Briggen ”Clara Andrea” af Fanø. FOS-4738-12, Fiskeri- og Søfartsmuseet. Briggen Clara Andrea, byggedes i Nyborg 1876 til N. A. Madsen, Nordby. Kaptajn I. P. Terkelsen. 

Dette skib var navnlig i farten på Sydamerika og Vestindien.- 2/10-1879 Baranquila til Cartagena, Venezuela. 13/4-1880 i Maracaibo, ankom 17/1-1881 Montevideo fra Curacao, afs. 22/6-1882 Cuxhafen til Santa Catharina. Under en rejse fra Vest-afrika til Antwerpen blev tre mand af besætningen angrebet af gul feber, og ved ankomsten til Vliessingen 21/5 måtte Clara Andrea slæbes i karantæne.

Efter at være afhændet til Bremen i 1892 forsvandt briggen sporløst i 1893 på rejse fra Hamburg til Paranagua. (Troense samlingen).

Uagtet det var vintertiden havde vi en heldig rej­se ud til Oronokko flodens Indsejling. - Sejladsen op ad floden tog 11 dage. Havde mest god vind (østlig), men strømmen imod.

Når vi, især midt på dagen, fik stille, måtte vi ankre op, og da gik begge lodser i land for at sam­le krokodille æg som lå inde på flodbredden i sandet i massevis, som de så spiste med stor behag om bord.

Da vi vare kommen ca. halvvejen op ad floden, var et grundsted, som skibet ikke kunne flyde over, og kaptajnen med 2 mand samt lodserne tog så med vores storbåd (sejlbåd) op til Byen for at få lægter til at losse noget ar ladningen over i, og der­ved få skibet lettet så meget, at vi kunne komme over grunden

På 3. dagen kom de igen tilbage med en stor hjuldamper, som så fik en del af vores ladning om bord og tog derefter skibet på slæb op til Angustora. - Byen ligger meget højt, og det kostede fol­kene i land svært arbejde. med at få meget af det svære gods transporteret op ad en temmelig stejl sandbanke fra flodbredde:! op til Byen. Da ladning var losset indtog vi ballast og afsejlede med lods om bord.

Sejladsen ned ad floden foregik mest med at dri­ve med strømmen, da vi ofte havde stille, at krydse var der ikke plads, men måtte holde skibet i far­vandet så meget som muligt ved at føre nogle sejl og stille disse fuld eller lak efter som skibet kom for nær til den ene eller den anden side i farvan­det.

Antager, at fra Barren til Byen er ca. 120 - 130 engelsk Miles og det tog 22 dage for at komme ned ad floden. En af de sidste dage førend vi nåede til udsejlingen af floden, havde vi et slemt uheld ved at tørne imod en stejl brink med agterenden, så roret brækkede, så vi måtte ligge stille et par dage for at få et nyt reserveror lavet, inden vi kunne fortsætte til Barbados, hvortil vi skulle for ordre.

En anden tildragelse havde vi også efter vi var kommen i gang igen efter uheldet med roret. Ved at skibet under Venden løb agte rover og kom med agterenden ind imod en stejl brink, og med høje trætoppe langt ind over agterskibet, så blade og grene fløj om øreme på os. På samme tid kom en stor tiger springende frem til kanten, men den må være bleven bange for al den spektakel, som blev lavet, thi den forsvandt med et spring ind i bu­skene, ligeså hurtig som den var kommen frem. (kaptajnen og lodsen var ikke mange alen fra den).

Et par andre små bemærkninger om denne eller på denne flodsejlads; Sejlads: På rejsen op ad flo­den da vi lå og ventede efter lægter, gik der en eftermiddag en tiger inde på en flad strandbred ved vandkanten, vistnok røgende efter døde fisk el­ler anden føde. Jeg affyrede flere revolverskud i retningen efter den, for at skræmme den, men det tog den ingen notits af.

Papegøjer fløj ofte omkring i store flokke og holdt en vældig spektakel især om Eftermiddagen hen-imod aften, da var det ligesom de samledes og fløj mod Vest. - Aber var der også mange af, og de la­vede somme tider vældig geskrig inde i skoven.

