Mitfanoe
Erindringer fra min drengetid på Fanø 1880 - 1886.

For ca. 50 år siden formede drengelivet sig på Fanø betydelig anderledes end nu til dags, ligesom alt andet har forandret sig her i verden.

Skolegangen var til at begynde med meget primitiv - man kom i skole hos en ældre kone i hendes privatstue. Under afhøringen af lektien, spurgte hun da samtidig ud om ens middagsmad i hjemmet og ønskede på denne måde sig noget af denne tilsendt.

Senere fik vi en lærerinde, der ret ofte måtte stænke det sandstrøede gulv med lugtevand.!!

Indtil 10 års alderen gik drenge og piger i samme klasse. Efter den alder kom man enten i Realskolen eller fortsatte i den almindelige folkeskole. Mellem disse to skoler var der særligt om vinteren altid krig. - Med de store drenge i spidsen, stormede vi da løs på hverandre i frikvartererne, med sne og de bare næver, og det gik ofte hårdt til. Dem der måtte vige, blev trængt helt ind i skoleklassen med sne, og lærerne måtte med eller mod deres vilie følge med i kampen.

Under gymnastik eksisterede og marcherede de store drenge med geværer af træ - Krigen i 1864 var endnu i frisk minde, og den tyske grænse ikke langt borte.



Nordby-Praestegaard

   Nordby præstegård, nedbrændt 1901


Inden konfirmationen, som altid var den første søndag i februar, gik vi til at begynde med til præsten i kirken, men da denne ikke den gang var opvarmet, måtte vi i den kolde tid, søge præsten i hans hjem. Til præstegården, der lå ca. 20 minutters gang uden for Nordby, hørte landbrug, som præsten havde en betroet karl til at passe. Vore bøger havde vi i hånden knyttet i et rødt tørklæde. Ved vor ankomst, blev vi modtaget af præsten, hans kone og begge pigerne, der overværede morgenandagten.

l køkkenet hang der en spand med sødmælk og kærnemælk til fri afbenyttelse af os. Når vi ude byggede snemænd eller sloges med sne, stod præsten gerne i døren med kalot på hovedet og røg på sin lange pibe, idet han morede sig over os. Både præsten (hvis navn var Trojel) og hans kone var meget vellidt på Fanø, og var derovre i en lang række af år.



B6104 Havnefronten Ussing



Drengelivet på Fanø pulserede hovedsageligt ved havnen. Fra ganske lille begyndte man at færdes i både, og lærte hurtigt at vrikke og ro en båd, ligeledes sejlede vi med selvlavede sejl - til at begynde med - lavet af gamle sække,  l havnen fandtes altid nogle Everter eller Galeaser - i dem klatrede vi både tidlig og silde, og skulle da helst så højt op, at vi kunne se over flagknappen. En sådan Evert sejlede jeg med hele sommeren, da jeg var 12 år. Betalingen var, for dette tidsrum 30 kr. og kosten, der var god. En Evert er et fladbundet fartøj med 1 mast, det har et såkaldt sværd på hver side, for at mindske afdriften inden krydsning. Besætningen bestod af skipperen, der ejede skibet, og drengen, der blev kaldt styrmand, men ellers var alt muligt. Vi sejlede naturligvis kun inden skjærs, mest på Varde efter brændsel, klyn, tørv og lyng, men også på Esbjerg (der dengang kun var en landsby) og omliggende Teglværker efter mursten, grus m.m. - og om sommeren til Ribe å efter hø. Når efteråret meldte sig lagde vi op, og skolegangen begyndte igen.


B1380 Nordby-havn



På øen byggedes hvert år et mindre Barkskib - ikke ret stort i sammenligning med nutidens skibe (360 tons) men det var skibe, hvormed vi sejlede jorden rundt sønden om Amerika og Afrika, med en besætning på 10 mand, og som var borte fra de hjemlige farvande 2 a 3 år ad gangen. Da der ikke var plads i havnen, til at vende med disse skibe, blev de altid bygget med forstævnen udefter. Når de skulle søsættes blev de hevet ud på ruller sidelæns, ved hjælp af to store gangspil i land. Det ene gangspil var bemandet med tømmermænd (30 til 40 mand), der sang danske opsange, det andet med elever fra navigationsskolen, der sang engelske opsange (shanties). En sådan søsætning varede det meste af en dag og overværedes af de fleste af beboerne, samt alle badegjæsterne. Senere når skibet var færdigt, blev det bugseret til Hamburg, hvor det blev kobberforhudet over hele bunden, klar til de lange rejser. Fanø ejede på den tid en sejlskibs-flåde på 80 a 100 skibe, og var omtrent de eneste, der viste det danske flag på de store have. Beboerne var da også næsten udelukkende søfolk. Af 30 konfirmerede drenge, kom de 28 som regel til søs.

