»MIT FØRSTE SKIB« Af fhv. skibsinspektør, kaptajn A. B. Meinertz I begyndelsen af dette århundrede, og tidligere, skulle næsten alle drenge på Fanø til søs. Det gjaldt om at komme ud så tidligt som muligt, idet man skulle sejle i fire år, før man kunne komme på navigationsskolen og derefter påbegynde den eftertragtede - ofte lange vej - gennem styrmandstiden til det endelige mål som skibsfører.

Jeg var ikke længe om at regne ud, at hvis jeg efter konfirmationen i 14 års alderen forlod Nordby realskoles 3. klasse, kunne jeg komme på navigationsskolen i 19 års alderen, og med min faders tilladelse var sagen i orden.

Nu skulle den nødvendige sø udrustning anskaffes, og der blev hos skomageren taget mål til et par håndgjorte støvler. Hos snedkeren bestiltes en skibskiste af den traditionelle slags med lås, grønmalet og med sort låg, og indvendig et lille mm til sygrejer, evt. værdigenstande og ikke mindst til breve fra hjemmet og fra pigen. Skibskisten kostede kr. 13,00. Køjesæk og køjetøj m.m. blev der også sørget for, og en skønne dag var drengen klar til at gå til søs.

Fra selve søen var der ikke mange hyrer, da sejl-skibsflåden allerede i 1910 var stærkt på retur, men så havde Fanøfolkene jo Hamborg ikke langt borte, og for dem var det, at komme til Hamborg næsten som at komme hjem. Her boede flere Fanøfolk, som drev skibshandel, hotel og pensionat m.m. - Der blev nu skrevet til en kendt Fanøskibshandler om at skaffe en hyre til en 14 ½ års knægt, og nogle dage senere kom der telegram til familien, at en hyre var i udsigt, og at jeg skulle komme til Hamborg.

En sådan rejse skete dengang med Vestbanen over Ribe-Tønder og Husum på fjerde klasse, hvilket betød vogne med træbænke langs siderne og bagagen opstablet på langs i midten af vognen. Rejsen kostede ca. 9 kroner. I Hamborg blev jeg modtaget af skibshandleren, og vi fulgtes ad ud til Altona, hvor flere danske sejlskibe lossede saltede huder fra Brasilien.

Vi gik om bord i en 3-mastet bramsejlsskonnert fra Marstal, et forholdsvis nyt skib på ca. 250 tons, som jeg hørte havde kostet 66.000 kr. at bygge i Marstal. Vi traf skipperen i sin kahyt, og han spurgte så skibshandleren, om det var den Fanødreng, han havde talt om. Da dette blev bekræftet, sagde han, at det jo var en stor og kraftig knægt, som han nok kunne antage som dæksdreng. Hvor meget kan han så få i hyre, spurgte skibshandleren. Skipperen svarede, at det jo var sløje tider, men han kunne da få 10 mark om måneden, altså dengang ca. 8,90 kr., men med mulighed for lidt mere senere. Efter 3 måneder-fik jeg 15,00 kr.

Da sagen var afgjort, gik jeg i lukafet med min skibskiste og køjesæk og blev af en matros anvist min køje. Lukafet var under dækket helt fremme i boven. Der var i hver side to køjer oven over hinanden og een køje tværskibs på forkant til kokken. Hele agterskottet af lukafet var udnyttet til det yderste. Om styrbord var der sejlkøje, i midten under trappen var der øverst et skab til tjære o. l. og under dette en kartoffelkasse og endelig om bagbord en reservekulkasse med brændsel til kabyssen. Bænken i kabyssen var indrettet til det daglige kulforbrug.

Skibskisterne benyttedes i lukafet som siddepladser på hver side af et fast bord. Undertiden næsten sejlede de dog, når en sø kom ned gennem den tilfældigt åbentstående nedgang (kappen). I øvrigt var lukafet pænt lyst malet, og det kunne med de spraglede køjegardiner og enkelte fotografier fra kulørte blade opslået på palstøtten være ganske hyggeligt set med en ung vordende sømands øjne.

Det varede imidlertid ikke længe, før styrmanden råbte på den nye dreng og spurgte, om jeg kunne gøre fisk i stand og stege rødspætter. Hov, sagde jeg, jeg er jo ikke mønstret som kok, men det troede jeg nu nok, jeg kunne. Almindelig simpel madlavning havde de Fanødrenge der gik til søs, fået lidt oplysning om af deres mødre før de forlod hjemmet. Styrmanden lod mig vide, at der stod en spand med rødspætter ved siden af kabyssen, og at det bare var med at komme i gang, og så kunne jeg også lave lidt grynsuppe til middagen. - Vi var på dette tidspunkt kun fire mand og skipperens kone om bord.

