Dr. J. H. Lorck's erindringer fra Fanø

 

 

Dr. J. H. Lorck, der var distriktslæge på Fanø fra 1853 til 1868, har i sine erindringer, en bog på 251 sider, der udkom 1885, brugt flere sider til at fortælle om sit ophold på Fanø. 

På en dejlig sommermorgen afsejlede vi med dampskibet fra København til Fredericia, herfra kørte vi til Kolding, hvor vi over­nattede, og den følgende morgen videre til Endrupholm, hvis ejer var så venlig at køre os med sin egen befordring til Strandby — hvorfra overfarten til Fanø gik for sig. 

Da vi fra båden så den ikke ubetydelige by, Nordby, ligge for os, beskinnet af den nedgående sols stråler og omkranset af de grønklædte maleriske klitter - fandt vi, at den tog sig fortryllende ud og lykønskede os selv til, at det sted, der for fremtiden skulle være vort hjem, syntes at være så hyggeligt og smukt. 

 

LORCH

 

 

 

 

 

Det var allerede aften, da jeg landede på Fanø, men desuagtet ilede jeg straks ledsaget af en pige fra gæstgivergården, hvor vi var tagne ind, hen til min temmelig langt derfra boende formand. Det forekom mig som et heldigt varsel, at jeg blev ført til mit nye hjem af en ung, køn og venlig fanøpige. Det var derfor i gladeste og mest medgørlige stemning, at jeg traf sammen med min ældre kollega, og alt, hvad vi havde at forhandle sammen, købet af huset og forskellige til dette hørende sager, gik for sig i en håndevending og uden mindste indsigelse fra min side. Vi blev endog enige om - med hendes samtykke - at vi skulle beholde min formands gamle pige, der var husvandt og i begyndelsen kunne være mig til stor nytte under de nye og uvante forhold, hvorunder jeg nu skulle leve og virke.

Udflytningen af den forrige og indflytning af den ny ejer var snart besørget, og det varede således ikke mange dage, inden jeg kunne sidde med min lille kone under mit eget tag. Vel var dette stråtækt og værelserne var lave og små - omtrent som de findes i officersboligene i Nyboder -, men de vare hyggelige og lune, og vi fandt begge, at vor lejlighed, efter" at den var blevet monteret med vore medbragte ny og smukke møbler, var yderst komfortabel og behagelig. Til stedet hørte en efter fanøske forhold ikke så ganske lille have, og, så snart jeg var kommet i besiddelse af denne, blev jeg, der aldrig tidligere havde havt interesse for sligt, en ivrig havemand og fik en sådan lidenskab for at grave og plante, at den var nær ved at udarte til monomani. Jeg lærte nu den ejendommelige tilfredsstillelse at kende, som er forbunden med besiddelse af egen - om end blot nok så lille - plet af jord. På Fanø er desuden en sådan besiddelse mere absolut og betydningsfuld end andetsteds her i landet, da beboerne er selvejere af hele øen, der blev dem tilslagen som højstbydende, da Kong Christian den 6te i 1741 lod den sælge ved offentlig auktion. Derfor sætter også fanøboerne overordentlig høj pris på deres jord, og der findes ikke en sandklit på hele øen, uden at den har sin retmæssige ejer, som med stor nidkærhed våger over, at ingen kommer hans ejendomsret for nær.

 

 

 

 

I begyndelsen faldt det mig ofte lidt vanskeligt at forstå fannikernes tale, da de bruge nogle ganske ejendommelige udtryk og tillægge enkelte ord en betydning, der er helt forskellig fra den, de ellers have i sproget. Da jeg således ved et af mine første sygebesøg forefandt en febersyg, der henlå i en meget beklumret og ildelugtende atmosphære, og jeg derfor ytrede, at der først og fremmest måtte sørges for god luft, afbrød den syge mig vranten med den bemærkning, at det skulle doktor ikke bryde sig om, for luft havde han så sandelig nok af. Først ved nærmere forklaring gik det her op for mig, at de ord - »god luft« - i fannikesproget havde en betydning, der omtrent var stik modsat den betydning, hvori jeg havde ønsket dem forstået. Det varede dog ikke ret længe, inden jeg havde sat mig nogenlunde ind i disse forskellige varianter af sproget og dets brug, endskønt det under mit 15 års ophold på Fanø aldrig lykkedes mig at tilegne mig selv den ejendommelige jargon, hvoraf navnlig den kvindelige del af befolkningen betjener sig, og som er vanskeligere at opfatte. Derimod lærte min kone hurtigt og let både at forstå og selv at kunne tale fannikersprog.

