En Fanøskipper fortæller - H. P. Thomsen - del 3

 

 

Første mønstring i 1874

Den 2.marts 1874 kom jeg om bord på skon­nert „Lene" af Sønderho som kok, Skibet lå i Nordby Havn.

 

foersterejse1874

 

 

 

Påmønstret d. 13.marts i Nordby. Anløb følgen­de havne i løbet af sommeren, med ladning eller ballast. Fra Nordby til Carlston i ballast, fra Carlston med kul til Gråsten (Flensborg Fjord). På rej­sen til England var vi inde i Lesterdyb til anker nog­le dage på grund af vestlig stormvejr. Efter udlos­ningen i Gråsten fik vi ballast og en del facadesten om bord, bestemt til St. Petersborg hvortil vi ankom d. 2.maj. (meget sne og is endnu deroppe). Los­sede stenene og ballasten ved nedre byen, kom der­efter helt op igennem byen til Nevsky, hvor skibet fik en ladning rug om bord bestemt til Ystad. - I Ystad fik skibet igen ballast bestemt til Riga, i Riga (Mølgravene) lossedes ballasten og vi fik en ladning jernbanesveller om bord bestemt til Esbjerg.

I Esbjerg blev vi alle om mønstret og jeg for mit vedkommende fik min hyre forhøjet til 8 rigsdaler pr. måned.

Fra Esbjerg gik vi i ballast til Newcastle med en ladning kul til Norkøbing - fra Norkøbing med en ladning tov til København. I København blev jeg afmønstret og rejste hjem til Fanø. Denne sidste rej­se blev lang og besværlig på grund af meget vest­lig stormvejr på rejsen. Jeg kan tilføje, at jeg hav­de været meget søsyg på rejserne, men havde dog været i aftagende, eftersom jeg blev mere vandt til søen og sejladsen.

 

 

 

Ballast: kontravægt i bunden af skib af hensyn til stabiliteten, når der ikke er ladning inde. Ballasten kan bestå af sand, jord, sten o.l. og i vore dage vand i ballasttanke. Fast ballast i fx  joller er bly, cement o.l. Ballastspir: de store sejlskibe kunne ikke ligge helt tomme uden risiko for kæntring. For at forhindre dette, kunne man i havnene leje såkaldte ballastspir, sammensurrede træstammer. Mens skibet endnu havde en del af ladningen inde, blev ballastspirene, fastgjort et på hver side af skibet, og skulle ved deres vægt forhindre skibet i at krænge over. Fortøjningerne skulle naturligvis hele tiden reguleres, så at spirene lå og malflød lige i vandoverfladen med totte trosser.

 

 

Rejse med skonnert ”Plejades” 1875

 

plejades1875

 

koeningsberg

 

Königsberg

 

 

Hen ad vinteren fik jeg hyrer med skonnert „Plejades" af Fanø, som lå oplagt i Kolding og kom om bord i marts måned 1875. hyren, 16 daler pr. må­ned. - Sejlede fra Kolding i ballast til Königsberg; derfra med en ladning havre til Rochester (Londons River). - I ballast derfra til North Scheels og kul derfra til Königsberg, fra Königsberg med kom til Sunderland, derfra med kul til Königsberg og herfra med en ladning kom til Leith, hvorfra vi sejlede tom til St. Davids (Firth of Forth) - fra St. Davids med en ladning kul til Königsberg og derfra igen med en ladning gamle ben til Aberdeen. Denne ladning var meget ildelugtende og fuld af ådsel og orme.

Fra Aberdeen blev vi tovet tom til Stouhaven, en fiskeplads ca. 14 engelsk miles syd for Aberdeen. - Denne havn var en lille havn, hvor skibene lå tørt ved lavvande. Her indtog skibet en ladning sild i tønder bestemt til Königsberg.

Det tog land tid med lastningen på grund af langvarige østlige storme, som bevirkede høj dønning inde i havnen, så skibene huggede hårdt mod den hårde sandbund i havnen, især med stigende eller faldende vande og når skibene begyndte at flyde eller begyndte at tage grunden med ebbe.

