I min tidligste barndom aflagde jeg ofte besøg i Sønderho. Min mors forældre og et par af hendes søskende boede der. - Turen foregik i de første år med postvognen/dagvognen, hvad man nu end kaldte den. Turen tog ca. 2 timer. 

Min første tur, som jeg dog ikke erindrer noget om, foregik da jeg var ca. 2 måneder gammel - har jeg fået fortalt. Min mor ville hen og præsentere mig for familien, og drog afsted en januardag. In­den postvognen nåede Sønderho, var det bleven snestorm, og omtrent ved Markstenen - skellet mellem Nordby og Sønderho sogne - kørte vognen i grøften og havarerede, så min Mor måtte bære mig gennem snedriverne resten af vejen til Sønderho. 

Første tur, jeg kan huske, foregik i 1912. Mor skulle til Sønderho for at hjælpe i huset hos en søster, der netop havde født en pige. I god tid før postvognen skulle passere, begav mor og mig os ned til landevejen. Vejret var fugtig blæsende og koldt. I huset, Hovedgaden 107, var der dengang lige indrettet restauration, og da indehaveren, Maren Madsen, så os stå udenfor, inviterede hun os ind i varmen; hun var klar over, at vi ventede på postvognen, og fortalte, at vognen havde en pakke med til hende, og derfor ville holde udenfor. Jeg benyttede jo lejligheden til at undersøge lokalet,

- Ved vinduet var der fire borde. På begge sider af bordene var der røde plys sofaer. Over ryggens polstring var der ført træskillerum op i øjenhøjde, og deroppe var der en hylde. Træværket var mahogni, tror jeg nok. I et hjørne stod en grammofon - det var første gang, jeg så sådan et vidunder. Maren Madsen trak den op med håndkraft, lagde en plade på, puttede en mønt i den dertil indrettede sprække, satte nålen på, og så havde vi musik. Nå, postvognen kom alt for hurtig efter min mening, og vi drog til Sønderho.

Fra denne Sønderhotur erindrer jeg, at min tante havde ordineret sit afkom en ormekur, og den blev jeg til mit store ubehag inddraget i. - Nogle små frø blev rørt sammen med sirup, og så måtte vi unger sætte en halv kop af denne blanding til livs. Jeg har ikke kunnet fordrage sirup hverken før eller senere.

Da jeg blev noget ældre, var det almindelig, at jeg på Sønderhoturen blev parkeret på taget af postvognen sammen med andre unge mennesker. Det har nok været, når ældre og mere prominente personer optog det indre af postvognen. Når vi nåede Sand­flod Hede, blev vi jaget ned fra taget, og vi måtte så bruge benene, indtil vi kom til den første gård i Sønderho, hvor grusvejen begyndte. Vi nåede gerne dertil før postvognen, og sad så i vejgrøften og ventede på den. Indtoget i Sønderho skulle jo gerne foregå på taget af postvognen.

Vejen fra „Nygård" og til den første gård i Sønderho var sandvej. På strækningen fra „Nygård" til Sandflod Hede var der på de værste steder fyldt murbrokker i vejen. Bønderne, der også benyttede dette stykke af vejen, holdt den vel også nogenlunde vedlige med lyng og hjælme. På hele strækningen til Sønderho var der en godt tiltrådt sti. 2 personer kunne ikke gå ved siden af hinanden, man måtte gå i gåsegang. Da cykler senere kom til, blev denne sti kørt til med en dejlig jævn overflade, men dog ikke mere end ca. 12 tommer bred.

Mærkelig nok erindrer jeg ikke. hvordan vi kom tilbage fra Sønderho, men det er nok også foregået med postvognen.

   Sønderho havn 1910. Jacob Nøbbe.

I Sønderho havde jeg flere fætre og kusiner på omtrent min egen alder. Nede ved havnen havde vi stendiget, som man flere steder kunne kure ned ad på buksebagen. Det var nu strengt forbudt, det sled for meget på bukserne. Der var Børsen, „Æ doven­bænk" kaldte konerne den, med de gamle mænd. Det var nu ikke alle, der var omgængelige for os børn, men der var da også dem, der kunne fortælle historier for os, og oplyse os om, hvad det var for kir­ketårne, vi kunne se ovre på fastlandet.