Min bolig var ganske hensigtsmæssigt beliggende midt imellem den egentlige tætbebyggede by, Nordby (Odden) og landsbyen (Nørby og Rindby) hvor den agerdyrkende del af befolkningen havde deres mere spredte boliger. Fra den nordlige ende af Nordby og til de yderste gårde i landsbyen var der en strækning på godt og vel 3 fjerdingvej, og jeg lod mig det derfor straks være magtpåliggende at få mine sygebesøg ordnede på den efter min mening for alle parter hensigtsmæssigste måde således, at jeg om formiddagen fra 9 - 12 kunne besørge min praksis i Nordby og om eftermiddagen i Landsbyen. Der var den gang endnu ikke spor af nogen brolægning på Fanø, og det var således meget ubehageligt og trættende at skulle vade gennem det dybe sand, hvori foden ved hvert skridt sank ned, så man gik derfor ikke gerne oftere end nødvendigt. Det var væsentligst af denne grund, at jeg stræbte efter at få indført den omtalte ordning i tingene, idet jeg tillige stillede anmodning til beboerne om at sende bud til mig om morgenen inden kl. 9, da jeg begyndte min runde, når de ønskede mit besøg til en ny patient. At der herved ikke var tale om pludselig indtrådte sygdomstilfælde elles uforudsete omstændigheder, følger af sig selv. 

 

 

 

 

I begyndelsen tiltalte dette arrangement ikke rigtig madammerne, der helst ville hente doktoren, når det faldt dem selv belejligst, og de fandt det yderst mærkværdigt, at doktoren kunne forlange, at de skulle blive syge efter klokkeslet. De indså dog snart, at det ikke var således at forstå, at det også for dem selv tjenstligt, at der kom en vis orden i tingene; og da de tilmed kom efter, at jeg også om eftermiddagen uopfordret aflagde besøg hos de farligste patienter, gjorde de ikke yderligere indvendinger.

Hvad der derimod vedblivende generede mig temmelig betydelig, - endskønt jeg måtte indrømme, at sagen i sig selv var ganske rimelig og naturlig -, var den omstændighed, at det gik temmelig tit på, at jeg blev hentet ud om aftenen kl. 10 á 11 til steder, hvor der henlå syge børn, fordi man, som der sagdes - som oftest uden nogen som helst rimelig grund - »frygtede for natten«.

På tider, hvor der var meget at bestille, kunne det være endogså meget ubehageligt, når jeg efter at have sat mig til ro og begyndt at glæde mig til at blive udhvilet efter dagens besværligheder, atter måtte trække i de høje vandstøvler og oliefrakken, for med lygten i hånden og sydvesten på hovedet at vade en fjerdingvej eller længere igennem de bundløse eller med alenhøj sne belagte veje. Det skal ikke nægtes, at jeg ved sådanne lejligheder stundom lod mig friste til at give lidt ondt af mig, mens jeg gjorde mig færdig til at følge med budet. Ofte lo min kone af mig og ytrede, at hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg gjorde mig ubehagelig, da jeg dog altid gik alligevel, når nogen forlangte det. Hun havde ret; det var både dumt og unyttigt at blive vranten over sligt, der jo følger med bestillingen, - men det var menneskeligt.

Vanskeligere var det at få en tilfredsstillende sygepleje ordnet i den anden by på Fanø, Sønderho, der ligger på øens sydspids i en afstand af omtrent 2 mil fra Nordby. At rekvirere lægen fra Nordby var jo en temmelig kostbar historie for vedkommende, der både måtte udrede lægehonorar og befordringsudgifter. For at imødekomme Sønderho så meget som muligt, besluttede jeg mig derfor til at tage derhen på to bestemte dage om ugen og således lette beboerne adgang til sygehjælp. Denne ordning kunne alligevel ikke i længden tilfredsstille alle sønderhoningerne, som i det hele taget fandt sig brøstholdne ved, at alle ting, både øvrighed, læge og apoteker var samlet her i Nordby, der jo var den folkerigeste og ved sin beliggenhed betydeligste by på øen. Det var derfor deres kære stadige tanke, at få en egen læge engageret til Sønderho; thi en sådan mente de dog selv at kunne betale, om det end ikke kunne lykkes dem at få den efter deres mening rimelige fordring sat igennem, at apoteket hvert andet år skulle flyttes til Sønderho. Der herskede i det hele taget ikke nogen hjertelig stemning imellem de to byers befolkninger, der ikke omgikkes ret meget sammen og ikke nærede stor sympathi for hinanden; familieforbindelserne vare meget sjeldne imellem dem, og enhver af dem holdt sig så meget som muligt på sin egen boldgade.

Grunden til dette i og sig lidet naturlige forhold må vel nærmest søges i en alt for overdreven selvstændighedstrang på den ene eller måske på begge sider.

Om sommeren, da den største del af den mandlige befolkning på øen og mange af pigerne altid ere borte, var der i reglen ikke meget at bestille for mig, og jeg havde da god tid til at give mig af med badegæsterne, af hvilke de fleste skaffede mig mere ulejlighed end fordel.