Krokodiller var der også mange af i floden, man kunne ofte se dem helt inde ved skibssiden, tumle sig i vandet. Langs med floden fandtes en hytte hist og her, de var alle byggede op på pæle ca. 4 alen fra jorden for de vilde dyrs skyld.  Ligeledes deres hønsehuse var også højt fra jorden. De ind­fødte påstod at om dagen så de aldrig noget til de ville dyr, men de blev også skudt, hvis de viste sig om dagen, og hvis de indfødte havde nogen anelse om, at der var nogle dyr i nærhed, blev der anlagt et bål, så skulle de nok holde sig borte, thi Ild var dyrene meget bange for.

Da vi ankom til Barbados fik vi et nyt ror og der blev samtidig sluttet fragt, således at skibet skulle gå til St. Pierre på Martinique, fransk ø, for der at laste med rom til Havre i Frankrig.

Under lastningen havde vi en tildragelse med et fad rom, som var lækket ud om bord medens det lå på dækket. ladningen kom gerne om bord i partier, store, mellem eller små, disse havde en størrelse på ca. 18 til 21 gallon, og blev altid lagt på dækket og stuvet ned i lasten, hvor der ikke var plads til nogen større. Derimod partier af de store og mellemstørrelse blev stuvet væk med det samme de kom til skibet. Da dette fad kom frem og skulle ha­ve været i lasten, nægtede stevedoren at tage imod det, og afladeren ville have mig eller skibet til at betale skaden og levere et andet fad rom om bord af samme størrelse og samme No. 216 og kunne så selv beholde det tomme fad og gøre med det, hvad vi ville. Lækagen var ved et brud på en stave mod­sat af spunsen på tønden som nem kunne overses, da tønden altid måtte ligge ned og overtages med spunsen opad. - Da jeg syntes, at hverken jeg el­ler skibet med rette kunne være forpligtet til at be­tale denne skade, brugte jeg et fif.

Jeg talte først med kaptajnen derom, men. han var imod mit forslag, og han mente, at det ville vi ikke få noget ud af, men jeg måtte helst godvillig be­tale, derimod havde jeg mandskabet på side, så jeg kunne stole på, at de intet ville sige.

Efter at et andet fad No. 216 var kommen om bord og lagt på dækket sammen med flere andre fade af samme størrelse, holdt jeg stadig øje med dette, og en formiddag kom et ned i lasten, og vi vidste, hvor det lå. Om middagen, da stevedoren og kap­tajnen var gået i land, havde jeg god lejlighed til at få min plan udført. Vi fik da det fulde fad ud af lasten og stuvet væk inde under halvdækket imellem proviant og andet tom gods, og det tomme fad lagt ned i lasten, hvor det fulde fad havde lagt og i samme orden.

Om hjemrejsen til Europa er intet at bemærke. -På hjemrejsen, dagen før vi kom til Havre, måtte jeg selvfølgelig meddele kaptajnen om det fulde fad rom i halvdækket, for at dette kunne blive ført på proviantlisten for toldvæsenet i Havre. Jeg fik nogen ubehagelig bemærkning med tilføjelse, at det hele gik på min egen risiko, men tønden kom på pro­viant listen. - Under losningen i Havre kom det tom­me fad No. 216 i land sammen med flere andre fade, som på rejsen havde været mere eller mindre læk, og blev af synsmanden besigtiget og alle bedømt som søskade eller force majeure skade,

Efter udlosningen i Havre fik vi ballast om bord og forsejlede til Hamborg, hvor hele mandskabet efter Ankomsten blev afmønstret den 20de juli 1889.

Efter ankomsten til Hamborg og ballasten var ud­losset blev skibet lagt an for at laste stykgods til Maracaibo, Venezuela, og jeg blev om bord for at tage imod ladningen.

Jeg mønstrede igen d. 22. august 1889 og afsej­lede få dage efter.

Da nu det føromtalte fad rom var i god behold, var der nok, der ville have andel og æren af den, jeg havde fået en lille andel bjerget, kom. sklbshandlerklerken med båden langs siden med ordre fra rederen om at få et fad rom, og glad var jeg. thi senere fik jeg at vide, at rederen havde solgt det, og hvad der også glædede mig var. at kaptajnen vistnok ikke fik for så meget som een øre ud deraf, han kunne have holdt sin mund med at vi havde det om bord, så kunne vi selv have delt det.

