der efter nogle år gik i land og blev opsynsmand ved Fanø Vesterhavsbad.


madsenOm togter med forskellige Fanøskibe fortæller Andreas Karl Madsen, født i Nordby d. 23. februar 1872:


Min far, Kristian Nielsen Madsen, født d. 15. maj 1832 – død d. 31.8 1919, var blikkenslager og kunne tillige lidt af forskellige andre håndværk. Han var kort sagt en altmuligmand. Min mor var Maren Lorentsdatter, født d. 1. november 1829 – død d. 11. februar 1903.

Da jeg var 14 år- i 1886 - blev jeg konfirmeret sammen med 29 andre Fanødrenge, hvoraf de 23 straks tog til søs, Fanø havde dengang en skibsflåde på over 150 skibe, så der var plads for raske drenge.


Jeg kom med kaptajn Thomas Nielsen og styrmand Christian Gram - de skulle overtage føringen af et skib, der lå i Londons havn. Overfarten fra Esbjerg til England skete med dampskibet "Riberhus".

I London kom vi ombord i et stort skib - "Zelia" – som kaptajn Thomas Nielsen skulle føre til Sydamerika. Skibet var hjemmehørende i Columbia.Zelia
Besætningen var på 13 mand, alle fra Sydamerika; der var både mulatter og indianere. Kommandosproget ombord var engelsk, men i lugaret taltes der kun spansk, så der var meget at lære for en 14 års dreng, ikke alene sømandskunst, men også sproget.
Skibet var lastet med stykgods og var i hav adskillige steder – i Rio Hacha og New York. Vi var i England 2 gange med last og fik stykgods med ud igen.


Jeg lod mig afmønstre, da jeg havde været med i 18 måneder, det var nu omkring 1888.

Hjemkommet til Fanø gik jeg en kort tid uden at rigtig tage en bestemmelse og tog så ud en tid som line fisker. Det var dog ikke et arbejde, der kunne tilfredsstille mig, så jeg tog hyre hos kaptajn Søren Anndersen Dam, der sejlede med skonnertbriggen "Cathrine" NQFD.


Jeg var kun med i 6 måneder og da vi kom til Amsterdam, afmønstrede jeg og kom med et hollandsk dampskib til Hamburg og derfra ville jeg en tur hjem til Fanø.

I Hamburg traf jeg min fætter, kaptajn Mathias Mathiasen Madsen, der havde købt et jernskib "Elna", der skulle til Australien med stykgods. Han ville gerne have mig med på denne tur og fortalte mig samtidig, at han før afrejsen hjemme fra Nordby havde talt med mine forældre, og de havde aftalt, at han, såfremt han traf mig i Hamburg, kunne hyre mig til denne tur.

Vi bestemte, at jeg skulle gå med for at se skibet og hvor smukt det var gjort i stand. Da jeg gik op ad landgangsbroen til skibet, var det som om en hånd trykkede mig på brystet, så jeg snappede efter vejret og samtidig var der en stemme inde i mig, der sagde: "Nej, nej, tag hjem". – Jeg var rundt at se skibet og jeg fik kaffe, vi talte sammen om alt andet end det, jeg var kommet for. Kort efter rejste jeg mig og sagde farvel og tak samt føjede til, at jeg ikke tog med – men tog en lille tur hjem til Nordby.
Min fætter bebrejdede mig, at jeg ikke ville lytte til hverken kam eller mine forældres ønsker. – Jeg kunne ikke. – Det var denne klemmen for brystet og stemmen der sagde nej, som jeg ikke kunne blive kvit.

