Isvanskeligheder for ca. 120 år siden

Vi har i mange år ikke haft de store vanskeligheder med is mellem Esbjerg og Fanø, og det er sjældent, at færgen ikke har kunnet sejle.
Sådan har det ikke altid været.

Frem til århundredeskiftet 1889 – 1900 har man anvendt isbåde, når den normale forbindelse ikke har kunnet opretholdes på grund af isdannelser i farvandet mellem Esbjerg og Fanø.
Isbåden var en særlig indrettet båd, der kun blev roet. Det kunne være en barsk og langtrukken oplevelse og i 1887 berettes om en 7 timer lang transport.
(I de rigtig strenge isvintre i 1941 og 1942 anvendtes dog en hestetrukket båd, da der var så tyk is, at man kunne gå over isen mellem Esbjerg og Fanø.)

I 1888 henvendte Nordby sogneråd sig til Ribe amtsråd foranlediget af en klage over isbådtransporten.
--
Til Ribe Amtsraad.
Gjennem Fanø Birk er rådet i henhold til, hvad der blev vedtaget i amtsraadets møde d. 4.5 forrige måned, blevet anmodet om at afgive en erklæring i anledning af en anonym klage af 1.5 dette år over isbådstransporten mellem Fanø og Esbjerg og om eventuelt at fremkomme med forslag til en hensigtsmæssig ordning af det påklagede forhold.
I anledning heraf undlader raadet ikke herved at bemærke følgende:

Når der er meget is i farvandet mellem Esbjerg og Fanø, og overfartsforholdene derfor ere i høj grad vanskelige, må isbåden undertiden lægge til ved den yderste ende af molen (i Esbjerg) og derfra med stor besvær tage gods over. Det gjælder da om at benytte det rette øjeblik, når strøforholdende ere gunstige for overfarten, og der er ofte ikke engang minutter at give bort.

Undertiden hænder det da, at passagerer indfinder sig i det yderste øjeblik for at komme med båden, og det kan da ske at denne bliver stærkere tillastet end strengt taget forsvarligt – særligt for eksempel i juletiden, når der er meget gods og forholdsvis mange rejsende – idet det ville blive dobbelt besværligt at tage det indladede gods op fra båden og op på molen, hvor der desuden intet skur findes til dets opbevaring. Og det er heller ikke altid så let at tilbagevise passagererne og derved tvinge dem til at blive liggende i Esbjerg til næste dag eller længere.

På grund af drivis eller hård østenvind bliver det ofte umuligt at komme frem med den tunge isbåd, så det kan træffe at øen er uden forbindelse med fastlandet i flere dage, medens en damper eller mindre tung båd lettere ville kunne komme igennem farvandet.
Selv om farvandet er nogenlunde isfrit, når båden går ud, kan den undervejs blive omringet af drivis, hvoraf besætningen, selv om den består af kraftige mænd, ikke altid formår at ro båden fri. Er strømmen udgående, kan en sådan tur på flere timer i streng kulde være højst ubehagelig og ikke uden fare, især en mørk vinteraften.

Til tider kan dog – selv i strenge vintre – farvandet være nogenlunde frit for is og farten gå temmelig regelmæssig mellem Esbjerg og den faste iskant på Fanøsiden. I reglen er der dog kun forbindelse én gang daglig.
Under den nuværende ordning af færgevæsenet her, ses om vinteren, at samfærdslen med fastlandet i høj grad er besværlig og mangelfuld på denne årstid. En mere hensigtsmæssig ordning ville efter rådets skjøn opnås ved:

1. At færgedamperen ved vinterens begyndelse tog station i Esbjerg, da Nordby havn hurtigt fryser til. På grund af sin ringe maskinkraft og mindre stærke bygning, ville damperen ganske vist ikke kunne besørge farten, når der er megen is i farvandet, men den ville dog formentlig ofte kunne besørge overfarten af passagerer, post og gods på en langt mere betryggende og bekvem måde end det sker med isbåden.

Da rådet imidlertid må erkjende , at det mangler fornøden sagkundskab til at afgøre om færgedamperen ville kunne få en passende station i Esbjerg, uden fare for at fryse inde og om den tjeneste, den kan gjøre, i det hele taget ville stå i et rimeligt forhold til de forøgede udgifter for færgeejeren, som den påpegede ordning ville medfører.
Han måtte da billigvis ydes erstatning, delvis ved en forhøjelse af den sædvanlige dampbådstakst – for eksempel med en isbådstakst. Rådet henstiller derfor, at der må blive anstillet en sagkyndig undersøgelse af alle denne sag vedrørende forhold.

2. At der anskaffes en lettere jolle med station i Esbjerg, med hvilken passagerer og post kunne færges over under så vanskelige isforhold, at damper eller isbåd ikke kunne bruges. Når en sådan jolle blev bemandet med 4 dygtige og aktive mænd, ville den i mange tilfælde kunne bringe forbindelse til veje, hvor denne nu er en umulighed. En sådan jolle ville også kunne bruges til landsætning af passagerer og gods fra damperen under forhold, hvor den må ligge til ved iskanten på Fanøsiden.

3. At isbåden og ovennævnte jolle med alt deres tilhørende inventar, hvert efterår underkastes et sagkyndigt syn, samt at der fastsættes et maksimum af personer og gods, der må medtages, hvilket for det tunge gods vedkommende måske mest praktisk lod sig udføre ved et vandmærke på båden. For lettere, større gods vil det være vanskeligt at fastsætte nogen maksimumsgrænse, der er bestemte udtrykt, end at det nævnte gods ingen sinde må være til ulempe for passagererne eller hindre mandskabet i dets fri bevægelser.

Nordby d. 14. oktober 1888.
---
Vi kan have mange meninger om færgeriet, men i det store og hele er der sket kæmpestore forandringer i de sidste 100 år.
Heldigvis

Linda Vesterbæk, Nordby sognearkiv.

---

Læs også om isvinteren i 1942 - Isbro mellem Fanø og Esbjerg i 1942

Kilde: Nordby sognearkiv