Fik langt om længe ladningen om bord, men skibet havde lidt så meget og var blevet læk, at vi ikke kunne gå til søs, eller fortsætte til bestemmelsesstedet. En dag med nogenlunde vejr, blev skibet ved en slæbebåds hjælp slæbt til Aberdeen, med mandskab om bord til assistance ved pumperne.

I Aberdeen blev ladningen losset i pakhus og ski­bet kom på bedding, hvor det blev kalfatret, fik ny stråkyl (stråkøl) og flere reparationer.

 

 

 

 

 

Kalfatre: Tætne, digte, mellem skrogets planker - både nådder og stød - med værk uspundet, eller spundet til løse garn, der dækkes med beg, kit el. marinelim. Der anv. hertil kalfatrejern og kalfatrekølle. Først blev mellemrummene åbnet, " vækket ", med et sætjærn el. en vækkeklamai, dernæst blev værket banket ind, og til sidst blev begen hældt over.
Når begen var størknet, blev den overflødige del skrabet af med en vinkelskraber.


 

 

 

 

Kalfatrevaektoej

 

 

Værktøj til kalfatring

 

 

 

Stråkøl: Forstærkning bestående af planker, der påsættes kølens underside på træskibe for at tage af for fysisk kontakt med havbunden.

 

 

De reparationen var endt, blev ladningen taget om bord igen, og rejsen blev påbegyndt; men den blev lang og besværlig med flere uheld inden vi nåede frem.

 

Påsejling af fiskerbåd

 

Under tovning ud af havnen sejlede vi én fiskerbåd i sænk på barren. Mandskabet, 4 mand blev bjer­get om bord til os, eller rettere sagt, de bjergede dem ved at klamre sig fast til vores forgrejer og på den­ne måde komme op over skroget af skibet. De forlang­te at blive landsat og slæbebåden tog os ind i dok­ken igen. Det var selvfølgelig fiskemes mening, at skibet skulle beslaglægges men da det var aften gik de hjem i den tro, at vi blev liggende til næste mor­gen, men da de var vel af vejen og dokgaten endnu var åben, kom slæbebåden igen for, og slæbte os ud. Lejligheden var dårlig og efter en par dage be­gyndte det igen med østlige stormvejr. Efter nogle dages hårdt vejr blev det besluttet at gå ind på Firth Forth til ankers i læ for at afvendte bedre vejr. Da vi kom ind på floden var vinden nordlig og mange skibe gik til søs, men denne vind var kun inde i landet, thi ude til søs var vejret stormlig, og mange havarister kom ind allerede næste dag.

Vi lå et døgn på Liths red men turde ikke bli­ve liggende der længere, da kaptajnen var bange for at fiskerne i Aberdeen skulle få at vide at skibet lå i engelske farvande. Besluttede derfor at sejle op på en mere afsides sted, Inwerkitting Rhed, hvor vi kom til at ligge i mange dage med østlig vind og dårligt vejr.

Hen ad midten af december måned fik vi nordlig frisk kuling og frostvejr. Gik til søs og kom hurtig over Nordsøen og Skagerrak. I Kattegat sattes kurs efter Læsørende, men mødte der is hindringer og mod­vind, og det blev da besluttet at søge ind til Frede­rikshavn.

I Frederikshavn lå vi julen over, og ved ankom­sten eller dagen efter blev styrmanden og hans bro­der afmønstret, førstnævnte Jørgen Holm fra Strand­huse gift og boende på Fanø; sidst nævnte matros Hans Holm fra Strandhuse. De lavede spektakel mod Kaptajn Jes E. Clausen, vel nærmest for at komme fra og komme hjem til julen.

Det kan her bemærkes, at jeg såvel som den anden ungmand, Jens Søren Vinter og kok Oluf Nørholm, var bleven meget slet behandlet med både prygl og spark ofte uden skyld: Selv de som brødre kunne ik­ke enes, så vi andre tre var glade ved at de kom i land.

Imellem jul og nytår fik vi en ny styrmand fra Ålborg, han hed vistnok Johannesen.

