Barndomshjemmet - Dorthea Sørensen

 

Dorthea Sørensen født 1877 fortæller om sitbarndomshjem, om kvindernes hårde arbejde, - men også om familiebegivenheder, forlovelse, bryllup og barnedåb. 

Den 71-årige Dorthea Sørensen, Nordby Fanø har oplevet mangt og meget på Fanø , hvor hun er født.

 

dorthea-soerensen

 

 

Barndomshjemmet

 

Min fader Laurids Nielsen Sørensen født den 8. oktober 1842 og moder Kirstine Marie Sørensen født den 10. april 1837 havde deres hjem i Nordby. Vi var 8 søskende, jeg var den yngste. Fader var som ung mand skibsfører og kaptajn. Efter i en del år at have ført skibe på langfart, lagde han op, som man siger, dog ikke for at gå hjemme. Straks efter købte han en mindre lægter ved navn SØBLOMSTEN, som han sejlede med nogle år, hvorefter han købte en betydeligere større lægter ved navn HECHTOR. 

Til ejendommen eller hjemmet hørte et mindre stykke jord, så vi havde 1 ko, 2 får og 7 høns. Det lille landbrug var fuld­stændig overladt til moder og vi børn, Moder var flittig og meget dygtig, tidlig og sent var hun på færde, og et meget stort arbejde udførte hun. Forholdene var dengang sådan, at der overalt skulle spares på pengene. Det kostede penge at få kornet sået og marken pløjet. Høstningen udførte moder selv med seglen, og var det kun en lille ager, der skulle pløjes, da tog hun spaden og gravede selv ageren, så var de penge tjent og sparet, som pløjemanden ellers skulle have haft. Jeg husker tydeligt en gang, hvor moder kort tid efter, at hun havde været syg, tog spaden og gik hen på ageren for at grave, kom flere af nabokonerne hver med en spade, og så blev ageren gravet i en fart, og moder var glad og taknemlig. 

 

B7084-fregatvej-6-8-og-10

    Fregatvej 6 – 8 og 10

 

 

 

 

 

Jeg var som sagt den yngste af flokken og blev derfor hjemme til jeg blev konfirmeret. Så kom jeg ud at tjene og lønnen var 4 kroner om måneden. Da jeg var 16 år, tjente jeg et halvt år i Varde, det var om vinteren og min månedsløn var 6 kroner. Atter tjente jeg hjemme i Nordby og een vinter i Ribe og en sommer i Sønderho. l de år jeg skiftevis var hjemme og ude, tjente fader føden med lægteren. Min moder var i mange år altid med på turene foruden en skibsdreng, og somme tider var jeg med.

Det var undertiden et strengt arbejde at være lægteskipper. Fader sejlede med alt hvad han kunne få, hø, tørv, træ, sten, kort sagt, alt hvad der bød sig. Fra Mandø hølade sejlede han meget hø til Nordby og Sønderho. Tørv og sten var det strengeste arbejde, særlig teglsten, de skulle tages med hænderne og løftes op på et lad for at blive båret bort. 

På Fanø, hvor næsten alle mænd var på havet som søfarende, var det kun koner og piger, der arbejdede på havnen, når lægterne kom med sten, tørv med videre. 

Fader og moder sejlede på Ribe, Store Darum strand og Billum. Jeg har flere gange stået til rors gennem åen til Ribe og taget min tørn med, både ved lastning og losning.

Moder var som sagt meget dygtig. I mange år drev hun en stor fiskehandel. Hun opkøbte fisk, torsk og hvilling, som hun saltede og tørrede. Også med bakskuld drev hun en stor forretning, Det var et stort arbejde at rense, salte, tørre og røge dem. Moder havde selv fiskerøgeri.

 

 

 

 

laegter

 

Fader og moder sejlede flere gange til Ribe med tørret fisk, som de solgte på markedet eller torvet. Når de havde flere tørrede hvilling og torsk end de kunne få solgt i Ribe, lejede de en vognmand og kørte da på handelen ned gennem de større landsbyer i Sønderjylland.

Da jeg var nogle og tyve år gammel døde min fader den 22. november 1901, og derefter blev jeg hjemme hos min moder hele tiden. Straks efter faders død blev lægteren solgt.

Det var en streng tid for moder og mig. Vi var, trods sliddet, fattige og måtte tjene føden med vore hænder, Jeg gik ud i daglønsarbejde ved alt, hvad der bød sig, både ude og inde ved vask og rengøring og i mark og eng, kort sagt: når jeg havde tid, tog jeg fat på alt. Vor fiskehandel gav mor og jeg, ikke afkald på, men vi havde meget arbejde ved den.

En tid arbejdede vi for krogfiskerne. Moder gravede orm på Fanøs nordspids, og jeg esede, det fik jeg stor færdighed i. Ormegravningen kunne jeg ikke rigtig blive fortrolig med, men det var min moder meget dygtig til.

Efter moders død den 10. februar 1922 tog jeg rigtig fat på fiskehandelen. Det var kun bakskuld, jeg arbejdede med. Mit handelsområde var stort. Jeg rejste til Ribe, Varde, Oksbøl, Janderup, Tjæreborg og Esbjerg, og i disse byer gik jeg fra dør til dør og solgte mine bakskuld.