Badevæsenet var i de første år af mit ophold på Fanø i en meget primitiv tilstand. Nogle få badevogne var anskaffede af en privat mand, og logis var vanskeligt nok at erholde på grund af beboernes uvilje imod at give disse fremmede adgang til deres boliger, om de end derved uden stor ulejlighed kunne forskaffe sig en god ekstra­indtægt.

 

 

 

 

At jeg lige fra begyndelsen af gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at tilvejebringe en forandring til det bedre i disse forhold, følger af sig selv; men jeg måtte gå lempeligt og forsigtigt til værks i denne henseende, for ikke at støde befolkningens fordomme for meget.

Alle fremmede - hvorved man på Fanø forstår alle dem, der ikke ere fødte og bårne på øen - blive eller bleve i det mindste den gang betragtede med en vis mistro, man stolede ikke ret på dem og kunne vanskelig komme til overbevisning om, at de forslag til for­bedringer og fremskridt, hvormed de fremkom, virkelig sigtede til at fremme Fanøs og ikke blot deres egne interesser.

Imod de stakkels badegæster næredes der en særlig antipati, der vist nok for en del beroede på den foragt, hvormed de flittige og stræbsomme fanøboere betragtede disse intet bestillende og stadigt omdrivende væsener.

Som et ganske karakteristisk udtryk for denne stemning skal jeg meddele en lille anekdote.

Da jeg nemlig en dag kørte i praksis til Sønderho, havde jeg til kusk fået en ældre mand, der, efter at han i længere tid forgæves havde anvendt alle mulige opmuntringsmidler, for at bevæge sine heste til at slå ind i et jævnt luntetrav, til sidst blev hidsig, rejste sig i sædet og, idet, han tildelte de dovne dyr nogle alvorlige piskeslag, med en usigelig hånlig betoning tilråbte dem: »Tror I måske, at I skal gå her og drive på vejen ligesom badebæsterne!«

- Denne benævnelse fandt nu han ganske passende og beteg­nende for badegæsterne, og den blev senere temmelig almindelig iblandt fannikerne.

Til at etablere en badeanstalt hører, foruden de gunstige lokale betingelser, hvilke Fanø rigtignok tilbyder i ualmindelig høj grad, også penge. Heller ikke disse savnedes på øen, på hvilken der var mange endogså meget formuende mænd, og i det hele taget herskede der jævn velstand, men der var ingen sandsynlighed for, at nogen ville ofre sine penge til et foretagende, der kun interesserede grumme få, medens den langt overvejende del af befolkningen enten var ligefrem fjendtlig eller i alt fald ganske ligegyldigt stemt imod det.

Skibsfarten var jo Fanøs vigtigste, man kan gerne sige eneste indtægtskilde; thi fiskeriet havde i det mindste den gang ikke me­get at betyde. Øen ejede i henseende til drægtighed det største antal skibe her i landet efter København og Svendborg; dens sø­folk og skibsførere var meget søgte og højt skattede for deres dyg­tighed, pålidelighed og gode økonomi, og det var således ganske naturligt, at alle penge, der ved sparsommelighed efterhånden kunne samles på kistebunden, bleve anvendte til parter i skibe, af hvilke de fleste bleve byggede på øens egne skibsværfter.

Når man lever i en befolkning, der så at sige går aldeles op i én fælles interesse, er det ganske naturligt, at man selv kommer til at dele denne, og det faldt så meget lettere og naturligt for mig at komme hertil, som jeg altid havde næret en stor forkærlighed for søen og alt, hvad dermed står i forbindelse, og fra begyndelsen af havde fattet en levende interesse for Fanø og dens i så mange henseender tiltalende og ejendommelige beboere, måske også noget af den grund, at det var iblandt dem, at jeg fandt mit første egentlige hjem. Jeg spekulerer derfor stadig på, hvorledes jeg, der var en fremskridtsmand og havde stor lyst til virksomhed, skulle bære mig ad, for at få bugt med de indgroede gamle vaner, der forhindrede en fornuftig og tidssvarende udvikling af forskellige forhold på øen.

 

 

 

 