Om sommeren lå vi som drenge og plaskede i vandet til stadighed - første gang jeg var i vandet, kunne jeg ikke klæde mig selv af eller på endnu, men løb nøgen inde fra stuen og ned til havnen, så snart håret var blevet tørt, måtte vi ud igen og det blev til mange gange om dagen.


B5040 V-Havnen 9 13A ca 190



Vi soppede også meget i havnen, og da der er ebbe og flod to gange i døgnet (normalt falder og stiger vandet med 7 fod) var der stadig afveksling dernede. Mellem Fanø og fastlandet ligger der en stor banke (Søjord kaldet) denne er under vand ved flod og over vand ved ebbe. Forår og efterår når vildænderne trækker forbi, slår de sig ned her for nogle dage - man kan da høre dem over hele øen.

Vildænderne fangede man i fuglekøjer. Man bruger hertil ca. 30 afrettede vildænder, der var stækkede og tildels tamme, de beboede et lille afsides liggende hus, der var omgivet af kanaler og volde og fodredes af en bestemt mand. l trækketiden blev de så sluppet ud mellem deres vilde frænder, som de lidt efter lidt lokkede op i kanalerne - disse var overspændt med net, som manden der lå på lur lukkede når han syntes der var tilstrækkelig af fugle i dem. Lokkeænderne undgik han naturligvis at dræbe, så de kunne benyttes igen. Nu er fangst ved fuglekøjer her i landet forbudt, men nede langs Tyskland og Hollands kyster fanges der masser af ænder i dem. Husene på Fanø er bygget med gavlene øst - vest, for bedre at kunne modstå vinterstormene. Det er lave 1 etages huse med stråtag - den ene ende er indrettet til beboelse, den anden til kreaturhold - får, svin m.m. Om de fleste huse, ligger der haver indhegnet af stakit. Beboerne går brandvagt hver nat, to og to sammen, hidtil har de dog været forskånet for større ildebrande - deres sprøjtemateriale er som overalt på landet meget primitivt.

Det er kun kvinderne der bærer nationaldragt og denne er jo velkendt landet over, men vil snart høre fortiden til. Som drenge bar vi dengang ikke skjorte som nu, men en lignende trøje som kvinderne har (Bajkje). Alt tøj blev kartet, spundet, vævet og syet af beboerne selv, og det var meget stærkt og varmt. Moden skiftede ikke, og tøjet kunne vare i mange år. På benene havde vi lange hjemmestrikkede strømper op over knæet og træsko, helt af træ med en messing ring om og en halmvisk i, de var beslået med jernkramper. Træskoene blev hvidskuret med sand. - Sand havde vi nok af, det brugtes overalt - på gulvene og i spyttebakken m.m. Det hvideste sand hentede vi drenge i båd i klitterne tværs over havnen. Vor første par støvler eller sko fik vi først når vi skulle konfirmeres.

Vores lege var, for en dels vedkommende, omtrent de samme som nu, dog ikke så mange. Sport, cykler og andre adspredelser kendtes ikke. Et par gange om året kom der en mindre karrusel over, denne blev hevet rundt ved håndkraft, og vi drenge var ivrige medhjælpere til at holde den i gang. En gang imellem kom en lirekasse gjennem gaden, dreven af en invalid fra krigen 1864. Han bar da sin gamle spidse soldaterhue, samt et stort sort fuldskæg - dengang gik alle mændene med fuldskæg.



