Thodsens hus i Rindby
Jeg kom hjem d. 2. maj 1881 og den 9. maj begyndte jeg på navigationsskolen i Byen hos Lærer Thodsen, og tog almindelig styrmandseksamen den 28. juli 1882 med karakter 71. Dengang var højeste karakter 112 og laveste 48.
Fanø Navigationsskole 1882. Billede Sønderho Sognearkiv
Nordby Havn 1882. Tegning af Thomas Schmidt.
Briggen ”Johanne”, NTHW. FOS-4716-12. fiskeri- og Søfartsmuseet.
Skibsreder og fører 1882 – 1887, A/S Jens Paulsen Clausen. Byggesummen i 1882 var 35 503 kr. Bygget hos A. Bring & S. Janson, Varnanäs.
”16. september 1887. På rejse fra Amsterdam til Molukkerne og retur strandet og totalforlist ved Bajaren. Besætningen reddet. Værdi: 50.000 kr., assurance: 25.000 kr. Vraget solgt for 800 kr. Lasten kopra, solgtes for 2760 kr.”
I Hamborg fik „Johanne" en ladning stykgods bestemt til Vestkysten af Sydamerika. Første losseplads var Valdivia, men kom dog ikke helt op til Byen på grund af lav vandstand til at komme derop, men måtte losse en del af ladningen dertil i Corral, en lille havneplads ved flodmundingen. Den anden losseplads var Talcahuane (ladeplads for Consepcion), hvortil vi ankom d. 14. marts og af gik derfra d. 17. april 1883 til Matanzes og ankom dertil den 19. april. Ved Matanzes ligger skibene på åben kyst eller rettere åben hav ind mod kysten, så skibet måtte være klar til at flygte, hvis en storm skulle komme, eller om ankerkættingen skulle gå ved den dønning, som stadig stod ind fra det åbne hav; der skete nu heldigvis ingen af delene men vi havde alligevel en del vanskeligheder med at få ladningen om bord som foregik i pramme og vejret var uroligt i denne tid.
Da vi havde fået fuld ladning hvede, sejlede vi derfra d. 13. maj samme år bestemt til Falmouth for ordre. - rejsen til Europa gik uden nogen nævneværdige begivenheder.
Skonnertbrig ”Johanne”, NPLJ, FOS-4717-1. Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Bygget i Varnanäs 1871, fører kaptajn Hans Jessen.
Skibet blev købt som nyt for 25 021 Rdl. hos C.A. Hahn, Varnanäs
Fra 21.6 1887 til forliset i 1889 var Jens Rødgaard Jensen bestyrende reder
24-01-1889 På rejse fra Rio Grande til Cadiz i ballast oversejlet på 36 nord og 17,49 vest af barkskibet ”Earl of Devon” af Plymouth og sunket. Besætningen Bjærget. Værdi 21.750 kr
.
Rejse med skonnertbriggen ”Johanne”
Da mit tidligere hjem var opløst på grund af min stedfaders død, fik jeg ophold hos min tilkommende svigerfader. mennigen var i første tid efter hjemkomsten, at jeg ville have været ud at sejle igen, men kom det ikke i den første tid, og besluttede så at blive hjemme, for at få min værnepligt aftjent til den kommende forår, da jeg til den tid var forlods udskreven til militærtjeneste.
Om efteråret var jeg en tid med på fiskeri (hvilling fiskeri med kroge), der dog ikke bragte nogen stor Indtægt. Den 23. januar 1885 havde vi bryllup. Et par dage efter blev min svigerfader syg, som blev til lungebetændelse og det endte med døden den 5. februar 1885.
Den 17. marts 1885 meldte jeg efter indkaldelsens ordrer, om bord på logiskibet „Dronning Marie", liggende ved Elefantbroen på Orlovsværftet i København, og kom i uniform samme dags eftermiddag.
2 dage efter var jeg, sammen med hele Kongens Kvarter, i land med vores civiltøj, og fik da i land, Meddelelse om, at moder var død af et hjerteslag, samme dag og tid, som jeg havde fået marinens tøj på.
Jeg søgte straks om at få tilladelse til at rejse hjem til moders begravelse, der var noget vanskeligheder derved, da jeg var for lidt indøvet i militær honnør, men ved chefens hjælp, lykkedes det alligevel at få lov til at rejse; det var en fredag aften, jeg fik tilladelsen, og rejste med det samme. Moder blev så begravet om søndagen den 22., og jeg rejste igen samme dags eftermiddag, for at møde igen i rette tid, mandag Fmd.