Jeg fik hurtigt hovederne af rødspætterne og skrabet dem godt rene og sat kartofler over ilden. Derefter skulle jeg hen i proviantrummet agter for at hente de efter min mening nødvendige ingredienser til middagen. På vejen tilbage til kabyssen løb jeg på styrmanden, og han ville naturligvis se, hvad jeg havde forsynet mig med. Det drejede sig om sukker, gryn, margarine og en portion svesker til sødsuppen m.m. Da han så disse ting, blev han helt hysterisk og udbrød i Sydhavsdialekt: »Do æ datte rejt klo Knejt« - her om bord er der een, højest to svesker pr. mand til sødsuppe. Sveskerne blev talt op og resten bragt tilbage; heldigvis anede han ikke, hvor mange jeg havde spist i proviantrummet.

Da skibet var udlosset, og vi var fuld besætning, nemlig skipper, styrmand, kok, 2 matroser, 1 letmatros og en dæksdreng, i alt 7 mand, indtog vi lidt ballast og bugseredes gennem Kielerkanalen på rejse til Finland for at laste træ til en lille plads i nærheden af Brest som hed Paimpol-Pontrieux. Her stod skibet aldeles tor på lavvande, men efter ca. ti dages losning indtog vi atter lidt ballast og sejlede til Runcorn-Liverpool for at laste kul til Rio Grande du Sul i Brasilien. Denne rejse tog 55 døgn.

Efter losningen af kullene til lægtere på Rio Grande floden sejlede vi et langt stykke op ad denne til en plads, der hed Pilotas. Her lå adskillige mindre Fanø-barke og Marstalskonnerter, der alle lastede saltede huder. Det foregik på den måde, at hele bunden af lastrummet blev dækket med kohorn, der stabledes mod hinanden med krumningen opad og derved muliggjorde, at saltlagen kunne få afløb til lastpumpen samtidig med, at de forhindrede huderne i at komme i berøring med trægarneringen. Huderne blev derefter lagt fladt ud oven på hornene og groft salt strøet mellem hvert lag, indtil skibet var fuldt lastet. Samtidig var der på dækket anbragt en kæmpebalje fyldt med flodvand, og det var mit job som dæksdreng at hive al dette vand op ved hjælp af en stor pøs og en blok oprigget på nokken af fokkeråen. Et hårdt arbejde for en dreng i 30 graders varme. Lagen kunne så tappes fra bunden af baljen og i spande fires ned i lasten, hvor den så kastedes ud over de udbredte huder. På rejsen hjemover blev denne lage pumpet overbord på hver morgenvagt. Føj, hvor den stank.

Endelig en dag var skibet til lastet, og hjemrejsen til Hamborg kunne tage sin begyndelse.

Søvagten:

Der blev naturligvis gået toskiftet vagt, således at skipperen, een matros og letmatrosen tog den ene vagt og styrmanden, een matros og dæksdrengen den anden. Så havde man jo desuden kokken, når det kneb med sejlene. For øvrigt skete det meget ofte, at frivagten blev purret ud for at bjerge sejl. Endelig var der noget, der hed arbejdsvagt, hvilket vil sige, at frivagten måtte ud at arbejde et par timer formiddag og eftermiddag. Arbejdsvagten var ikke populær.

Kosten:

Denne var uhyre spartansk. Hovedmåltidet var naturligvis middagsmaden, som varierede en del på korte eller lange rejser. Normalt var der 2 gange om ugen præservekød på dåser, 2 gange om ugen gule ærter og salt flæsk, 2 gange om ugen stokfisk eller klipfisk og 1 gang om ugen brune bønner og salt buffalokød. Men menuen kunne naturligvis varieres efter de tilstedeværende beholdninger. Undertiden i passaten kunne der om natten komme så mange flyvefisk om bord, at der kunne blive en gang fersk fisk, som var yderst velkommen.

Ellers fulgte man de minimale lovbundne rationer således, at der hver lørdag uddeltes et pund margarine og et pund sukker til hver mand, altså en uges ration, engang imellem også lidt ost og pølse, men pålæg i egentlig forstand var der ikke noget, der hed. Havde man en god kok, kunne han ofte fremtrylle lidt varmt til aftensmaden i form af labskovs eller af rester fra middagen. Den gode kok kunne også engang imellem bage noget rugbrød eller franskbrød, men ellers var der naturligvis skibskiks eller skonnerokker. Som regel var rationen på margarine og sukker allerede spist om torsdagen, så de sidste dage af ugen var mildest talt ikke morsomme.

Vand:

Dette var stærkt rationeret på de lange rejser, så når det regnede, var alle i gang med at samle regnvand i udspændte sejl og samtlige om bord vaskede køjetøj, undertøj og arbejdstøj. Ferskvandstanken blev fyldt op. Hvis man i tropebyger stoppede spygatterne fra dækket var der tonsvis af vand.

Toilet:

En indvendig tjæret tønde af passende højde henstod under bakken. Med dårligt vejr og slingerage kunne man være uheldig og finde sig selv og tønden nede ved de læ spygatter midtskibs, svømmende i vandet.

Efter en normal rejse tilbage til Hamborg/Altona afmønstrede jeg efter at have været om bord i femten måneder, og da jeg som nævnt havde fået forhøjet hyren til kr. 15,00 pr. måned, havde jeg en for den tid og stilling god afregning.

A.B.M.