Erindringer fra min drengetid på Fanø, 1880 - 1886

Erindringer fra min drengetid på Fanø 1880 – 1886


Skrevet af M. Jessen omkring 1936.

 

For ca. 50 år siden formede drengelivet sig på Fanø betydeligt anderledes en nu til dags, ligesom alt andet har forandret sig her i verden.
Skolegangen var til at begynde med meget primitiv – man kom i skole hos en ældre kone i hendes privatstue. Under afhøringen af lektien spurgte hun da samtidig ud om ens middagsmad i hjemmet og ønskede på denne måde sig noget af denne tilsendt.
Senere fik vi en lærerinde, der ret ofte måtte stænke det sandstrøede gulv med lugtevand!
Indtil 10 års alderen gik drenge og piger i samme klasse. Efter den alder kom man enten i realskolen eller fortsatte i den almindelige folkeskole. Mellem disse to skoler var der særligt om vinteren altid krig. Med de store drenge i spidsen stormede vi da løs på hverandre i frikvartererne, med sne og de bare næver, og det gik ofte hårdt til. Dem, der måtte vige, blev trængt helt ind i skoleklassen med sne, og lærerne måtte med eller mod deres vilje, følge med i kampen.


Under gymnastik eksercerede og marcherede de store drenge med geværer af træ – krigen i 1864 var endnu i frisk minde, og den tyske grænse ikke langt borte.trojel
Inden konfirmationen, som altid var den første søndag i februar, gik vi til at begynde med til præsten i kirken, men da denne ikke dengang var opvarmet, måtte vi i den kolde søge præsten i hans hjem. Til præstegården, der lå ca. 20 minutters gang uden for Nordby, hørte landbrug, som præsten havde en betroet karl til at passe. Vore bøger havde vi i hånden knyttet i et rødt tørklæde. Ved vor ankomst blev vi modtaget af præsten, hans kone og begge pigerne, der overværede morgenandagterne.
I køkkenet hang der en spand med sødmælk og kærnemælk til fri afbenyttelse af os. Når vi ude byggede snemænd eller sloges med sne, stod præsten gerne i døren med kalot på hovedet og røg på sin lange pibe, idet han morede sig over os. Både præsten, hvis navn var Trojel, og hans kone var meget vellidt på Fanø og var herovre i en lang årrække.

 

Drengelivet på Fanø pulserede hovedsageligt ved havnen. Fra ganske lille begyndte man at færdes i både og lærte hurtigt at vrikke og ro en båd, ligeledes sejlede vi med selvlavede sejl – til at begynde med – lavet af gamle sække. I havnen fandtes altid nogle everter eller galeaser – i dem klatrede vi både tidlig og silde, og skulle da helst så højt op, at vi kunne se over flagknappen.
En sådan evert sejlede jeg med hele sommeren, da jeg var 12 år. Betalingen var for dette tidsrum 30 kr. og kosten, den var god. En evert er et fladbundet fartøj med 1 mast, det havde et såkaldt sværd på hver side for at mindske afdriften inden krydsning. Besætningen bestod af skipperen, der ejede skibet, og drengen, der blev kaldt styrmand, men ellers var alt muligt. Vi sejlede naturligvis kun indenskærs, mest på Varde efter brændsel, klyv, tørv og lyng, men også på Esbjerg, der dengang kun var en landsby og omliggende teglværker efter mursten, grus m.m. – og om sommeren til Ribe å efter hø. Når efteråret meldte sig lagde vi op og skolegangen begyndte igen.

 

På øen byggedes hvert år et mindre barkskib, ikke ret stort i sammenligning med nutidens skibe (360 tons), men det var skibe, hvormed vi sejlede jorden rundt sønden om Afrika og Sydamerika med en besætning på 10 mand og som var borte fra de hjemlige farvande 2 til 3 år ad gangen. Da der ikke var plads i havnen til at vende disse skibe, blev de altid bygget med forstævnen udefter. Når de skulle søsættes, blev de hevet ud på ruller sidelæns ved hjælp af 2 store gangspil i land. Det ene gangspil var bemandet med tømmermænd – 30 til 40 mand – der sang danske opsange. Det andet spil var bemandet med elever fra navigationsskolen, der sang engelske opsange (shanties).


