Oprettet mellem Gaardejer Anders Nielsen Lauridsen og Svigersøn Mathias Jensen Lauridsen begge af Byen i Nordby Sogn paa Fanø.

Jeg underskrevne Anders Nielsen Lauridsen tilstaar herved og for Alle vitterliggør, at jeg har solgt og afhændet, ligesom jeg hermed sælger og skjøder og aldeles afhænder fra mig og mine Arvinger til Mathias Jensen Lauridsen og hans Kone, min Datter Ane Lauridsen, samt deres Arvinger følgende mig ifølge Skjøde af 31te Oktober 1831 tilhørende Ejendomme, nemlig

1)      Min Gaard, bestaaende af trende Huse, Sals og Ladehus med de Grunde, hvorpaa de hvile, Gaardsrum, Fortog, Kaalhave og Brændselsrum, samt de i Huset værende Kakkelovne med videre, alle i Bygningerne værende Søm-, Mur- og nagelfaste Ting.  Intet undtagen; saa og Gaardens Besætning af Kreaturer, Avlsredskaber, Møbler, Senge etc.

Bemeldte Ejendomme og Ejendele skulle for Eftertiden tilhøre forannævnte Mathias Jensen Lauridsen med de samme Rettigheder, Pligter og Byrder, hvormed jeg og foregaaende Ejere have ejet og besiddet samme, dog under følgende Betingelser. 1)  At jeg og min Hustru Johanne Lasdatter for det Første eller saalænge vi lever og ønsker det, forbeholder os Ret til at opholde os i Salshusets Værelser hos min Svigersøn og der tage vor Spise og Drikke ved hans Bord, og er han pligtig til at give os den Føde, vi er vant til og kunne være tjente med, saaledes som han selv nyder den, og så meget deraf, som vi maatte ønske, samt at give os den Seng, vi maatte foretrække. Finder vi os ikke tilfredse med at opholde os i Værelserne hos ham, skal han, saa snart vi ønsker det, enten lade indrette et Værelse til os østen for Dagligstuen og et Køkken i Bryggerset, eller hvis vi foretrækker dette, da lade opføre og indrette forsvarlig 3 Fag Hus i Forbindelse med Salshuset, samt forsyne dem med de nødvendige Møbler og Redskaber og han er pligtig til at vedligeholde Aftægtslejligheden, saalænge vi lever. 2)  Naar jeg og min Hustru flytter ind i vor Aftægtslejlighed, da skulle vi have Ret til at udtage til Benyttelse, så længe vi lever, de bedste Sengeklæder, der findes paa Gaarden til to Senge. 3)   Ligeledes skal forannævnte min Svigersøn levere os hvad Klæder os tilvant og Linned, som vi maatte behøve, samt Hoved- og Fodtøj. 4)  Skulle jeg og min hustru efter at være flyttede ind i Aftægtslejligheden ikke længere ønske at tage Føden ved min Svigersøns Bord, men selv ønske, at føre Husholdning, da er han pligtig til at levere os aarlig til vor Underholdning:

I dag den 26. marts 1980 er det altså 111 år siden, at oldefar, farmors far, Anders Nielsen Lauridsen over -drog den gamle gård i Byen, Nordby Sogn på Fanø, til sin svigersøn, min bedstefar, som da underskrev sig med Mathias Jensen Lauridsen, men jo så på et senere tidspunkt har kastet Lauridsen væk ellers havde jeg selv haft Lauridsen som efternavn i stedet for Jensen. Overdragelsesdokumentet er det gamle skøde og opholdskontrakt dateret den 26. marts 1869. 

Oldefar var da 64 år gammel og havde drevet gården siden hans overtagelse i 1831. 

Bedstefar var ved overtagelsen 25 år og bedstemor var 26 år. De har sikkert holdt bryllup samme år. (Senere tilføjet: gift 3. december 1868). 

Ifølge skødet bestod gården af ” trende huse” men bedstefar byggede den senere om til en vinkelbygning med stuehus beliggende øst-vest indeholdende beboelse og stald og lo og lade beliggende nord-syd.

Gården var tækket med rør eller rughalm, som var rusket og tilskåret af gården selv. Mønningstørv, martørv på dialekt, kom fra engene. På nordsiden var ” æ grøn” med flagstang, pumpe til en brønd og i min tid 1911-1914 og senere 1920-25 var der en overdækket mødding med tilhørende ajlebeholder. 

I en udbygning fra møddingen mod vest kom der rullestue med en stor tung rulle med sten, og i et andet rum var der brændsel. Mod øst var der vognskur m.m. 

Syd for gården var haven med buske og frugttræer. Senere blev haven udvidet mod syd, hvor en mark blev inddraget til grøntsager og jordbær. 

Ligeledes var der hønsegård, og over den sydlige gavl var der opsat et vognhjul til storkerede. I mine første år på gården var der et storkepar, der ynglede i reden. Når ungerne kom og blev store nok, lærte de at flyve fra taget, og de gamle storke løb langs tagryggen og knebrede. Der var en støjende leben, men meget interessant. Dog kom der også meget griseri fra storkene, og det bevirkede nok, at onkel Jens blev irriteret på dem, og rev reden ned, eller måske hjulet blev rådden og ikke fornyet. 

Indvendig var der mod vest 2 kamre. I det sydlige kammer boede tante og mine kusiner Anna født 1901 og Clara født 1903 og selvfølgelig onkel Peder, når han var hjemme på ferie. 

Tante og onkel Peder blev gift 20-12-1898 og boede på gården til de købte huset i Nordby, som de købte af dødsboet efter tante Louise, enke efter overlærer N.A. Lauridsen. 

Efter det sydlige kammer kom ”æ synden daansk”, den søndre stue. Da jeg kom på gården første gang i 1911, var bilæggerovnen ikke fjernet, og man fyrede med tørv fra rummet mod nord, som blev kaldt det andet køkken. Bilæggerovnen blev senere fjernet og erstattet med en moderne kakkelovn. 

Fyreledet i 2. køkken blev også fjernet, og der kom en dobbelt dør mellem de to rum og betegnelsen 2. køkken blev ændret til ”æ nor daansk”, den nordre stue. Man opholdt sig mod syd om vinteren, og ved forårsrengøringen flyttede man ind i stuen mod nord. Herfra var er den fineste udsigt, man kunne tænke sig over engene og vandet til Halen, hele Esbjerg fra Måde til Spangsbjerg og over Nordby, ” æ øj”= odden, fra damper – broen til skibsfører N.H. Gregersens hus. Her kunne man følge de skiftende ebber og flod. 