 

 

Problemer for ”Plejades” med isen

 

plejadesisproblemer

 

 

De sidste da­ge i december 1875 gik vi ud fra Frederikshavn. Vinden var nordlig med frostvejr. Den 1. januar 1876 passerede vi København med håb om at nå til Bomholm som vinterhavn, da vi vidste at farvandet til Königsberg var spærret af is.

Nåede forbi Falsterbo Fyrskib uden hindringer, men om natten imellem 1. og 2. januar trak vinden sig om på ONO med stiv kuling og streng frost, så skibet tog en del vand over som blev til is med det samme, så vi hen ad morgenen blev nød­saget til at holde tilbage inde i Sundet hvorfra en slæbedamper fik skibet slæbt ind til Københavns red udfor Trekroner. Da det næste dag blæste mere op og ikke kunne ligge der for sø og drivis, måtte vi have slæbebåd igen for at komme ind omtrent tværs af Refshaleøen til skibet sad fast i det faste is.

 

 

koebenhavnshavn

 

 

Københavns havn

 

 

Det kan tilføjes, at under anker op hævning fik vi klysen reven ud af boven, som løb til bunds med kættingen, som så kom op med ankeret. Da skibet nu lå fast til det faste is blev klysen indsat fra isen og vi havde landgang over den faste is.

Da det så ud til vinter og et længere ophold, blev det bestemt, at styrmanden og kokken skulle blive om bord; kaptajnen, den anden ungmand og jeg kunne tage en tur hjem, så længe forholdene var således. Denne ferie varede dog kun ca. 8 dage, grundet på, at vi fik vestlig storm og isen drev væk fra Københavns red. og vi måtte af sted igen, men vejret var dårligt, og inden vi kom til at sejle, fik vi atter østlig vinde og stærk frost i længere tid.

I marts måned da forholdene blev bedre, forlod vi København, og nåede med nogenlunde god rejse til Pillau. Da vi ikke kunne komme op til Königsberg for is, blev sildelasten losset i Pillau, og denne be­sværlige rejse var da endt, som næsten havde taget et halvår. - I Pillau fik vi en ladning rug bestemt til Trondhjem. På rejsen var vi inde i Stavanger for at få kystlods til Trondhjem, og sejlede det me­ste af vejen indenskærs derfra til bestemmelsesste­det.

 

 

trondhjem

 

 

Trondhjem

 

Efter udlosning i Trondhjem fik vi en ladning sild om bord bestemt til Riga. Da vi på rejsen var inde på Københavns Rhed blev Jens Søren Winther og jeg afmønstret, den 13. juni 1876 efter at have været i Riga.

 

Skonnert­briggen „Cesarewna" 1875 som ungmand

 

cesarewna

 

 

Den, 16. juni mønstrede jeg igen med skonnert­briggen „Cesarewna" af København. 36 kr. pr. md. som ungmand og kom om bord d. 20. samme måned i Kø­benhavn.

I nævnte havn fik vi en ladning tov om bord be­stemt til Malaga i Spanien. - På rejsen anløb vi Vigo (Spansk Vestkyst) for Quaranstero, som kom til at lyde på 3 dage, som vi så af sejlede på rejsen fra Vigo til Malaga.

På rejsen over Biscayabugten havde 2 lidt komiske tildragelser: én var med mig ved roret og den anden var med stewarden og én rotte, men som jeg dog ikke ville meddele nærmere om her.

Da trælasten var losset i Malaga, blev skibet lastet igen med frugt: rosiner, appelsiner og figner, hvor­af en del skulle til København og resten i St. Petersborg (Leningrad).

Denne rejse var en præmiesejlads for dette skib som kunne bringe sin ladning hurtigst til bestemmel­sesstedet, og der blev sejlet hårdt.

„Cesarewna" var et af de skibe som kaldtes for frugt-farer, hvoraf vi vistnok havde 6. De gjorde kun 2 rej­ser om året, med forårs- og efterårsfrugter fra Middelhavet og spanske havne.

