Jeg var første Gang paa Fanø som 12-aarig, det var i 1870. Overfarten hertil foregik fra Strandby Kro - Esbjerg havde man først begyndt at tænke paa dengang - hvor vi blev kørt med Hestevogn ud til Færgebaaden, der var en almindelig lille Sejljolle. Var det blæsende Vejr, kunde der let vanke en vaad Trøje under Overfarten. I Nordby var der ingen Bro, det var aaben Strand. Man havde en Flanke med to Hjul i den ene Ende, ad den gik man i Land, eller, hvis Vandet var for højt, blev man baaret i Land. 

Det, der imponerede mig, var Havnen med dens mange Skibe. Her laa ogsaa Skonnerter, og jeg forbavsedes over deres Størrelse - det var jo noget andet end de Fartøjer hjemme i Ribe. 

Jeg husker mit næste Besøg, det var 3 Aar senere, og da skulde jeg ud at sejle. Det Aar var der 6 Nybygninger paa Stabelen paa en Gang - 2 paa hver af Nordbys Værfter. Det var dygtige og driftige Søfolk, der dengang var herovre, de sejlede med deres Skibe Velstand til Øen. Lyden af Kalfatringen kunde høres over hele Byen, hvor var det lystigt at høre. 

Jeg husker, 15 Aar senere, Fanøs Storhedstid, da 70 Skibe var hjemmehørende alene her i Nordby. Alle gik de ud paa de lange Rejser, de gav Navnet Fanø klang overalt paa Havene.   Vi elskede vore Skibe, og det havde vi vel Lov til.     Ingen Steder i Danmark var der paa den Tid en Flaade som den, der var  hjemmehørende her. Vi havde ofte nogle slemme Ture, det var ikke alene Faren paa Søen, men ogsaa de Lande, vi sejlede paa, havde deres Farer i Form af alvorlige Sygdomme. Tyfus, Malaria og Beri-Beri har givet mangen god Fanøsømand hans Knæk. Jeg blev selv syg og maatte rejse hjem.

Men en ny Tid var i Anmarch, Dampskibenes Tid. De paaførte os en Konkurrence, som vi ikke kunde modstaa. Sejlskibsflaaden blev mindre, og i Verdenskrigen 1914 - 18 forsvandt de to sidste Skibe, der var hjemmehørende her. Fanøs Saga var omme. Jeg tænker tilbage med Vemod, vi har kun Minderne tilbage fra de Dage. Men rundt i Hjemmene hænger endnu Billeder af Faders og Bedstefaders Skibe. Og jeg vil sige; Værn om de gamle Minder fra den Tid. Ja, det var Historien, som jeg gerne vilde fortælle.

Lidt senere fik Viceinspektør Sneum Ordet for, som han plejer, at yde sit Bidrag til Underholdningen ved de gamles Julefest. Jeg vil fortælle om de gamle, som levede her i Nordby i svundne Dage. Jeg kan ikke tage hele Byen, men jeg vi! nævne en Del af de Mennesker, som nu er døde, nogle af dem jeg kom i Berøring med.   Kordegn Andreasen var, da jeg kom her til Nordby, den Mand, der modtog mig paa Skolen. Han var egentlig ikke bestemt til Lærergerningen, men til  Journalistiken. Han havde saaledes i sin Tid været Medarbejder ved   „Nationaltidende" og i denne Periode oplevet Christianborgs Brand. Det var en   Fejltagelse i det hele taget, at han kom her til Nordby, han havde nemlig søgt et   Embede i noget, han mente hed „Odder Skole", men da han, efter at have faaet   Embedet, skulde til at se nærmere til, var det ikke „Odder", men „Odden Skole", som Nordby Skole dengang benævntes. Andreasen var en livlig, kundskabsrig og interessant Mand.

Lærer Bundsgaard 1901

En anden gammel Lærer var Bundsgaard, i mangt og meget en Modsætning til Kordegn Andreasen, men ogsaa en Mand man kom til at synes om.