Afhængig af vindretningen gik vandet ofte over de laveste enge, og ved stormflod næsten helt op til Gården evt. til de første agre. Under stormfloden i august 1923 var gården helt omringet af vandet. Det var på et tidspunkt, hvor kornet ikke var bjerget i hus. Vi lagde kornet i stakke, som blev tøjret med kotøjr, men meget drev af og landede på Halen, hvor vi hentede meget fra både ”æ nor og æ synnen daansk” var der døre ud til ” æ frankel” forstuen, med vindfang foran yderdøren og med døre til ” æ øster daansk” stuen mod øst og det egentlige køkken.

I dørene ud til de forskellige stuer var der små runde huller med glas for evt. en glasrude. Når man kom ind i den mørke forstue, kunne man straks se, i hvilken stue der var lys om aftenen. 

I det egentlige køkken var der først og fremmest et komfur. Når der skulle ryges bakskuld, blev der åbnet lemme til skorstenen. Over komfuret blev der lagt et lag ”felsk”, det var græs og ”Sojer” syren fra de lave enge. Da ”æ felsk” blev rigtigt tørt udviklede det røgen. Bakskuldene hang på ståltråd i et stativ, der blev stillet oven på komfuret. 

Rygning af skinker og fårekød blev foretaget på røgeriet i Nordby. Ved siden af komfuret var den store bageovne (muret). Ovnen blev varmet op med lyng. Lyngen lå på loftet over køkkenet og blev fyldt i en skakt ved siden af komfuret. 

At fyre i ovnen kaldtes at ”lyse”. Her bagtes med passende mellemrum rugbrød, bagt på surdej, store franskbrød, ”sæt” kager bagt i lerfad, helst af mælk fra en ko der lige havde kælvet ”væstmjelk” ostemælk. 

Nabogårdene leverede dej til bagning, eller måske bagte man så rigeligt at der også blev til naboerne, og naturligvis omvendt. Ved juletid blev der bagt, hvad der hørte sig til højtiden af julekager og småkager. Flæskesteg blev også stegt. Når ovnen var tilstrækkelig kold blev dyner og puder lagt derud for afdampning. 

Langs nordsiden under vinduerne var køkkenbordet, med lem til kælder. Under køkkengulvet var der opbevaringssted for kartofler (jordæbler) 

Senere blev køkkenbordet fjernet, og der kom en bænk langs væggen og et fritstående bord. Lige nedenfor døren til forstuen var der et skab med hylder og et højt skab. 

I østvæggen førte en dør ud til bryggerset (æ brøgerst) med stengulv og en vask med pumpe og et mindre bord under vinduet. Her blev vasket op. Bag døren var der knage til arbejdstøj, og i det inderste hjørne var gruekedlen. Ved siden heraf blev al arbejdsfodtøjet placeret. 

I østvæggen førte en dør ud til spisekammer med hylder og med forsænket gulv. Her blev mælk opbevaret (Fadebur?). 

 I den nederste væg førte en dør ind til hakkelsesrummet med hakkelsemaskine. 

Bageovnen var opbygget her, og her var altid tørt. Der var foderlemme ind til hestebåsene. Senere blev rummet til værksted og pumperum for den elektriske pumpe, der forsynede alle tre gårde med vand fra en boring.

Fra bryggerset førte så en dør ud til ko- og hestestalden (æ odel) i daglig tale på dialekt, til svarende kaldes staldrenden til møg og ajle for ”æ odelgrov”, staldgrøft. Til venstre ved døren var en muret drikketrug med vand pumpet ind fra brønden på nordsiden. Til højre stod to heste i båse med foderlemme til ”æ hakkelseskammer” 

Mod østvæggen 4 måske 5 båse til 8 måske 10 køer med foderlemme til ”æ hjogel”, høladen. I min tid var antallet af køer for det meste 5-6 stk.. Køerne blev malket morgen og aften selvfølgelig håndmalket. Mælken blev hældt op i junger, der stod på en hylde uden for stalddøren med bundene i vejret sammen med spandene. Spande og junger blev skuret med sand og kalk. 

Ved siden af hestene var der båse til kvier og kalve. Senere blev hestene placeret i bunden af stalden, og der kom der en stor svinesti for søer med smågrise. Her var også et lille wc, der blev tømt sammen med ”mogningen” længere tilbage var der flere svinestier og hønsereder. Her var døren til ”æ hjøgel” ager- og enghø. Der var også dør til fårestien” æ foste”. 

Oprindelig var fårestien større, da man havde op til 50 får. I helt gamle dage gik fårene over hele øen, men senere kun i indhegninger f.eks. i ”Nesen” dvs. engene mod øst, når høet var bjerget. Her gik også ungkreaturerne. Bedstefar havde en stor indhegning nord for golfbanen ”æ knøs” 

Fra stalden mod syd kom et foderkammer. Her blev hakkelsesmakinen placeret, en håndmaskine til findeling af roer, sække med kraftfoder mm. 

Videre kom man så ud til selve loen med rum på begge sider til korn, rug, vælling og sommerrug, byg og havre. Her stod en hånddreven tærskemaskine.  Før min tid var der en hestegang i hønsegården. Kun rug blev tærsket med plejl, da det skulle bruges til tækning af taget. Til loen ”æ low” var der en høj port, så man kunne køre helt ind med kornlæssene. Hestene kom så ud gennem en lille port mod vest. 

I sidste fag op til sydgavlen var vognskuret. Her stod fjedervognen, som har en stor plads i erindringen.

Med fjedervognen på sommersøndage blev der foretaget udflugter især til Halen, engene og Fuglekøjerne, ture langs stranden eventuelt til Sønderho, men det var ret sjældent, den tur blev betragtet som for lang. På turene til Halen engene blev der altid kogt kaffe. Vandet blev kogt over en trefod, og der blev fyret med lyng. Kaffen kom med i vandkedlen. Vandet skulle koge op tre gange, hvorefter grumset skulle have tid til at synke til bunds. Kaffen blev nydt i læ af en sejldugspressenning, der var hængt på vognen. 