Det var just ikke alle mine her til sigtende forslag i forskellige retninger, der mødte nogen ublandet gunstig modtagelse; men et var der i det mindste, der hilstes med stor jubel og almindelig til­slutning af hele befolkningen, og det var det, der gik ud på at for­skaffe Fanø sin egen navigationsskole med de samme rettigheder som de allerede tidligere i landet bestående navigationsskoler. Det er indlysende, at en sådan ville blive af overordentlig stor betydning både i økonomisk og tildels også i moralsk henseende for fanøboerne, der hidtil med stor bekostning havde måttet sende deres sønner til skolerne i København eller Flensborg, hvor de måtte leve mellem fremmede og vare udsatte for allehånde fristel­ser. Man kunne endvidere håbe, at unge sømænd fra Jylland og de andre vesterhavsøer ville foretrække at besøge en skole på Fanø når en sådan forefandtes, så at entreprisen kunne forventes at ville betale sig godt. For navigationsskolen havde jeg imidlertid ikke glemt badeanstalten, men tværtimod tænkt på at bringe denne fremad ved hjælp af hin. Vel skulle man vistnok tro, at en badeanstalt og en navigationsskole vare to så inkommensurable størrelser, at de intet havde med hinanden at gøre; det vare de dog ikke i dette tilfælde. For at få et passende lokale til en navigationsskole, måtte der nemlig nødvendigvis opføres en ny bygning, og til en badeanstalt udfordredes der absolut en stor sa­lon til fælles afbenyttelse for badegæsterne. Intet var derfor ri­meligere, end at man ved opførelsen af den projekterede bygning stræbte efter at fyldestgøre begge disse krav. Jeg udsendte da en indbydelse til dannelsen af et »Aktieselskab til oprettelsen af en navigationsskole og en badeanstalt i Nordby på Fanø«, og denne fandt straks en meget almindelig deltagelse og hurtig tilslutning, efter at jeg på forskellige offentlige møder både i Nordby og Sønderho havde fremstillet forslaget for beboerne og indlagt et godt ord for badeanstalten, for hvilken interessen, som antydet, ikke var almindelig.

En af Fanøs brave sønner, konsul Nielsen i Hartlepool, støttede straks tanken betydelig ved at tegne sig for 40 aktier.

 

 

 

 

 

 

navigationsskole Frederik-d

 

Den 21. marts 1860 kunne da aktieselskabet konstituere sig og vælge sin bestyrelse, der foruden af mig som formand, kom til at bestå af to ansete mænd i sognet, sognefoged Nørby og den forhenværende ejer af »Færgegården« postekspeditør Kolvig.

Jeg satte nu straks alle jern i ilden for at drive på sagen, udskrev egenhændig alle aktiebreve, førte hele den fornødne korres­pondance og gjorde en rejse til København for personligt at virke for påskyndelsen af de nødvendige forberedelser.

En af Københavns navigationsskoles dygtige lærere blev antagen som bestyrer for skolen, der efter derom indgiven alderunderdanigst ansøgning havde fået tilladelse til at bære kongens navn, og på Hans Majestæts fødselsdag, den 6. oktober 1860 indviedes da under stor deltagelse fra befolkningens side »Frederik den 7des Navigationsskole på Fanø« på en højtidelig måde med taler og sang i den nye salon.

Skolen kom straks i en god gang og fik mange elever, hvis antal stadig tiltog, og de afholdte eksaminer havde altid et godt udfald. Om de forandringer, som skolen senere er undergået, skal jeg ikke udtale mig, da de ere foretagne efter at jeg havde forladt Fanø.

Af en anden sag, for hvilken jeg også særlig interesserede mig, nemlig beplantning af klitterne, havde jeg derimod ingen tilfreds­stillelse. Det var ved den mig foranledigede sagkyndige undersø­gelse blevet godtgjort, at naturforholdene ikke lagde hindringer i vejen, men endogså i det hele taget vare ualmindelig gunstige for en rationel beplantning af de fanøske klitter.

Når man nu betænker, at der på hele Fanø ikke findes spor af brændsel, men at hver eneste klyne (tørv) og hvert eneste stykke brænde med stor ulejlighed og bekostning må føres dertil fra fastlandet, så vil man kunne forstå af hvilken betydning en no­genlunde omfattende gennemført beplantning af klitterne med tiden ville kunne blive for øen, for ikke at tale om den fordelagtige indvirkning på klima og kultur, som større træplantninger altid medføre.

De foretagender, af hvis udførelse man ikke straks kan vente sig øjeblikkelige fordele, er man vel i almindelighed mindre tilbøjelig til at indlade sig på, og det kan jo ikke nægtes, at der ville hengå en række af år, inden man ville få de gavnlige følger af en træplantning i klitterne at se. Det var ikke langt fra, at der hos mange af fannikerne fandtes en ligefrem antipathi imod træer og træplantning; de vare ikke vante til at se dem og mente, at de ikke hørte hjemme på deres ø og ikke heller kunne trives i dens jordbund, og at man i ethvert tilfælde kunne leve uden dem, som man nu havde gjort det helt fra Arilds tid.

 

 

 

 

Jeg mødte en dag en gammel kone på en sti, der gik imellem min, birkedommerens og møllerens haver, i hvilke der voksede adskillige ret ordentlige træer. Da den gamle stod stille og ligefrem, snappede efter vejret spurgte jeg hende, om hun var syg. Nej! - svarede hun - men jeg kan knap drage ånde her i skoven imellem de mange træer.

