"Havmanden", en beretning fra tiden omkring 1910.

En fortælling af Jens Hansen Iversen, Rindby, født i Rindby i 1900 og død i 1984.

I min barndom kan jeg huske, at vi jævnligt havde besøg af ham. Han hed Niels Sonnicksen, en glad lille mand, der var kommet galt afsted i Hamborg og fået den ene arm læderet ved at falde fra masten af et skib, han havde været forhyret på og var så endt her på Fanø.

Om vinteren var han mest på anstalten og om sommeren på fattiggården. Til tider kom han rundt og solgte hjemmelavet husflid og når han kom, så steg humøret altid – det skulle Niels Sonnicksen nok sørge for. Han kunne synge, spille m.m. og var i det hele taget én af dem, om hvem man siger: "Han er Løvenføg".

Min far havde ondt af ham og tog ham i sit brød. Det varede kun 3 måneder og det var nok fordi han skaffede Niels en bankbog, og der skulle så indsættes 5 kr. hver måned – det gik altså ikke. En morgenstund forsvandt Niels, men vi fik dog besøg af ham siden.

Blandt de mange egenskaber var, at han var rent tovlig med at svømme. En sommerdag var han med Fattiggården i engen, da han kom i tanker om at tage en tur til fastlandet. Efter en lille bemærkning om at det smalleste sted var fra Skrånebjerg, var han væk inden nogen tænkte over det.

Alle var klar over, at man ikke så ham foreløbig, men det kom nu ikke til at passe, for ud på aftenen kom han igen – højt grinende.

Han berettede, at han havde gjort forsøg på at komme over, vadede så langt ud, han kunne komme og begyndte at svømme. På samme tid passerede én af de daglige fragtbåde, der dengang brugtes mellem Sønderho og Esbjerg. (Det var for øvrigt et pænt syn dengang).

Men Niels Sonnicksen var dykket ned for så at komme til syne, når sejleren kom nærmere. Det lykkedes overmåde fint. Idet han dukker op og vinker med den krumme arm, får han øje på rorgængeren – en Fanøkone, som ved synet af ham går i panik – hun slipper roret og sprang hen til skipperen, der sov middagssøvn, og råbte:
"Foer faen, a haar sjet en havmand". – Niels Sonnicksen nåede lige at høre skipperen råbe: "Sludder kælling, der er eet noget der hedder havmand – det er mange år siden".

Sonnicksen blev desværre ikke ved med at være den samme, han blev blind og døde i Nordby – der var blevet noget trist over at snakke til ham -og det var ligesom at friheden var gået fra ham og da var der ikke noget ved det mere.

Kilde: Nordby sognearkiv