Nogle af sommerens højdepunkter var også turene til engene for at bjærge enghøet hjem i ”æ hjøgel”. Enggræsset blev oprindeligt slået med ”hjølle”, hø-le. Engstykkerne blev opdelt i ”dajslet”, dvs. at man med hø-le kunne slå græsset på en dag. Med visse mellemrum, når leen var ved at blive sløv, blev den skærpet ved at blive ”braavet”, æggen blev banket ud ved at blive lagt på en jernstage med fladt hoved og bearbejdet med en særlig hammer. I min tid blev dette arbejde udført af onkel Jens. Han lagde sig på langs på jorden med en sæk hø under venstre albue, mens han arbejdede med den højre arm. 

Måltiderne blev indtaget bag sejldugspresseningen. Kaffen blev kogt som ved udflugterne, bakskuldene blev ristet. Mad, brød pålæg: Saltkød, æg blev medbragt i ”æ ask” en kasse med buet låg. I højre side var et aflangt rum med låg over ligesom i skibskisten. 

Når høet var nogenlunde tørt, blev det vejret med en rive, når det blev mere tørt, blev det stakket og senere kørt hjem i et læs, hvis højde var afpasset efter de dårlige veje. Når læsset havde den ønskede højde, blev der lagt en stang på langs af læsset, som med tovværk pressede læsset sammen. Det var nogle af sommerens store begivenheder at være med i engen, hjælpe til og så køre hjem på toppen af hølæsset. Det sidste læs blev kaldt ”æ kvajlas”. 

Som tidligere nævnt lå lyngen til brug i komfuret og bageovn på loftet over køkkenet. På loftet var der flere store beholdere lavet af halmsider og halmtorve. De store blev brugt til opbevaring af korn, nogle mindre til opbevaring af bakskuld, dvs. saltede tørrede og røgede isinger. 

De blev lagt i halmbeholderne først et lag halm, så et lag fisk og så videre. Fiskene holdt sig glimrende på den måde. De smagte herligt efter et års forløb, men dog lidt tørre. Jeg mener også at skinker, pølser osv. blev opbevaret på samme måde. 

På loftet hang også et vod til voddragning langs stranden på den måde at den ene ende blev slæbt af en hest ude i vandet og den anden bundet til en vogn der kørte langs stranden. I nogle tilfælde kunne det give en fangst på ½ til ¾ vognfulde især isinger(bakskuld), rødspætter og skrubber. Efter at man havde taget til eget brug, blev resten delt mellem familie, naboer osv..

Efter overtagelsen af den gamle gård ombyggede bedstefar den ret hurtigt til den skikkelse, som jeg tidligere har omtalt.

Samtidig med at han drev gården på mest hensigtsmæssige måde, så tog bedstefar del i mange af de ting, der rørte sig i sognet. Han var med ved oprettelsen af Brugsforeningen i byen, møllen i Rindby, og han var en drivende kraft, da den nye skole blev bygget, ikke mindst med at finde godt drikkevand. Mejeriet i Nordby, placeringen af Realskolen, han ville have Realskolen placeret mellem Strygekonens hus og Arbejdsanstalten omfattende hele stykket mellem Hovedgaden og Vestervejen. 

Jeg mener, han en kortere periode var medlem af Nordby sogneråd. 

En ting havde hans store interesse nemlig Hartkornskassen, hvor han sad i bestyrelsen i mange år og ivrig deltager i sager som Hartkornskassen førte vedrørende matrikuleringen af arealerne samt sagen mod Nordby Kommune om Jagt-, Strandret og fælles jorde såsom Grønningen på øens nordside og engarealerne østen for nuværende Østvej. sagen gik til Højeste Ret og gik, så vidt jeg ved, Kommunen imod. 

Bedstefar gik meget ind for plantning af lætræer. Der blev således plantet træer, vistnok gran, om Hjemtoften mod øst, syd og vest. Mod nord mod engene blev der ikke plantet. 

Far kom som nævnt ud at sejle med skonnertbriggen ”Serapis” af Fanø senere med barken ”Medor” og fuldskib ”Vilhelmine” begge fra Fanø. Sejlede også som matros i forskellige engelske dampere, i øvrigt i det rederi ” C. Nielsen og Søn” i West Hartlepool, hvor hans senere virke kom til at ligge.

Han gik på Fanø realskole fra juni 1892 til mats 1893. Her var morbroderen overlærer Lauridsen bestyrer. Det har sikkert haft betydning for skolegangen der, da jeg kunne tænke mig at det var uhørt, at en ung sømand kommer hjem fra de store have og begynder på skolen. Hvor meget han fik ud af det fik jeg aldrig at vide fordi man ikke spurgte i tide.

D. 15. juli 1895 mønstrede far af fra fuldskibet ”Wilhelmine” efter en rejse fra London til Rio de Janeiro, Rosario, Queenstown til Liverpool. Det var en tur rundt jorden, som sikkert har varet 12 mdr.

Så vidt jeg kan regne ud, var hans senere Svoger Peder A. Pedersen(Onkel Peder) fra nabogården 1. styrmand ombord. 

Min far var i den danske marine fra 1897 til 1898, han gjorde tjeneste ombord i panserskibet ”Grønsund”. Fra 1898 til 1900 sejlede han som matros i dampere fra rederiet Nielsen og Søn i West Hartlepool. Fra 1900 til 1904 som 2. styrmand. Derefter ophold på engelsk navigationsskole for at tage ekstra Master Ticket for at kunne sejle som skibsfører. Herefter tjeneste som 1 styrmand fra 1904 til 1910 ombord i ”S/S Dulcie”, skiftevis som 1. styrmand og afløserfører, hvorefter han førte ”S/S Jessie” til 1. Verdenskrigs udbrud.

Den 19. december 1907 blev mine forældre gift i Nordby Kirke på Fanø, min mor var da 25 år gammel og min far knap 31 år. De lejede underlejligheden i det hus på Strandvejen. Huset blev ejet af en dame fra Haderslev – dengang tysk- hun blev kaldt Tante Mette. Hun boede ovenpå sammen med en fanøkone, som blev kaldt Ann Most en søster til Jes Rødgaard på Rødgaarden overfor. Vi børn blev født ret hurtigt efter hinanden, idet jeg Arnold Mathias Jensen blev født d. 8. okt. 1908, søster Jessie Cathrine Jensen født d. 6. nov.1909 og til sidst lillebror Norman Halvor Jensen født d. 3. marts 1911.

Godt 3 mdr. efter Normans fødsel døde vor mor d. 14. juni 1911.

Hun døde som følge af gigtfeber. Gigtfeber blev dengang slået ned med store doser Acetylsalicyl, som ofte ødelagde hjertet. 

