Mitfanoe
Tercera's stranding og forlis i 1906

 

 

      Den gamle sømand fortæller.

 

Erindringer fra sejlskibstiden.

Personlige oplevelser fra jernbarken "Terceras" stranding og totalforlis på koraløen Juan de Nova 1906.

 

 

 

tercera-forlis-24031906

Notits i Fanø Ugeblad den 24. marts 1906

 

 

 

Tercera-1-copy

 

 

Barkskibet "TERCERA", ex "Melpomene", var et jernskib på 1063 tons br., søsat 1876 på Reiherstieg Schiffswerfte på Elben. Det tilhørte B. Wencke & Soline i Hamburg og indkøbtes 9. august 1890 for 151,500 Mark af „Rederiaktieselskabet Tercera", hvis bestyrende reder var J. P. Holm, Nordby, og førtes af kaptajnerne Casper P. Holm, H. M. Bech. og N. P. Pedersen. Senere blev C. P. Holm reder.

 

 

Hans Carl Poulsen, forfatter til denne artikel, bragt i Fanø Ugeblad den 26. marts 1971, 2. april 1971 og den 23. april 1971.

 

 

 

Torsdag den 2. marts 1967 kan fhv. styrmand Hans Carl Poulsen, Navigationsvej, Nordby, fejre sin 80 års fødselsdag.

H. C. Poulsen, der er ud af gammel sømandsslægt, kom også selv til at øve sin livsgerning på søen, og han kom til at deltage i flere store begivenheder, der både indeholdt dramatik og spænding. Vi kan her blot nævne hans deltagelse i Danmarksekspeditionen til Grønland. Vi kan også nævne de interessante år, hvor han var styrmand på havundersøgelsesskibet ”Dana”.

Nu har han for længst kastet anker i Nordby, hvor han hele tiden har haft sit hjem, og her kender vi ham som en humørfyldt og livsglad mand, der sikkert kun har venner. I de senere år har helbredet ikke altid været ganske tilfredsstillende for ham, men han er nu ved sin 80-årsdag tilsyneladende den samme muntre mand som tidligere, og vi ser ham igen på sine daglige ture i byen og ned omkring havnen.

Fanø Ugeblad den 25. februar 1967.

 


 


 

Angående denne stranding skal jeg forsøge på efter hukommelsen at give en skildring af, hvad et sejlskib og dets besætning kunne komme ud for, da der endnu var romantik på havene.

I midten af november 1905 afrejste kaptajn Niels Peder Pedersens kone, hendes søn Carl og en dreng fra Esbjerg, der skulle være dæksdreng om bord i »Tercera«, samt letmatroserne H. P. Jensen og H. C. Poulsen, for med »N. J. Fjord« at sejle fra Esbjerg til Harwich og videre til Cardiff, hvor »Tercera« var beliggende for at laste kul til tysk Østafrika (Zanzibar).

S/S »N. J. Fjord« var en Holken-dækker, det vil sige, at den kun havde gelænder i stedet for fast lønning, så vandet, den tog over forskibet, havde frit løb fra for til agter og fejede alt løst, der stod på dækket, med sig.

Vi havde med ”N. J. Fjord” en hård overrejse med storm og en masse vand på dækket; da vi passerede Grådyb Barre blev alle passagerne beordret under dæk for ikke at blive skyllet over bord. Med en del forsinkelse ankom vi til Harwich og fortsatte med tog til Cardiff. I slutningen af december var »Tercera« tillastet med ca. 1800 tons kul bestemt for Dar el Zola, Zanzibar. Vi forhalede til Dock Gaten for at rigge vor løse klyver og jagerbom ud. Agterhalerne, stængestag, klyverlejerne blev sat. Da vi var færdige med udligningen af klyverbommen kom lodsen om bord, slæbebåden fik vor slæbetrosse og slæbte os ud gennem Bristol kanalen udefter Lundy øen, hvorefter vi halede slæbetrossen ind, satte sejl og styrede vsv efter for en frisk nv. Efter nogle dages sejlads med skiftende vinde, og uden at noget særligt hændte, kom vi ned på højde af Madeira, hvor vi fik NØ Passaten, brasede firkant og styrede sv over. Vi passerede linjen jeg husker ikke efter hvor mange dage

..