De kendte også de sejllægtere, der færdedes i farvandet, og kunne fortælle, hvor de kom fra, og hvor de skulle hen.

Om aftenen gættede vi huse. En af børnene beskrev et hus i Sønderho. - Vi andre (det var nu sjældent, jeg kunne følge med) - skulle så gætte, hvad hus det var, samt fortælle, hvem der boede deri. Efterhånden fik vi flere og flere detaljer oplyst om huset. Når så en gættede, hvilket hus det var, og hvem der boede i det, måtte den der havde gættet rigtig få ordet, og begynde at beskrive et andet hus. Børnene fik jo efterhånden et glimrende kendskab til alle husene og hvem der boede deri.

Om sommeren forsøgte vi at træde „Botter" ude i lavvandet på Hønen og Sønderjord. I det klare vand kunne vi se dem ligge nedgravet i sandet., og så gjaldt det om, at få foden på dem. Jeg mindes nu ikke at have fanget en større end en femkrone, men vore venner på Børsen kunne da fortælle om, at de i deres drengeår trådte botter så store som stegefade, - omtrent da.

I Sønderho var det skik at fejre kongens fødselsdag med afbrænding af et bål i „æ Kal'krog". Kongens fødselsdag faldt i september og i den mørke septemberaften lyste bålet jo meget mere op end Sct. Hansbålene på den lyse midsommeraften

Da jeg var en 7-8 år gammel døde min bedstemor i Sønderho. På begravelsesdagen gik vi op til en onkel i Rindby, der havde heste og vogn, og med den og hans familie kørte vi til Sønderho.

Kisten med min bedstemor stod i æ Nar-donsk, åben. Da følget var samlet blev der sunget en salme. Så gik følget forbi den åbne kiste, - jeg sammen med mine forældre -. Da følget var gået forbi, blev låget lagt på og kisten sømmet til. Der blev igen sunget en salme, og så blev kisten ført ud gennem et vindue, hvor midtersprossen var fjernet, og sat på en vogn. Jeg mindes ikke, at have følt nogen ubehag ved at se min døde bedstemor i kisten. Øjensynlig havde de voksne taget det helt naturlig, og det havde jeg så også. Jeg mener at min bedstemor var sidst i halvfjerdserne, da hun døde.

Jeg husker, at jeg var meget indigneret over, at de ikke havde en rigtig ligvogn, som vi havde i Nordby.

Jeg mindes ikke at have været med i kirken eller kirkegården, så jeg ved ikke, om kisten kom i kirken, eller førtes direkte til graven efter gammel skik.

Min mor og tante blev i Sønderho, da far, min onkel og jeg kørte hjem om aftenen. Min onkel insisterede på at køre os helt hjem. Da vi nåede til, hvad der nu er GI. Postvejs udmunding i Strandvejen nægtede hestene at fortsætte. Det viste sig da, at der var gravet en grøft tværs over vejen. Det var på den tid, da Nordby fik vandværk, og vandrørene blev gravet ned. Det havde været så mørkt, at vi fra vognen ikke havde set udgravningen. De voksne blev enige om, at det var lysskæret fra Esbjerg, der havde blændet dem. Nå, onkel fik vognen vendt, far og jeg stod af, og gik de sidste par hundrede meter hjem.

De fleste af os børn gik med træsko og hjemmestrikkede uldne strømper efterår, vinter og forår.

Det var for det meste træsko af den type, hvor bunden med hælkappen var af træ. Overdelen var af læder. Der fandtes dog også, hvor det hele var af træ, med undtagelse af en smal strimmel over „vristen, der var af læder. Træsko helt af træ mindes jeg ikke at have set, uden de enkelte der drev i land ude på stranden, antagelig kommende fra Holland. Træskoene, hvor det meste var af træ, og med en opadvendt spids snude, kaldte vi „Kat'træsko".