På Fanø havde man skibet ”Acme” som frugtfarer. Den tomastede bramsejlsskonnert ”Acme” af Fanø blev bygget i Nordby i 1857. Det 132 nrt. Store skib, der førtes af Anker. S. Ankersen, var en af Fanøs ”frugtjagere”. Skibet tog tre gange præmie for hurtig sejlads med frugt til St. Petersborg, og er her vist i Messinastrædet. Oliemaleri, udateret, usigneret. Original på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

 

 

ACME-FOS-4743-2 Web

 

 

ACME-FOS-4743-2. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet.

 

Losning i Kronstadt

 

Den del af ladningen som skulle i land i Køben­havn blev hurtig lossede, da vi ankom dertil og rej­sen fortsat og ankom til Kronstad d. 19. oktober og kunne ikke komme op til St. Petersborg på grund af is. ladningen blev losset i Kronstad og sendt pr. ba­ne til bestemmelsesstedet.

De fleste af arbejderne ved losningen var solda­ter, og en dag havde en af dem, af en sønderbrudt rosinkasse puttet nogle rosiner i munden som blev opdaget. Manden blev transporteret i land, op på fæstningen hvor han fik nogen knut (prygl) og efter ca 1 times forløb var han tilbage til arbejde. Der har ikke været lang ventetid på dommen ejheller på dens fuldbyrdelse.

I Kronstadt blev skibet lastet med rug, kommen og fjerballer. Kommen var i sække men ruget var løst i lasten. ladningen var bestemt for København, men skibet kom aldrig dertil.

Natten før 1. november begyndte det med streng frost, og alle skibe i havnen, som på nogen måde kunne komme ud den dag gik til søs, hvad enten de havde fået deres hele last ind eller kun et mindre parti, thi de kunne risikere med den strenge frost, at de næste dag ikke kunne komme gennem isen, og mulig blive indefrossen hele vinteren.

Vi for vores vedkommende havde fået vores sidste eller hele ladningen om bord aftenen forud, og kom ved hjælp af slæbebåd Til søs om formiddagen nævnte dag. Der var allerede fast is langt ud Til søs dog kun tyndt men meget hårdt (ferskvandsis).

De første dage havde vi østlig vind blæst brise med klar luft, derefter gik vinden om på S.O. med til­tagende kuling og snetykning og storm, som vi hav­de i flere dage og kom derved ud af bestik.

 

Strand på Ølands sydkyst

Natten mellem den 6. og den 7. november kl. ca. 1 om natten begyndte skibet at grundstøde, og vi var da snart klar over. at vi var inde på Ølands sydkyst, og da det var pålands vind og høj sø, var vi også klar over, at skib og ladning ville gå tabt, og at det kun gjaldt om selv at bjerge livet. Udsig­terne var ikke gode især i førstningen.

 

 

staaendegods4mbark

 

 

 

Det første som blev gjort var at kappe storvants-talje-reber og ligeledes storstangs barduners talje-reber for at få stormasten til at gå overbord og ligeledes forestangerbarduner og forestangervant for, at få forestænger overbord, som alt lykkedes efter ønske. Hensigten med at få rejsning overbord var, for at denne ikke skulle medvirke til at skroget skulle skilles ad, thi så ville vi alle sammen have været fortabt.

Selv fokkemasten blev der ikke kappet for, da vi ønskede at beholde den, for om fornøden ved den at få anbragt en talje til hjælp for at få redningsbåden ud.

I de første 2 ½ á 3 timer efter den første grund­stødning, havde enhver af os nok at gøre med at hol­de sig fast, for ikke at blive slået overbord af den svære brådsø som jævnlig slog over skibet og vi var derved hvert øjeblik under vandet.

Skibet lå med B.B. side mod søen, og heldigvis fait det over til St.B. side; så vi i den første og vær­ste tid kunne bjerge os oppe på halvdækket ved at ligge plat på halvdækket og holde fast i gelvunder-støtterne, og på denne måde som skibet lå skævt, slog søen mod skibssiden og fløj til vejrs oven over os hen, den del af søen, som havde kraft. Vores hov­mester tog søen engang, men han var så heldig at komme på tværs mod lelenderstytterne i læ og da han ikke havde slået sig, fik han fat på en ende og fik sig halet op til luvart inden den næste sø kom. Havbunden var sandbund med store sten, og med den høje sø, som stadig løftede skibet fra bunden og igen fart imod bunden, så det til tider ligefrem, sortnede for ens øjne, samtidig med at det knagede og bragede omkring os alle vegne.