Om rejsen til Maracaibo er intet at bemærke ud­over, at skibet gik på grund på indre barren, for­medelst lav vandstand, men da vandet rejste kom vi snart af og kom op til Byen næste dag. - Da skibe­ne ligger til ankers ved Byen, blev ladningen los­set i lægtere, og en toldvagtsmand er om bord, så længe skibet losses. Denne Mand blev skiftet hver dag og en anden mand kom om bord. Da ladningen var losset, fik vi eftersyn om bord, for at undersøge skibet, at der ikke fandtes smuglergods om bord, især kaptajnen lod til at han ville tilegne sig det hele, han angav at han havde et fad rom om bord til rhe­deren og imellem dem blev det bestemt, at rom skulle deles imellem flere af hans skibe, som på den tid lå i Hamborg med tilføjelse, at så behøvede skibene mindre brændevin ved ud proviantering. Da jeg fik dette at vide, stolede jeg ikke på denne be­stemmelse, og sørgede derfor for at få lidt af rom­men, medens jeg endnu havde det om bord, og havde god lejlighed dertil; thi der lå netop en Hambor­gerfarer hjemmefra på siden af „Clara Andrea", og bedstemanden og jeg fik en søndag fmd., (da der om søndagen var ro oppe i Frihavnen) fadet frem, og vi fik noget tømt over i en demijan, som han så skulle tage med hjem, og selv fik han noget for ulejligheden og Hjælp. Min dårlige tiltro til rhederens udtalelse om at dele rommen imellem ski­bene kom til at stemme, thi allerede dagen efter og alting blev endevendt, men de fandt intet. Da de omtrent var færdige med undersøgelsen blev vi op­mærksom på at en flæskeskinke var forsvundet inde fra panteriet, og jeg og et par mand mere af mandskabet entrede straks toldjollen og fandt skin­ken, som var nem, da der ikke fandtes megen gem­me plads i den mindre båd til tyvesager.

En anden noget ejendommelig begivenhed foregik under samme visit. Det hænder ofte, at der under indtagelse af ladning i skibe, kan blive uoverensstemmelse med antallet af kolli. - Vi havde i Ham­borg blandt andet fået 100 kasser papir og ligele­des 50 kasser sardiner om bord, som efter nogen tid igen blev taget af skibet dér, for at sende med et an­det skib til Maracaibo, men da stevedoreme ikke kunne finde mere end 99 Kasser papir, og heller ikke mere end 49 kasser sardiner, blev det bestemt, at kaptajnen måtte have begge dele, hvis de fandtes om bord; de blev ved ankomsten anført på proviantlisten og fandtes også under losning i Mara­caibo, men denne ejendomsret som kaptajnen havde til disse 2 kolli tog toldvæsenet ikke spor notits af; thi da sardinkassen blev åbnet og en dåse åbnet, og smagen prøvet, fandt de herrer, at det var en simpel kvalitet, og så kunne kaptajnen godt selv beholde dem, derimod indholdet af papirkassen var af samme slags, som de brugte på Toldboden, og den kunne de bruge, og den blev af den grund kon­fiskeret og erklæret som smuglergods og blev taget med i land og kaptajnen måtte tilmed betale en lille bøde.

Efter udlosning ved Byen kom vi op på Lagu­nen (Indsø) hvor vi var på flere steder og fik flere større og mindre partier ladning dividivi og kom derefter ned til Byen igen, hvor skibet fik resten af ladningen.

Om kammeratenes død eller nærmest begravelse fra hospitalet, foregik på en sørgelig måde i al fald for mig, uagtet at jeg blev vist bort flere gan­ge, fik lejlighed til at se, hvorledes liget blev mast ned i en sort kasse som ikke mer var stor nok til liget, og det blev således bearbejdet for at få låget på og Indholdet af maven flød ud af munden og over hele ansigtet på liget og udbredte en fryg­telig stank, så selv de 4 mand (ligbæreme som de kaldtes og havde daglig med den slags arbejde at gøre) var ved at komme til at kaste op, og for at dæm­pe lugten noget, blev der kastet flere håndfulde sand over ansigtet på liget. Det hele var et syn, som godt kunne gøre et kristeligt menneske vanvit­tig.