Overlærer Holger Poulsen

Saa var der Overlærer Poulsen. Han var pensioneret, da jeg kom til Nordby, men jeg kendte ham som en gammel Ven af min Far. Han havde meget skriftligt Arbejde at udføre, og jeg blev saa hans Sekretær og saaledes en daglig Gæst i hans Hjem. Han var en Mand, der betød noget herovre, han var en Foregangsmand i mange Ting. Hans Navn lever da ogsaa endnu herovre, det har en god Klang. Nu bebor jeg hans Bolig fra dengang, jeg tænker ofte paa ham.

Købmand Bøttger til højre.

Til Eksamen kom der jo Censorer fra Byen, det var en festlig Tid, mens det stod paa. Jeg kan huske flere af de Censorer, vi havde. Der var f. Eks. Købm. Bøttger, Kapt. Jens Christiansen og Sogneraadsforrnand P. N. Pedersen. Kaptajn Christiansen lærte jeg nærmere at kende, idet vi engang, efter at Christiansen havde været Censor i Religion, blev tilbage i Klassen og talte om forskellige Ting. Han var en Mand med et følsomt Sind og Hjertet paa rette Sted. Ogsaa den gamle Fru Laura Clausen husker jeg fra den Tid. 

Toftehuset 1905

Villa "Anna", Vangled 9

Den første Tid i Nordby boede jeg i „Toftehus" - det begynder Folk jo med, naar de kommer herover. Saa flyttede vi til Villa „Anna", hvor vi kom til at bo Side om Side med Postbud Jepsen. Han var en munter Mand, hans uopslidelige Humør husker vi alle. Jeg mindes saaledes et Aar ind under Jul, da han kom med Posten, og jeg glemte at give ham en Cigar, som Skik ellers var. Han sagde saa, da han gik: „Tak for Cigaren - naa, det er sandt - det var ikke her, jeg fik den." Senere boede jeg i det saakaldte Afholdshotel ude Sønden for Kirken. Her lærte jeg Gartner Peter Toft at kende. Han var en intelligent Mand og den første Venstremand paa Fanø, han var Stiller for Kommandør Blume. Dengang hørte der noget til at have det politiske Standpunkt her­ovre. Paa Vejen ind til Byen derudefra traf jeg mange Gange Tingberg. Vi husker den gamle pæne Mand med det store Skæg - det var dengang Mænd gik med Skæg. 

Tingberg

Saa flyttede vi ned i min Svoger, Kaptajn Hansens Hus ved Dagmarsvej. Her fik jeg mange gode. Naboer, bl. a. Snedker Jonas Olsen, en Broder til Andreas Olsen. De to gik jo til og fra deres Arbejde hver eneste Dag gennem mange Aar, og altid var de sammen. Det var det helt gode Naboskab, jeg kan huske Jonas sagde til mig; „Mangler De noget Værktøj, og jeg ikke er hjemme, saa gaa blot ind i Værkstedet og hent det." Det var jo let gjort, da Nøglen hang ved Siden af Døren. 

Længere ovre boede gamle Brodersen, han havde været med i Slaget ved Dybbøl. Brodersen var en god og fredelig Mand, men skete der noget særligt, hvor der skulde sættes Trumf paa, kunde han sige; „Jeg har været med hvor e Kuller, de pev om e Ører." Saa var der Kaptajn Ankersen, der havde været med i Slaget ved Helgoland, og saaledes havde sin Andel i den danske Sejr dengang. Paa et Spørgsmaal om han ikke havde været bange, svarede han: „Naar man først var i det, saa gik det." Kapt. Warrer traf man ogsaa, han havde jo været i Siam gennem mange Aar og desværre faaet et daarligt Helbred derude, men han var en flink Mand at tale med.

Færgekaptajn Jessen

Længere nede boede gamle Færgekaptajn Jessen, han gik sin daglige Tur til Havnen - ellers gik det ikke rigtigt til dernede. En forhenværende Kollega boede ogsaa i Kvarteret, det var Lærer Andersen, han var en fornøjelig Mand at tale med, glad og tilfreds som han altid var, han kom da ogsaa altid nynnende, naar han gik sine Ture.