Efter de første 3-4 timers forløb, forbedrede si­tuationen sig en del ved, at skibet eller rettere sagt vraget drev længere ind på mere grund vande og kom derved inden for den sværeste grund bråd.

 

 

 

Grunden til at vraget således drev længere og længere ind imod land var denne, at bunden og sær­lig læside ST.B. side af vraget var væk og den løse rug var løben ud, og derved skroget lettet og derved blev dreven længere og længere op mod strandbred­den af søen.

Hen ad ved 5 tiden om morgenen lykkedes det at få redningsbåden sat ud, uden at den tog nogen skade. Båden var jo vores eneste håb vi havde, og kan her bemærke; at den var den første patent redningsbåd, jeg havde hidindtil været med til at have om bord med lufttætte kasse, og hvis vi kun havde haft en almindelig storbåd, havde vi ikke bleven bjerget, selv båden har vi ikke kunnet holde oven-vande. Bådens bæreevne var beregnet til 12 mand. Vi var 10 mands besætning og 1 pasager.

Da vi fik båden ned fra ruftaget og heldig i vandet, blev der sat en lang og solid fangline på den, og 3 mand kom ud i båden for ved hjælp af årene at holde båden klar af vraget når søen løb ud eller vandet tilbage efter en sø som ellers ville suge båden ind under vraget.

Jeg var én af de tre som kom i båden, og vi hav­de nok at gøre med at holde den fri, når vandet løb ud, og fik ofte en sø over så båden fyldtes, men vi var alligevel ligeså godt stillet, som de af mand­skabet, som var på vraget, for selv om vi fik en del vand over os, så følte vi ikke mere den kulde som de andre, der sad om bord og ikke kunne røre sig fordi vraget lå så skævt, at de ikke kunne gå nogen steder. Det meste mad vi havde, var en våd kiks og vores drikkevand var også ødelagt af salt­vand.

Hen ad på formiddagen tog snefaldet noget af, så vi kunne se lit fra os, men alt var hvidt af sne og bråd. Hen ad Kl. 11 bedagede vejret sig noget, og blev efterhånden klarere i luften, og vi kunne skønne i den retning, som vi mente at have stran­den, der var noget mørkt, som forandrede sig, og lit efter lidt kunne vi tydelig se, at det var mennesker, som gik omkring inde på stranden ca. 1 km fra os.

Den 7. november 1876 fmd. kl. ca. 11 blev der holdt skibsråd og enstemmig vedtaget at forsøge at komme i land medens vejret var lit sigtbart; thi mange af os var allerede meget forkommen af kulde, og kunne vendte at denne klaring i vejret kun var en overgang.

 

 

 

Skibsråd: rådslagning om bord ved en kommende fare, fx en stranding, en orkan eller en voldsom slagside. Kaptajnen sammenkaldte styrmændene og nogle af de ældste matroser, og rådslog om, hvilken løsning der var bedst i den faretruende situation. Kaptajnen var dog ikke forpligtet til at følge skibsrådets beslutning.

 

 

 

Vi kom heldig i båden alle sammen og fra vraget. Så snart det blev observeret i land, skiltes folke­mængden sig til højre og venstre og 1 mand blev stående alene med et rødt flag på en stage, vi forstod da straks, at han med dette flag ville lede os ind til land, klar af de mange sten, og som man­den svingede med flaget til højre eller venstre blev der styret, og kom heldig ind til båden sad fast, og vi troede da, at vi var inde ved det faste land, og begyndte at gå ud af båden, men sank i dynd og mudder til skrævet og svenskerne måtte ud til os, for at hjælpe flere af os op og i land, da vi var en del forkommen af kulde.