En sådan søsætning varede det meste af en dag og overværedes af de fleste af beboerne samt alle badegæster. Senere når skibet var færdigt, blev det bugseret til Hamburg, hvor det blev kobberforhudet over hele bunden – klar til de lange rejser. Fanø ejede på den tid en sejlskibsflåde på 80 – 100 skibe og var omtrent de eneste, der viste det danske flag på de store have. Beboerne var da også næsten alle søfolk. Af 30 konfirmerede drenge, kom de 28 som regel til søs.
havnen12

Om sommeren lå vi som drenge og plaskede i vandet til stadighed – første gang jeg var i vandet kunne jeg ikke klæde mig selv af eller på endnu, men løb nøgen inde fra stuen og ned til havnen – så snart håret var blevet tørt, måtte vi ud igen og det blev til mange gange om dagen.


Vi soppede også meget i havnen, og da der er ebbe og flod 2 gange i døgnet (normalt falder og stiger vandet med 7 fod), var der stadig afveksling dernede. Mellem Fanø og fastlandet ligger der en stor banke (kaldet søjord) denne er under vand ved flod og over vand ved ebbe. Forår og efterår, når vildænderne trækker forbi, slår de sig her for nogle dage – man kan da høre dem over hele øen.

Vildænderne fangede man i fuglekøjer. Man bruger hertil ca. 30 afrettede vildænder, der var stækkede og delvis tamme, de beboede et lille afsides beliggende hus, der var omgivet af kanaler og volde og fodredes af en bestemt mand. I trækketiden blev de så sluppet ud mellem deres vilde frænder, som de lidt efter lidt lokkede op i kanalerne – disse var overspændt med net, som manden, der lå på lur , lukkede når han syntes at der var nok ænder i dem. Lokkeænderne undgik han naturligvis at dræbe, så de kunne benyttes igen. Nu er fangst ved fuglekøjer forbudt her i landet, men nede langs Tysklands og Hollands kyster fanges der masser af ænder i dem.

 

Husene på Fanø er bygget med gavlene øst – vest for bedre at kunne modstå vinterstormene. Det er lave 1 etagers huse med stråtag – den ene ende er indrettet til beboelse, den anden til kreaturhold – får, svin m.m.
Om de fleste huse ligger der haver indhegnet af stakit. Beboerne går brandvagt hver nat, to og to sammen, hidtil har de dog været forskånet for større ildebrande – deres sprøjtemateriale er som overalt på landet meget primitivt.

 

Det er kun kvinderne, der bærer nationaldragt og denne er jo velkendt landet over, men vil snart høre fortiden til. Som drenge bar vi dengang ikke skjorte som nu, men en lignende trøje, som kvinderne bar (bajkje). Alt tøj blev kartet, spundet, vævet og syet af beboerne selv og det var meget stærkt og varmt. Moden skiftede ikke og tøjet kunne holde i mange år. På benene havde vi lange, hjemmestrikkede strømper op over knæet og træsko, helt af træ med en messingring om og en halmvisk i, de var beslået med jernkramper. Træskoene blev hvidskuret med sand – sand havde vi nok af, det brugtes overalt – på gulvene og i spybakken m.m. Det hvideste sand hentede vi drenge i båd i klitterne tværs over havnen. Vor første par støvler eller sko fik vi først når vi skulle konfirmeres.

Vores lege var, for en dels vedkommende, omtrent de samme som nu – dog ikke så mange. Sport, cykler og andre adspredelser kendtes ikke. Et par gange om året kom der en mindre karrusel over, denne blev hevet rundt ved håndkraft og vi drenge var ivrige medhjælpere til at holde den i gang. Engang imellem kom en lirekasse gennem gaden, drevet af en invalid fra krigen i 1864. Han bar da sin gamle, spidse soldaterhue samt et stort, sort fuldskæg – dengang gik alle mænd med fuldskæg.