Hjemkommet til Fanø gik jeg en måned før jeg søgte hyre, som jeg fik med briggen "Medor", der førtes af kaptajn Hans Svarrer. Den gik ud fra Hamburg med stykgods til fjerne kyster og havne – Acapulco, Manzanillo og Colorado. I Colorado lastede vi sølverts og et andet sted farvetræ med hjem. Rejsen tog et år.
På denne rejse fik jeg bud om, at min fætter Mathias M. Madsen, der fra Hamburg ville have mig med på sit nye skib "Elna", var kommer godt til Australien og derfra var skibet sejlet til Sydamerika.
Men på den rejse forsvandt både skib og besætning!
Denne meddelelse gjorde et dybt indtryk på mig og jeg har stillet mig selv dette spørgsmål mange gange siden: "Hvorfor kom du ikke med". Der er meget mellem himmel og jord, som vi ikke forstår, og derfor mange gåder, som vi ikke kan løse.

 

I november 1889 tog jeg hjem for at gå på navigationsskole, og d. 1. juli 1890 tog jeg 1. del af styrmands- og maskinisteksamen.


Fra skolen tog jeg hyre på barken "Laura", ført af kaptajn Peder Hansen Clausen, barken var bygget hos skibsbygmester Søren Abrahamsen i Nordby.
Skibet var lastet med stykgods fra Hamburg til Tahiti og derfra skulle vi have tørrede kokosnødder med hjem. På denne tur lavede vi en jordomsejling for at få den bedste vindretning at sejle med. På vores sejltur syd for ækvator var skibet stadig omkredset af albatrosser, det er jordens største svømmefugle og de kan nå et vingefang på over en meter.


laura1I gamle dage ansås albatrossen for en hellig og ulykkesfugl. Hellig, fordi der i hver en albatros boede en død sømands sjæl, og for en ulykkesfugl, når alt for mange af de store fugle i stormvejr kredsede omkring skibet; de varslede da undergang og fuglene var parate til at hente de druknedes sjæle. Vi tog nu ikke hensyn til de gamle fortællinger, men gjorde meget for at fange albatrosser.

En dag fangede vi 34 fugle. Det gav travlhed på skibet.

 

Styrmanden satte mandskabet til at plukke fuglene, de fine dun ville styrmanden have og derefter blev fuglene flået. Vi brugte bryst og lårkødet og da det blev kogt, tog det transmagen og derefter blev det stegt og så smagte det udmærket. I bugten ved Californien har vi også prøvet at fange skildpadder, som lå i vandet nær kysten. Kødet af skildpadderne var meget velsmagende, ligeledes deres æg.

 

Jeg var på en del mindre rejser med forskellige skibe og tog så hjem en tur. Det var en gammel, men god skik, at alle sømænd, så snart der var lejlighed for det, kom hjem for at besøge forældre og søskende. Mit besøg blev dengang kort, jeg tog med kaptajn Svarrer, der skulle til Hamburg og føre skibet "Maracaibo". Det skulle til Venezuela og rejsen tog 6 måneder.


Hjemme igen tog jeg på navigationsskole for at tage 2. del af min styrmandseksamen.
I august 1893 tog jeg hyre med barken "Valparaiso", ført af kaptajn Lorentzen fra Ho. Vi gik med ballast til Sal Island i Cape Verde øgruppen, hvor vi lastede salt, der skulle til Bahia i Brasilien, derfra gik vi i ballast til Mobile, Alabama, hvor vi lastede pitch pine, der skulle til Buenos Aires og fra Rosario skulle vi have oliefrø med til London.

 

På denne rejse fik jeg tyfus. I 14 dage fik jeg kun det klare vand som eneste næring – hvorledes jeg atter kom til kræfter, forstår jeg den dag ikke.
Resultatet af sygdommen udeblev heller ikke, thi efter nogle års forløb, måtte jeg forlade livet på havet på grund af tuberkulose.
I 1895 var jeg marinesoldat og til orlogs med korvetten "Dagmar",. Jeg slap med en tjenestetid fra 26. april til 10. oktober.

 

I 1896 blev jeg gift med Mette Marie Hansen fra Nordby.


Mit helbred var som sagt ikke af det bedste, jeg forsøgte at tage mindre ture med skibe, der sejlede herhjemme, men jeg måtte give op.
Jeg var så heldig at få arbejde i 1897 ved Fanø Vesterhavsbad som forvalter.


Kilde: Nordby sognearkiv


Gå til top