Mange af os, måske de fleste af os, kender så nogenlunde forholdene, som de er på Fanø i vore dage. Det kan måske da lønne sig at gå et hundrede år eller så tilbage i tiden og se, hvad man da tog sig til. 

Nogle af mændene sejlede på langfart, d.v.s. til Norge, Sverige, Tyskland og England med varer fra Danmark til disse lande og med varer til Danmark derfra - for det meste byttede man varer, så vi f.eks. fik norsk træ for dansk smør.

Mange var også fiskere, en næringsvej, der er gået så stærkt tilbage, at den nu næsten intet betyder, der hvor den engang betød brød, eller hvis det glippede, sult! Man fiskede med ret klodsede både. Om bord på en sådan båd var naturligvis skipperen, der bl.a. havde rådighed over snapseflasken med den hjemmebrændte brændevin, som besætningen kun måtte få en vis ration af. Besætningen kunne bestå af 6-7-8-10-12 mand.

Flere af dem havde en eller anden mærkelig betegnelse: Præsten og skolemesteren skulle råbe eller synge, når linen skulle hales ind eller fires. Stævnmanden skulle stå i stævnen, klokkemanden skulle holde ur og passe tiden. Og med disse tillidshverv var forbundet en lidt større del af udbyttet, der dengang mest var hvilling og rødspætter. Man fiskede på part, og hver deltager fik sit nærmere aftalte udbytte. De, der havde liner med, fik dog også deres part.

Når man så kom til land med fisken, blev dyrene lagt op på stranden og delt i lige store parter. Hvem der skulle have hvad for en part, blev afgjort derved, at man kastede en rejs, en lang stang med en pig, og den stabel fisk, piggen vendte imod, blev tildelt den, hvis tur det var at vælge.

Så blev fisken kørt hjem i trillebøre, kvinderne tog fat på at rense og salte dem. Når de var færdige med det, måtte de ud at grave orm til den næste tur og så hjem for at ese, d.v.s. sætte ormene på krog og ordne bakkerne.

Foruden det måtte konerne og pigerne passe køer og får - der var den slags husdyr i næsten alle hjem - læsse gødning, sprede den, grave marken, som vi nu pløjer den, høste kornet, ikke som nu med le eller mejemaskine, men med et usselt lille redskab, der kaldtes segl. Alt dette grovere arbejde blev gjort og gjort med lyst, men det finere blev ikke forsømt. Man bryggede, og man bagte, man malkede og kærnede, man kartede og spandt, klippede og slagtede, strikkede og vævede, syede og broderede. Det var kvinder, der bestilte noget. De kunne da heller ikke nøjes med en 8 timers arbejdsdag - til tider var den måske det dobbelte. Det var en stærk og lykkelig og arbejdsglad slægt.

Det man ikke kunne klare ene, fik man hjælp til af naboen, man hjalp hinanden, når der kom hø eller korn hjem eller klyne o.s.v. Man havde ikke tid til blegsot og tandpine dengang.

Børnenes skoleundervisning, både i Nordby og Sønderho, var efter landsbyforhold ualmindelig god. Tre ting lærte man i hvert fald til gavns: religion, regning og skrivning. I Sønderho Skole, hvor jeg gik, havde vi dygtige lærere, og i Nordby var de efter sigende ikke ringere. Man behøver kun at nævne navnene Lauridsen, Poulsen og Thyssen. 

I ældre tider lærte børnene at skrive med en træpind i tørt sand på skolebordet, senere avancerede de til gåsefjerpenne, men så måtte de kun skrive en halv side ad gangen, thi ellers kunne skolemesteren ikke følge med at skære gåsefjer. Søfolkene lærte adskilligt mere end folk ellers på landet, de fik videregående undervisning på navigationsskolerne og lærte og læste naturligvis meget på deres tidlange rejser. Sømandshustruerne rejste også tit udenlands, og deres synskreds blev derved mere udvidet end mange andre kvinders.