Imod en sådan stemning, der vistnok ikke var ganske ualmindelig, var det svært at kæmpe.

Et forsøg der blev gjort med at beplante et mindre terræn mellem klitterne på det sted, hvor vi plejede at afholde vore grund­lovsfester lykkedes også forsåvidt at træerne groede ganske godt, men naturligvis snart blev ødelagt af kreaturerne, da der på Fanø (i det mindste i min tid) ikke fandtes markfred, men så snart kornet om efteråret var af marken, gik alle kreaturer løse omkring, hvor de lystede.

 

B5806 Lorcks-hus

 

For mit eget vedkommende opgav jeg dog ikke plantningen, men min tiltagende interesse for havevæsenet i forbindelse med et hensyn af mere personlig natur ledte mig til at begå en dumhed idet jeg afhændede mit sted og lod opføre en ny bolig på en tæt udenfor den forrige beliggende mark, hvor der kunne blive plads for en efter fanøske forhold stor og anselig have. Herved forskaffede jeg mig rigtignok en rummelig bolig og en god have; men dumheden bestod i, at jeg, der selv var blottet for indsigt i bygningsfaget og overhovedet var en dårlig regnemester, måtte stole udelukkende på håndværkerne, så at boligen blev mig for dyr og således tillige et temmelig værdiløst aktiv, da det ville blive van­skeligt at få den afhændet igen, når omstændighederne på en eller anden måde gøre dette nødvendigt. Imidlertid forskaffede haven mig megen fornøjelse, men også meget anstrengende arbejde og mange ærgrelser; thi det er sandelig ingen let sag at være have­mand på Fanø. Man må således ligefrem holde på jorden (eller rettede sagt sandet), for at det ikke skal flyve fra en.

Når det blæser op og begynder at fyge, må man ved uafbrudt vanding prøve på at forebygge en altfor stor klitdannelse i haven.

Den første tilsåning om foråret lykkes aldrig men må gjentages flere gange, indtil der opnås så mange rolige dage, at frøet kan få tid til at spire og rodfæstes. I de forskellige hjørner af haven kan man da senere hen finde adskillige små sandbanker, der udviser prøvekort af alle mulige slags urter, der skriver sig fra det første bortblæste frø. 

Sandet er for øvrigt i og for sig temmelig frugtbart og kan, især når det forsynes med lidt rigelig kogødning, frembringe udmærkede urter af alle slags.

Alt hvad jeg plantede i min have, både lætræer, frugttræer og sirbuske, lykkedes fortrinligt og holdt sig med ganske få undtagel­ser meget godt Jeg var derfor ganske stolt af min have, der blev meget beundret af fremmede, og jeg følte en vis tilfredsstillelse ved, at jeg ved utrætteligt arbejde, men rigtignok også ved for­holdsvis temmelig betydelige udgifter havde skabt noget, der op­fordrede til og også virkelig fik efterligning hos andre af beboerne og forhåbentlig har forskaffet mig nogen taknemmelig påskøn­nelse hos mine eftermænd, for hvem jeg egentlig har arbejdet mere end for mig selv.

 

 

 

 

 

Den selskabelige omgang var meget stor på Fanø. hvor der vare ikke få familier, der stode på omtrent det samme sociale trin i samfundet og passede godt for hinanden, således foruden os: bir­kedommeren, apothekeren, lærerne, købmanden, der tillige var ejer af kroen, konsul Johnsen og senere konsul Bork og mange andre.

Da min hustru og jeg var meget populære, bleve vi desuden indbudne til en stor mængde bryllups-, barsel- og begravelsesgilder, der stundom kunne være
strenge nok.

Havde jeg en vinteraften lyst til en l'hombre eller Whist, behøvede jeg kun at sende pigen ud om eftermiddagen med en løbeseddel til tre andre, og jeg kunne så være temmelig rolig for, at partiet mødte præcise på det berammede klokkeslet.

Om sommeren, da Fanø foruden af badegæster stadig var besøgt af familier fra nabobyerne på fastlandet og af tourister, kunde selskabeligheden stundom blive lidt overvældende for os.

Fra tidligere tid havde jeg jo en stor mængde bekendte, og det var jo ganske naturligt, at når disse kom til Fanø, søgte hen til os. Hvis man erindrer, at jeg allerede fra min tidligste ungdom af havde en tilbøjelighed til flothed og en udviklet sans for gæstfrihed, så vil man let kunne forstå, at denne ikke kunne fornægte sig her i det fjerne vesten, gæstfrihedens egentlige hjem.

Birkedommeren var vel egentlig øens naturlige repræsentant udadtil; men da den mand, der beklædte dette embede i den længste tid af mit ophold på Fanø, var et stykke af en særling, der levede meget tilbageholdent og slet ikke førte noget hus, så faldt repræsentationspligterne så at sige af sig selv over på mig, hos hvem således både sessionsgilderne og selskaberne for navigationsdirektøren, der to gange om året kom for at holde eksamen, bleve afholdte.