Træskoene var faktisk en glimrende fodbeklædning når man tager hensyn til føret og klimaet herovre. Kun i tøsne kunne det være lidt besværlig, når sneen klumpede under dem, men så kunne vi da konkurrere om, hvem der kunne få de højeste klumper under træskoene, før de brækkede af.

l vintertiden var det almindelig med en „Halm­visk" - en flettet, halmsål i træskoene. Vadede man træskoene over, så hældte man vandet og halmvisken ud, tog eventuelt strømperne af og vred dem, bjergede sig en visk halm, og flettede sig en ny halm­sål, og så holdt man let fødderne varme.

Når vi gik i hus, satte vi træskoene indenfor yderdøren og tog kludesko på. - Pjaltsko kaldte vi dem. - I gangene udenfor klasseværelserne i skolen var der specielle reoler, som man skulle stille træskoene i, og så skifte til medbragte kludesko.

Om sommeren gik vi barbenede, drengene også barfodede fra den tid, da gøgen „æ Kukkemand" kom og til hen i oktober måned.

De første dage skulle man jo passe på, hvor man trådte, indtil fødderne blev lidt mere hærdede. Vi var også gerne generet af solskoldning på benene, vi gik jo med korte bukser.

De fleste stier og veje var jo sand, og det sled jo ikke på fødderne. Glasstumper traf man sjælden på i sandet. Det var dengang skik, at lægge asken fra kakkelovnen og komfur ud i vejene. Fra træet, der blev brugt at fyre med, kunne der jo komme et par gamle søm med, men det var nu sjældent. Søm blev trukket ud af træet, rettet ud og genbrugt.

På markerne skulle man passe på blomstrende hvidkløver, der var gerne mange bier. Blev man stukket af en bi så gjaldt det jo om at få brodden ud i en fart. Så skulle man helst finde noget mudder at stampe i med den stukne fod, så svandt ubehaget hurtig. En frisk kokage kunne også bruges. Jeg har også set en kokage brugt som omslag på en byld eller en bullen finger. Det var effektiv, men nok noget uæstetisk. Nå, kokager er vist heller ikke, som de var i gamle dage, da kunne de også bruges som brændsel.

Løb man rundt i heden, så lærte man hurtig at undgå kællingetand. Steder hvor der var „rusket lyng", skulle man også bevæge sig forsigtig henover, stubbene fra lyngen var hårde og skarpe. Nyhøstede kornmarker kunne også genere, men da de kom så sent på sommeren, at fødderne var hærdede, kunne man med en vis taktik sagtens komme helskindet over dem.

Når træbunden var slidt op, men overlæderet ubeskadiget, kunne den lokale skomager skifte den slidte træbund ud med en ny. - Man fik gerne nye træsko om efteråret. Disse var gerne, eller blev beslået med jernbeslag. Med disse jernbeslag kunne man slå gnister af brolægningen i Hovedgaden. I mørke sås det jo, og det blev jo tidlig mørkt om efteråret. Det var nu ikke velset hos forældrene, for jernbeslagene røg jo undertiden af.

Fedtlæderstøvler blev også forsynede med træbunde.

Her i Nordby blev mine aktiviteter også udvidet. Havnen havde min store interesse. Om sommeren badede vi som små fra Pakhusbanken; når vi blev noget større fra Svenskeren. Fra Svenskeren lærte vi at svømme. En del badning foregik også i „æ War Rind". På højvandet var vanddybden passende for en 12-13 års knægt. Vandet var på solskinsdage dejlig varm, efter at det havde passeret flakkerne i Vigen. Et sted var der ført en trærende fra nogle drænrender gennem bredden. Udløbsvandet havde dannet et dybere hul, således at man, kunne springe ud fra trærenden uden at få hovedet i mudderet.