Vi var strandet udfor en lille bonde by og fiske­plads som hed Scherlev. Fiskerne havde en bekendt indsejling mellem stenene som manden med flaget havde ledet os ind igennem, og fra der hvor båden sad fast, var der udlagt brædder til at gå på ind til land, men det kunne vi selvfølgeligt ikke se, da alt var hvidt af sne og fråd fra søen.

Skibet lå 12 ½ fod dyb. men da vi forlod vraget lå dette på kun 4 fod. Boven var brudt af og bun­den og læsiden (St.B. vistnok omtrent borte til dæk­ket). Ved stranden eller på stranden lå meget vraggods fra skibet, ja endogså synderbrudte skibs­kister fra Lukafet.

Det kan her tilføjes: at ingen af os havde fået en eneste ting med af sine ejendele fra skibet, uden det gamle våde tøj vi havde på, men var dog gla­de ved at vi nu havde bjerget livet.

 

 

Vel i land

 

Da vi var kommet vel i land alle sammen, blev vi af svenskerne ledsaget op til bondebyen som lå ca. 1 - 2 km fra strandingsstedet, de måtte endogså have flere af os under armene, da vi dårligt kunne gå. Byen bestod af 5 - 6 gårde.

Kaptajnen og styrmanden kom i logi på en gård, 4 svenskere og 1 nordmand på en anden og vi 4 danskere på en 3de gård. Hvorledes kaptajnens og styrmandens logi var, ved jeg ikke. Vi 4 danske­re blev i vores logi i alle henseender plejet godt, der var også på denne gård 3 voksne døtre, og de gjorde alt for os, at vi ingen nød skulle lide både med hensyn til mad og hyggelighed. De 5 andre af mandskabet; svenskerne, havde det ganske anderledes i deres logi, Maden de fik var ringe, men bræn­devin kunne de få så meget af, som de ønskede; thi både manden og konen på gården brugte stor kvantum af de varer, og det var noget for de fleste af vore svenske kammerater.

Efter 3 dages ophold i Scherlev, kom en assuran­ce agent og flere herrer tilstede og skib og ladnin­gen blev opgivet som total tabt.

Vi måtte da tage en rørende afsked med vore værter og værtinder samt døtrene, da vi allerede samme dags eftermiddag måtte begynde på rej­sen til færgepladsen overfor Kalmar. Ca. den første halvdel af vejen blev vi befordret pr. vogn. Resten af vejen på slæde, da der var for meget sne, så vognene ikke kunne komme igennem.

Hen på aftenen nåede vi færgestationen og blev indkvarteret der for natten således: kaptajnen og styrmanden fik et værelse med seng, vi andre 9 mand fik anvist et værelse tilsammen, og som sen­geklæder fik hver mand en stor skumpe eller bundtehalm, det blev selvfølgelig løst op, og lavet sjov med, og det blev sent førend vi faldt i søvn.

Om morgenen var halmen således opløst, at værel­set var fyldt med halm til helt op under loftet, så vi lå under den, som nogle Grise, så vi hverken kunne se vinduer eller Døre for at komme ud.

Efter denne lidt ejendommelige Natlogi, kom vi om formiddagen med færgen over til Kalmar, sammen, med mange forliste søfolk, og efter hvad der blev os fortalt på færgestationen på Øland, skulle der være strandet 21 fartøjer på Ølands sydkyst i lø­bet af de sidste 8 dage. Hele den nævnte kyst skal være ca. 5 danske mil lang.

 

 

20101213165335 kalmar slott

 

 

Kalmar Slot

 

 

Samme dags eftermiddag. kom vi til søforklaring i Kal­mar og fik vores afregning, blev afmønstret på kon­sulatet og rejsepenge til København. Her må gøres nogle bemærkninger.

Afregningen var ikke stor; thi første 1 måneds forskud i København, lidt kontant i Finland, noget i Malaga og hver mand havde købt et lille anker vin, ca. 2 – 2 ½ gallon, som skulle have været hjem til familien, men vi fik jo intet med i land ved stran­dingen, ligeledes l Moltefigner fik vi heller ikke med hjem. I Rusland havde vi også optaget nogle penge, jeg havde dér købt en fin russisk skibskiste, men den gik også tabt. der lå forresten stumper af den på Stranden, da vi kom i land med redningsbåden.