Det kunde hænde, jeg traf Kapt. Mejnertz, saa var Samtalen jo givet dengang, den drejede sig naturligvis om Kommunalpolitik. Smedemester Beck havde sit store Værksted nede til Øst, han staar for mig som Symbolet paa den ærlige og gode Haandværksmester. Han kunde fortælle meget interessant fra Fanøs Storhedstid i Sejlskibsdagene. Hans Værksted var saa stort, fordi det dengang var omfattende Stykker Smedearbejde, han udførte, naar et Skib blev bygget.

Thomas af River Jes' var min gode Ven, men da ganske særligt min Kones, han kunde reparere alt og klare alt. 

Saa var der Knud Huus, en Mand jeg satte endog meget stor Pris paa. Han var en dygtig Mand - det var til Tider de særeste Ting, han stod og baksede med, naar man kom i hans Værksted. . Havde Knud Huus faaet den rette teoretiske Uddannelse i sin Ungdom, havde han uden tvivl opnaaet en stor stilling indenfor Skibsbygningen. Alt kunde han lave og Betalingen - „Naa, et halvt Hundrede Øre," sagde han gerne. 

Kan De huske Snedker Andreasen, Møbelsnedkeren, han kælede for sit Arbejde, og reparerede da ogsaa mange gamle Møbler her i Byen. Og hver Søndag kunde man se Snedker Andreasen gaa til Kirke. 

Gik man en Tur gennem Gaden, saa traf man Købmand Nielsen vandrende frem og tilbage paa Fortovet uden for sin Forretning. En Passiar havde han altid Tid til, og det var jo gerne Sogneraadspolitik, der holdt for. Saa kunde man træffe Sagfører Verner Lassen, der gik Tur med sine Drenge. En belæst Herre var han, en Mand jeg satte Pris paa. Længere henne boede Sadelmager Møller. Talte man med ham, - var det gerne om Museet, det var jo hans Hjertebarn. Møller havde altid en god Cigar, naar man kom paa Besøg. 

Købmand Nielsen

Sadelmager Møller

Krovært J. P. Nielsen

Omme ved Krogaarden gik Nielsen, det var en stout Mand. Trist var det, at han maatte saa tidligt bort. Helt omme boede den anden Nielsen, „Nordby Nielsen" som han kaldtes, for at skelne imellem de to Restauratører. Han var en god og sindig Jyde. Fulgtes man med ham paa hans Spadsereture til Stranden, saa fik man altid en god Samtale. 

Nordby Nielsen

Paa Havnepladsen traf man Peter og Last af Søren Dyssens. Peterbøj, som han kaldtes, kunde fortælle om sine Farter paa de store Have, han havde været med til lidt af hvert. Last vilde gerne tale Politik, han var Socialdemokrat, og han kunde blive ivrig, naar man i al Venskabelighed drillede ham lidt. Han gav mig den bedste Karakteristik af Provst Nielsen, jeg har hørt: Han var en Præst o e Stol og en Mennesk' imell' vi anner." De Ord passede.  

Deromme boede ogsaa Kapt. H. A. Svarrer: Han var en smuk og værdig Repræsentant for vor Sømandsstand. En anden gammel Kaptajn var N. Th. Nielsen, vi saa altid ham og hans Kollega og Ven gennem mange Aar, Kapt. N, Jepsen, gaa Ture sammen. Nu gaar Kapt. Jepsen ene tilbage. 

Jeg kan tage en Mand som Kapt. N. H. Gregersen, Vi vil huske ham som en virkelig intelligent og belæst Mand. Hans Artikler i Fanø Ugeblad gennem Aarene vidnede om en usædvanlig Indsigt i mange Ting. 

Navigationsvej – Murer Frandsen & Sine Frandensen (Pensionat for navigationselever). Peder Nørholm, lærer

Jens Danielsen

Skal vi hilse paa Murer Frandsen, han alt for tidlige Død kun kan beklages. Saa var der Jens Danielsen, han var Natvæg­ter og tændte og skikkede Lygterne for os. - Af alle disse Mennesker var der vel mange, som ikke tog Del i det offent­lige Liv, men de var dog med til, hver paa sin Maade, at præge deres By. 

   Slagter Ludvig Alber

I Mellemgaden boede gamle Slagter Alber og hans Kone, der var fra Ribe ligesom min Moder. Saa Fru Alber og jeg fik altid en god Gang Ribesnak. 

