Barndommen – husker vi??, en fortælling af Gregers Peder Thomsen

Gregers Peder Thomsen blev født i Nordby d. 16.april 1886. Barndomshjemmet lå på Willemoesvej 8 i Nordby. Han tog lærereksamen i 1907 og virkede nogle år som lærer i København, men kom så til Sønderho i 1921 som førstelærer og kirkesanger.

Herunder lidt om hans barndom, fortalt af ham selv.

Min slægt går langt tilbage – en troværdig kvinde af vor slægt har fortalt mig, at vi stammer fra en gårdejer Niels Sørensen, der var sogneforstander og som boede lige syd for kirken i Nordby. Han var med til at købe Fanø sammen med en mand fra Sønderho i året 1741 på en auktion i Ribe.

Min fars navn var Jacob Thomsen og han kom fra en skipperslægt i Nørre Nebel, hvor min farfar var husmand om vinteren og sømand om sommeren. Min fars første sejltur var, da han som 13årig knægt var med en lille evert til Norge. Everten blev bygget bagved klitterne på Henne Strand og i 2 dele blev den transporteret på vogne og kørt ud på stranden, hvor den blev nittet sammen med trænagler, lastet med korn og søsat til Norge. Far sejlede i ca. 50 år indtil han var 66 år og han døde som en gammel mand på omkring de 80 år.

Min mors navn var Marensine, født Gregersen, datter af krydstoldskipper Gregers Peder Gregersen, der var kaptajn Hammers betroede mand under krigen i 1864. Som ung var han med til at overføre general Rye’s soldater fra Helgenæs til Fyn og senere videre til Fredericia i 1849.(Fra Helgenæs blev general Olaf Ryes brigade med skib overført til Fyn, og en anden brigade under general Christian de Meza kom sejlende fra Als. Tropperne blev overført til Fredericia i små både, som slesvig-holstenerne ikke kunne ramme.)

Min mormor hed Mærregrethe, hun var plejedatter på en stor gård, hvor man havde udset hende til hustru til plejesønnen, men hun foretrak en fattig sømand.

Far kom ud at sejle med et tysk skib, efter han havde gået rundt som arbejdsløs i Hamborg i flere måneder. Senere kom han til Fanø og læste til styrmand hos forstander Nic. Sørensen, som han så meget op til. Far tog en god eksamen, men skulle til orlogs om efteråret og måtte derfor ikke tage hyre inden. Derfor tog han til Sønderho og var med til at rigge den sidste skonnertbrig til - den hed ”Sønderho” – det var i 1871.

Han var imidlertid blevet forlovet med mor og tog hende derfor med til skibsbryllup, som formæling af skuder dengang hed. Værftet stod i Kalle Krog og blev drejet ned mod vandet med spil og sang. Så var der smørrebrød og fest og sang bagefter. Der var en pind snaps eller 2 i hvert glas øl. Far har fortalt, at da han sammen med de andre og med mor under armen syngende gik ned gennem Sønderho, hørte han forargede stemmer bag busktjørnene – ”Det er dog synd, at så’n kø’n fannikerpige ska ha’ så’n en fordrukken ka’l. Jeg har nu aldrig set min far beruset. De blev gift i 1874.

Far blev styrmand efter orlogstiden og kom på varmen. Han gjorde 3 rejser til Californien rundt Kap Horn. Han havde tidligere sejlet med ”Knud” og efter styrmandseksamen mønstrede han igen. Den sidste længere tur med ”Knud” gik med udvandrere til New York, derfra til Liverpool og videre til Hamborg og kaptajnen ønskede her at overlade skibet til far, men han følte sig ikke rask nok efter en tyfussygdom og ville hjem. Da havde han ikke været hjemme i lang tid – mor havde kun set ham et par gange i Hamborg og London. Dette skete i 1873.

Far blev senere skipper på lodskutteren i Esbjerg i 1881 og var der indtil 1892. Hans løn var 700 kr. om året og dog havde mine forældre eget hus!

Efter 1892 kom far ud at sejle som kaptajn med ”Emilie” og i mellemtiden var vi blevet en børneflok på 6.. I min barndom så vi far højst engang om året og da kun i ca. 14 dage efter at mor havde rejst til ham i Amsterdam og været hos ham lige sådan i 14 dage.

Der var stor glæde, når far kom hjem, både hos ham og hos os. Han havde gerne gaver med til os alle sammen. Mor fik kaffe, the og krydderier og pigerne tørklæder, og vi knægte forskellige drengeting, bl.a. fik jeg en violin, som jeg siden har spillet på i et par menneskealdre. Engang fik jeg et skib med 2 master, den var lavet af metal, vist nok zink. Endvidere fik mor klude, damask, silke, sjaler og spilledåser. Far handlede en del privat med småting ude i det fremmede, ellers var hans løn således, at vi først kom i realskolen, når han fik råd til det, for dengang kostede det penge at gå der.

Vi har kun set far hjemme én gang til jul i de første 10 år af min barndom. Da skulle han have haft en damper, men da han undersøgte den i London, sagde han nej tak, kort tid efter gik den ned i Atlanterhavet!

Når han skulle komme hjem, blev der forberedt. Hun sparede til daglig, vor mor, for hun sagde gerne: ”Far sejler, og vi skal spare”. Men når han kom hjem og når der var fest, var der ingen smalle steder, uden at man dog ødslede med noget. Far og mor holdt sølvbryllup, hvor der var 200 mennesker til sted. Præsten spurgte ved den lejlighed: ”Hvordan er med jer søfolk, som ser hinanden så sjældent? Vi andre landkrabber trisser omkring hinanden dagligt.” Dertil svarede mor: ”Det skal jeg sige dem, hr, pastor. Vi er som nyforlovede hver gang vi er sammen og han kommer hjem”.

Far havde altid hollandsk tobak med, og jeg kunne som stor dreng ikke holde mig fra den forbudne frugt. Men det kunne dog ske, at mor kunne sige til mig, der dengang var 15 – 16 år – ”Åh Grejs, tej jen a fårs cigarer og ryj den. Så’ert li’som om han er hjemme.”

Før jeg var seks år gammel fik jeg lungebetændelse p.g.a en travetur med min fætter og nogle andre drenge til Grønningen. Her vadede jeg mine støvle fulde af vand – der var sprød og nyfrossen is, der gik i stykker, når vi trådte på det. Jeg fik iskolde fødder – jeg kan endnu se mor tage støvlerne af mig og føle på mine fødder og lægge mig i seng. Jeg faldt om på gulvet og var meget alvorlig syg i 6 uger. Den gamle doktor Jensen kan jeg erindre. Han bad mig række min tunge ud og så fik jeg medicin, som jeg kan smage endnu! Min tante kom ofte til mig, og hun sad og malede kaffe og sang dertil – vi var hos hinanden, familien, når vi skulle bruge hinanden og som nu, da jeg var syg.

Mor kunne ikke rigtig styre mig og far var jo ikke meget hjemme – men min farbror boede hos os, medens han læste til sætteskippereksamen på navigationsskolen. Mor spørger ham så: ”Kan du ikke ordne den dreng?” Og da han tager mig i skulderen og rusker mig lidt, så siger jeg til ham: ”Do hår eet now å sæj øver mæ. A æ mand i æ huws, nær mi får ett æ hjæem!” Da lo de begge to, men jeg kom tidligt i skole.

Kilde: Fanø sognearkiv.