 

 

Nancy,-skonnertbrig,-1850---NBPF

 

Skonnertbriggen "Nancy"

 

 

Et stykke norden for linjen kom vi på prajehold af skonnertbriggen »Nancy«, hjemmehørende i Nordby på Fanø. Jeg husker, at jeg stod til rors, da kaptajnen kom fra kahytten op på halvdækket og sagde til mig: ”Jeg tror, det er en af fannikerskibene. Kom lidt nærmere.” Da vi kom på prajehold, blev der brast bak på stortoppen, og følgende samtale udspandt sig mellem de to kaptajner, som hed Pedersen begge to:

—            Goddag, Pedersen.

—            Goddag, Pedersen.

—            Hvor skal du hen? hvor længe har du været ude.

—            60 dage fra Hamborg, og skal til Bahia. Men hvor skal du hen?«

Til Dar es Salam i Østafrika. — Uha, så har du en lang vej for dig.

»Nancy« var ved at, skifte sejl for at tage imod en frisk SØ Passat, da der kom en rum byge. Vi braste fuld og løb »Nancy« af sigte med røjlen i top.

Kort tid efter passerede vi linjen, hvor der traditionen tro blev holdt linjedåb for dem, der ikke havde været over Ækvator før. I dagens anledning fik vi en flaske cognac og en flaske rom fra agteren.

Vi fik en stiv SØ Passat over efter Cap det gode Håb. Det er der omkring, sagnet siger, at den flyvende hollænder holder til; men vi så nu ikke noget til ham.

Før vi kom rundt, kom vi ud or noget usædvanligt. Vi lå underdrejet for en hård storm af NV i 3 dage. Da det atter flovede, og »Tercera« igen var klædt på for bagbord halse og en svær lønning. En af drengene stod il rors, resten af besætningen med første styrmand i spidsen var nede i lasten for at trimme kullene. Drengen, der styrede, var ved at gå over stag for god vind. Til alt held kom den gamle op på halvdækket. Han kastede et blik på stortoppen og så, at det ikke var, som det skulle være — han sprang for efter og fik os op fra lasten, og da viste det sig, at agterhalerne var slækket op, og den løse klyverbom pegede op efter. Hvis den gamle ikke tilfældigvis var kommet op, kunne vi have risikeret at have mistet rigningen.

»Tercera« blev med det samme klædt af til undermerssejlene, og vi gik i gang med at sætte klyverbommen på plads. Det hele foregik med håndkraft, godt at vi havde en dygtig første styrmand til at lede arbejdet, der efter forholdene blev udført meget hurtigt. Vi styrede så efter nordspidsen af Madagascar for at benytte Mosambique-kanalen, strædet mellem Afrika og Madagascar til at sejle igennem, i stedet for at gå rundt om Madagascar, hvorved vi sparede en stor omvej. Der er bare den hage ved dette, at det frarådes at sejle igennem kanalen i visse måneder, da strømmen kan være uberegnelig, hvad kaptajnen var vel vidende om. Nå, vi stod ind i kanalen og havde god vind i nogle dage, men så flovede det af, og det blev blikstille med regn- og tordenbyger fra Afrika og Madagascar.

Hvor længe vi lå med stille vind, ved jeg ikke; men jeg husker, da vi var kommet et godt stykke ind i kanalen, at den gamle kom op på halvdækket og han sagde til mig: ”Om en 3-4 fire dage kan vi med denne vind være i Dar es Salam.« Desværre viste det sig senere, at strømmen havde kørt sådan omkring med os, at vi strandede på øen Juan de Nova, efter at vi en gang havde passeret den.

 

 

map ju nbhd

 

Juan01

Juan de Nova

 

 

 

Den 19. februar mønstrede vi kl. 8 foran halvdækket med begge vagter. Det var noget, der brugtes i større sejlskibe. Der blev fra halvdækket varskoet: *Løs af ved ror« og »Udkig frivagt«, samtidig blev der sagt: ”Hold godt udkig, vi får måske rocks til natten.” Kort efter blev der loddet uden at få bund.

Kl. 10 blev jeg ved roret afløst af Hans Peter Jensen og gik på bakken til udkig. Kort efter så jeg i det buldrende mørke noget hvidt om styrbord. Da der var brast firkant, kunne jeg ikke råbe halvdækket op; men jeg sprang ned fra bakken og løb agterover og råbte: "Rocks for om styrbord!" Lige så hurtigt jeg igen var på bakken, var kaptajnen ved min side »Hvor er det,« spurgte han. Kort efter brød det igen. »Der!« sagde jeg. Kaptajnen slog hænderne sammen og udbrød: »Så er vi fortabt!« Så blev der røre på "Tercera". Frivagten blev purret ud, og der blev brast bagbord ind; men da skibet nærmest løb for stortoppen med mesanen halvt under gaflen og mesanstagsejlene halet ned, ville det ikke til vinden. Desuden havde strømmen, der førte ind over revet, allerede fået fat i skibet.