Far sejlede fra Burghart med majs til Coruna i Spanien d. 14. juni 1911, den dag mor døde. Var han underrettet om dødsfaldet inden afsejlingen eller først ved ankomsten til Coruna d. 29. juni 1911 vides ikke.

Det må have været et chok for den unge skibsfører, at hans unge hustru døde fra ham og tre børn, mens han selv var langt fra hjemmet. 

Far var blevet fastfører på S/S Jessie af West Hartlepool og sejlede med dette skib til han holdt ferie hjemme fra ca. juli til august 1914 og aldrig kom tilbage p.g.a. 1. Verdenskrigs udbrud, hvor man ikke ønskede udlændinge som skibsførere. Far boede i lejligheden på Strandvejen sammen med mormor og Jessie og Norman indtil mormor døde 7. marts 1915.

Jeg selv boede efter mors død på gården hos tante Johanne og Onkel Peder og vore 2 kusiner Anna født 1901 og Clara født 1903. Jeg flyttede med dem, da de købte ”Solvang”, nuværende Hovedgaden 101, Nordby. 

Efter mormors død flyttede far, Jessie og Norman også med til ”Solvang”. Far boede på Altanværelset. Det skete i ca. 1916, men denne forøgelse og måske belastning for tante og onkel kunne ikke vare ved, så i 1917 investerede far sine formuer i køb af villa ”Bellevue” den nordligste bygning på Fanø Bad.

På købstidspunktet flød pengene rigeligt, og jeg mener, det var fars plan at indrette bygningen til hotel eller pensionat. Der blev foretaget forskellige ombygninger, der blev boret efter vand m.m.

Vi tre børn fulgte med derud og må have boet der til ca. 1919, da hele den økonomiske situation ændredes ved 1. Verdenskrigs afslutning. Alting gik i stå på Fanø Bad, også fars planer gik i stå, og ikke mindst far selv gik i stå og kom aldrig mere i gang igen.

I den tid vi boede derude, førte far selv husholdningen, og jeg kan ikke mindes, at vi led nød eller levede dårligt, men helt som vi var vant til, har det nok ikke været.

Far var tilhænger af, at kolde afvaskninger om morgenen var sundt, og det foregik i en balje vand midt på gulvet. Om vinteren var det en barsk affære.

Da omslaget kom, blev forholdene forringede, og jeg vil tro familien udvandrede. Vi flyttede derfra, og således at Jessie kom hos tante og onkel i Solvang, og Norman og jeg kom op på gården men fortsatte skolegangen i Nordby derfra.

Far blev alene derude, men det er meget lidt jeg erindrer fra de følgende år. Kun ved jeg, at far fik alkoholproblemer i den sidste tid i Bellevue også i den første tid efter, at han kom op på gården. De blev heldigvis overstået, og far gik til hånde med forefalden arbejde.

Så vidt jeg husker, varede det ved, til onkel Jens overtog gården, desværre har jeg ikke kunne få opklaret hvornår det skete. ( overtagelse skete 11.10-1924 iflg. skøde).

Herefter flyttede far hen på et lejet værelse syd for Brugsen, og derefter lejede kan værelse hos Svend Mikkelsen, hvor han boede til han døde d. 28. dec. 1944.

Vi er familien Mikkelsen tak skyldig, fordi far fik et fristed hos dem.

I fars efterladte papirer står omtalt forskellige begivenheder. I nov. 1910 var han som fører af s/s Jessie på grund ved Kavak i Bosporus strædet. Han klarede selv at komme fri uden assistance af slæbebåde. Herfra fik han anerkendende skrivelse fra rederiet og fra assurancen tillige med et guldur. Jeg kan huske uret, som far desværre har afhændet på et eller andet tidspunkt.

I 1911 optog han en mand fra en fransk skonnert i Bristol Kanalen.

I 1914 slæbte han et havareret italiensk skib ”Armonia” ned til Palermo.

Far fik tilbudt en stilling som lods i Esbjerg. Så vidt jeg ved, afslog han, da han kun tænkte på at komme tilbage til England, og det skete jo aldrig.

I bogen "Fanø Sømænd i Storm og Stille", bind 2 af N. M. Kromann er Lars Lauridsen Jensen omtalt således:

"Kaptajn Lars Lauridsen Jensen, født i Rindby d. 5. Januar 1877.

Efter at have sejlet med Fanøsejlskibene og Fuldriggeren »Stronso« af Liverpool tog han sine Eksamener paa Fanø i 1896 -1897. Tog derefter til England og sejlede bl. a. med S/S »Jessie« fra Nielsens Rederi, indtil han i 1900 tog 2. Styrmandseks­amen, hvorefter han bl. a. var med S/S »Heighington« paa Gulf-, Rødehavs- og Pilgrimsfart. I 1904 tog han Skibsfører og Ekstra Masters Certificate, endog paa meget kort Tid. Sejlede derefter med S/S »Carrie« og S/S »Dulcie« af Nielsen Rederi, og i 1910 blev han fører af S/S »Jessie«. Under hans Førerskab af S/S »Jessie« blev Jensen for ud­vist Konduite under en kritisk Situation af Skibets Assurandører belønnet med et flot Guldur samt en meget anerkendende Skri­velse, idet han under disse Forhold i Dardanellerne havde sparet Assurandørerne for betydelige Beløb. Medens han endnu var Fører af »Jessie« i 1914, blev han, foruden Rederiet og Besætning, tilkendt en efter Da­tidens Forhold god Bjergeløn for Indbugsering af den italienske Damper »Aronia« til Genua. I Begyndelsen af Verdenskrigen 1914-18 trak han sig tilbage fra Søen og døde paa Fanø."

Jessie Jensen, født Clausen. Hun var datter af skibsfører Jes Clausen f. 1853 død 4. juni 1882 og mormor Mette Catrine Clausen født Jepsen født 20. august 1853 død 7. marts 1915. Mor blev født 27. oktober 1882, altså 4 ½ måned efter at hendes far døde ombord i sit skib. Iflg. Kirkebogen i Viborg står der: Styrmand Jes Clausen 28 10/12år gift, Odden. Død den 4. juni 1882 ombord i faderens skib i Havnen i Granton, samme sted begravet. (Granton var havneby for Edinburgh men indlemmet år 1900). 

Jeg har aldrig erfaret dødsårsagen, om det var ved forlis eller sygdom.