 

Nede på skibsbroen var en lang bænk, der mødtes de gamle søfolk om aftenen og fortalte om deres oplevelser på de lange rejser ude i det fremmede, det var ofte spændende for os drenge at høre på. Ligeledes vinteraftener i hjemmet, når alt arbejde stod stille 1 times tid inden man tændte lampen, da blev der fortalt mangt og meget, som for os børn var spændende at høre på. Mange beretninger og overleveringer fandt da sted fra den ene generation til den anden.havnen13

 

Som dreng yndede vi meget at tage en pram og gå på fiskeri, hvilket kunne vare det maste af dagen. Vi fiskede ål, isinger og små rødspætter, men også mange andre småfisk fik vi. Vi la til anker med prammen et stykke ude – vore redskaber bestod af to net, der var bundet på en jernring af størrelse som et lille vognhjul – tværs over denne var fastgjort to jernpinde, hvorpå vi som agn, havde stukket krabber, hvis ben vi havde pillet af og hvis indmad lå åben – desuden havde vi på dobbelt sytråd trukket store sandorme (det var en lækkerbisken). Sådanne to net havde vi, en på hver side af prammen – de blev firet ned på havbunden, hvor de blev liggende ca. 5 minutter og så halet op. Det var morsomt og vi havde mange fisk hver gang, hvad vi ikke ville have, kastede vi ud igen.
Ovennævnte sandorme gravede vi på strandbredden ved ebbetid – de forekom i store masser og blev gravet op med en trebenet fork, som regel af kvinder, gamle mænd og drenge.
Sandorm blev meget benyttet som agn af nordsøfiskerne, som dengang ikke fangede rødspætter, men brugte linefiskeri med kroge efter torsk og hviling.


Forbindelsen til fastlandet foregik med en lille dampbåd med ringe maskinkraft. Vi benyttede dog også sejlbåd og om vinteren robåd.
Som drenge og børn i det hele taget måtte vi også hjælpe til med forskelligt hoveri – arbejde , såsom beplantning af klitterne med marehalm, rensning af vandpytter i engene, hvor køerne skulle drikke, fejning af gaden 2 gange om året – der var meget sand at køre bort samt græs at luge.


Når forårs- og efterårsstormene var inde, var der meget at give agt på for os drenge – vandet steg og omringede husene, trængte ind i disse, så syge og gamle folk måtte bæres ud til højere steder. Strandinger fandt da også sted og redningsbåden måtte ud. Ofte var det fremmede skibe, men af og til også vore egne – da løb vi ud på de højeste klitter for at spejde ud over Vesterhavet om vore fiskeskibe var i sigte. Enkelte gange blev de derude og vi så dem aldrig mere.

 

En norsk bark, lastet med terpentin fra Amerika til Hamburg, havde mistet rigningen og gik på stranden, kun 2 mand af besætningen kom levende i land, men de havde koldbrand i arme og ben og døde senere begge på hospitalet. Hele øen lugtede af terpentin i flere dage og mange tjente gode penge ved bjærgningen af terpentin i tønder. Der kunne fortælles meget om strandinger fra den tid.

Om vores kost kan siges, at den til daglig var meget enkel, men den var sund, kraftig og meget nærende. Vi bagte selv alt og kun om søndagen var der hvedekage på bordet. Vort øl bryggede vi selv, det blev opbevaret på stendunke (kaldet skjæggemænd) og kunne holde sig meget længe.


Om middagen fik vi én ret mad, men der var altid rigeligt, så der kunne blive lidt til frokost og aften. Pålæg kendtes ikke i det daglige forbrug – kun ved festlige lejligheder kom det berømte Fanøsmørrebrød og Fanøkringle på bordet, smurt og belagt med al slags hjemmelavet pålæg og sat op på store tallerkener i høje stabler.
Ved bryllupper eller lignende fester, der gerne varede et par dage, og hvor der serveres varme retter, måtte man selv møde med kniv og gaffel, som man bar i sin inderlomme.


Legetøj, som nu, kendtes vi ikke meget til – hvad vi havde, lavede i selv. Penge var i høj kurs – en tiøre i en drengs hånd, var for denne en stor kapital.

 

havnen11


Kilde: Nordby sognearkiv og M. Jessen

 

 


Gå til top