Den gamles hurtige reaktion reddede sikkert besætningens liv. Hvis »"Tercera" var faldet tværs i brændingen, havde vi ikke reddet livet. Han så hurtigt, at »Tercera« ikke reagerede for roret, og han gav ordre til at brase firkant igen og tog selv roret og styrede mod, hvor søen brød mindst.

Jeg formoder, at vi løb op i koralrevet med mindst 10 mils fart, selv om røjlerne var gjort fast. Da skibet stødte med agterenden, brækkede rorakslen og rattet blev slået ud af hænderne på kaptajnen og for ud over siden. Der blev givet ordre til, at alle mand skulle op på halvdækket, hvis rigningen skulle falde.

Det hele var sket så hurtigt, at det nærmest virkede som et chok. Men fortryllelsen blev brudt da kokken, der boede agter på, kom op på halvdækket og sagde: »Kaptajn, skal vi ikke have en båd ud?«

Den gamle svarede henne fra agter: »Du skulle hellere bede dit Fadervor. Det er ikke sikkert du ser solen mere«, samtidig var der en af frivagten, der knurrede. Så blev der almindelig tavshed, for når den gamle siger sådan, må der være fare på færde. Da vi var kommet til os selv, blev der givet ordre til at gøre storbåden klar og ned fra galgerne ved stormasten, der stod den sammen med en skurepram og en lettere båd. Andre kastede skøderne til råsejlene los. De slog et par slag og forsvandt i mørket.

Ved en del arbejde fik vi storbåden løftet ned af galgerne og slæbt den under samme for efter, hvor den blev hejst op i for-bramfald og store overmærssejl-fald og sat ud, så båden hvilede med dens køl ind mod Terceras lønning. Derefter blev smeden og jeg sat til at sørge for vand og proviant. Det skulle hentes agter. Da vi kom tilbage med dette, var båden af en svær brådsø slået ind på dækket, og hele den ene side var knust mod storlugen, så den var gjort ubrugelig. Det forårsagede, at storbåden i løbet af natten slog noget af ruffet ind, så der var frit løb for søen til at rasere ruffet, derfor forsvandt alle vore skibskister og vort tøj i brådet.

 

 

 

Efter at det var sket med storbåden kravlede vi op på ruftaget for at forsøge at holde os fast, til det blev dag, mens rotterne for rundt imellem os. Jeg tror, de var mere bange end os, når brådsøerne hamrede ind over skibet.

Hen på morgenstunden gik der hul på »Tercera« på bagbords side. Så fik vi først rigtig vand ind over, der kom 3 brækkere i følge. Vi kunne se deres hvide toppe ude i mørket. Når de kom styrtende ned over os og vort arme skib, gjaldt det om at holde sig fast.

Endelig blev det dag. Det var den længste nat, jeg den gang havde været med til. Jeg skulle senere komme til at opleve en 3 måneders polarnat, men det er en anden historie.

Da det blev dag, og vandet faldt, forsøgte vi at komme hen agter for om muligt at finde lidt proviant til livets ophold, hvad også til dels lykkedes. Vi så også, da det gryede, en lille flad koralø ca. 2 sømil borte, hvor det højeste var en stor kokosnødpalme, der ragede op. Katten havde om natten opholdt sig i sejlkøjen, der lå helt ude i hækken agter. Det sølle dyr var vild af skræk, så den fik en sæk og et par stykker kul og blev kastet ud over siden. Den gamle havde 2 kanariefugle, som fik halsen drejet rundt. Vi havde også 2 grise om bord, den ene blev skyllet med ned i forpeaken og druknede, den anden kom ud over siden, hvorefter den svømmede i land, hvor en flok glathårede hunde holdt til. Disse jagede den ud på det yderste af koralrevet, hvor vi fandt den, da vi kom i land, og fik den aflivet.