Mormors fødehjem var en gård vest for nuværende Rindby hus, ”Jens a fyres”. Denne gård brændte og blev aldrig genombygget. Oprindelsesgårdene både på min fars og mors side brændte og begge blev ikke genopbygget.

Hvorledes mormor har opretholdt livet fra morfars død 1882 til min mor og far blev gift 19. december 1907, ved jeg ikke, heller ikke hvor de boede, kun at de nogle år boede hos Ane Catrine ”Strygekonen”(Pæretræet).

Mors liv i det korte ægteskab 19. december 1909 til 14. juni 1911 kom til at forme sig som mange sømandskoner: Besøg af manden hjemme – rejser til forskellige havne, som fars skib anløb. Jeg har kort, som mor har sendt fra Hamborg og Algier. 3 børn hurtigt efter hinanden.

Tante skulle have fortalt, at mor blev syg efter at have pudset vinduer uden at være påklædt dertil. Mor blev begravet på Vestre Kirkegård i Nordby.

Da far døde d. 28. december 1944 blev han naturligt begravet i samme grav.

I anledning af fars død skrev Fanø Ugeblad bl.a.:

Afdøde omtales som en sjælden begavelse.  Gamle forstander L .N .Sørensen skal endog have udtalt, at kaptajn L. Jensen var det bedste hoved, han nogensinde havde haft på Fanø Navigationsskole. Der var således for mennesker at se et stærkt misforhold mellem kaptajn Jensens værd og den skæbne, han fik. Han var en af dem, der i sjælden grad kom ud for lykkens lune fulde spil, et menneske for hvem det lå det hele og store slog fejl.

Nogle tanker i samme retning gav jeg udtryk for ved graven og sluttede med disse ord: ”Hvil i fred hos mor, som du har savnet i så mange år.”

Den 18. maj 1872 blev farmors og farfars næstældste barn født. Det blev en pige og blev døbt Johanne.

Hun kom til at betyde særdeles meget for os børn sammen med hendes senere mand, sønnen fra nabogården, Peder Andersen Pedersen – onkel Peder.

I breve til os underskrev hun sig altid ”Din egen tante”, og hun blev i høj grad vor egen tante, og gik på mange måder i vor mors sted, og det varede ved til hendes død i 1950, gennem alle årene prøvede hun at holde sammen på hendes brors splittede familie efter det mislykkede eksperiment på stranden.

Den lille Johanne var kun 7 år, da hendes mor døde. Måske har hendes mormor styret husholdningen sammen med bedstefar og skiftende hushjælp og har måske allerede måtte stå for husholdningen ved hendes mors forældres død i 1886.

Der har været nok at tage vare på med 4 søskende, hvoraf søsteren Ane var syg hele hendes korte liv, hun døde som 20-årig 1899. Desuden må den lidt ældre kusine Laura også have hjulpet til i henhold til skødet.

Tante gik i den gamle skole, der lå ved siden af Rindby Kirkegård. Hun var på højskole, og var også ude og tjene hos andre bl.a. hos en skibsfører i Nordby.

Den 1. december 1898 blev hun gift med sønnen på nabogården Peder. Brylluppet blev holdt i Rindby Forsamlingshus, som var færdigbygget samme år.

Peder Andersen Pedersen, onkel Peder, blev født på nabogården d. 18. december 1873. Hans mor døde, da han var 6 år gammel i 1879, så døden har holdt sit indtog samme år i begge gårde.

Onkel Peders far giftede sig allerede året efter og Peder fik en meget elsket stedmoder, som tog sig meget af ham indtil hendes død 1899, året efter at han var blevet gift.

Han kom til søs, allerede da han kun var 13 ½ år med barken ”Maren” på en rejse på 120 dage til Port Phillip i Australien, hvor han holdt sin 14 års fødselsdag. Han var med andre sejlskibe, til han kom på Fanø navigationsskole og bestod 1, del i 1891 og 2.del i 1892. Kom som 20-årig ud som 2. styrmand i 1893 med fuldriggeren ”Wilhelmine” af Fanø, Rederi P. N. Winther [NCRQ, Bygget 1875 i Bremen, 877 BRT,] og blev allerede året efter i 1894 1. styrmand i samme skib.

Det at være 1. styrmand i et af Fanøs største og hurtigste sejlskibe i en alder af kun 21-22 år viser at onkel Peder var en meget dygtig sømand og navigatør, et indtryk jeg fik i hele hans liv.

Omkring sit giftermål med tante i 1898 gik onkel Peder over i dampskibene i rederiet J. Lauritsen fra Esbjerg og avancerede til skibsfører i 1906 i en alder af 33 år. Onkel Peder sejlede i forskellige af Lauritsens skibe til 1928, da han måtte holde op på grund af en øjenlidelse. Han blev senere opereret på begge øjne for grå stær og klarede sig med stærke briller til sin død i 1956.

En periode under 1. Verdenskrig købte onkel Peder sammen med svogeren Niels Iversen en mindre fiskekutter ”Eva” og fiskede med vekslende held. På det tidspunkt afhændede Lauritsen alle sine skibe, da han mente, at tyskerne fortrinsvis torpederede hans skibe. Da Lauritsen efter krigen igen opbyggede sin flåde, fik onkel Peder det meget betroede job at være tilsynsførende skibsfører under bygningen.

Efter pensioneringen slog onkel Peder sig på biavl og havde en bigård på så vidt med ca. 35 stader. Tante solgte honningen og lavede mjød af bivokset.

I 1934 var onkel Peder strandfoged. Onkel Peder var meget snild med sine hænder, han kunne arbejde både i træ, jern og messing. Til mig byggede han engang et skib med sejl, det var så stort, at det skulle køres på en mindre vogn. Til Norman lavede han en mølle.

Onkel Peder var en af de første på Fanø, der anskaffede sig en fonograf med valser og senere grammofon. Ligeledes da radioen kom frem, var han med. Desuden var onkel Peder en meget dygtig modelskibsbygger. Han lavede flere sejlskibe, hvor af et eller to hænger i Nordby Kirke. Han reparerede kirkeskibe fra andre kirker, ligeledes flaskeskibe.

Tante og onkel Peder blev boende på gården fra brylluppet 1898 til 1914, da de købte og moderniserede ”Solvang” nuværende nr. 101 – som de købte af tante Louises – overlærer N. A. Lauridsens enke.

Det blev en meget stor omvæltning for bedstefar, da tante flyttede fra gården. Han skulle have sagt til tante: Jeg kan ikke se, hvorledes jeg kan klare mig uden dig.