I 1861, da der fandt en slags krigsberedskab sted her i landet, ankom der i maj måned en division af 8 kanonjoller under kom­mando af løjtnanterne Brag som chef og Bærentsen som næstkommanderende, foruden 6 reserve­løjtnanter, til Fanø, hvor jollerne fremtidigen skulle have station.

Herved fremkaldtes naturligvis en livlig bevægelse på øen, og jeg, der bildte mig ind, at jeg for stedse havde sagt farvel til mili­tærvæsenet, kom atter midt ind i det ved at få ansættelse som læge ved divisionen.

Mandskabet kaserneredes i en ledigstående fabriksbygning, offi­cererne blev indkvarteret hos private, der oprettedes et lille syge­hus, og alting blev indrettet fuldstændig på militær vis.

Vi havde endogså besøg af marineministeren, den gang admiral Bille, der var meget tilfreds med det hele arrangement.

Efter at divisionen havde ekserceret og manøvreret i henved 3 måneder, bleve officererne og mandskabet hjemsendte i slutnin­gen af juli, og der blev efterladt en underofficer og en halv snes mand til bevogtning af jollerne, som foreløbig blev oplagte.

Der syntes forresten at hvile en uheldig stjerne over disse kanon­joller, der som måske bekendt endte med at blive tagne af prøj­serne i 1864. Under en voldsom stormflod steg vandet en gang så højt, at jollerne, der vare placeret på land, blev flotte og reve sig løs fra deres fortøjninger, så at det kun med stort besvær lyk­kedes at forhindre dem i at gå til søs.

 

 

 

 

 

Efter toldforvalterens forflyttelse var der overdraget mig det hverv at have en slags overtilsyn med marinens ejendele på Fanø, og jeg indsendte derfor ved denne lejlighed et forslag, der gik ud på at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til sikring af jollernes opstilling og fortøjning for fremtiden. Dette var så heldigt at vinde bifald hos ministeriet, der viste mig påskønnelse både i en aner­kende skrivelse og ved et nobelt honorar.

Ved udbrudet af krigen i 1864 blev de 8 joller dirigeret til de sydlige vesterhavsøer og i forbindelse med den lille flotille, som var samlet ved disse, stillede under den bekendte løjtnant Hammers kommando. Denne mand, der på grund af sit nøje kendskab til det vanskelige og grundede farvand imellem øerne var skikket til og ved sin hele personlighed ligesom selvskreven til denne post, havde naturligvis også kommandoen over de forsvarsforan­staltninger, der bleve trufne på Fanø. Disse bestode nærmest i, at der lige overfor Strandby blev anlagt et fast batteri der var mon­teret med 6 svære skibskanoner, som betjentes af marinekonstab­ler under en reserveofficers kommando.

Hammer, der frygtede for, at denne lidt forvovne mands altfor store virkelyst skulle forlede ham til en unyttig og utidig brug af disse kanoner, havde derfor på en måde sat ham under min kontrol, idet han udtrykkelig havde indskærpet ham, ikke at affyre et eneste skud uden i forvejen at have konfereret derom med mig.

Østerrigerne havde i temmelig stort antal besat Færgegården i Strandby og de ved den nærmest liggende gårde, og det ville have været den letteste sag af verden at skyde disse bygninger ned og derved fordrive de fjentlige tropper. Det manglede heller ikke løjtnanten på lyst til at udføre denne bedrift, men han stødte i denne henseende på en bestandig modstand hos mig, da det var klart, at den ikke ville kunne gøre den fjerneste nytte, så længe fjenden ikke gjorde noget som helst offensivt skridt mod Fanø, hvorimod den upåtvivleligt ville bevirke, at østerrigerne ville skaffe sig kanoner, der var bedre end vore og naturligvis ville hævne sig ved at skyde Nordby i brand.

Som en følge af denne fornuftige tilbageholdenhed blev der under hele krigen kun affyret et eneste skud fra det fanøske batteri. Det var en søndag eftermiddag, da vi bemærkede en usædvanlig travlhed imellem østerrigerne, der i store masser stimlede sammen udenfor Strandby kro og ved stranden, hvor de syntes i færd med at sætte en del både i vandet. Det så næsten ud til, at de tænkte på at forberede en landgang på Fanø. For nu at betage dem lysten hertil, blev det besluttet at sende dem en kugle, der blot skulle vise dem, at vi virkelig vare i stand til at nå dem, når vi selv ville. Kuglen blev da sat midt imellem to bygninger, hvor der ingen folk vare at se, for ikke uden nødvendighed at gøre nogen fortræd. Vi så, at den slog ned og rodede jorden op, medens de store klynger af østerrigere i største hast adspredtes til alle sider og forsvandt bag bygningerne. Det affyrede skud opnåede fuldstændig sin hensigt; forsøget til en overgang, - hvis et sådant overhovedet havde været påtænkt - , opgaves for denne gang og blev heller ikke senere gentaget. Hermed endte krigsbegivenhederne for vort vedkommende.