Op på formiddagen blev der gjort forsøg på at sætte zinkbåden ud. Den stod på bb-side. Jeg blev sendt op i forrigningen med en strop og en talje til at løfte båden ud af klamperne agter. Samtidig blev der hugget en talje i en david, der stod på hakken, den blev almindeligvis brugt til at sætte ankrene ud med. Da båden var kommet klar af klamperne og ruffet og hang frit i taljerne, kom der en ondartet brådsø, der fyldte båden og brækkede den midt over, lige så let, som om det var en tændstik. Den forreste halvdel af båden forsvandt ud over bakken, og den anden del slyngedes agter hen mod halvdækket, og blev liggende der.

Så lød kaptajnens røst: — "Næste gang der skal en båd ud, skal jeg nok bestemme hvornår!"

 

 

 

Alle vore både var nu knust af brådsøerne undtagen en gammel jolle, der lå med bunden i vejret st-side af ruffet; denne båd var faktisk intet værd, men den blev tætnet så nogenlunde og blev hejst op under fokkeråen, så bråddet ikke kunne nå den. Og så belavede vi os på at blive på vraget endnu en nat; men det blev på bakken, da vi var bange for at ruffet skulle bryde sammen på grund af den omgang, den havde fået af storbåden den første nat.

Vi holdt den gående på bakken, så godt, vi kunne. Søvn blev der ikke meget af, da man kunne risikere at blive skyllet over bord, når der kom en brækker over. Næste formiddag blev der gjort klar til at forlade vort gode skib. Vinden var sprunget om og kom ude fra, så det gav læ på landsiden. Fokkeråen blev brast st. ind, og båden blev firet af. Vi kom alle sammen godt i båden men et stykke inde på revet brød søen voldsomt, og det skulle vi igennem. Da vi var inde i bråddet, varskoede styrmanden: »Hug årerne i den!« Det forårsagede dog ikke, at søen blev dæmpet. I stedet for løftede den svære sø båden op på sin brede ryg og smed os langt ind på koralrevet, så langt ind, at vi kunne bunde.

Den anden nat, vi tilbragte på det, der var tilovers af »Tercera« observerede vi bål inde på øen, det blev senere konstateret, at det skulle være en opfordring til os om at gå i båden for at forsøge at lande på øen. Nu sad vi på koralrevet, og kort efter, at vi var landet der, kom der 2 sorte mænd i en kano ud til os. De var tilsyneladende bange for at nærme sig, så vi gik hen imod dem med oprakte hænder, og så kom de hen til os.

Den gamle havde en zinkkuffert med i båden, hvori han havde nogle kiks og en stang skrå, og det spiste de sammen uden tilsyneladende at føle sig utilpas af den usædvanlige blanding. De to sorte talte negerfransk — fuldstændig volapyk for os; men ved forskellige armsving og grimasser fik de os gjort begribeligt, at de ville have to mand med ind. Så sagde Søren Winther: »Hans Carl, skal vi gå med dem?« Dertil sagde kaptajnen: »Hvis I bliver "off", har I selv været ude om det.«

Nå, det blæste vi på. Vi trådte over i kanoen, og den kunne de vel nok manøvrere ind og ud mellem koralerne over i lagunen til en snehvid strandbred, hvor vi blev modtaget af to sorte mænd og kvinder og en hvid mand. Han hed Satta Th. Colon og var schweitzer, men talte tysk, og han havde vistnok opsyn med de sorte; men han havde hverken tændstikker eller tobak, blev vi klar over senere. Han fortalte også, at det var det værste sted på øen, vi var strandet, derfor havde han tændt bål for at orientere os.

Søren Winther talte og forstod lysk, så han forklarede manden en hel masse.

Den hvide mand lovede, at så snart det blev højvande, ville han sende en kano med et par sorte ud for at lodse os ind, hvilket også skete, efter at vi vel var kommet ud på revet igen til de øvrige, uden at vi var blevet »off«!

 

 

 

Da det blev højvande, kom vi med båden ind på strandbredden og blev modtaget af den hvide mand og resten af øens befolkning, to sorte mænd og tre kvinder. Vi gik så hen til deres huse, der var af træ. Den hvide mand overlod kaptajnen sin bolig, mens vi andre blev placeret i nogle tilsvarende skure. Næste dag blev der af sejlmageren og et par andre af besætningen gjort forsøg på at komme om bord i vraget af »Tercera« for om muligt at bjerge et eller andet spiseligt; thi på øen var der ikke stort mere end til dem selv. Der blev bjerget noget rugmel, salt kød og flæsk, samt nogle dåser konserveret kød, der ikke kunne tåle varmen, men eksploderede med et vældigt knald, så indholdet fløj til alle sider. Der blev på øen opsendt nødsignaler om natten og brændt bål, hvis skibe skulle passere i nattens løb. Desuden stod rigningen på »Tercera« i 8 dage, inden den faldt. Den gamle var meget nedtrykt, når han hver morgen gik op på et stillads, hvorfra han kunne se skibet. Når han kom ned, rystede han på hovedet og sagde: >Bare den rig snart kunne falde«?