Imens var tante og onkel Peder s to piger født – Anna Agnete født d. 24. maj 1901 og Clara født den 14. februar 1903.

Selv kom jeg på gården i 1911 og voksede således op med Anna og Clara til 1917, da vi flyttede på stranden.

Da Norman og jeg senere kom til at bo på gården, men gik i skole i Nordby, var vi daglig inde og sige goddag til tante, inden vi løb hjem over engene.

Det var tante, der daglig passede mig, da jeg i 1924 blev meget syg af lungebetændelse og skaffede læge på trods af modstand fra fars side.

Den 1. december 1923 holdt tante og onkel stort sølvbryllup i Industriforeningen i Nordby. Samtidig blev den ældste datter Anna gift med styrmand Jens Jensen Toft, fra Søndering i Salling. På samme tidspunkt måtte Jens holde op at sejle som navigatør, da han ikke bestod synsprøven. Tante og onkel hjalp ham til et smedeværksted i Glud med salg af landbrugsmaskiner sammen med hans bror Hans, der var smed. Nogle år efter blev Jens politibetjent i København og ca. 1937 kriminalbetjent i Hurup i Thy. De byggede hus der og havde det godt.  Jens blev senere opereret for blindtarmsbetændelse, operationen forløb godt, men han døde af en blodprop bagefter. Det var den d. 2. marts 1939, hvorefter Anna med sine to børn Per og Benna flyttede til Fanø og kom til at bo resten af sin tid i Solvang. Anna døde 4. oktober 1978. Sønnen Per giftede sig med Jessie fra Slagelse og er finmekaniker i Australien. Benna er lærerinde ved Tvind Skolerne.

Min yngste kusine Clara blev d. 20. dec. 1924 gift med min mors fætter Max Charles Jepsen. Brylluppet blev fejret ved en stor fest i Industriforeningen i Nordby, hvorefter de nygifte slog sig ned i Malmø, hvor Max blev prokurist i sin svogers firma Svenska Sacka A/B.

De bor endnu i Malmø og har der efter omstændigheden godt. Clara er 77 år og Max 82 år. Jeg besøgte dem i marts og snakkede gamle dage med dem. De har tre piger – Ebeth, der er børnehavelærerinde, Jytte, der er klinikassistent og Britta, der er gift med installatør Kaj Jessen i Nordby.

Da jeg kom ud at sejle, havde jeg min gang i ”Solvang” i ferien, men jeg boede på gården. Da jeg gik på Navigationsskolen 1931 til oktober 1932, boede jeg hos tante og onkel.

Da jeg blev forlovet med Grethe, blev hun vel modtaget af både tante og onkel. Senere da vi stiftede hjem i Korsør og fik børn, da var tante ikke tilfreds, hvis ikke vi kom hjem på besøg, også selv om Anna kom hjem efter Jens´ død, og der således var stor husholdning.

Far døde 28. december 1944 og Norman krigsforliste (minesprængning) 21. april 1945. Tante arrangerede begge begravelser fra spisestuen på ”Solvang”, ligesom også bedstefars og Jens´ begravelser blev arrangeret på samme måde.

Særlig Normans død kunne tante ikke komme over, jeg har et brev fra hende, hvor hun tolker hendes tanker og følelser, også at jeg ikke kom hjem til begravelsen d. 5. maj 1945, da al trafik var indstillet.

Tante var meget glad for at spille Whist. Hun døde omtrent med kortene i hånden, idet hun fik et slagtilfælde på vej hjem fra et spil Whist hos Alma Egetoft og drøftede spillet, da hun faldt om på gaden og aldrig kom til bevidsthed igen.

Hun døde d. 8. oktober 1950 – 78 år gammel. Det var et stort tab at vor egen tante døde. Hun var skyld i, at vi fik en god barndom og opvækst trods splittede familieforhold. Jeg kunne tænke mig, at det ikke altid var lige let for hende i årenes løb, at få det hele til at løbe rundt.

Onkel Peder overlevede tante med ca. 6 år, idet han døde d. 6. marts 1956.

Tak til dem begge, for hvad de gjorde for os.

Den tredjeældste af bedstefars børn var onkel Jens født d. 29. november 1874. Onkel jens henlevede det meste af sit liv på gården og var mere stille i sin fremfærd end bedstefar. Han fik prøvet sølivet på en tur med sejlskibet ”Lemvig” af Fanø på en tur til Sydamerika.

Han fik også udvidet sine skolekundskaber ved et ophold på ”Ask Højskole”. Onkel Jens overtog gården efter bedstefar 11. oktober 1924, og drev den, som den var blevet drevet så langt tilbage, jeg kan huske, indtil den brændte d. 28. februar 1949.

Det var et tab onkel Jens aldrig kom over, især forfulgte det ham, at der var dyr, der blev forbrændte. 

Gården blev aldrig genopbygget, og jorderne gik til Jordlovsudvalget, som fordelte jorderne. Onkel Jens købte Anders Mortensens hus øst for Brugsen, et ældre stråtækt hus.

Her døde han d. 9. juni 1952 og blev begravet i bedstefars familiegravsted på Rindby Kirkegård. Den yngste af bedstefars børn var Ane født d. 21. januar 1879. Hendes fødsel forårsagede, at bedstemor døde i barselssengen d. 10. februar 1879. Ane var syg hele sit liv og døde allerede d. 1. december 1899 som kun 20-årig.

Jeg blev født den 8. oktober 1908 i huset nuværende nr. 3 på Strandvejen. Her havde mine forældre lejet en lejlighed.

I hurtig rækkefølge fødtes søster Jessie Catrine Jensen født den 6. november 1909 og bror Norman Halvor Jensen født den 3. marts 1911.

Efter mors død den 14. juni 1911 boede jeg som tidligere berettet alene hos tante og onkel på gården i Rindby. Jessie og Norman blev boende og blev passet af mormor til hendes død d. 7. marts 1915. Jeg flyttede med til Nordby, da ”Solvang” blev købt.

Efter mormors død blev hjemmet opløst, og vi alle boede i Solvang indtil far i ca. 1917 købte ”Bellevue” på Fanø Vesterhavsbadet, et projekt der helt og aldeles slog fejl, og far mistede sine sparepenge, som tidligere berettet.

Igen flyttede vi, Jessie til tante og onkel i ”Solvang” og Norman og jeg til bedstefar på gården i Rindby.