I begyndelsen af 1866 blev Fanø hjemsøgt af en udbredt og meget ondartet epidemi af skarlagensfeber og difteritis, der samtidig også rasede på fastlandet. Den voldsomhed, hvormed epidemien udviklede sig, og den rapiditet, hvormed den greb sine ofre, brag­te næsten lægerne til fortvivlelse. I min kvide skrev jeg til min fysikus, justitsråd Kjær i Ribe, for om muligt at hente nogle gode råd med hensyn til behandlingen af de syge hos denne dygtige og meget erfarne mand; men han kunne desværre ikke give mig anden trøst end den at situationen var den samme i Ribe, og at det gik der som på Fanø, at de anvendte midler ikke kunne få tid til at virke på grund af den rasende hurtighed, hvormed sygdommen skred frem.

Henimod slutningen af epidemien blev jeg selv syg og befandt mig så ilde, at jeg ej kunne forlade sengen. Da jeg ikke selv kunne undersøge halsen, antog jeg, at det var en halsbyld, der truede med at kvæle mig og sendte derfor bud til min nærmeste kollega, distriktslæge Block i Varde med anmodning om, hvis det var ham muligt at komme over for at åbne bylden. Da han var kommet og hade set mig i halsen, sagde han i en - som det forekom mig - betænkelig tone; »Nej, det er ingen halsbyld, men det er difteritis som De har«. - Disse ord lød omtrent som en dødsdom for mine øren

.

 

 

 

 

 

Jeg havde jo selv i den sidste tid havt så meget at gøre med denne uhyggelige sygdom, at det stod klart for mig, at der måtte være alvorlig fare på færde, når den havde nået en sådan udvik­ling, som tilfældet var hos mig.

At Block, efter at have foretaget og ordineret den nødvendige behandling, måtte rejse hjem igen for at passe sine egne forretninger følger af sig selv. Ved en ekspres var der imidlertid afgået indberetning til stiftamtmanden og fysikus om situationen på Fanø.

Justitsråd Kjær, min humane foresatte, der altid havde vist mig megen godhed og velvilje og som jeg næst Gud kan takke for mit liv, indfandt sig allerede dagen efter selv på Fanø.

Da han om aftenen havde undersøgt mig, udtalte han til min bekymrede hustru - hvad jeg naturligvis først senere erfarede - at min tilstand var meget betænkelig, men at der dog kunne være noget håb, hvis den næste morgen ville vise sig, og at den indgribende touchering med helvedessten, som han havde foretaget, havde formået at begrænse den difteritiske udbredelse nedefter. Dette skete heldigvis, og der var således nu heldigvis håb for mig om helbredelse, om end denne ville gå meget langsom fremad.

Det traf sig så heldigt, at en brodersøn af stiftamtmand Nielsen, der netop var i besøg hos onklen i Ribe, var villig til at fungere i mit sted under min sygdom. Da denne unge mand nylig havde taget eksamen og i øjeblikket intet havde at forsømme, flyttede han straks over til mig, så jeg kunne få det daglige tilsyn, hvortil jeg trængte.

Min stemme var under sygdommen ganske bleven borte, så at jeg i flere uger ikke kunne sige et eneste forståeligt ord, og senere indfandt sig lamhed først i svælg­musklerne og derefter efterhån­den i lemmerne. For om muligt at fremskynde helbredelsen, beslut­tede jeg mig at tage til badestedet Øyenhausen i Westphalen, der var blevet mig varmt anbefalet.

I fire uger benyttede jeg nu disse bade, men det forekom mig som om min tilstand under brugen af dem snarede forværredes end forbedredes. Badelægen gav mig også ret heri, men forsikrede tillige, at jeg, så snart jeg var kommet hjem, nok skulle mærke den. udmærkede virkning af badene. Dette slog også virkelig til, og jeg havde næppe været otte dage hjemme igen, førend jeg atter var i god stand til selv at overtage mine forretninger, uden at behøve hjælp dertil.

I tre måneder havde denne sygdom varet, og endskønt jeg har levet i omtrent 20 år efter den tid, minder min hals mig dog endnu bestandig om den slemme gæst, der havde taget så alvorligt fat på mig.