Endelig en morgen, da han kom ned fra sin udkigspost, sagde han:

»Endelig er rigningen faldet« ! Det føltes for ham som en stor lettelse.

Båden blev roet rundt til den anden side af øen for at blive repareret, så den til dels var tæt, da der nogle dage efter kom en damper og stoppede op ud for øen. Vi satte båden i vandet for at nå ud til den; men han stak af fra os, selv om stadig noget af vraget var synligt for ham. Vi var så nær, at vi kunne se hans skorstensmærke: Gul med sort top! Vi kunne så bare se at komme tilbage til øen efter en 5 timers rotur.

 

 

 

Den eneste kending, vi havde på øen, var den store kokosnødpalme. Da vi var kommet godt tilbage, blev båden gjort yderligere i stand med henblik på et forsøg på at nå Madagaskar. Den blev rigget til med 2 smak-sejl, årer og ror samt en kompasrose, som vi fik af den hvide mand, og den blev gjort fast på agtertoften for at have noget at rette sig efter på turen til Madagascar.

Nogle dage efter sejlede båden for at forsøge at skaffe hjælp til os, som måtte blive tilbage på Juan de Nova Island. Vi sad på en sandhøj og så efter vor lille båd, så længe vi kunne øjne den. Båden var bemandet med 1. styrmand (Chr. Sørensen fra Troense), sejlmageren og tre matroser samt en sort fra øen, der skulle være kendtmand, blandt matroserne var Søren Winther. De kom alle godt over til Madagascar; men vi gensås ikke, før vi mødtes i København. ( Billedet af Madagascar viser Mahajanga, hovedstaden i Mahajanga-provinsen på vestkysten af Madagascar, hvorfra de kom med en passagerdamper via Diego Suarez til Marseille og hjem.)

Vi, der blev tilbage på øen, forsøgte at opretholde livet så godt, vi kunne. Af det bjergede rugmel forsøgte kokken at lave brød, og det foregik på den måde, at vi gravede et hul ind i et dige og lagde en jernplade, som vi lånte hos den hvide mand, over hullet og fyrede, til pladen næsten var gloende, derpå lagde kokken en rugmelsdej, der nærmest lignede tykke pandekager. Men uha, de var sure og næsten uspiselige, de gled dog ned — uden større appetit ganske vist.

 

 

IMG 0001

 

 

 

Det var bedre, da vi fangede 2 store havskildpadder nede på stranden. De var gået i land for at føre slægten videre; men det blev der ikke noget af. Vi var 4 mand om hver, de blev båret op til et skur, så de ikke kunne stikke af igen. Tømmermanden huggede hovedet af dem. De var smækfulde af æggeblommer, og så stod menuen på æggekage og skildpaddesteg; men hvilken æggekage og hvilken steg, tilberedt på så primitiv en måde, som den blev. Jeg undrer mig endnu, så mange år efter, over, at vore maver kunne holde til det. :— Hvad den altså heller ikke kunne. Vi fik dysenteri, bylder og meget andet søllehed.

Vi fangede også en masse sorte terner, som vi slog ihjel med en stok, nar de sværmede om ørerne på os; det var absolut heller ikke nogen delikatesse.

Om morgenen var der en lille dreng, som hed. Tafki, det var den hvide mands oppasser, der lavede ild til os ved at stryge 2 træstykker mod hinanden, så vi kunne få sat ild på til at varme vort vand ved. Tændstikker var der jo ingen af; men det gik hurtigt for drengen at få træet til at brænde.

Beboerne på øen ernærede sig ved skildpaddekød, kokosnødder og fisk, som de harpunerede imellem koralerne, fiskene var i smukke f arver, røde og bå, men de smagte godt. Så var der også en jordfrugt, Mangoes. Det meste af denne frugt er stenen, kødet er meget trevlet og så er der ikke ret mange af dem. Desuden avlede kvinderne lidt majs, som de knuste til mel og bagte brød deraf. Det var nu ikke særlig velsmagende.