Et Par Navne lidt fra Skyggesiden vil jeg ogsaa tage. Der var Skomager Hansen, der boede paa Willemoesvej. Han havde det egentlig daarligt den gamle Hansen, efter at han havde mistet sin Kone. Jeg skrev om ham i Ugebladet ved hans Død, og en Kollega til mig, hvis Mening jeg sætter højt. udtalte, at det var det køn­neste jeg havde skrevet. 

Mads Christensen var ognaa en Mand der var kommet paa Livets Skyggeside. Han var som saa mange gamle et ensomt Menneske. Jeg husker engang, jeg i en Forretning overværede hans Tobaksindkøb og lod falde en Bemærkning: De ryger meget, Christensen? Da svarede han; „Ja, hva' skal en, naar en saa'n sidder". Vi andre lod ham vel sidde for meget ene. 

Gennem min Gerning ved Fanø Ugeblad kom jeg i Forbindelse med mange Mennesker herovre. Jeg husker gamle Boghandler J. N. Hansen, jeg traf ham engang i Handelsbanken, som han bestyrede, da sad han saamænd og strikkede, for som han sagde: „Man kan lige saa godt tage sig noget nyttigt til." 

   Kaptajn Hansen, Handelsbanken

Sønnen, Søren Hansen, vil enhver her jo kende. Han var et Menneske, hvis Fejl var aabenbare, han lagde intet Skjul paa. Men han var en Mand med et stort og godt Hjerte. Jeg ved, der sidder mange her, som vil kunne bevidne det.

En Mand som Bogbinder Jørgen Andersen hører ogsaa til de Mennesker, som jeg ikke glemmer.

   Boghandler Søren Clausen Hansen

Paa Bladets Vegne skulde jeg engang ud at tale med Kapr. Morten Nielsen ved Vestervejen. Nu havde Kapt. Nielsen noget afmaalt og reserveret over sig, saa jeg sagde ti! min Kone: „Hvordan mon det skal gaa?" Saa gik det helt anderledes, end jeg havde tænkt mig. Jeg fik saa god og gæstfri Behandling, som jeg sjældent har mødt, saa jeg sagde da ogsaa, da jeg kom hjem: ”Kapt. Nielsen havde jeg da taget helt fejl af”. 

Dem jeg husker bedst er dog de gamle Kvinder. Der var Fru Pedersen, „Ann Katrin' i e Pæretræ",  som hun nævnedes af sine Bysbørn, Jeg besøgte hende engang i   Anledning af en Fødselsdag, da fortalte hun mig om sin Skæbne. Om den store Dag   hun blev gift, om den Vinter hendes unge Husbond var hjemme, da Foraaret kom, drog han ud, og hun saa ham aldrig siden.   „Den Klokke, vi fik, hænger endnu der," sagde hun og pegede paa Uret, som hang i hendes Stue og udmaalte Tiden for hende. Man mindes Ordene om al den Sol, der skulde have skinnet, men blev slukket.

En anden Gang besøgte jeg - ligeledes paa Bladets Vegne - Fru Maren Nørby. „Uha," sagde hun, „jeg har slet ikke Tid til Snak, for jeg har en Kage i Ovnen." Saa kan vi gaa i Køkkenet, foreslog jeg. Det gjorde vi saa, og baade Kage og Interview blev vellykkede.

Der var den gamle Fru Mette Poulsen, Mett' af Søren Dyssens, lidt skrap, men slagfærdig. Som nu den Gang hun blev spurgt, om hun mente, det vilde give Regn, og hun svarede; Det ska' a sej' dig i Morgen" Store Sorger havde hun taget imod paa sin Vej gennem Livet, men sit Livsmod og sin ranke Holdning havde hun forstaaet at bevare. Da hun var død, kom hendes Børn og bad mig tale ved hendes Baare. Det var en Bøn, jeg følte det som en Ære at efterkomme.

- Mange har siddet i denne Sal gennem Aarene, mange, som nu er borte, men andre træder jo i deres Sted. En smuk Ting skal nævnes i Forbindelse med denne Fest, og det er dette, at der gaar Bud til hver enkelt med Anmodning om at komme. Det er et ægte demokratisk Træk.