Når man kunne bevise, at man kunne svømme, havde man lettere ved at låne en jolle, Og gå i gang med at lære at ro og vrikke. - I min barndom var der 3 sejllægtere hjemme i Nordby. Ejerne var Niels af Bækkes, Andreas Manne og Las Madsen. Den ene af dem som hed Rebækka-Niels havde fået sit kendingsnavn fra den og ejede den også - var galease-rigget, havde altså 2 master. - De andre 2 havde 1 mast. Disse lægtere sejlede i Vadehavet indenfor Fanø, Ho, Varde, Hjerting, Esbjerg, Roborghus og Ribe, der var anløbssteder. De sørgede for transport af massevarer, kul, koks, klyne. grus, mursten, kalk, mergel og lignende. Agter i lægteren var der indrettet kahyt til skipperen. Et lavt ruf hævede sig over agterdækket. I ruftaget var et skylight. Adgangen var gennem, en skydeluge med en lav dør i rufskottet. Nede i kahytten var der gerne 1 køje i hver side under dækket. Faste bænke i hver side langs køjerne. Et fast bord, et par skabe, samt en kakkelovn med ringe i toppen, så der kunne laves mad på den. l agterspejlet var gerne et par små vinduer. Helt forude i skarpen var der også et rum. Det var drengens logi, som han delte med ankerkæden, brændselsbeholdningen. gamle sejl og presenninger, sjækler og kædestumper, stropper og tovværk, så der var ikke megen plads til drengen.

Sejladsen foregik ved vindens og strømmens hjælp og kunne godt tage sin tid. Ud fra Esbjerg med faldende vande. Ankring ved Lo-mundingen, og så ud i jollen for at bugsere, så de havde lidt styr på ski­bet. Styringen foregik med rorpind. 

Ved slutningen af første verdenskrig eller lige efter blev der sat motor i lægterne. Skipperen måtte ofre sin kahyt til motoren. „Rebækka" blev hugget op og Niels fik bygget en ny lægter, der var forsynet med motor.

Disse lægtere havde alle en jolle, og i den kunne vi drenge, når vi fik lov, øve os i at ro og vrikke, dog indtil vi blev udlærte, med fangelinen godt fastgjort til lægteren. Med tidevandsstrømmen i havnen, kunne det også være nødvendig. Det var vrikning, vi øvede os i med jollen fortøjet, hvis vi da ikke kunne få en kammerat, der allerede kunne vrikke med i jollen, og øve os fri af lægteren. Vi måtte passe på ikke at tabe åren. Skulle det hænde, så en voksen måtte udi i jollen for at bjærge åren, vankede der både udskæld og lussinger, og værst af alt karantæne, så det varede et godt stykke tid, før man fik lov at forsøge igen.

Roning var det lettere at lære. Kunne man ikke klare 2 årer, så kunne man da klare 1, og en kammerat tog så den anden. Sejlads med sejl var der ikke meget af, enkelte ældre mænd. der fiskede lidt fra deres fladbundede joller, havde sejl til dem, men de overlod ikke sejlet til os drenge. - Joller med køl var bleven skiftet ud med gamle travljoller med glødehovedmotorer.

Lidt fiskeri blev det også til. På lavvande gik vi ud til Pakhusbanken og gravede orm. Ormene blev sløret, idet vi med en stor stoppenål - disse store lange stoppenåle ser man ikke mere - trak ormene på en sytråd - en silketråd skulle være særlig velegnet, jeg har nu aldrig set en dreng i besiddelse af silketråd. Den lange kæde af orm blev samlet i et bundt og bunden på en line sammen med et lod eller anden vægt, som kunne få grejet til bunds.

Det gjaldt så om at få ormebundtet netop så højt over bunden, at krabberne ikke kunne nå det, men at bundfiskene blev tiltrukket af det. Det var bedst at fiske fra båd eller lægter, så slap der ikke så mange fisk af på vejen fra vandfladen, og til at man fik fat i dem.

Det var ålekvabber, små ål, issing (bakskull), og "en" enkelt rødspætte, man fangede. Ulke bed også på. De var ikke velsete, og blev betegnet med et så nedværdigende navn som „Københavner". Kroge blev ikke ret meget brugt til fiskeri fra kaj eller båd i havnen. Der var dog nogle, der satte krogliner på søjorden.

Fiskeri fra vesterstranden gav vi os ikke af med.

Når vi kaldte ulkene for Københavnere, så kom det af, at i min barndom begyndte der at komme københavnske feriebørn, herover. Disse børn var jo helt ukendte med vore forhold, og når de deltog i vore aktiviteter, kom de gang på gang galt afsted, derfor betragtede vi dem som dumme.

Hvor var man stolt første gang man kom hjem til Mor med en pandskrald småfisk. Nok til at vi alle kunne få en - smag. Man insisterede selvfølgelig på at få fiskene serverede til førstkommende måltid, og var selv behjælpelig med at få fiskene rengjorte, og hvor smagte disse selvfangede fisk godt.