Vi fortsatte begge med at gå i skole i Nordby. Afstanden til skolen var ca. ? Vi løb altid over engene, hvis de da ikke var oversvømmede ved særlig højvande. Vi skulle være i skolen kl. 8. I middagspausen 12.oo til 13.30 løb vi hjem og tilbage, altid i løb. Efter skoletid besøgte vi altid tante. Hvis vi ikke specielt havde fået besked om arbejde, det skulle udføres, blev vi i Nordby, hos tante eller hos kammerater og kom først hjem til aftensmad og lektielæsning.

Så tidligt det var muligt altid med bare ben – ofte tog vi et morgenbad så tidligt på året som muligt. Et år tog vi det første bad den 27. april, det var koldt, men vi havde måske noget at prale med. I sommertiden skiftedes vi til, Norman og jeg, at hente køerne på marken. I sommerferien deltog vi i alt forefaldne arbejde i engen efter enghø, på agrene efter agerhø, i høstens tid ved hjemkørsel af kornet. Hvis der enkelte dage ikke var arbejde, løb vi ud på stranden og tjente enge ved at være golfdrenge – at bære en taske med de forskellige golfkøller og se efter hvor golfkuglen fløj hen.

Jeg synes selv, at jeg havde let ved at følge med i skolen. I mellemskolen fik vi karakterer måneden igennem i de forskellige fag og blev flyttet om hver den første efter pointantal. Iflg. min opbevarede karakterbog sad jeg f.eks. nr. 1 i 10 måneder og afgav pladsen i 2 måneder til Ellen Svensen. Jeg tog realeksamen i marts-april 1925 med en gennemsnitskarakter på mg-.

Straks efter fik jeg hyre som messedreng med J. L´s damper ”Karla”.

Jeg rejste hjemmefra den 25. april 1925 til København og kom ombord i ”Flydedokken” over for Nyhavn. Vi sejlede på Nord- og Østersøen og Middelhavet.

Livet som messepeter var vel nok ikke lige det, jeg havde forestillet mig sø-livet. Jeg var ombord i ca. 8 måneder og kom efter en ferie ombord i skonnerten ”Nanaria” af Ommel ved Marstal, som kok og jungmand. Vi sejlede på Limfjorden med cement fra Ålborg til forskellige steder i Limfjorden – Løgstør, Skive, Thyborøn og Krik, med mursten til Kiel, foderkager til Århus, hvor jeg mønstrede af ca. april 1926. Mandskabet læssede og lastede selv, det kunne være hårdt arbejde og ved siden af skulle jeg også lave mad, så hele dagen var besat. Besætningen bestod at skipperen, bedstemanden og vi to jungmænd. Onkel Peder havde imidlertid skaffet mig hyre som jungmand i 3 måneder på barken ”Claudia”, der sejlede mellem Le Havre og Vestindien.

Jeg rejste over Esbjerg, Dunkerque til Le Havre og mønstrede på maj 1926. Jeg mønstrede af den 24. august 1927 altså 1 år og 3 måneder ombord. Vi sejlede med Lock-wood dvs. farvetræ fra Jamaica og Haiti til Frankrig. Besætningen bestod af skibsføreren, 1. og 2. styrmand, 1 kok og hovmester, messedreng og 10 matroser eller letmatroser og jungmænd.

Det blev en herlig tid i det store og hele, som jeg havde forestillet mig at sejle til søs. Det var et ældre skib, så der blev ikke sejlet hårdt, men man fik en fornemmelse af, hvorledes livet havde formet sig ombord i Fanø-sejlskibene, som min far og onkel Peder havde oplevet det. For deres del var det dog de rigtig barske sejladser rundt om Kap Horn f.eks. til og fra vestkysten af Nord- og Sydamerika og rundt Kap Det Gode Håb i de brølende 40 grader ”The roaming Forties” til Australien. Vi var ca. 35-40 dage om rejsen over Atlanten med altid fair vind i nordøst passaten.

Tiden ombord i ”Claudia” og senere i 3 måneder på bark ”Germaine” fra samme rederi, er en tid jeg tænker tilbage på med stor glæde. Når jeg af og til træffer gamle skibskammerater derfra, kan vi mindes gamle dag i timevis.

Jeg mønstrede af fra ”Claudia i Hamborg 24-8-1927. Den skulle videre til Finland efter træ. Efter en ferie hjemme på gården fik jeg hyre med D.F.D.S.`s eksportbåd ”s/s Flora”, der sejlede mellem Esbjerg og London. Kajplads lige nedenfor Tower Bridge. Jeg afmønstrede ”s/s Flora” ca april 1928 og rejste straks til Le Havre og fik hyre som matros i den 3 mastede bark ”Germaine” hjemskrevet i Kalundborg samme rederi som ”Claudia” og samme fart. Påmønstrede d 22-5-1928 og var ombord der til den 23-8-1929 og mønstrede af i Le Havre. Gjorde en rejse til Kemi i Finland efter Splitved.  Hen og tilbage gik turen nord om Skagen. Læssede i London, slæbtes til Calais i Frankrig, lastede cement til øen Guadeloupe i Vestindien. Da vi kom til Guadeloupe først i november 1928, var der lige passeret en cyklon, der havde væltet lagerbygningen til cementen, så vi i stedet læssede den i Fort de France, Martinique og St. Pierre, Martinique. Vi var det første større skib der læssede i St. Pierre efter Vulkanudbruddet i 1906 fra Mount Pelé. Det var stadig en ruinby.  Vi hentede farvetræ på Jamaica til Le Havre, hvor jeg afmønstrede 23-3-1929.

Herefter søgte jeg hyre i Le Havre og kom på en engelsk dykker galease ”Remover” af Dover. Vi skulle søge efter guldbarrer i et vrag, et hollandsk passagerskib ”Tubaulia”, som var torpederet under 1. Verdenskrig 12 sømil nord-øst for Nord-Hender fyrskib. Vi havde station i Ostende og sejlede ud derfra. Besætningen bestod af skipper, mester, 4 dykkere, 5 matroser (2 danskere, 1, svensker og 2 franskmænd) hvoraf den ene var kok. Vi fandt vraget og lagde bøjerne 4 stk., så skibet kunne ligge helt stille i strømfarvandet. Man vidste ikke hvor i skibet, guldet lå, så der skulle søges mange steder. Efter 2-3 måneder gik selskabet fallit, vi mønstrede af og fik rejsen tilbage til Le Havre betalt.

