»Go i rå« var ungdommens aftener, og da snakkedes der og fortaltes ople­velser fra de lange rejser i fremmede lande - pigerne fortalte om hverdagslivet fra sommeren hjemme på øen og ofte havde en eller flere af de unge piger haft sommerplads i ”æ Sønden”, så der var ikke så lidt at drøfte og fortælle om.

For den unge mand, der om foråret drog af sted med sejlskibet ud til frem­mede havne, blev Fanø-pigen derhjemme i de kendte stuer mere og mere køn og dejlig. I de store havnebyer, hvor skibet lossede eller lastede, købtes der i stilhed foræringer, der nænsomt pak­kedes ned i skibskisten - det var til hende der hjemme ved spinderokken. 

For de unge piger, der i forårstiden sagde farvel og tak for de mange gan­ge, de havde mødt hinanden og måske fulgte, når de havde bestemt at »go i  rå« - for hende blevet håndtryk til farvel og et par smilende øjne fra den unge sømand langt mere betydningsfuld ved afskeden, end hun i grunden selv var klar over.

Til efteråret lød det stadig i ørerne ­- så mødes vi igen. 

Den gamle, kønne og gode skik ken­des ikke mere. 

Det var en god og sund måde, hvorpå de unge lærte hverandre at kende.

»Go i rå« - giv mig et godt råd -­ er ikke at lade hånt om.

Engang boede Fanøs befolkning om­trent midt på øen og mod vest - det var før sandfygningen ødelagde de gode marker og enge, og da var øen delt  i to dele. Der gik en rende tværs over øen, deraf har Rindby fået navn (byen ved renden). Sandflugten tog engang for alvor fat, og renden føg til og mar­kerne blev ødelagt af sandet. - Kirken, der lå ved de mange huse midt på øen, blev ikke vedligeholdt og faldt til sidst helt sammen. Det var beboerne kede af, og der rejstes da en stemning for at få en kirke bygget - men hvor? Alle var klar over, at kirken skulle byg­ges et helt andet sted. - Der var da en mand, der foreslog at de skulle spænde et par stude for en vogn og lade stude­ne gå, hvorhen de ville, der hvor de gav sig til at græsse, skulle kirken bygges. 

På stedet, hvor studene standsede, blev kirken bygget, det nuværende Nordby kirkeplads. 

Øen ejes at beboerne, men i adskillige år var de to kommuner eller bysamfund ofte i strid om, hvor skellet skulle sættes - thi begge ville have mest mulig af havsiden for strandingens skyld ­- strandede et skib omtrent midt for øens vestside, blussede uenigheden op, og gang på gang blev der forhandlet om stedet, hvor skelpælen skulle stå - men enighed opnåedes ikke.

Et år strandede der et skib ladet med spiritus, og alle strandingsdygtige mænd fra hele øen strømmede til. Det var meget store mængder af spiritus, der blev bjerget, og meget blev der drukket, så stemningen blev høj. - Pludselig var der een, der sagde: »Nu har jeg drukket min pægl, og I har drukket jeres pægl - nu foreslår jeg, at vi sætter skel­pælen her på dette sted ved klitrækkens højeste bjerg. Der blev klinket og sagt ja - Pælebjerget danner skel - her pælede vi og blev enige. Hør sagde en anden, nu skal to mænd fra Sønderho og to fra Nordby slå følge og gå fra Pælebjerget og tværs over øen, og der, hvor de går, skal sogneskellet være. 

Det ses tydeligt. at de fire herrer har fået mere end een pægl ved Pælebjer­get, for skellet tværs over øen går i bugter og sving, og er den dag i dag et tydeligt minde om de mange pægle, der blev drukket ved Pælebjerget, da de enedes om skellet.

På havsiden i den store klitrække findes en stor klit, der kaldes Silkebjerget Navnet stammer fra et skib, der strandede og som var ladet med silketøjer

De mange kasser og pakker fyldt med silke blev bjerget og slæbt op på bjerget (klitten), der altid efter den tid kaldtes Silkebjerget.

Det var noget ualmindelig fint silke­tøj og tørklæder, der blev bjerget fra skibet, og i flere slægtled blev det forevist i hjemmene i Sønderho som noget meget sjældent. 

En ung skibsfører fra Sønderho fik for mange år siden til opgave for en stor sum penge at sejle et skib fra en østkysthavn ti! Antwerpen. Den unge kaptajn måtte ikke vide, hvad han sej­lede med; der blev kun sagt, at ladningen var meget kostbar. Skibets papirer og journal måtte ikke åbnes, før han var ude på havet og ikke kunne se land. 

Da tidspunktet var nået, åbnede kap­tajnen journalen, og der fandt han et brev, hvis indhold gik ud på, at han sejlede med en meget værdifuld ladning, men han måtte nødig føre skibet i havn, kun skulle han sørge for selv at bjerge livet.