   Skonnerten "Helga", 1920.

Lige efter første verdenskrig blev der bygget en skonnert på skibsværftet. Inden søsætningen blev der foretaget nogen uddybning ud for skibsværftet, og ved badning fra Svenskeren måtte de, der ikke kunne svømme, passe på ikke at komme ud i hullet.

Selve stabelafløbningen - det var ikke, som tidligere brugt søsætning, der i mange tilfælde foregik sidelæns og ganske langsom - fik næsten hele Nordbys befolkning ned på Svenskeren og havnen. Den foregik på højvande en dag sidst på eftermiddagen. Skonnerten kom godt nok i vandet, det samme kom styrmanden, der pludselig røg ud over stævnen, og skonnerten fortsatte tværs over renden, og satte sig fast på søjorden. Da man var nået så langt, var det tid for mig, at komme hjem til aftensmaden. Et par dage efter lå skonnerten ved æ Synnerbrow og blev rigget til. - Under 2. verdenskrig var jeg ombord i denne skonnert i Lissabon. Den blev under portugisisk flag brugt til torskefiskeri ved New Foundland og Grønland.

I en af efterkrigsårene kom der en skonnert „Elisabeth Eff" ind i havnen med en last kul. Så vidt jeg erindrer, blev den slæbt ind gennem Loen af færgeriets skruedampskib og fortøjet ved æ Damperbrow, hvor den blev modtaget af en hel del af byens drenge og voksne, med den lokale tolder i spidsen. Tolderen forlangte bl.a. lugerne forsvarlig skalkede, og forseglede dem derpå, husker jeg. Skonnerten forhalede senere til æ Synnerbrow og fik, da den var udlosset en del af Møllebanken som ballast.

Omkring samme tid havde vi en hård isvinter. En dag rygtedes det i skolen at Esbjerg havns slæbebåd „Vildanden" skulle bryde isen op i Loen og vistnok hente et par patienter til sygehuset. - Færgerne havde i lang tid landsat passagerer og gods på passende steder - for færgen - ude ved Lo-mundingen. Da vi efter skoletid kom ned på havnen, gik der folk og savede isen i Loen igennem mellem havnen og Pakhusbanken. „Vildanden" kom godt nok i havn. og jeg husker, at der blev bragt et par bårer ombord, hvori der var syge.

Jeg tror, at det var efter denne begivenhed, at vi var nogle drenge, der fandt på, at vi skulle gå over isen til Halen. Vi kom nu ikke ret langt, så faldt en af os gennem en tidevandsrevne, og blev våd til midt på livet. Vi vendte om og løb så hurtig som mulig tilbage til Svenskeren med den våde dreng, så han kunne komme hjem og få tørt på.

En eftermiddag - det har været før 1917 - bemærkede jeg en flok drenge stå på „Jens a Jens Massen's" grønn, ivrig optaget af noget, der lå på jorden. Da jeg kom til, så jeg, at det var skeletdelene fra et menneskeben. De forskellige knogler hang stadig sammen i senerne, kun nogle af tåknoglerne var løse og lå ved siden af. Medens vi stod og så på det kom en af realskolens lærere forbi. Vi drenge trak os lidt tilbage, og så da læreren samle de løse knogler op og putte dem i lommen. Derefter tog han lårknoglen op over skulderen, og med skinneben og forknogler daskende ned ad ryggen, gik han nordpå ad Vestervejen. Da jeg senere i naturhistorietimen på mellemskolen blev præsenteret for et tilsvarende skelet ben, var knoglerne nu sat sammen med ståltråd. Jeg spekulerede da på, om det var det samme ben, som jeg havde set før. Hvordan benet var kommet på ovennævnte lokalitet aner jeg ikke, men på det tidspunkt, at det dukkede op, blev der gravet vandrør ned på kirkegården ved Kirken, så benet stammede nok derfra.

Efter første verdenskrig var tyskerne beskæftigede med at stryge miner i deres minefelter i Nordsøen. Det var ikke alle miner, de fik fat i, en del drev ind på Fanø strand, hvor de så blev sprængt. En søndag havde minørerne slæbt 4 miner sammen, og sprængte dem på en gang lidt syd for Kirkevejen.

