En fortælling af Andreas Karl Madsen, tidligere styrmand

Da min sygdom tra tidligere sejlads umuliggjorde, at jeg forsatte på havet, fik jeg en stilling i land

l 1897 begyndte jeg ved Fanø Vesterhavsbad som forvalter, som direktør Lassen sagde. Det vil sige, jeg var formand for arbejdet, når noget skulle udføres og tillige var jeg strandmester, kort sagt opsynsmand med alt ude ved badet. Der var meget at bestille ved Badet den gang. I højsæsonen havde jeg adskillige hjælpere.

Vi havde 143 strandkurve og 70 flagstænger, der altid var besat med flag.
Badet åbnede den 15. maj og lukkede 15. september.

Badevognene blev dog ikke kørt op før den 23. september.

Her fra landet var vore grever og baroner med familie, samt direktørerne fra vore store banker og handelshuse meget stærkt repræsenteret.
Der regnedes i øvrigt den gang med, at halvdelen af gæsterne var udlændinge; af dem var tyskerne i overtal, men der var desuden også gæster fra Polen og Rusland, og ikke så få fra England. Fra Norge og Sverige var der også en del, men ved optællingen af gæsterne regnede vi disse som danske.

Prins Valdemar og prinsesse Maries ophold på Kurhotellet havde gavnet meget.

I det sydvestlige hjørne af "Kuren" var der to værelser, der stadig siden kaldtes prinsegemakkerne. Møblerne var meget store, franske møbler, og sengene var så brede, at man ikke behøvede at tænke på, om man lå på langs eller tværs. Det var meget smukke møbler. Gæster, der boede i disse værelser, betalte selvfølgelig en meget høj pris. Vesterhavsbadet havde da noget af verdensformat over sig. Badets orkester på 18 mand spillede hver eftermiddag på musiktribune foran hotellet. Hver torsdag var der kurbal i kursalen med adgang kun for hotellets gæster samt for de familier, der boede i villaerne og havde kurkost.

Ved disse baller så man damernes pragtfulde toiletter og eventyrligt pragtfulde smykker. Hvad enten man syntes om det eller ej, så var det et enestående syn at se ud over den store kursal, når de mange gæster dansede til det store orkesters dejlige dansetoner.
Hver tirsdag aften var der børnebal, og jeg er sikker på, at dette bal havde alles beundring, og det må siges, at børnenes tøj ikke stod tilbage i pragt sammenlignet med de voksnes. Hver søndag aften var der almindeligt bal, hvortil alle kunne komme, når ellers påklædningen var anstændig. På de rigtig fine sommerdage var der liv og lyst på den fine strand. Hver dag var der da et eller andet, der samlede gæsternes opmærksomhed. Der var et spørgsmål, der stadig gav anledning til gnidning gæsterne imellem, og det var flagspørgsmålet.

Alle udenlandske gæster havde altid deres eget lands flag med, som de hængte ud som et visitkort, men så snart der var tale om en flagstang, da skulle der hænge et dansk flag øverst. Det gav som sagt anledning til mange heldigvis mindre divergenser gæsterne imellem. Jeg har ordnet mange af disse spørgsmål mellem gæsterne og altid til fuld tilfredshed.

Omkring strandkurvene på stranden gravede den enkelte eller familierne en gryde, eller rettere sagt en sandborg, og indenfor denne borg rejstes der en flagstang, det var på denne, det undertiden kneb med at få det danske flag øverst. Sandborgene var noget, der vakte opmærksomhed, for det var hele kunstværker der byggedes af sandet. Tyskerne var i begyndelsen særlig dygtige, og førte an med at lave fine og sjældne borge kunstfærdigt dekoreret ved hjælp af de mange kulørte skaller, der hentedes ved havet.

Danskerne var i begyndelsen tilskuere heraf - men det varede ikke længe, før de lærte kunsten, ja endog blev dygtigere.

Det kom tydeligt frem, da der kom sandborgskonkurrencer. - På en forud bestemt dag, kom der en bedømmelseskomite, der skulle afsige dommen. Der var udsat 13 præmier og af vin­derne var danskerne i overtal. På stranden gjaldt det om, når vejret var godt, at direktionen havde et eller andet, der kunne samle opmærksomhed - og stadig skulle der hittes på noget nyt.­

En dag holdtes der børnebal på stranden, en anden dag cyklevæddeløb, og en anden gang sækkevæddeløb, eller æggevæddeløb, eller en dag væddeløb, hvor løberne under løbet skulle trække en tråd i en synål. Således skiftedes der hver dag i godt vejr.

Efter anlægget af golfbanen samt tennisbanerne samledes også mange af gæsterne her som tilskuere, når der var kampe: I 1912 var jeg en rejse i Hamborg for at studere golfbanerne der, og sam­tidig for at studere, hvorledes golfba­nerne skulle behandles.
Jeg har aldrig været golfspiller, men alle begyndelsesgrunde kunne jeg, og i de mange år ved Badet, har jeg lært mange både yngre og ældre begyndelsesgrundene i golfspillet.

Et år var der blandt Badets gæster en tysk professorfrue, der ville lære at spille golf, og jeg fik til opgave at lære hende begyndelsesgrundene, men det gik i begyndelsen ikke godt. - jeg måtte for alvor sige besked til professorfruen, og sagde: "Nu kan det ikke nytte, at fruen danser can-can, når der skal spilles golf" -- og det hjalp -. fruen, tog mere stille og fornuftigt pa spillet.

l 1922 havde jeg 25 års jubilæum ved Badet, og det var mig den gang en stor glæde, at mange af Badets faste gæster kom og hilste på mig og sagde tak for venlig tjeneste og gammel bekendtskab i årene, der gik. Den gang tænkte jeg ikke på, at jeg næsten skulle nå til 50 års jubilæum, før jeg forlod arbejdet ved Badet. Jeg nåede ikke de 50 år. I 1945 holdt jeg op, det var da 47 år, siden jeg begyndte.

Jeg er efter de mange års arbejde ved Badet kommet til at holde at stedet. Jeg tager derfor flere gange i som­merens løb en tur ud til Badet, og har da alle gange glædelige oplevelser, thi som før nævnt er jeg i årenes løb blevet kendt med mange mennesker, både unge og ældre, og særlig er jeg blevet bekendt med mange fra Esbjerg, og jeg har den glæde, at de ikke går mig forbi, men kommer og hilser på mig og snakker om gamle dage da Badet havde gæster fra Europas forskellige lande.

Kilde: Nordby sognearkiv