Da vi ikke kunne få andre folk i Maracaibo i de dødes sted, måtte vi afsejle med kun 5 mands be­sætning, som ikke var godt i denne årstid over Atlanterhavet og europæiske farvande i vinter månederne, hvor man kunne vente storm og meget dårligt vejr, men som man siger at enighed gør stærk, - vi var kun 3 mand, når der skulle gøres sejl fast; (thi kokken kunne ikke nå at se over ræeme, når han stod i portene, han var for lille) men med god forståelse, og god samarbejde, og hvor alle lagde kræfter i, gik det alt sammen godt og vi mistede ikke et eneste sejl på rejsen eller fik an­den skade uagtet vi havde flere svære Storme på Hjemrejsen. Således havde vi den 19de januar et frygteligt Vejr med en ondartet Sø. Stormen og Sø­en var fra V.N.V. og vores Kurs skulle være Ø.N.Ø men måtte, når de svære søer kom susende, som man kunne se og høre, før de kom. gøre alt for at få skibet af med sø og vind når en af de svære bråd-søer kom, for muligt at undgå en ulykke, thi én eneste af den slags søer, hvis den brød over skibet, let ødelagde skibet eller slog det læk, og også let kunne slå mennesker overbord.

Om eftermiddagen, da min mand var inde at drik­ke kaffe, og jeg selv var ene på dækket ved roret, kom en meget truende brådsø, men den blev hel­digvis ikke så farlig, som den så ud til, i det, den ikke brød over fra luvside, men gik under skibet som i de få sekunder dirrede af pres, men så kom den op fra læside med en sådan højde, at hele skibet kom under vand, med undtagelse af et lille hjøme af halvdækket agter, hvor der dog kom så meget vand at jeg fik støvlerne fyldt. Selv om bovsprydet og en del af klyverbommen var under vand en kort tid.

Havde der været nogen på dækket, havde de gået overbord, thi midtskibs var skibet flere alen un­der vandet, og kaptajnen fortalte senere, at der hav­de været en voldsom pres på; thi kahytten som el­lers er vandtæt, var der så hård pres på, at vandet kom ind igennem nådderne som fin støvregn. Da jeg, som nævnt var ene på dækket og slap med skrækken og kun fik den ene støvle fyldt. Der kunne skrives meget mere om situationen den dag og om hele rejsen, men det bliver for vidtløftig her, men vil dog tilføje at ingen af os, uagtet der intet blev sagt, hver af os i sine egne tanker, troede at denne dag var den sidste, men hvem Gud bevare, han er uden fare.

Vi var i den nævnte dag i farvandet op imod grundene, som man siger, det vil sige hvor hav­ dybden grunder op fra den store dybde til ca. 200 -150 favne.

Skibet skulle til Falmouth eller Queenstown for ordre, og valgte den sidste, da den var nærmest og vi ankom heldig dertil. I Queenstown fik vi ordre til Hamborg hvortil vi ankom i februar 1890, hvor jeg blev afmønstret. Var derefter en tur hjemme, me­dens skibet lossede i Hamborg.

Mønstrede igen med Briggen „Clara Andrea" i Ham­borg den 24.marts 1890 som 1ste styrmand under en anden kaptajn. - Skibet indtog i Hamborg en ladning stykgods bestemt til Maracaibo og afsejlede få dage efter mønstring. rejsen til bestemmelsesstedet foregik uden nogen særlig tildragelse.

I Maracaibo lossedes ladningen véd Byen og vi indtog atter en ladning gul træ bestemt til Hamborg. rejsen hjemover gik uden nogen særlig tildragelse. i Hamborg blev mandskabet afmønstret d. 9.1890; jeg var en tur hjemme medens skibet lossede og kom atter om bord igen for at tage imod ladningen, som skibet skulle have til Maracaibo igen. - Da ladningen omtrent var om bord, mønstrede jeg igen som 1ste styrmand d. 6. november s. å., og afsejlede få dage efter. Om rejsen var intet at bemærke.

Da ladningen var losset i Maracaibo fik vi atter en ladning gul træ om bord og afsejlede til Falmouth for ordre, hvor vi fik ordre til Hamborg, hvortil vi an­kom i maj. Her blev vi alle afmønstret den 15. maj 1891 fra „Clara Andrea", der målte 217 Tons net­to og som var bygget i Nyborg.

På grund af et dårligt ben kom jeg på hospital i Hamborg, hvor jeg lå ca. 1 måned, og rejste der­efter hjem. Jeg skulle ikke med Clara Andrea mere, fordi der var en anden mand af rederens familie, som de mente havde større ret til pladsen.