Mitfanoe
En gæst fra København beretter om en bryllupsfest i Nordby i 1854

En gæst fra København beretter om en bryllupsfest i Nordby i 1854.

(Brudeparret var skibsreder og skibsfører, Christian Hansen Nielsen og Anne Mortensdatter, der blev gift d. 25.7 1854)


Jeg var kun tilstede ved brudevielsen, da der ikke var givet bydemanden, som overbragte indbydelsen, nogen bestemt svar, fordi vort ophold på Fanø kun skulle vare kortvarigt.
Fra kirken gik jeg derfor, med mit selskab op i byen og Odden og gjorde nogle småbesøg. Og alle vegne bad de os om at blive eller dog komme igen. "Har De ikke nok en aften tilovers for os?"bryllup1
bryllup3Men desværre, vi havde det ikke.


Ja, over på vestegnen kunne vi snerpede Københavnere og Sjællændere mangen gang have godt af at komme for at lære gæstfrihed.
Da vi kl. 21 kom hjem, foreslog vor vært, at dog nogle af os skulle gå over i brudehuset – så meget mere, da det lå temmelig nær.
Det var let at finde, da et stort Dannebrogsflag vajede ved husets vestlige gavl. Da vi kom ind, traf vi selskabet, der for resten ikke var meget talrigt, bænket i 2 stuer på rad. Det var et lille bryllup eller sommerbryllup, de store bryllup finder kun sted om vinteren, når mændene er hjemme. De fleste af de her tilstedeværende mænd var ikke øens egne, men honoratiores.


Manden i huset, brudgommens far var ude og brudgommen, der var styrmand hos faderen, var kun hjemme en 8 – 14 dages tid fra en tysk havn over Hamburg for at holde bryllup, derpå skulle han atter af sted og træffe faderen i England.


Nu sad denne vidtberejste unge mand der – indeklemt i en krog – men for resten såre behageligt, thi ved siden af sig havde han jo sin unge kone, nydelig – selv i brudedragten – der i øvrigt er langt mindre klædelig end den dragt, fannikker fruentimmerne sædvanlig bærer, og hvad krogen angik, da var den meget repurterlig, ligesom hele stuen og hele huset. Alt havde et net og velhavende udseende.


Væggene i storstuen "a sals", hvor det egentlige brudebord stod, var helt beklædt med hollandske porcelainsfliser,, en temmelig almindelig prydelse her på egnen, hvor man i det hele taget finder mange smukke sager som mændene bringer med fra deres rejser. Således stod på bordet to forskellige, meget sirlige thestel, hvoraf det ene på hvert stykke var mærket med manden og konens navne. Det var nu som ovenfor bemærket, kun et lille bryllup, der spistes hverken ærter eller flæsk.


Beværtningen indskrænkede sig til smørrebrød, the og punch. Ved punch forstås ikke det, man her betegner med dette navn, men en "punch" består af en kop kaffe med én eller flere snapse, rom eller glas vin i. Jeg fik plads temmelig nær ved en bordende og et øjeblik efter rakte en gammel kone ved den modsatte bordende (hun var brudgommens nabo og skafferske ved dette bord) sig så langt som muligt over imod mig og spurgte: Skal det være en vinpunch eller en rompunch? Jeg valgte det første. Skåret smørrebrød og fint brød var der nok af, og det manglede ikke på opfordringer til at nyde deraf.

 

Efter punchen kom en kop the, derpå nok en ditto og mens jeg var sysselsat med i god ro og mag at drikke nr. 2 – bankede én mig på skulderen med den bemærkning: Der er punch tilbage – hvilket jeg ikke straks forstod, men jeg blev gjort opmærksom på, at det var en "bydemand", som passer etikettens overholdelse, og et øjeblik efter sekunderes han af damen ved brudgommens side, som forsikrede mig, at jeg havde at drikke endnu en punch, men om det skulle være med vin eller rom, det stod til mig selv. Da ingen flere var "nogen punch" tilbage, rejste man sig og gav sig til at samtale i mindre grupper.bryllup4


Høslætten var i fuld gang, blev drøftet og en gammel mand fortalte historier fra søen. Mellem de unge kvindfolk drøftedes det spørgsmål, om der skulle danses? Konen i huset havde jo ikke tænkt derpå, men hvis man kunne få lov til at låne skolestuen ved siden af, og man kunne få musikanten fat, så havde hun intet imod, at der blev en svingom. Tilladelsen til skolestuens afbenyttelse blev givet og et tilbud gik efter organisten, der tillige spiller violin og desuden er småt urmager, men for øvrigt stokblind. En time efter begyndte dansen, og i mellemtiden gik passiaren lystigt omkring i de tre værelser der hørte sammen, storstuen, dagligstuen og et mindre værelse.


Bruden og brudepigerne fjernede sig for at ændre lidt ved deres påklædning. Jeg siger for spøg til brudgommens søster om vi skulle danse fannikerdans sammen. – Ja tak, og så dansede vi. Mens pigerne og konerne dansede sorgfrit og lystigt, ser brudgommen stolt og ømt på sin unge viv.


Udenfor danser de lette sommernatsskyer forbi månen, havet skvulper mod stranden, det lyder som sukke. Og disse sukke, hvad er det, de fortæller?
De fortæller om mangen en brudgom, der gik ned – "men havet tog ham, han gik i havn derude under de frådende bølger".
Det unge brudepar kunne for øvrigt fejre deres guldbryllup i sommeren 1904, hvilket jo ikke var mange forundt.

 

Kilde: Linda Vesterbæk, Nordby sognearkiv       


Gå til top

End Of Slide Box