Midt på sommeren 1929 mønstrede jeg i Rouen ombord i en engelsk olietanker ”s/s Le Coq” fra New Castle. Man sagde at den på det tidspunkt var det verdens ældste olietanker med f.eks. lanternerne i fyrtårne på bakken, som i sejlskibene. Det var en værre plimsoller dvs. at den ikke opfyldte de engelske bestemmelser for skibe, så vi ville aldrig komme til England. Vi sejlede med benzin mellem Frankrig og russiske Sortehavs havne. Julen 1929 tilbragte vi i Tuapse i Kaukasus. Det var den by tyskerne nåede til under 2. Verdenskrig. Besætningen bestod af bumser fra Le Havre og Rouen. Fyrbødere og kullempere var negre og arabere. Officererne var smidt ud fra andre rederier. Efter ankomst til Le Havre mønstrede jeg af.

Hver gang jeg søgte hyre i Le Havre, boede jeg hos en svensker – Nielson, der havde en danserestaurant i havnekvarteret og logihus ovenpå. Efter ca. 1 ½ måned i land, mønstrede jeg ombord i ”s/s Beaverbrai” tilhørende ”Canadian Pacific” med sejlads mellem London, Hamburg, Le Havre og til Montreal i Canada. Hver gang vi ankom til London, blev vi afmønstret, og jeg boede på et sømandshjem i ”Old Gate” jeg var eneste udlænding ombord, så jeg lærte at tale engelsk ret godt. Vi sejlede med alt muligt bl.a. køer og heste, stykgods og landbrugsvarer. Mønstrede af sidst på sommeren 1930.

Påmønstrede ”s/s Start” af Oslo på Nord- og Østersøfart. Gjorde en rejse London-Køge-Danzig-Nordsverige-London og derefter koks til København, hvor jeg mønstrede af d. 15. december 1930 rejste hjem og fejrede julen.

Begyndte på Fanø Navigationsskole efter nytår 1931. Tog Styrmandseksamen april 1932 og Skibsførereksamen oktober 1932. Telegrafisteksamen på Københavns Navigationsskole april 1933. I Marinen fra 1. juni 1933 til 28. september 1933. På togt med eskadren 1933 ombord i Panserskibet ”Olfert Fischer” i øvrigt dets sidste tur.

Påmønstrede den 21. oktober 1933 ombord i ”s/s Ninna” rederiet J. Lauritsen. Det var et helt nyt skib bygget i Helsingør. Bygget til trampfart på Nord- og Østersøen, men ændret til transport af frugt: æbler, pærer, appelsiner og bananer. Første tur gik til Vancouver på vestkysten af Amerika gennem Panama-kanalen. Jeg var mønstret som 2. styrmand og telegrafist.

Den første tur var meget streng og alt var nyt, skibet, styrmandsjobbet og ikke mindst telegraferingen var nyt, men efterhånden fik jeg færten af det, og det blev helt interessant. Vi lastede pærer (ca.+-1/2 gr.), æbler (ved + 4 gr.)til Europa via St. Thomas for bunkers og reparation af spildedampsturbinen. Næste tur gik gennem Panama-kanalen til Chile efter æbler til Brasilien gennem Magellanstrædet, vindruer (+6 gr.) og bananer (+11 gr.) til Europa. Til Helsingør dokning, garantier og afmønstring.

(skrevet 23/2 1984)

Vi kom til Helsingør Sankt Hans aftensdag. Jeg fik besøg af min egen Grethe og om aftenen sad vi på ”Færgegårdens” terrasse og nød den sjældne Sankt Hans aften og spiste jordbær. Når man lige er kommet til Danmark efter 8 måneder til søs, fornemmer man rigtig stemningen. Dagen efter blev jeg afmønstret, og Grethe og jeg rejste til Korsør og senere igen til Fanø. Begge steder vel modtagne.

Senere rejste jeg til Rouen i Frankrig for at påmønstre hos Lauritsen ”s/s Betty” der sejlede fast på Rouen og fransk Vestindien, Martinique og Guadeloupe, ballastet ud og bananer hjem.

Kaptajnen hed Anton Knudsen fra Fanø, 1. styrmand hed Theodor Thomsen fra Esbjerg. Han tog skibsførereksamen på Fanø, da jeg tog Styrmandseksamen, 2. Styrmand var undertegnede fra Fanø, 1. maskinmester Søren Tesche fra Sønderho, 2. maskinmester Georg Svensen fra Esbjerg, så vi var flest fra Fanø og Esbjerg. Jeg var med ”Betty” fra september 1934 til juni 1936, næsten 2 år. I den tid sejlede vi uafbrudt mellem Rouen og Martinique og Goudaloupe.

Fra hjemmesiden www.mitfanoe.dk er nedenstående beskrivelse fundet:

Beskrivelser om villaer ved badet er forfattet af Børge E. Hansen i Jubilæumsskriftet for Fanø Vesterhavsbads Grundejerforening, 60 år, 1934-1994.

Villa »Bellevue«

Yderst mod nord lå villa Bellevue. Huset er forlængst revet ned for at give plads for Jørgen Ruds sommerhjem. I Bellevue boede i min barndom kaptajn Jensen og hans 3 børn hele året. Kaptajnen var meget fåmælt og menneskesky. Min moder, der var skolekammerat med hans afdøde hustru, fortalte mig, at han som dygtig skibsfører havde stiftet hjem på Fanø og levede lykkeligt, indtil skæbnen med et frygteligt slag knuste hans lykke, idet han unge hustru pludselig afgik ved døden. Efter nogen tid opgav han at bo i Bellevue og flyttede til sin barndomsgård i Rindby. Huset stod herefter i en årrække ubeboet og var genstand for hærværk. Kaptajn Jensens børn gik det imidlertid fint. Begge sønnerne blev skibsførere, men den yngste, Norman, som var min muntre sidekammerat i skolen, havde den sørgelige skæbne at omkomme ved en torpedering af hans skib i april 1945. Hans enke opdrog børnene, hvoraf jeg har haft den glæde at træffe sønnen, Norman, der er en ivrig og dygtig golfspiller. Datteren, Jessy, blev naturligvis gift med en Fanøsømand, som senere blev havnefoged i København. På grunden har, som ovenfor nævnt, Jørgen Rud og hans hustru bygget et af de smukkeste huse ved badet. Det var virkelig en oplevelse for mig at gæste Jørgen og fornemme, hvorledes et hjem kan indrettes med så stor kultur og sans for bevaring af de gamle traditioner.