De første 3 uger i tjenesten havde vi stadig eksercits, derefter mere ud på arbejde på forskellige skibe, eller omkring på Orlovs værft et indtil 13. maj. Fra denne dato var jeg (sammen med flere hjemme fra) om bord på korvetten „Heimdal" på , togt og var i følgende pladser og havne. - Først ved Humlebæk i nogle dage for observation af mandskabets helbredstilstand, 1 fyrbøder blev skiftet der.
Om mandskabet kan bemærkes, at vi havde 36 kadetter, deriblandt prins Georg af Grækenland, som aspirant og nogle og tyve underofficers lærlinge. -Jeg havde fået den fine bestilling som dagvagt og kom derfor ikke til nogen eksercits eller manøvre og havde et rent herreliv i de 3 måneder, jeg var der om bord
Fra Humlebæk gik rejsen Skagen ud over Nordsøen og til Southampton i Canalen, dels under sejl eller dels ved damp - megen manøvre.
Fra Southampton var vores ærede prins i London en tur for at besøge sin bedstemor Queen Victoria. Vi andre havde også en dags landlov.
Efter nogle dages ophold i Southampton, fortsattes rejsen til Lissabon, hvor vi lå i nogen tid (ca. 10 dage). Derfra gik rejsen nord på igen og havde megen manøvre over Biscayabugten og ankom til Antwerpen først i juli måned, og fik noget at se, af den store verdensudstilling (1885), som vi fik ekstra landlov for at besøge og .som var meget interessant.
Fra Antwerpen gik det hjemover til de hjemlige farvande. Fra Skagen til Fredericia havde vi fuld-dampsprøve. Gennem Lillebælt så vel som i Storebælt var vi mange gange til ankers i kortere tid med manøvre og skydeøvelse (særlig kadetterne). Derefter endte turen i Sundet med generalprøve med viceadmiralen om bord den sidste dag, førend vi kom ind i flådeleje, hvor kommandoen blev strøget den 15. august 1885. - Resten af tiden tilbragtes med eksercits i land og andet arbejde på Holmen til permissionsdagen d. 31. august - og rejste derefter hjem.
Briggen ”Anne Jørhiane II”. Maleri, Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling.
Farvetræ, handelsbetegnelse for de træsorter, der indeholder farvestof, som benyttes i industrien. Med en enkelt undtagelse, Fisettræ, fås alt F. fra oversøiske pladser og importeres i form af blokke til Europa, hvor det i særlige fabrikker (farvetræmøller) høvles ell. raspes til spåner ell. pulver. Undertiden fugtes det således behandlede F. og underkastes en såkaldt gæring ell. Fermentering, hvorved farvestoffet fremkaldes, og man skelner derfor i handelen mellem fermenteret og ufermenteret F.
Farvetræekstrakt. Da det af farvetræ kun er det opløselige farvestof, der bruges i farverier, kan der spares betydelige transportomkostninger ved at bringe dette farvestof i handelen i St f. selve farvetræet, og man fremstiller derfor de såkaldte F. ved at udlude farvetræ med vand og inddampe opløsningen til en sirup ell. oftere til fast form, bedst i vakuum. Ved luftens påvirkning under inddampningen dannes der nemlig en del stoffer, der bevirker, at ekstrakten siden ikke kan opløse sig klart i vand.
Laguna de Terminoz
Efter udlosningen indtoges en ladning stykgods bestemt til La Guayra og Porto Cabello i Venezuela, og jeg mønstrede igen d. 2. oktober samme år. som 1. styrmand og afsejlede fra Hamborg én af de følgende dage.
Rejsen blev meget contrarigt (ugunstig) på grund af meget vestlig storm, både i Nordsøen og Canalen, og havde også af den grund flere uheld på rejsen. Det første var, at vi mistede anker og 45 kætting, som vi måtte stikke fra os for ikke at drive på et vrag i Dover, hvortil vi havde søgt ind i læ for storm. Vi fik allerede andet anker og kætting om bord samme dag, men det blev dyrt, men som. Groshavari blev der jo flere om at betale.
