Mitfanoe
På brandvagt i Nordby

På brandvagt i Nordby


I Nordby blev der allerede i 1792 etableret en fast brandvagt.


Det kunne dog ske, at vagten på forskellig måde blev optaget af andre interesser, og hvad der kunne ske under en brandvagt, fortælles her af T. Kragelund:

Til forebyggelse af og imødegåelse af mulige ildebrande blev følgende reglement vedtaget af Oddens beboere i 1792:


Den 16. januar 1792 var vi underskrevne Oddens beboere i anledning af hr. stiftamtmandens nådige resolution af 23. december 1791 angående vagters ansættelse ved Odden i Nordby sogn og en del brandredskabers anskaffelse, forsamlede her i Fanø Tingstue og da på egne og hele byens beboeres vegne indgik følgende:


Først angående en vægter, da havde beboerne ikke råd til at leje en mand til dette, men indgik derpå, at der fra d. 11.november til den sidste dag i februar hver vinter skulle holdes vagt fra kl. 10 om aftenen til kl. 06 om morgenen, nemlig fra kl. 10 til kl. 02 af tvende mænd og fra kl. 02 til kl. 06 af andre 2 mænd, efter rigtig omgang under straf af en mark af hver ildsted til sognets fattige for hver person, der udebliver, og desuden at betale den i stedet lejede mand, og skal vagten ske forsvarligt.

Når brandvagten kunne ophøre den sidste dag i februar, skyldes det, at dagene fra den tid var begyndt at blive lange, og der altid fra den tid var én eller anden, der i nattens løb passerede gennem byen og ildsvåde på den måde hurtigt ville blive opdaget.


I "Fanø's Historie" læser man, at i 1822 var der i Nordby 158 bygninger brandforsikrede og alle var tækket med strå (tag eller rør) med undtagelse af kirken, kroen og smedjen, der var tegllagte. Afstanden mellem husene var enkelte steder så lille, at 2 mennesker ikke kunne gå forbi hinanden. Der er derfor let forståeligt, at der ville være alvorlig fare på færde, såfremt der opstod brand.

Denne gåen på vagt blev først ophævet i 1897, da kommunen lejede fisker John Danielsen og tømrer M. Frederiksen som faste natvægtere. I de fleste af de godt hundrede år, hvor der var privat vagttjeneste, var det mest kvinderne, der havde vagten, da mændene ofte var på søen.


Selv om mange Fanøkaptajner lagde deres skibe op om vinteren, var der også mange, der var på langfart og ikke kom hjem og det var særligt i de sidste åringer før vagttjenesten ophørte.
De, der havde vagt, havde i de fleste tilfælde let ved at få en afløser og der var mange ældre koner, der gerne ville være fri.
Var f. eks. en ung sømand kommet hjem på et kort besøg, skete det flere gange, at en ung pige gjorde alt for at få en nattevagt netop i disse nætter, thi der var da en god anledning til at gå ind i sømandens hjem om et eller andet og på den måde få sømanden i tale, som hun havde ventet så længe på.
Det skete også, at den unge sømand gik med på vagten og ganske ligetil blev der givet løfte om følgeskab gennem livet.

 

Det omvendte kunne være ligeså spændende:nordby31


Den unge sømand, der var hjemme, tog ofte en vagt for faderen eller moderen, og da kunne han finde anledning til, mens der endnu var lys i en stue, helt stille at åbne døren og aflevere en hilsen fra en eller anden af familien eller bekendte, som han havde mødt ude i fremmede havne.
Et uventet besøg var ikke altid helt kærkomment. Flere gange opdagede en ung sømand et eller andet i en ung piges hjem, som han ikke syntes om. Undertiden var der besøg af unge mennesker, som var de mindre gode.

 

Så kunne han tænke:


Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er.-
Husets datter kunne en sådan aften slå øjnene ned, når sømanden sagde godnat og ønskede dem en fornøjelig aften.

Vi ved en sømand, som efter en sådan opdagelse følte hjertet trangt i brystet. Men inden vagten var endt, var sømanden glad igen, thi da han gik og var mest beklemt, kom en ung pige listende efter ham og spurgte: "Du vil vel ikke have mig med en omgang"?
"Er det dig"? sagde sømanden, "dig, som jeg ingensinde kunne tænke mig ville se til den side, hvor jeg gik".
"Jeg har aldrig set efter andre, og derfor kunne jeg ikke andet end gå ud til dig og bede dig med hjem til kaffe. Moder og jeg har levet så stille, siden fader gik bort".
Heldet var med denne unge mand, først så han, hvem han skulle undgå, og så kom den unge pige, der senere blev hans elskede brud og trofaste kone gennem livet.

 

Skulle der være bryllup eller barselsgilde, var der stærk efterspørgsel efter vagterne den nat, thi lige så sikkert som man regnede med gæsterne, var nattevagterne ventet både til kaffe og spisning.
Det var særligt de unge, der kredsede om at få disse vagter. De unge enker var ikke mindst ivrige efter at opleve noget – det var jo ikke umuligt at få en hjertensven igen!
I mørke aftener, når vejret og jorden var tør, skete det undertiden at vagtmandskabet gik på lur. Alle vidste, hvor opholdsstuen og sovekammeret var i alle de hjem, de skulle forbi.
Når nysgerrigheden helt tog overhånd, kunne en vagt finde på at kravle på knæene hen under vinduet og lægge øret til muren for at høre, hvad der tales om i de sene nattetimer!
Var den lyttende så et af de mennesker, der ikke kan betros en nyhed eller en oplevelse, uden at den skal ud, selv om den skal ud mellem sidebenene, som det siges, var det sikkert at alle i hele Nordby dagen efter vidste, hvad der var sket eller ville ske.

 

Men beboerne lærte også meget hurtigt at tage sig i vare og fulgte nøje med i, hvem der havde vagt. For de vagter, der bragte enhver nyhed til torvs, var dørene for det meste lukkede. Den sidste slags oplevelser med nysgerrige vagter omtaltes altid med en vis foragt i stemmen.

Det har derimod altid været en fornøjelse at høre de ældre eller gamle fortælle om den glade ungdomstid, da vagttimerne spillede så stærkt ind i ungdommens spøg og alvor og ofte gav begyndelsen til en ukendt fremtid, hvor håbet for alle unge var et lykkeligt hjem.


Mange små episoder kan fortælles om vagttjenesten, og et er sikkert, at man ikke behøver at have megen fantasi for at forestille sig, hvilket liv i samtaler, små intriger og spøg den afstedkom mellem mennesker i en lille by på en ø og ikke mindst, når det som her var livlige kvinder, der stod for den.

 

Kilde: Linda Vesterbæk, Nordby sognearkiv


Gå til top

End Of Slide Box