For resten gav denne sygdom anledning til en hel revolution i min stilling, der egentlig ikke var efter mit hoved. Min hustru der nu havde erfaret, hvilke skæbnesvangre følger, mangelen på beti­melig lægehjælp på et så afsides beliggende sted som Fanø kunne have fået for mig, og som derfor var meget ængstelig for en mulig gentagelse af en sådan katastrofe, havde nemlig taget det løfte af mig, at jeg, når lejlighed tilbød sig, ville søge forflyttelse til et sted, hvor jeg ikke ville blive den eneste læge. Det kostede mig stor overvindelse at gøre mig fortrolig med tanken om at skulle forlade Fanø, da jeg med virkelig kærlighed og levende interesse omfatte­de øen og dens beboere.

Mange af mine gamle venner og bekendte havde tit udtalt for mig, at de ikke kunne begribe, at jeg, der havde været vant til et ganske andet bevæget og nydelsesrigt liv i København ikke alene kunne finde mig i at føre en så stille og tilbagetrukken tilværelse på Fanø, men endogså syntes at føle mig særlig tiltalt og tilfreds­stillet ved det.

 

 

 

 

 

Ja! det gjorde jeg i sandhed, og grunden dertil var ligefrem den, at jeg, efter at have tumlet mig omkring under mange forskellige forhold og vilkår i livet og efter at have nydt de adspredelser og fornøjelser, som hovedstadslivet kan forskaffe, i så lang tid og i så rigeligt mål, at det var gået op for mig, at de i grunden var over­måde lidt værd, nu endelig var kommet til ro i en virksomhed, der tiltalte mig, passede for mig og gav mig lejlighed til at benytte de evner, Vor Herre havde givet mig, til gavn og nytte for en kreds, der havde min hele symphati. Det er altid en behagelig følelse for en mand at have indflydelse og betydning på det sted, hvor han er kaldet til at virke, og det tør jeg nok sige, jeg havde på Fanø, hvor jeg tog ivrig del i alle offentlige sager og forhandlinger, endogså i politiken.

Fanøboerne hørte den gang ubetinget til det nationalliberale parti, hvorom valgene af kredsens folketingsmænd: Schjern, Hother Hage og Rosenørn bære vidne.

Folketingsvalgene foregik den gang i Hjerting, hvortil det ofte kunne være vanskeligt nok under uheldige vejrforhold for os at komme; men alligevel mødte fanøboerne altid mandstærke op og afgjorde valgene. At jeg altid var en af stillerne for den kandidat, der blev valgt, følger af sig selv.

Jeg havde erhvervet mig så mange gode venner både blandt de indvandrede og blandt de indfødte fanøboere, at jeg kun med tungt hjærte tænkte på at skulle skilles fra dem. - Alle børnene kendte mig og nikkede venligt til mig, når vi mødtes, thi de følte instinktmæssigt, at jeg var deres gode ven; de små pigebørn så så nydelige og så morsomme ud i deres nationaldragter, at man umu­ligt kunne modstå lysten til at give sig af med dem, og endnu den dag i dag bliver jeg i godt humør, når jeg af og til møder en kone eller en pige fra Fanø på min vej. Vi havde tilbragt 15 lykkelige år på Fanø, endskønt vi i disse også havde gennemgået tunge tilskikkelser og stor hjertesorg, den største, der kan times kærlige forældre, idet vi efterhånden havde mistet 7 små børn, der nu hvile på Nordbys kirkegård. Men selv denne hårde hjemsøgelse og vore små's grave derovre synes mig at have knyttet os med endnu stærkere bånd til den lille ø, som vi aldrig vil kunne glemme.

 

 

 

 

Da distriktslægeembedet i Bogense i begyndelsen af 1868 blev ledigt, søgte jeg, det og fik d. 28. marts kongelig udnævnelse til det. Efter hvad jeg ovenfor har udtalt vil det måske ikke findes så forunderligt, endda, at jeg, da jeg først af bladene erfarede min udnævnelse, ikke følte nogen som helst glæde derved, men tvært­imod græd som et barn.

I ethvert tilfælde vilde jeg nødig forlade Fanø, førend min ef­termand var udnævnt og ankommen, for at jeg om muligt kunne træffe et arrangement med denne om køb af mit sted, der ellers ville komme til at henstå ubenyttet.

Der blev da truffet den ordning, at praktiserende læge Bache fore­løbig blev konstitueret som distriktslæge i Bogense, medens jeg vedblev at fungere som konstitueret på Fanø. Heldigvis fik jeg en eftermand, der var i stand til at af købe mig ejendommen på så­danne betingelser, at jeg ikke blev altfor hårdt straffet for den dumhed, jeg havde begået ved at bygge stedet, endskønt jeg naturligvis måtte finde mig i at lide et ikke ubetydeligt tab ved denne bygningsaffære.

Først hen imod slutningen af juni flyttede jeg til Bogense, hvor jeg allerede havde sikret mig en lejlighed, som jeg beboede den tid jeg tilbragte i byen. Til stedet hørte en have, som jeg, efter at min passion for havevæsenet bestandig var tiltagen, ikke ville have kunnet undvære. 

 


Gå til top