Da vejret efter nogle dages ophold i Dover, blev noget bedre, fortsattes igen, men som man siger: at et uheld kommer sjælden alene, og således gik det også os, thi vi vare ikke kommen længere end til omkring midtvejs mellem Dungenes og Betcy-head, da vi i tåge blev påsejlet af den store engelske damper „Port Victor" af London og fik hele boven og forstævnen reven af lige ned til vandlinjen, men heldigvis var både vind og søen rolig, så vi fik ingen vand ind denne vej.
Damperen, som vi havde haft sammenstød med, kunne ikke tage os på slæb; thi med lidt fart ville vandet gå ind gennem åbningen i stævnen, og da vi havde fiskebåde i nærheden, kunne vi let bjerge os fra skibet, hvis noget skulle ske. Damperen fortsatte derfor sin rejse, men anløb Dowers Rhed og ordnede slæbebåd ud til os, som slæbte os til Dower, hvor vi lå i ca. 6 uger under reparation. Da denne var fuldført, fortsattes rejsen igen, og vi nåede La Guayra uden nogen andre nævneværdige tildragelser sidst i januar 1887.
I, eller ved La Guayra ligger skibene ude på åben kyst, hvorved der ofte står svær dønning ind, der gør det noget besværligt med at få ladningen losset i lægtere, især hvis ladningen består af svære collier såsom pianoer, som vi havde mange af, men fik dog alt heldig over skibssiden.
Rejsen fra La Guayra til Porto Cabello tog kun et døgn. I Porto Cabello ligger skibene i en god havn. Da restladningen var losset i ovennævnte havn, fik vi ballast om bord og sejlede til Maracaibo, Venezuela, hvor skibet efter at ballasten var losset fik en ladning dividivi om bord, bestemt til Schilly Øeme for ordre, hvortil vi ankom uden nogen tildragelse, sidst i april, og fik ordre til Glasgow, hvor vi lossede ladningen i maj 1887.
Efter udlosning indtog vi en ladning kul i Port Morant (en lille kulplads i nærheden af Glasgow bestemt til Ny Amsterdam British Guana, og ved ankomsten dertil fik vi ordre .til at gå op på floden, som kaldes Canja Creek (nærmest kan floden kaldes en å) til i nærheden af en sukkerfabrik. Sejladsen ad åen var noget vanskelig ved at trætoppene flere steder hængte langt ud over vandet, så vi tit fik overrigningen uklart af trætoppene. Ingen slæbedamper fandtes - uden en primitiv dampjolle, der dårlig kunne klare sig selv klar af kanterne.
Ved stedet, hvor vi skulle losse ladningen, var udbygget lidt af en kaj, som skibet kunne lægge til og et sukkerpakhus. Befolkningen (negere) boede rundt om i skovene i små negerhytter. De fleste af mandkønnet var fraværende inde i skovene på gummiarbejde, så losningen eller arbejdet blev gjort mest af kvinderne på en ejendommelig måde, således: Arbejdet i lasten blev besørget af mandspersoner, Kullene blev fyldt i små kurve og ved hjælp af stilladser og fra mand til mand, langet op af lasten og op på kajen, hvor kvinderne fik kul kurven sat på hovedet - og bar dem ca. 200 alen hen til prammene, hvori kullene styrtedes, og når prammene var lastede blev de ved hjælp af Heste slæbt ad en gravet Canal, ca. 2 mil til sukkerfabrikken.
De fleste af konerne, som bar kullene, havde små børn med, de sad under arbejdet i en rygsæk, og hver gang konen fik kulkurven sat på hovedet, fik den lille rigelig med kulstøv og snus ned over hovedet og i øjnene, så for hvem som havde hjerte, kunne dette ikke andet end give medynk med de små stakler, selv om de var sorte i forvejen, så var de dog alligevel mennesker.
Moderen måtte af og til, når der var lejlighed have barnet ud af sækken, og denne tømt for kul-smul, og var der yderlig tid, fik den lille ved samme lejlighed en lille forfriskning. Mærkelig nok, man hørte aldrig de små bøm græde i deres sørgelige tilværelse. - Det hændte også, at barnet lod løbe i sækken, så det løb moderen ned ad bagen.
Da ladningen var landet, fik vi ballast om bord og begyndte sejladsen ned ad floden, som mest gik ved at drive med strømmen, da træerne optog vinden. Der fandtes også en lille hytte, som blev kaldt for skole, og brugtes som kirke. Manden (en indfødt) var både præst og degn og vistnok den øverst befalende i et og alt. De blev oplært i den kristelige lærdom, men som dog dengang endnu først var i sin barndom.