Vi havde jo været om bord i godt 4 måneder. - Ved afmønstring ville konsulen, at vi skulle hver have haft et sæt tøj, da vi så noget sørgelige ud i den påklædning vi havde på, men det protesterede kap­tajnen imod, og resultatet blev, at vi fik intet.

Jeg for mit vedkommende købte for egen reg­ning et sæt tøj (trøje, bukser og vest), mere turde jeg ikke købe, jeg var særdeles udhalet, som halv gentleman og halv vagabond med søstøvler og sydvest på, og det gamle tøj i en bylt under ar­men.

 

 

Afmønstring og hjemrejse

 

Ved afmønstring fik vi udbetalt rejsepenge til Kø­benhavn, men ikke flere, som direkte billet kostede, ikke noget til mad på turen. Da vi danskere som ville til København (svenskerne rejste vistnok fra Kalmar til deres hjemstavn) kom med toget fra Kal­mar til Malmø, havde vi flere togstandsninger på grund af sne, så vi kom ikke til Malmø, førend sent på natten, og kunne ingen natlogi få, vel nærmest på grund af vores påklædning, så vi efter mange forgæves forsøg måtte henvende os til politiet, som også var meget flinke imod os, Herberget som vi blev anvist af politiet, var just ikke af de fineste, men billig, og det var efter vores ønske, og noget mad fik vi da også der, for billig betaling.

Næste dag kom vi 4 danskere over med færgen til København, og vi skiltes der, som uforglemmeli­ge kammerater, efter denne besværlige rejse.

Siden har jeg kun talt med stewarden en gang i Bremerhaven, de andre har jeg aldrig set siden.

Styrmanden, som havde en dårlig hånd, da vi strandede, og vil måske have fået koldbrand i den, og skal efter ca. 14 dages forløb være død af blodforgiftning i hånden. Kaptajnen har senere haft en damper at føre som hed „H. P. Pellesen".

Jeg for mit vedkommende gik i mit tidligere logi, for at få tiden til at gå, til jeg med aftentoget kunne komme hjemefter, thi jeg skammede mig ved at gå nogen steder i min kostume, og at købe andet fodtøj og hue turde jeg ikke, for at få pengene til at slå til, til hjemrejsen.

Da tiden nærmede sig togets afgang, tog jeg med omnibus fra Kongens Nytorv, (dengang var ingen sporvogne) og spurgte konduktøren, om vognen kørte til banegården, hvortil han svarede ja. Efter nogen tids kørsel kom vi ud af byen, og anede da, at det ikke kunne være rigtig, thi jeg syntes vi kom langt væk, og han spurgte da, om jeg havde ment Kø­benhavns Station. Ja! når jeg inde i København spørger om stationen, mener jeg selvfølgelig denne bys station. - Da jeg nu ikke kunne nå tilbage til Københavns St. før toget var afgået, blev jeg med til Frederiksberg, som dengang kun var en holde­plads og kunne dér få billet til Korsør på grund af is transport over Storebælt.

 

 

Togrejse uden penge – sulten melder sig

 

I toget over Sjælland kom jeg i kupé sammen med en styrmand, og under vores passiar, fik jeg da også fortalt om min sørgelige skæbne, som siden kom mig til gode i Nyborg.

Om overfarten over Storebælt er intet at bemærke. De mange små distancer, Billetten blev vistnok dy­rere, end een gennemgåede billet, men der var jo intet at gøre ved det.

I Nyborg kunne jeg først få gennemgående bil­let til Esbjerg. I Korsør kunne ikke fås gennemgå­ende billet på grund af den usikre forbindelse med færgen grundet is forholdene.