 

 

 

 

Jeg stod tidlig op og tog med den første færge og kom hjem med den sidste kl.11 om aftenen. Til tider blev jeg så træt og stiv i benene, at jeg næsten ikke kunne gå hjem fra færgen.

Da jeg var 58 år gammel kunne jeg ikke mere. Jeg var helt udslidt. Selvom jeg til dels var slået ud, var jeg alligevel nødt til at tage fat på et eller andet. Jeg var da så heldig, at komme til at sidde model for kunstmalerne, og det er mange gange jeg har siddet og stået model - i mange stillinger er jeg blevet malet, også ved mit arbejde l køkken og bryggers har malerne fæstnet mig til lærredet. Af kunstnere kan nævnes; Holbak, Esbjerg.  Frk. Anna Marie Mehren, København.  Steensen, Silkeborg. Frederiksen, Aarhus og flere andre.

Tiden er gået, og trods alt besværet har jeg altid bevaret mit. gode humør, og det hjælper over meget.

Nu lever jeg i minderne - om igen og tænker på min barndom og ungdom, da alt var helt anderledes end nu.

Jeg mindes især familiesammenkomsterne, der i korte træk gik for sig på følgende måde.

 

 

 

Forlovelse og bryllup.

 

Forlovelsen blev altid deklareret i pigens hjem. Lørdag aften før den søndag, der skulle lyses til ægteskab første gang, blev de forlovede og deres nærmeste familie budt sammen i pigens hjem til "lovenskab", en lille festlig sammenkomst, hvor der samtidig drøftedes bryllupsgiIde og lagdes planer for fremtiden. Hvem der skulle med til brylluppet, var noget enhver vidste, men helt bestemt blev det sagt gennem det gamle udtryk på Fanø:

" De der blev mjælkbøjen, bløw osse kjærkbøjen" . Det var sådan, at nogle dage før brylluppet gik man rundt hos naboer og familien og samlede mælk til bagning, og så var det helt bestemt, at de skulle med.

På bryllupsdagen var gæsterne indbudt til at komme kl.12, og blev da beværtet med varmt øl og fanøsmørrebrød, hvorefter brudeparret og følget gik til kirke. Hjemkommen fra kirken blev der drukket kaffe, og der til spiste man nogle stykker smørrebrød, fanøkringle og sodakage. Efter lidt snakken og drøftelse af forskellig begivenheder gik gæsterne en lille tur, nogle gik hjem til sig selv, og andre med naboer og familie.

Kl. 17 aften samledes man igen til den rigtige bryllupsspisning. Det var steg, kartofler og sovs, samt en kop kaffe med et eller andet bagværk til.

Ved bordet gik der en pung rundt, hvori alle gæsterne lagde penge. Det var til den fri fattigkasse. Pengene blev en eller to gange årligt delt ud til familier, der trængte til hjælp.

Derefter begyndte dansen. Først kom brudedansen, 3 gange vaIs, og derefter korte valse. Bruden dansede med de mænd - der havde bedt til bryllup, og derefter dansedes vals med brudepigerne.

Ud på af tenen blev der drukket kaffe og puncher, og hen på morgenstunden fik man smørrebrød.

 

 

 

Barnedåb og kirkegangskone.

 

Om barselsgiIde fortæller Dorthea Sørensen. Lørdag aften forud for den søndag, barnedåben og barselgiIdet skulle være, var de fleste forberedelser med bagning m. v. fra hånden, og da samlede alle i huset for at spise "en småegkringel" (smagekringle), der altid var forsmagen på barselsgiIdet. Indbydelsen til barselsgiIdet foregik lørdagen før, men det var nærmest en skik, da alle selv vidste, om de skulle med eller ej.  Det var familien og de få naboer, der hørte til "æ bylaw". Søndag morgen mødte alle fadderne i hjemmet til kaffe, inden de gik til kirke. Hvem der skulle bære barnet var forudbestemt efter skik og brug (altid en kvinde). Var det første barn en pige, var det konens moder, der skulle holde barnet over dåben, og var det en dreng, var det mandens moder - og videre frem i en bestemt rækkefølge efter nærmeste slægtskab. 

Kirkegangskonen (barselkonen) blev af præsten indløst ved kirkedøren. Før dette var sket, måtte hun ikke gå gennem kirkedøren, og det måtte først ske 6 uger efter barnets fødsel.

Når barnet var døbt, gik gudmoderen med barnet op i koret, for at ofre til præsten og degnen. Derefter gik alle koner og pigefaddere, og dernæst mændene og de unge karle. Kirkegangskonen ofrede derefter, og efter hende gik alle kvindelige faddere, som på den måde ofrede to gange. Pigen, der havde gået rundt, og indbudt til barselgilde, skulle gå efter konen, der bar barnet, når der blev ofret.

Alle faddere og konen, der bar barnet, kom direkte med hjem fra kirken for at spise til middag. Barselgæsterne var indbudt til kaffe og fanøkringle om eftermiddagen og hen mod aften spistes fanøsmørrebrød og kaffe.

 


Gå til top