Malaria. Bortset fra skørbug og beri-beri var langfarterne præget af de mange tropesygdomme. Malaria kendtes hjemmefra, men næsten alle europæere blev angrebet heraf i troperne. Koldfeber var det danske navn for sygdommen, når den optrådte i Danmark. Navnet refererer til de voldsomme kulderystelser, der altid går forud for feberanfaldene. Malariaen kom via malariamyggen, der klækkes i særligt store mængder i lavvandede områder. Fra slutningen af 1600-tallet toges kinin i anvendelse til at slå sygdommen ned. Kinin er tørret bark fra kinatræet (cin-chona), som voksede vildt i Sydamerika
Jeg for mit vedkommende havde ingen feber dengang, men da vi havde ligget 3 dage ved Barren, blev kaptajnen og jeg enig om, at jeg også skulle gå på hospitalet for sårenes skyld og bedre kunne få sårene lægt. Hospitalet var jo frit og vi skulle jo vente efter de andre 5 mand, som lå deroppe alligevel.
Efter ca. 8 dages ophold på hospitalet af de andre af mandskabet, var de en del bedre, og det blev da bestemt, at de skulle om bord, så skibet kunne komme til søs og ud i frisk sø luft.
Jeg for mit vedkommende, fik en streng feber 2 dage efter jeg var kommen op på hospitalet, men da jeg ikke ville blive tilbage der alene, blev jeg transporteret om bord ved hjælp af de andre, for at komme med skibet. Jeg var meget syg i nogle dage, efter jeg var kommen om bord, men blev dog bedre efter nogen tid, dog havde jeg feberanfald flere gange i flere ar efter. - Flere af mandskabet fik flere febertilbagefald, vistnok med blanding af tyfus, inden vi nåede Laguna Terminu, særlig 2. styrmand hele rejsen til Mexico og hele rejsen hjem over.
Flere af mandskabet som endnu havde feber, men dog i en lettere grad, kom på hospitalet i Laguna i nogle dage, men da de blev så dårlig behandlet, og dårlig mad, bad de om at komme om bord igen, for at komme ud af dette svinehus, som de kaldte hospitalet, og efter oplysning var navnet vist heller ikke meget forkert. - I Laguna fik vi, efter at ballasten var losset, en ladning rødtræ om bord. Ankom i august og afsejlede i september derfra til Schilly Øeme for ordre. På rejsen til Europa havde flere af mandskabet feberanfald, men dog i lettere grad efterhånden som vi kom i koldere klima.
Ved Ankomsten til Schilly Øeme fik vi ordre til Hamborg med ladningen. Her blev vi alle mand afmønstret d. 30. november 1887.
I Laguna Terminus købte kaptajnen 6 store skildpadder for 2 dollars pr. styk, som vi havde i vandbassiner på dækket, lavet af brædder, der blev fyldt frisk udenbords vand i bassineme hver dag, og fik ved enkelte lejlighed fat i noget Saragosse-græs som de åd med stor lyst ellers fik de intet føde. På rejsen døde 1af dem. De andre 5 var i bedste velgående da vi kom til Hamborg og blev solgt for 90 M. pr. Pund, de vejede ca. 200 Pund pr. styk så det gav et pænt overskud, men jeg såvel som det øvrige af mandskabet fik intet for vores store ulejlighed med at passe dem.
Var nogle ture med på fiskeri igen. Efteråret samme år og om foråret 1888.
Den 20. april 1888 mønstrede jeg i Esbjerg som matros med dampskibet Lolland og gjorde 2 rejser med dette skib, som udelukkende sejlede på kul med svin fra Esbjerg. 1ste tur havde vi ca. 200 svin med hvoraf 1 døde. – 2. rejse havde vi omtrent samme antal, men på grund af dårligt vejr havde vi denne rejse 5 døde svin, før vi nåede Hull.
S/S Lolland, bygget 1882 på McIntyre & Co. værftet, skibet ejet af rederiet DFDS. Handels- og Søfartsmuseet.
Jeg såvel som det øvrige mandskab sagde måneden op i Hull til afmønstring i Esbjerg, fordi vi ikke kunne få kreaturpenge ligesom mandskabet fik i de andre både som sejlede med levende dyr.
Blev afmønstret i Esbjerg d. 3. maj 1888. - I sommeren 1888 havde jeg adskilligt arbejde på Esbjerg Havn.