Den 21. december 1972, kl. 21.30

Af tidligere sognerådsformand og borgmester Marius Sørensen, født den 29. december 1904 i Nordby. Marius Sørensen var meget levende optaget af lokalhistorien og gav selv mange bidrag til forståelse af fortidens historie. 

Jeg kan mærke, at jeg er ved at blive gammel. Fortiden træder mere skarpt frem i erindringen end nogensinde før. Jeg dvæler mere ved minderne end tidligere - eller også har jeg mere tid. Det er ikke blot minderne om, hvad jeg så og oplevede, der toner frem, men "lydene", som de satte sig i øre og sind, kommer frem, naturligvis forbundet med de forhold, der fremkaldte dem.

 Hjøwerhornets lyd. Denne tuden, næsten som et skarpt tågehorn. Den vækkede os om morgenen kl. 6.30 (i sommertiden), når køerne skulle trækkes til Hjøwerpladsen. Og ved aftenstid når de skulle hentes til malkning og stald.

Dette sceneri i nabolaget ved Johanne Møller, ved Jacobsens, ved Anders Møller (nu skomager Jensens) og ved æ'Hjøwermand Jens (hvor også Michelsens boede - nu Thiesens hus) når køerne stod ved husene og i godt vejr blev malket udenfor stalden.

 Plejlens slag i logulvet - dum - dum - dum. Det var Thomas, der tærskede i loen, (der hvor nu Ruth Almosetoft har sit køkken). Det var gerne ved vintertide, han tærskede med plejlen.

Vi bankede på lugen ind til loen. Så blev Thomas gal og kom ud for at skælde ud, men vi var jo væk og frække nok til at prøve igen, når han atter havde fat i plejlen.

 Rensemaskinens raslen var der ingen poesi ved. Den rensede kornet for avner, hvis man da ikke kastede kornet fra den ene ende af loen til den anden med kasteskovlen.

Hjuldamperens slag i vandet når skovlende gik rundt.

Var vi ude på Pakhusbanken for at bade eller sejle med vore skibe, så varskoede denne pjasken med skovlene i det stille vand, at nu var færgen i Loen, og vi måtte se at komme hjem. "Klask - klask" som når man slår tværs i vandet med et brædt i en fast rytme eller takt. Ved Færgebroen stoppede hjulene, men gik så modsat (bak) med en brusende skovling.

Vognhjulenes rullen og hestenes hovslag på gaden udenfor vore vinduer. Når vi en søndag aften i højsommeren var kommet i seng, i det der nu er kontoret, havde vi sengens hovedgærde op mod vinduet, hvor nu den grønne sofa står, så kom den ene kapervogn efter den anden fra færgen eller til havnen. De kørte jo ikke blot, når der kom eller gik færge, men ustandselig så længe der var folk at køre med. For selv om der var mange vogne, så var der jo kun plads til 6 - 8 i vognen. Undtagen var de store hotel­busser, der var lukket med sejl, eller "Kuren's” der var rigtigt lukket, de tog vel 14 til 16 passagerer.

Der var forskel på hovslagene, vognrumlen og farten. Om der kom en Landauer, en Charabanc eller en bus.

Trommanden der kom med kommunale oplysninger.

Brandtrommen havde en dump buldrende lyd. Helt anderledes end budtrommens hårdere og skarpere lyd.

Når en brand blev meldt, hastede det udvalgte brandmandskab til Sprøjtehuset, (det er nu fjernet). Brandmajoren eller den først ankomne af mandskabet sørgede for at få trommen sendt ud i byen. En opgave som et par store drenge gerne påtog sig. De løb gader og veje rundt og råbte: "Ildebrand ude å æ' strand", eller hvor det nu var, hvor der var meldt brand, alt imens de efter bedste evne buldrede med trommen.

Når mandskabet var mødt, eller der var kommet hjælpsomme til Sprøjtehuset, blev sprøjterne trukket ud. De stod på lave firehjulede vogne. Der var to sprøjter - ret store og kraftige pumper anbragt i store træbeholdere. På hver vogn var der tillige anbragt en stor vandtønde.

Der fandtes i Nordby tre kommunale vandpumper. De var vist opsat omkring 1870-80. På gamle fotos og prospektkort kan de ses. Der stod en på Tinghustorvet, en på Sprøjtehus­pladsen og en i trekanten mellem nuværende Valdemarsvej og Lindevej.

Mindst en gang hver sommer blev der afholdt sprøjteøvelse (brandøvelse). Det var altid en festlig begivenhed. Hele udrykningen blev iværksat, og alt pligtigt mandskab var i funktion. Officererne med guldsnore på kasketterne. Øvelsen startede ved Sprøjtehuset.

Klokkemanden der meldte: "Fisk o' æ' Skibsbrow" eller "Kjød o^’ æ' Torre". Eller der kunne være kommet en æbleskude i havnen, forskellige forestillinger, tabte genstande o.s.v. Jo, jeg kan høre det så tydeligt. Både instrumentet, råbet og Hans Jørgens forskellige bemærkninger til udråbet. F.eks. når han råbte ud om torsk eller hvilling: "l ska' e't kyw dem - de er hvid gæller". Foruden Klokkemandens ringen, klingrede der også andre klokker i byen.

Mælkemanden, ja han ringer jo endnu, men fra bilen og kun et par korte klemt, og snart er han væk igen. De gamle "mælkemænd' kørte med hest og vogn, hvorpå der stod store spande med messinghaner. Der var litermål både store og små, serv om der solgtes i pægle, potter og kander. 

Indtil "Thomas's plads" blev inddraget til vor have i 1915, havde mælkemanden fast holdeplads der. Det hændte ikke så sjældent, at vi på holdepladsen kunne flnde smapenge der var tabt under handelen. 

Den første mælkemand, jeg erindrer, var "Per Mælkemand' husmand P.N. Pedersen. Han var senere medlem af sognerådet, blev formand og til sidst sognefoged. Hans efterfølger var vist "Niels af Matheas" Niels Morten Sørensen fra Rindby. De ringede så man kunne høre, at de gerne ville sælge, og de havde tid til både at fortælle og høre nyt. 

Under hårde vintre skete det, at hanerne på spandene fros fast. Så måtte de have varmt vand til at tø op med. Det var ofte en kold bestilling både for mand og hest Der opstod næsten altid et vist fortroligt hyggeforhold meltem hest og konerne ved holdepladserne. Hestene fik jo gerne en bid brød og vidste, hvor der var at få.

Der var også lyden fra Møllervognens klokkeringning og fra Kirkeklokken