Det var en smuk dag, rigtig sommervejr, og mange folk fra Nordby havde taget ud på stranden for at se sprængningen. Mange blev overraskede, da de kom hjem igen. Vinduer var knust, døre sprungen op, billeder, hylder, og de gammeldags tallerkenrækker med tallerkner var faldet ned fra væggene. Sprængningen havde nok været for kraftig. 

Om foråret ledte vi efter fuglereder. Lærkereder fandtes overalt på græsmarkerne, jeg undrer mig over, at græssende kreaturer ikke trådte på dem. Jeg har i et tøjrslag funden en lærkerede, hvor koen havde ædt græsset tæt ind til reden, men selve reden var intakt. På kirkegårdene i tujaerne og buksbommen havde småfugle reder. I tjørnehække rugede solsorten. Jeg synes nu ikke, der var så mange af dem, solsorte, som nu, men der var jo heller ikke så mange haver. Nede på engene fandt vi vibereder. Langs strandkanten langs vestsiden af Halen kunne man finde „Lyver" strandskade reder, og i lyngen inde midt på Halen og syd for Klingebjergvejen fandtes Edderfuglereder. Edderfuglene holdt meget hårdt på rederne, og de faldt helt sammen med lyngen, når de lå stille. Vi kunne dog gerne finde rederne på dun, der var fløjet ud af rederne, og som hang i lyngtoppene. Nogle drenge påstod, at de havde været så tæt på, at de kunne smide deres matroshue hen over edderfuglen. Det var sjældent, at vi tog æg fra rederne. Som en tommelfingerregel regnede vi med, at hvis der var mere end 2 æg på reden, så var der dannet urige i mindst 1 af æggene. Med 2 æg i reden kunne vi regne med, at de var friske og tog undertiden det ene af dem. Da vi sjældent havde noget at have æggene i, gik de gerne i stykker i lommen eller i matrosblusen, hvis vi stak dem op under elastikken, og det var jo nogen værre svineri, som det ikke var mulig at fjerne før vi kom hjem, og knuste æg i tøjet blev bestemt ikke vel modtaget af Mor.

Vi fangede en hel del kaniner med sakse, et forfærdeligt dyrplageri. Saksene blev sal om aftenen, gravet ned og dækket af et tyndt lag sand lige udenfor indgangen til kaningravene. Før saksen blev sat, undersøgte vi om sporene i sandet tydede på, at graven var beboet. Stille klart vejr med måneskin gav altid et godt udbytte. Tidlig om morgenen ved solopgang var vi ude at røgte saksene. De blev alle samlet sammen, vi lod dem aldrig stå om dagen, for at ikke hunde, får og/eller mennesker skulle komme til skade i saksene. For os skoledrenge var det natten mellem lørdag og søndag, vi havde saksene ude og det var hovedsagelig kaningrave i den vestlige del af statsplantagen, vi anbragte saksene ved. Kaninerne var levende, når vi kom til dem, og blev straks dræbt med et slag i nakken. De opnåede gerne priser fra 50 øre til 1 krone. Det var dog langtfra hver lørdag/søndag nat vi havde saksene ude. - Vejret skulle passe, og vi skulle kunne låne nogle sakse.

Vi gravede også kaningrave ud, altså små grave med kun et rør. Vi havde da en hund med. som var egnet til at påvise, om der var kaniner i graven. Når vi kom ned til kaninen, gjaldt det om, at få fat på kaninen før hunden, ellers risikerede vi. at den blev skam bidt, så rygkødet ikke kunne bruges. Det gav sjælden mere end en enkelt kanin på en eftermiddag efter skoletid.

I 1919 havde vi en skarlagensfeber epidemi herovre. Den faldt i og lige efter sommerferien, og i den anledning blev sommerferien forlænget med nogle uger. Det havde vi, der forblev raske jo intet imod. De syge blev internerede på Epidemisygehuset, sådan hed det dengang. Det havde også været i brug under en Difteritisepidemi. Senere blev det alderdomshjem, og nu opbevaringsplads for småbørn, medens deres forældre er på arbejde.