En overgang slap vandet op, heldigvis varede det ikke ret længe. Den hvide mand viste os, hvor vi skulle grave, og da vi kom blot et spadestik ned i jorden, vældede vandet op, og vi havde snart det fineste vand at drikke.

Efter at båden var sejlet, ventede vi hver dag på, at et eller andet skulle vise sig, men der skete ikke noget, hvorfor vi gik i gang med at lave en flåde af noget tømmer, som var drevet i land på den modsatte side af øen; på den samme side lå halvdelen af en svensk træbrig, der var strandet for mange ar siden. Alt hvad der kunne bruges af søm og nagler fra denne blev nappet ud til brug for vor påtænkte flåde; men heldigvis blev det ikke til virkelighed med det byggeri.

 

 

 

Årsagen til, at der ikke kom nogen båd eller hjælp var, at manden, der ejede øen, havde sin kutter oplagt og rigget af. Vi fik senere at vide, at den kom til øen dagen efter, at vi var taget derfra med en engelsk damper ”Northumbria"” af London, der kom fra Cape Town og skulle til Calcutta, men som fik maskinskade og drev over mod vor ø. Maskinmesteren stod med en lang kikkert og så ind over øen, og så, at der var hejst nødsignaler derinde. Han gjorde opmærksom derpå, og damperen stoppede og satte flag på for-toppen, formodentlig for at gøre opmærksom på, at de havde set os. Vi havde ingen både og kunne ikke komme fra stranden, men vi løb langs med denne og svingede med, hvad vi kunne få fat på.

Kort efter blev en båd firet af fra damperen, bemandet med 1. styrmand og 4 matroser. Det første styrmanden spurgte efter, var kaptajnen. Den gamle var meget sløj på den tid, han sad på skuldrene på 2 af os. Den engelske styrmand var stor og stærk, han tog den gamle i armene og bar ham ud til båden mens vi fulgte bagefter.

Endelig - efter 27 dages elendighed pa øen - blev vi befriet.

Da vi kom om bord i »Northumbria«, var den gamle så sløj, at han måtte have en kasteline med et pælestik om ryggen til støtte for at kunne komme op ad stormlejderen. Det blev dog ret hurtigt bedre, da han kom om bord og fik noget styrkende medicin.

Vi gav en hånd med ved at løfte båden, og jeg tror næppe, at den tidligere er blevet løftet op af så glade mennesker som os fra ”Tercera”. Det sidste vi så af vort smukke skib, da damperen forlod Juan de Nova, var nogle rustne spanter - alt andet var knust af det voldsomme bråd mod koralrevet.

 

 

waterscape-photography-11-500x332

 

 

 

Vi var 12 dage om bord i den engelske damper. Da den gamle hørte, at den skulle til Calcutta, bad han om, at vi måtte blive sat af på Ceylon, fordi der var så varmt i Calcutta. Vi fik en helt igennem første klasses behandling om bord, vi fik vor egen proviant anbragt på storlugen, hvor der over losse-bommene var trukket presenning, så vi havde det rart på rejsen. Vi udførte forskelligt skibsarbejde, bankede rust, malede og tog rorstørn, hvilket officererne ikke var kede af. Efter 12 dages forløb anløb vi en plads på Ceylon, der hed Point de Calla, hvor vi blev sat i land med pram, der var på slæb af en slæbebåd. Prammen var ikke fri for at lugte af ko; men vi kom da godt i land og blev pr. tog transporteret til Colombo, hvor vi blev ekviperet fra inderst til yderst; det værste var skoene, som gnavede, da vi ikke havde brugt sådanne i lang tid. Vi førte en behagelig tilværelse på Ceylon med dens dejlige klima. Det siges også, at Paradisets Have skal have ligget på denne ø. Vi ventede nu bare på, at s.s. »Broholm« skulle anløbe Ceylon, kommende fra Singapore, så vi kunne få en tjans hjemover. Da »Broholm« kom, havde den kineserbesætning både på dæk og i maskinen.

 

 

 

tercera-forlis-31031906

Notits i Fanø Ugeblad den 31. marts 1906.

 

 

Dæksbesætningen afmønstrede og nogle af os fra ” Tercera” afløste dem. Fyrbøderne, der alle var kinesere, blev om bord og afmønstrede sammen med os, da vi kom til København.

— Jeg ved godt, at der tidligere har være skrevet om barkskibet »Tercera«s totale forlis, men så vidt jeg ved, ikke så udførligt.      H. C. Poulsen

 

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box