Kvindernes nationaldragter kender vi jo alle. Men i ældre tider var også mændene i særprægede klæder, de havde en slags trøjer, som også brugtes helt op til min barndom. Den kaldtes bajkje, både navn og mønster var hollandsk. Så havde de hvide kraver med et sort silketørklæde. Overfrakker kendtes ikke. Til gengæld var deres jakker så svære, at de næsten kunne stå ene - mest var de af duffel. På fødderne havde man hvide træsko med blik- og messingkramper. Drengene fik sjældent sko, før de skulle konfirmeres.

Deres konfirmations dragt var tit meget original, de havde deres fars sorte skødefrakke på, det kunne jo ikke betale sig at sy et sæt tøj for en dag. Mødte de så også i faderens høje hat, har de sikkert set godt ud! Det meste af tøjet blev lavet hjemme, og det blev man ved med til helt op imod dette århundrede. Jeg har f.eks. efter min konfirmation haft et sæt tøj, der var lavet af uld af vore egne får, og som min moder selv havde klippet, kartet, spundet, vævet, farvet, valket og syet! Men hun var nu heller ingen sinke. Senere fik søfolkene andet tøj med fra Hamborg, man fik flotte møtser, kasketter med blank voksdug o.s.v.

Som man ved, er der på Fanø to byer, Nordby og Sønderho. Der skal have været en tredje Vesterho, men den har Vesterhavet taget. I vore dage er forholdet mellem de to byer og deres beboere særdeles godt. I ældre tider var det nu og da lidt spændt, vist nærmest fordi nordbyanerne så lidt ned på sønderhoningerne.

Jeg mindes således fra min barndom en bitter avisstrid mellem byerne. Den stammede fra, at en mand i Nordby havde kaldt Sønderho „Sibirien". Det tændte lidenskaberne i brand, og gamle Jens Svendsen gav nordbyanerne råt for usødet.

Hvis man i ældre tider kunne kalde forholdet mellem de voksne for væbnet fred, var der til gengæld åbenlys krig mellem drengene.

Når de kom til Nordby, og det gjorde de tit, kunne jeg være vis på at blive truet med klø eller få klø af de Nordby drenge.

Det gik nu ikke altid så let, for jeg var ret stærk, og jeg var ikke bange. Var overmagten endelig alt for stor, kunne jeg løbe som ingen anden. Jeg var blevet godt trænet på ture til og fra Nordby, man havde opdaget, at jeg gjorde den tur hurtigt, og at jeg ikke var bange for at tage den om natten, skønt der naturligvis var spøgelser undervejs - ude i Dyrendal gik der f.eks. en mand med hovedet under armen, sagde de overtroiske. Og så blev jeg brugt til at hente medicin.

Den værste tur, jeg har haft, var en nat i snestorm, da jeg hentede medicin til én hos Jes Knudsen, det var vist Karen Jessen, der nu selv er apoteker. Da kom moder og flere andre ud imod mig med lygter.

Den pudsigste tur, jeg havde til Nordby, var engang jeg på apoteket skulle hente - ja, hvad tror De? - tre lod husblas! Maren Søren Møllers fra Nordby tjente hos navigationslærer Vodder, og hun stod og skulle bruge husblas til et eller andet, og købmændene i Sønderho havde det ikke. Så vidste hun ingen anden udvej end at sende mig til apoteket i Nordby efter det. Den tur - 2 mil frem og 2 tilbage - plejede jeg at få 75 øre for, denne gang gav Maren mig en krone - Maren var en sød pige! Men det blev noget dyrt husblas! I vore dage er 75 øre jo ikke mange penge, men dengang havde man ikke mange fornødenheder, og mange ting var meget billigere. Tænk engang, hvad vi gav for en cigar nede hos Broder Christensen i kroen: to øre! Den kunne ryges, selv om det var heldigt, at man først stak en strikkepind igennem den.