Da jeg i Nyborg skulle løse billet til Esbjerg, kom den kedelige opdagelse, at jeg ikke havde penge nok til billetten til Esbjerg, fordi der imellem mine penge, var en svensk 5 kroneseddel, og den ville de ikke tage ved billetkontoret. (I København tog de imod disse svenske sedler, udstedt af Kalmar Bank uden nogen bemærkning). Jeg manglede kun 50 øre, men nu var gode råd dyre, som man siger. Jeg op­søgte da min tidligere rejsefælle (styrmanden) og fortalte ham min sørgelige situation jeg var i, og bad ham om at tage den skæbnesvangre 5 kroneseddel for de 50 øre jeg manglede til billetten. Han var så god, at han gav mig de 50 øre, og glad var jeg, for det var lige på sidste øjeblik, før toget skulde gå, men jeg nåede at komme med. Da jeg var kommet med toget, troede jeg, at nu var alle vanskeligheder overstået, men der er noget som hedder sult, og denne begyndte at gøre sig mule og mere følelig, efterhånden som tiden gik, og jeg kom længere vestover, thi jeg havde jo intet mad fået siden jeg forlod København og danske penge havde jeg ingen af, så jeg kunne ikke købe noget mad.

Da jeg nærmede mig Esbjerg, tænkte jeg mere og mere over situationen, thi jeg havde en anelse om, at der var is transport imellem Esbjerg og Fanø, så det var ikke godt at vide, når jeg kunde komme over, og besluttede da, at når jeg kom til Esbjerg, måtte jeg se at finde en eller anden bekendt for om muligt at få noget mad eller låne nogle penge, så jeg kunde købe noget. Den gang havde vi jo den gamle stationsbygning (træbygning) med udgang mod øst, og lidt længere nede mod Havnen gik vejen over havnesporene.

Da jeg kom ud af toget, så jeg ingen jeg kendte, men da jeg kom udenfor stationen, stod der en Fanøklædt: pige (efter gensidig goddag) spurgte hun om jeg kendte Vejen til Spangsberg Hotel, (dengang Færgegården), hvorpå jeg svarede ja! og at jeg selv også skulle demed. Nu havde jeg undervejs lejlighed til at fortælle hende min sørgelige skæbne, dels for muligt at få lidt mad af hende, og også som en undskyldning for min fattige påklædning.

Det lod til at hun havde forstået mig og min hentydning, thi da vi kom ind på Spangsberg Hotel, bestilte hun 2 kaffe med smørrebrød til os, og min portion forsvandt hurtigt, og det meste af hendes skubbede hun hen til mig, som også fik en hurtig henfart. Jeg mindes ikke, at nogen mad har smagt mig så godt som dette, men man siger jo også, at hunger er den bedste kok. Jeg har senere i mit liv tit tænkt på hende, men har endnu aldrig senere haft lejlighed til at sige hende tak for hendes godhed.

På grund af den vanskelige is transport over til Fanø, som også måtte rette sig noget efter tidevandet, kom vi ikke over til Fanø før aften.

 

 

nordby havn

 

 

Nordby havn. Det nye badehotel og Krogården i midten af billedet, fuldt af brændevinsbrænderiet ved Søndre Bro.

 

 

Pigen, min velgører, var fra Sønderho, og da vi nåede Nordby, var dagvognen klar til at køre til Sønderho, og vi bød hinanden farvel og tak for god rejseselskab, særlig fra min side havde jeg grund til at være taknemlig.

Grunden til hendes rejse var den, at faderen havde en lægter, og drengen, som han havde haft om sommeren kunde få en hyre, så han kunne komme ud før vinteren, så skulle datteren gøre den sidste rejse med til Ribe, i stedet for drengen, men lægteren var bleven indefrosset i Ribe og hun rejste derfor over land hjem.

Jeg blev vel modtaget i mit hjem og forældrene var glade ved at jeg kom; thi de havde læst i aviserne om, at skibet var forlist, men om mandskabet var bleven reddet, stod der ikke noget om.

Som Slut på denne besværlige rejse. kan tilføjes: at den også er min sidste rejse i selskab med. Øster­søen.

Ca. 14 dage før jeg kom hjem, havde mine for­ældre fået den sørgelige meddelelse, at min sted­broder Laurids J. Lauridsen var faldet overbord og druknet. Jeg kom da med livet, om end lidt medtaget, af alle besværligheder.

 

 

 

Relaterede artikler

Gå til top