B1520-30 Havnefronten-i-Nor



Nede på skibsbroen var en lang bænk, der mødtes de gamle søfolk om aftenen og fortalte om deres oplevelser på de lange rejser ude i det fremmede, det var ofte spændende for os drenge, at høre på. Ligeledes vinteraftner i hjemmet, når alt arbejdet lå stille 1 times tid inden man tændte lampen, da blev der fortalt mangt og meget, som for os børn, var spændende at høre på. Mange berettelser og overleveringer, fandt da sted fra den ene generation til den anden.

Som dreng yndede vi også meget, at tage en pram og gå på fiskeri, hvilket kunne vare det meste af dagen. Vi fiskede ål, isinger og små rødspætter, men også mange andre småfisk fik vi. Vi lå til anker med prammen et stykke ude - vore redskaber bestod af to net, der var bundet på en jernring af størrelse, som et lille vognhjul - tværs over denne var fastgjort to jernpinde, hvorpå vi som agn, havde stukket krabber, hvis ben vi havde pillet af og hvis indmad lå åben - desuden havde vi på dobbelt sytråd trukket store sandorme ( det var en lækkerbisken). Sådanne to net havde vi, en på hver side af prammen, de blev firet ned på havbunden, hvor de blev liggende ca. 5 minutter, og så skiftevis halet op. Det var morsomt, og vi fik mange fisk hver gang, hvad vi ikke ville have kastede vi ud igen. Ovennævnte sandorme gravede vi på strandbredden ved ebbetid - de forekom i store masser, og blev gravet op med en tregrenet fork, som reglen af kvinder, gamle mænd og drenge. Sandorm blev meget benyttet som agn af Nordsøfiskerne, som dengang ikke fangede rødspætter, men brugte linefiskeri med kroge efter torsk og hvilling.

Forbindelsen med fastlandet foregik med en lille dampbåd, med kun ringe Maskinkraft. Vi benyttede dog også sejlbåd og om vinteren robåd.

Som drenge og børn i det hele taget, måtte vi også hjælpe til med forskjelligt hoveri - arbejde, såsom beplantning af klitterne med marehalm, rensning af vandpytter i engene, hvor køerne skulle drikke, fejning af gaden to gange om året, der var meget sand at kjøre bort, samt græs at luge.



Når forårs og efterårsstormene var inde, var der meget at give agt på for os drenge - vandet steg og steg, og omringede husene, trængte ind i disse, så syge og gamle folk måtte bæres ud til højere liggende steder. Strandinger fandt da sted og redningsbåden måtte ud. Ofte var det fremmede skibe, men af og til også vore egne, da løb vi ud på de højeste klitter, for at spejde ud over Vesterhavet, om vore fiskerskibe var i sigte. Enkelte gange blev de derude, og vi så dem aldrig mere.

En morgen vi kom på stranden, stod en brig fra øen strandet, lige nedenfor badehotellet, mens besætningen, otte mand, lå døde på strandbredden, hvor vi samlede dem op - to af dem var mine kammerater. En norsk bark lastet med terpentin fra Amerika til Hamburg havde mistet rigningen og gik på stranden, kun to mand af besætningen kom levende i land, men de havde koldbrand i arme og ben og døde begge på hospitalet. Hele øen lugtede af terpentin i flere dage, og mange tjente gode penge ved bjergning af terpentin i tønder. Der kunne fortælles meget om strandinger fra den tid.

Om vores kost, kan siges, at den til daglig var meget enkel, men den var sund, kraftig og meget nærende. Vi bagte selv alt, og kun om søndagen var der hvedekage på bordet. Vort øl bryggede vi selv, det blev opbevaret på stendunke (skjæggemænd kaldet} og kunne holde sig meget længe.

Om middagen fik vi een ret mad, men der var altid rigelig, så der kunne blive lidt til frokost og aften. Pålæg kendtes ikke i det daglige forbrug - kun ved festlige lejligheder kom det berømte Fanø-smørrebrød og Fanø - kringle på bordet, smurt og belagt med al slags hjemmelavet pålæg, og sat op på store tallerkener i høje stabler.

Ved bryllupper eller lignende fester, der gjerne varede et par dage, og hvor der serveredes varme retter, måtte man selv møde med kniv og gaffel, som man da bar i sin inderlomme.

Legetøj som nu, kendte vi ikke meget til, hvad vi havde lavede vi selv. Penge var i høj kurs - en 10 øre i en drengs hånd, var for denne en stor kapital.

M. JESSEN


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles